Jeg har aldrig været på blind date. Har på ingen måde lyst til det. Umiddelbart ret glad for ikke at være på Tinder. Running Dinner. Speed Dating. Whatever ting, der kræver awkwardness-situationer over for mennesker, man skal opretholde en samtale med, hvor man desperat sidder og siger jaja og helt sikkert, mens man panisk finder næste emne, man kan skifte til. Uden overhovedet at have røde pletter overalt eller være alle former for febrilsk.

Men i dag, da jeg cyklede over Tietgenbroen i småregnvejr på vej til endnu en aftale i Selvstændigsagaen, slog det mig, at der virkelig er meget blind dating i at være selvstændig. Hold nu kæft, hvor har jeg mødtes med mange folk, jeg har hilst på een gang, har set på nettet, aldrig har set og ikke ved, hvordan ser ud. Været i virkelig mange situationer i en skønsom blanding af:

“Fuck, nu er jeg sent på den. Det er bedst, hvis jeg kom først. Så kan jeg nemlig skrive, at det er mig, der sidder der og der. Og holder en rød rose. Agtig. Eller noget. Og så kan den anden dumme sig. Ha.”

SMS: Hej hej, jeg er her allerede. Det er mig i grøn parka og med fuglerede på toppen.

“Fuck altså, hvorfor gør jeg nu det her igen? Det er jo verdens mest awkward. Hvordan fanden ser hun nu overhovedet ud? Var hun egentlig sorthåret?”

“Heeeeej, hej”
(GIANT SMILE)

“….”

“Øh, nå, eller jeg mener, hej til en omme bagved dig. Hæhæ.” (Pik, det lignede sgu da, og hun sad da også alene).

SMS: Hej, jeg er her nu. Hæ.

“Har total tjek på det. Fuck, jeg sveder i øvrigt. Hvorfor kom jeg også væltende ind på hvid-skjorte-og-sejlersko-FIAT i striktrøje og hullede bukser?”

“Ha-arj. Er du…? Øh. Eller, jeg tror, vi skal mødes. Eller. Hej?”