“Den dag, hvor det her skete, vidste jeg bare uden tvivl i mit hjerte, hvad jeg skulle lave fremover.”
“Jamen, jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle lave noget med ord/træ/drømmetydning/filtdukker/et suppekøkken – det har jeg bare altid vidst inden i.”
“Da jeg var lille, blev jeg væk. Altså ikke sådan rigtig væk. Men jeg forsvandt ind i en kirke midt i Rom. Og sådan har jeg bare altid været – nysgerrig, på opdagelse, ude efter eventyr, så det kom bare ligesom naturligt.”
“Jeg har altid skrevet og skrevet på alting og i al min fritid. Når de andre var til fodbold og dans, så sad jeg og skrev hjemme på mit værelse. Jeg var nok lidt en outsider. Men jeg vidste, at jeg altid skulle skrive.”
Kender I det? Den slags udtalelser?
Der er ikke noget i vejen med udtalelserne som sådan. Altså det er jo helt sikkert rigtig godt for udtalelsernes ophavsmænd og -damer.
Men. Jeg føler virkelig, man padler rundt i en god gammeldags småtyk kød- og melbollesupper af lige præcis den slags i øjeblikket. Og med ‘i øjeblikket’ mener jeg nok en kombination af alder, sted i livet og by, jeg bor i.
Og det er jeg faktisk gået lidt kold i. Det har på en eller anden måde skabt et pres. Et pres, som nok er i meget naturlig forlængelse af hele den her snak om, hvor fokuserede vi er på at realisere os selv, udfolde vores kunnen, tænken og gøren, blive til noget og den individuelle succes.
Jeg føler mig presset af ikke at kunne sige det samme. Jeg føler, jeg ikke er helt lige så god, helt lige så berettiget til succes, når jeg ikke har det der kald. Den der passion. Som åbenbart står så lysende klart og har gjort det længe hos visse andre.
Jeg har svært ved at finde motivation og skub, når jeg flimrer rundt i at finde ud af, hvad jeg egentlig skal lave. For nej, jeg har ikke skrevet fiktion, lige siden jeg kunne holde på en pen. Nej, jeg har ikke altid tegnet og klistret og sømmet og pølset ting op i ler, som til sidst endte i en eller anden grad af praktik og/eller kunst. Nej, jeg brugte ikke alle vågne aftener i min studietid på at starte et magasin, som jeg bare brændte helt vanvittigt for (jeg drak øl). Nej, jeg syer ikke lige en kjole, når jeg mangler en i den helt rigtige shade of grey. Nej, jeg støber ikke lige en betonvase til mine uendeligt mange sukkulenter (ha!). Nej, jeg brænder ikke helt enestående meget for bæredygtighed/fitliving/arkitektur/racehunde.
For ti år siden sagde jeg ordret: “Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg gerne vil. Men nu begynder jeg at læse det her, og så kommer der jo nok en åbenbaring på et tidspunkt.”
Det gjorde der egentlig ikke. Jeg var ikke en død fisk. Men heller ikke et åbenbaret menneske. I den forstand (eller nogen anden for den sags skyld).
Men der er rigtig mange ting, jeg gerne vil. Og jeg er en slags ærgerlig over, at man på et tidspunkt, da man tog en uddannelse, var nødt til at vælge noget, som betød, at man tilsidesatte en masse andet. For ja, jeg har altid godt kunne lide at skrive. Og analysere. Og lære. Men jeg kan også godt lide at gøre gode fund, at indrette, at arbejde med dyr, at trykke på et kasseapparat, at følge med i mode og tendenser, at fotografere, at layoute, at redesigne genbrug, at rette andres fejl. Men alle de ting svømmer lidt rundt i en pøl med det andet og er altsammen noget, jeg godt kan lide. Det er ikke altsammen, jeg er lige god til eller overhovedet får dyrket.
Men samtidig gør det mig også hver eneste i dag i tvivl om, hvad der så er mit kald? Min passion? For man skal vel have et for at have det rigtig godt, virker det til.
Hvad er det for et projekt, der får mig til at sætte mig ned og arbejde dag og nat for at komme i mål, fordi jeg synes, det er så vigtigt eller spændende eller sjovt, at jeg glemmer tid og sted?
Det ved jeg ikke. Og lige nu – i den her tid af husmødre og hipstere gone iværksætter med kald og mere eller mindre succes – er det en kilde til frustration. Til at være sig selv lidt på halv tid. Til at vente. Til en slags tomhed.
Og så er det, jeg tænker. Når jeg tænker mig om. At det sikkert er det mest normale i hele verden. Og at det gælder langt de fleste. At man ikke skal have én defineret og formuleret livspassion for at være hel.
Det er bare ikke en lige så spændende historie som historien om uendelig lidenskab. Desværre er det også bare for fornuftig en indvending til, at den kan overvende selve følelsen.
oktober 15, 2014
Jeg kender det SÅ godt! Jeg har altid været omringet af folk, der havde fundet sit kald – og dér var jeg; forvirret mht uddannelse og stresset fordi tiden ikke stoppede med at gå.
Engang ventede jeg lidt på, at jeg ville vågne op og mærke mit kald, men det er ikke kommet endnu… I det mindste har jeg fundet ud af, at det ikke gør så meget, og at hele livet ikke skal leves efter “kaldet”.
oktober 15, 2014
Jeg tror stadig, jeg mangler at acceptere det. At det ikke kommer. Det var lettere, da man “bare” skulle vælge uddannelse, for så kunne man vælge efter en vis form for interesse, uden det behøvede at være the one and only. Selvom jeg også der stødte på folk, der lavede kaffeklubber, hvor de talte oldengelsk, fordi de var så vilde med det, og jeg tænkte “what the…?”.
Men efter uddannelse blev det endnu værre. Og du har helt ret – det er lige præcis det “stresset, fordi tiden ikke står stille.”
oktober 15, 2014
Det er så vildt – går med præcis de samme tanker. Og med præcis mener jeg, at det er prææææcis de samme ting, jeg gerne vil!
Designer slash antropolog slash grafiker slash kassedame slash en der muger ud under køer.
Totalt modsatrettede! Og hvad ville jeg kunne holde ud at gå 100 procent op i?
Jeg valgte uddannelse ud fra det passionerede kald, jeg følte allerede som 10-årig. Kom igennem et knaldhårdt studie, som mange misunder mig, jeg fik plads på… Og sidder nu med en ærgerlig følelse af, at det alligevel ikke var det rigtige valg.
Men jeg orker ikke at starte på noget nyt, slet ikke når jeg ikke er sikker på, om dét så er det rigtige…
Og man er jo blevet for gammel til at komme i erhvervspraktik..
Nu laver jeg et barn og håber så, det vil bringe noget passion ind i livet. Ellers må jeg nok også bare acceptere at være middelmådig uden et kald :/
oktober 15, 2014
Rart – og ikke spor rart – med en i samme grøft (og hvilken grøft).
Det værste er det der med, at man er “for gammel” til at prøve ting af. Det er jo selvfølgelig ikke helt rigtigt, men hvor fanden skal man starte og slutte – og så tilbage til: Vil man overhovedet det?
Jeg er slet ikke i tvivl om, at et barn vil bringe passion (ha, ser nu et barn, der kommer ud med passionsfrugt i hånden…åh plat). Personligt er jeg bare bare mere bange for, at det eliminerer alt den anden passion, man venter på. Umodent, ja, men reelt.
Måske skal vi starte en biks sammen, hvor man kan købe ord, design, grafik, butiksassistance, dyrepasning og analyser af alt, hvad der rører sig?
oktober 15, 2014
Jeg synes klart I sku åbne en biks:) så ku i sælge negelakker og redesignede genbrugsfund og samtidigt få styret lysten til at trykke på et kasseapparat:)
oktober 15, 2014
Haha, er vild med det. Skal du ikke være med med noget?
oktober 21, 2014
Hmmm, jeg ku måske være jeres freelancer? så ku jeg lige komme forbi med en omgang latte og juridisk bistand fra tid til anden:) ..og kage, selvfølgelig:)
oktober 21, 2014
Deal!
oktober 16, 2014
Tak, fordi du sætter ord på den oplevelse, jeg render frustreret rundt med! Kaldet — alle mine klassekammerater har valgt uddannelsen pga. af det.. f*** det (skriver jeg mest ud af misundelse)!
Haha, og den åbenbaring venter jeg stadig på, nu hvor jeg har et år tilbage på min uddannelse. Den kan stadig nå at komme, ikke?!
oktober 16, 2014
Altså jeg håber det lidt?! Måske 65-årige ude på golfbanen indser vi, hvad det var, vi skulle :-)