Noget af det, jeg mangler allermest lige i øjeblikket, er plads. Ikke kvadratmeter. Heller ikke plads til kreativ udfoldelse. Eller plads til mangfoldighed (eller jo, det mangler vi også, men nu var det ikke lige det, det skulle handle om). Eller plads til at være mig. Eller plads i en institution.

Men plads på min computers harddrive. Plads i skyen. Plads på den eksterne harddisk. Plads i Dropbox. Plads på min telefon.

Og hold nu kæft, hvor er det banalt. Det er så banalt og fjollet og ligegyldigt og overhovedet ikke ligegyldigt, at jeg slet ikke magter at forholde mig til det. Men det siger noget om, hvad det fylder i hverdagen. Ja, det siger også noget om perspektiv og happy trouble. Men den sang er sunget mange gange, og det forsvinder i-landsproblemerne ikke af, så kan vi ikke bare holde op med at kalde dem det og så have lov at have dem i fred, samtidig med vi også forholder os til andre slags problemer?

Altså: Det siger noget om, hvor meget det fylder. Der går ikke en dag, hvor der ikke er en eller anden enhed, der minder mig om, at jeg er ved at løbe tør for plads. Jeg skal forholde mig til til plads. Skal jeg købe plads? Skal jeg slette for at skabe plads? Hvordan laver jeg backup, og hvordan laver jeg back up på back up? Hvor får jeg mest plads? Hvilken plads er smartest?

Jeg skal forholde mig til, at der ikke er plads nok til alle mine oplevelser, til mine minder, til mine programmer, apps og værktøjer, der skal tilfredsstille forskellige behov. Jeg skal beslutte, om det er vigtigst at gemme alle mine billeder på kamerarullen. Og om de så skal over i itunes, hvor de så fylder på min computer. Og skal de så på en harddisk? Og i en sky? Har jeg brug for tre billedredigeringsprogram og to apps til samme formål? Hvad er vigtigst – at tjekke bustider, at genkende musik, at sende 10-sekunders billeder til mine venner, at betale hurtigt via telefonen, at streame musik, at finde min iPhone eller at tjekke hurtigt ind i lufthavnen? Er 9 kroner værd om måneden, at et program automatisk kopierer alting op i det, vi skal der skyen, som jeg knap ved, hvad er? Og er den slags overhovedet fornuftigt?

Det er så absurd, at jeg tror, jeg ville betale mig fra, at nogen gad fikse mit pladsproblem for mig. Og måske lige netop derfor skal jeg bare forholde mig til det selv. Og mindes på det hver dag, indtil jeg bliver sindssyg og flytter ud i en hytte i Nordnorge uden nogen som helst behov andre end vand og ild.

Jeg gætter på, jeg ikke den eneste. For vi er allesammen så ens. Det er vi jo ikke, men alligevel er vi. Og i dag læste jeg den her artikel i Information, som siger en masse ting, vi allerede godt ved, om, hvor ens vi er, men den er velskrevet og veloplagt og god. Og selv om der til vores bryllup både var lange uddannelser, øboere, håndværkere, professionsbachelorer, sønderjyder, nordjyder, homoeseksuelle, DF’ere, Alternativet-støtter, islændinge, halv-marokkanere, halv-somaliere håndboldglade og take away-kaffe-glade, så er jeg og vi jo faktisk et hak bedre. Og nej, der var heller ikke en repræsentativ indvandrer.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det. Andet end jeg synes, det var en fin artikel, som man kunne læse. Det kunne jeg jo bare have skrevet. Og jeg ved heller ikke, om det bekymrer mig så meget. Hverken det med pladsen eller det med forskelligheden. Men det er da værd at tænke lidt over.