Jeg kan godt lide idéen om crowdfunding. Det er en rar oplevelse af, at vi også tør være fælles om noget. Ligesom vi begynder med fælles madklubber med fremmede, fælles frysermad, delebiler, couchsurfing og meget andet. Det er fremtiden. Hvis jeg kunne lave en app og magtede at hanke op i mig selv, ville jeg lave en slags Blå Avis, hvor man kunne låne ting af hinanden, man skulle bruge. En fiskestang søndag morgen. En grill. En slagboremaskine. En hund at gå tur med. Et barn at imponere nogen med. Jeg tror, det er sådan, det bliver, og jeg kan lide det.
Derfor holder jeg også gerne øje med Kickstarter og Boomerang og smider gerne en sjat penge, hvis jeg har nogen, efter sjove, gode eller tiltalende projekter. De behøver ikke handle om hjemløse eller verdensfred. Det kan også bare være folk, der vil frem i verden med noget, som jeg godt kan lide.
For eksempel har jeg smidt penge efter Live fra Lollands bog. Alle ved jo, at den er læst på 7 minutter, men at det bliver skidesjove 7 minutter.
Nu har en af mine all time favorite tegneserie startet et projekt, der skal bringe liv til serien. De skal animeres. Og det er en af de bedste, skarpeste, sjoveste tegneserier, jeg læser. In my humble opinion. Så den skal helt sikkert have månedens pant og alle-de-burgere-jeg-ikke-spise-på-vej-hjem-fra-byen (mest i overført for stand, for det kommer jo ikke til at ske..altså at jeg ikke spiser dem).
Tryk på billedet for at se, hvordan du kan støtte.
Og tegneserien kan du følge her (hav god tid – mere vil have mere): www.satwcomic.com
december 19, 2014
Jeg tror slet ikke du er klar over hvor meget indflydelse du har haft på min bog. Mens jeg var i gang med den fandt jeg nemlig på en eller anden måde ind på det her indlæg, og så læste jeg bemærkningen med de 7 minutter. Og jeg kan huske, at der skete et eller andet inden i mig der gjorde at jeg bare hele tiden tænkte “Den skal fandeme være så lang at den ikke kan læses på 7 minutter!” – det var selvfølgelig en tanke jeg burde have fået af mig selv, men man kan faktisk på en måde godt sige, at du gav mig sparket bagi til at lave 3 kapitler mere end der egentlig var tiltænkt. Men det er så også din skyld, at den blev helt vildt forsinket ;p
Det er sjovt, for det er jo altid fantastisk at få ros, og jeg er skideheldig med alle de søde bemærkninger jeg får, og jeg ved ikke engang om din var ment som at det jeg laver er ‘for kort’ eller hvordan (i virkeligheden tror jeg slet ikke at du har ment noget negativt med det, og jeg opfattede det i virkeligheden heller ikke sådan), men det gjorde mig virkelig selv mere ambitiøs på mit bogprojekt (om det så skinner igennem i bogen eller ej ved jeg sgu ikke helt :D ). Så tak for det!
Jeg håber at bogen er nået sikkert frem til dig (der var åbenbart nogle eksemplarer som Post Danmark mente det var bedste at drukne i vand inden de nåede frem til modtageren) – og at det tog mere end 7 minutter at læse den ;)
Kh & glædelig jul :)
december 22, 2014
Hej Kristina
Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg havde skrevet det (det er jo længe siden). Men jeg er da for det første utrolig glad for, at jeg har fået dig til – i ren trods – at lave flere kapitler. Megahurra for det (og undskyld forsinkelsen, ha). For det andet var det på ingen måde ment som kritik, men egentlig en personlig anerkendelse – som jeg til dels stadig holder ved, uanset længden faktisk – om at man kommer til at sluge den form for bøger ret hurtigt. Altså det tager jo som sådan rigtig nogen ikke tid at læse og forstå siderne, så man kommer nogle gange til at konsumere det på meget kort tid. Det samme skete med Marens. Uanset hvor lang sådan en bliver, er den hurtigt taget ind, og det var lige så meget en reminder til mig selv om, at den slags bøger også har sin berettigelse (at man ikke kun skal smide penge efter noget, der er langt og tungt), og om at jeg skal huske at dvæle ved pointerne og humoren.
Derfor er din bog (som kom rigtig fint frem, tak!) heller ikke kommet med på juleferie. Den ligger faktisk på toilettet (undskyld?), hvilket gør, at jeg kun konsumere lidt ad gangen, og den holder længere tid (helt ind i det nye år). Næsten ligesom chokoladeskildpadder, som man har gemt rundt omkring i huset :-)
Men i sidste ende lyder det som en positiv indflydelse. Og jeg er glad for at være med til at gøre nogen mere ambitiøs. Det er skidegodt gået – både bog, foredrag og det hele.
Rigtig glædelig jul, Louise.