Jeg er her stadigvæk. På en eller anden måde. For hverdagen banker jo på. Og det er faktisk det, der er allersværest. Det der med, at alting bare fortsætter fuldstændig upåvirket. At det bare var et kort ophold i nogens tilværelse, hvor de for et øjeblik konstaterede nyhedsværdien i, at nogens far forsvandt. For derefter at glemme det igen.

Andre folk er stadig skidesure på DSB, glæder sig til grillhygge i weekenden og husker at skrive “Hvor ser det lækkert ud” til andre menneskers nye terrasse på Facebook. Jeg skal stadigvæk huske at handle skyr i Brugsen, tage stilling til, om jeg vil til sommerfest på arbejde og huske at hente en pakke på posthuset.

Sådan er det, og det er der jo ikke noget i vejen med. Bortset fra at det virker uendeligt forkert for den, hvor alt inden i en er gået i stå og aldrig bliver det samme. Hvor man inden i er bange for alt det, der lige om lidt kun er minder, og alt det, man ikke skal opleve igen eller dele, men kun savne.

Hverdagen er helt rigtig. Og helt forkert.

Men jeg er her stadig. Padler forsigtigt i overfladen af noget, der er en hverdag. Med sin egen skygger, huller og lange stræk. Det er ok. Det bliver ok igen. Bare ikke det samme.