I dagens anledning tager vi lige en to for en – nemlig:

Hvorfor siger man kålhøgen eller kæphøj om en overstadig, selvsikker eller kæk person?

Svaret er lidt det samme på begge ord. Nemlig en forvanskning af dialekter.

Kål i kålhøgen har haft mange former, men det lægger sig formentlig op af ordet karl. Ligesom at en karl (eller en kal) i dag i mange jyske dialekter, inklusive hvor jeg kommer fra, hedder en kål.

Høj er formentlig (ingen ved det vist helt) pretty much what it is, altså tillægsordet høj. Altså at man er en høj karl, en fandens karl. Og har altså intet med høns at gøre. Jeg har bare altid haft et billede af noget høne i mit hovede, når jeg har sagt ordet.

Det samme gælder ved kæphøj. Her kommer kæp bare enten fra ordet kæbe eller – adledt deraf – kæft, altså høj i kæften, eller det norske kjeppe sig, at være udfordrende i sin opførsel.

Og således en form for klogere kan vi nu gå, helt kålhøgne og kæphøje, ud i tilværelsen igen.

kilder: kristeligt dagblad og ODS