Nå, men i går kom min mand sgu hjem. Jeg troede først, han kom hjem i dag. Oh well, så kunne jeg desværre ikke nå at skifte sengetøj. Så må nogle andre nok gøre det. (Red. En trofast læser, aka min mor, har gjort mig opmærksom på, hvor meget den her indledning lyder som – og jeg citerer – starten på en trivialnovelle om utroskab. Og hvor han hun ret. Det er sgu en ny egenskab, jeg ikke vidste, jeg havde. Men det var altså ikke sådan ment. Det var bare, fordi jeg havde tænkt at gøre det…og ikke gad. Iggå.)
Han havde til gengæld 800 kg Kinder-chokolade med hjem. Yaaas.
Og vel hjemme fra det store fast food-land kunne jeg snildt spise ham af med to parisertoasts, fordi jeg jo ligesom ikke havde købt…noget som helst. Så alt er godt i reden.
Og i forhold til det der Kunder behøver vi jo ikke snakke om, at jeg selvfølgelig har erhvervet mig en Kinder-kalender. Og en Smarties. Og en Dumle. Kiggede også længe på den der med juleskum, men hvorfor fanden skal der være kanel i? Troede, vi havde talt om det der. Kanel i gifler, snurrer (eller hvad det hedder), snegle. Det er dét. Ikke mexicansk mad. Ikke juleskum. Ikke noget andet.
Dagen i går bød også på tandlægebesøg. Hurra. For. Det. Eller noget. Det var ekstremt pædagogisk og meget venlig (og ung) tandlæge, der startede med at sige “Hvordan går det så med dine tænder”, og hun synes på ingen måde, det var hverken sjovt eller kækt, at jeg sagde “Ja, det havde jeg jo tænkt mig, du skulle fortælle mig.” Til gengæld kørte dig Christian Brøns, Rasmus Seebach og Saybia på tandlægedamensradio, mens hun ivrigt fortalte mig om alle de ting, hun nu forsigtigt gjorde. Nænnede ikke at sige til damen, at jeg, før jeg blev 18, aldrig har været til tandlægen uden minimum ét hul.
I morgen skal vi til Luxembourg. Og drikke os fulde. Ohøj, hr. bæver.
