…og det var, at jeg for nogle måneder siden blev en af dem her, som skal giftes. Ret crazy i sig selv faktisk. Har fx givet anledning til spørgsmål som:

1. Vil jeg overhovedet det?
2. Hvornår blev jeg så gammel?
3. Hvornår blev jeg så traditionel?
4. Er det nu, det er tid til at holde op med at være på tværs og egentlig bare overgive sig til noget umiddelbart godt?
5. Hvad skal vi have at spise? Og drikke, ikke mindst?
6. Hvordan finder jeg nogensinde en kjole?
7. Og sko, man kan gå i?
8. Hvem skal med?
9. Og hvem skal især ikke med?
10. Er der et liv efter den slags?

Mærkeligt nok føles det som en lidt privat sag at dele ude på internettet. Omvendt fylder det en hel del, om jeg vil det eller ej, og giver anledning til uendelig mange gode lister og sære tanker og tarvelige (og også sympatiske) erkendelser. Og de er jo altså bare lidt sjovere, hvis man også kan dele dem. Desuden har jeg alligevel erfaret, at selvom man forsøger at være lidt diskret med den slags – bare for en stund – så er der alligevel nogen, der tagger en i et eller andet opslag fra et dameblad om verdens vildeste bryllupskage (min chef sendte mig i øvrigt dette billede, som jeg er pænt stor fan af…men på ingen måde tør bede om en pris på), eller også kommer man selv til at følge et eller andet obskurt japansk bryllupsmagasin på Insta i sin bridezilla-crazy-ignorance.

Så jeg har hermed overgivet mig. Både til bryllup og internet. Jeg lover, at det ikke bliver irriterende. Nej, vent, det lover jeg ikke. Men jeg lover, at jeg også laver andet i mit liv, som man kan lave liste ud af/være bitter over/være rasende over/være hånlig over/være bedrevidende over for/grine af/tude over/tænke over. Tror jeg nok.

Jeg har lige været lidt fraværende i en weekend med besøg fra Reservatet, der har ført en del shopping, rødvin og andre gode sager med sig.

Til gengæld har jeg på det sidste også…

…fået et træpenisaskebæger i gave af hjemkomne venner fra Bali.

…mødt ham her, som Anders Hemmingsen også grinte af.

…bandet en lille smule over, at ens kæreste ikke liiiige fjerner undertøj, der er på vej til vask, men lige pt. ligger lidt strøet rundt omkring, når elektrikeren kommer og trisser rundt.

…været i Mad og Vin og fået bekræftet alle fordomme med et skælmsk smil, da gut i oilskinsjakke ‘gerne lige ved høre dagsprisen på stenbiderrogn’.

…tænkt over, hvorfor kønsskifteopererede mon (næsten) altid beholder samme forbogstav, når de skifter navn.

…diskuteret, om vinkekatten er på batterier, solenergi eller magi.

…set det afsnit af 90210, hvor Toni dør, og grædt en lillebitte smule.

…undret mig over, at nogen stadig sætter pailletglitterbluser og blå jeans sammen (X-Factor-stylist, I’m looking at you) – altså det ser sgu da sådan lidt…cheap ud….altså for det meste…eller er det bare mig?

I går var jeg til bryndame. Det måtte jeg lige prøve. Bare for at smide mange penge efter noget, som gør skideondt, og man sikkert også bliver afhængig af. Samtalen foregik nogenlunde sådan her.

“Hejsa”

“Hej hej”

“Ja, jeg har ikke været her før.”

“Nej, det kan jeg se.” (!!!)

“(…)”

“Nu skal du lige lukke øjnene, og så gør jeg lige noget med noget creme/rens/pads.”

“Nå, men altså – retter du slet ikke dine bryn?”

“Øh jo, det gør min frisør. Hun siger, de sidder virkelig godt fast.”

“Nå, gør det ondt så?”

“Ja, det gør sindssygt ondt.”

“Okay, men nu rykker jeg lige lidt på dit hoved og tænder 450.000 Watt i dit face. Så må du lige sige til, hvis det bliver for ubehageligt.”

“Det er ok.”

“(fnis) Jeg er altså ikke begyndt endnu.”

“Nå, nej, jeg mente også…eller….”

” (synger) Heeelloooo from the other siiiiide….”

“Men hvor længe har du så haft extensions?”

“Jeg har ikke haft det sådan fast altså….”

“Det er altså også meget bedre, hvis man bruger sådan et serum. Det er virkelig godt. Helt vildt nemt. Man renser bare lige makeuppen af og så…”

(tænker) [ha! som om!]

“…og efter et par uger kan man tydeligt se det.”

“Okay, hvad koster sådan en?”

“950 kroner. Men der er altså også til måske fem måneder.”

“Hæhæ….okay….ehem…”

“Nå, nu skal du lige ligge lidt. Ikke åbne øjnene.”

(ligger) [ikke åbnene øjnene. åh nej, åbnede jeg øjnene lidt. hvorfor kommer der lidt lys ind? åh nej, hvordan er det nu, man ikke åbner øjnene? nej, jeg måtte heller ikke knibe sammen. Hvad nu hvis jeg bare kommer til at åbne dem? Jeg kan slet ikke huske, hvordan man holder dem lukket? Hvad er det egentlig for en muskel? Nej, nej, nej, der strømmer lys ind et sted.]

(går i gang med pincet) “Nå ja, de sidder altså ikke bedre fast end andres….”

“Nå okay. Jamen, så er det nok bare noget, min frisør har sagt. Måske er jeg bare pylret.”

“(…)”

“Okay, sæt dig lige op. Lad os lige se. Hm…du bruger ikke noget makeup på brynene eller?”

“Nej, det synes jeg ikke lige, der har været behov for…”

“Okay.”

“Altså du bruger SLET ikke noget makeup på brynene?”

“Nej…?”

“Nej okay.”

“Ja, du er jo altså lidt asymmetrisk. Altså hvis man nu lige tegnede det lidt op.”

“Nårh, det er da ikke så slemt – er det ikke meget naturligt?”

“Joh…men altså hvis nu lige tegnede det lidt op, så kan du jo godt se…saml lige spejlet op, så du kan se, hvad jeg laver….”

“Så er vi færdige.”

“Skal jeg bestille en tid til dig med det samme?”

“Nej, ved du hvad, jeg har sådan en rigtig kalender, altså sådan en papirkalender, du ved, derhjemme, ikke, så jeg skal lige….altså….hvad kostede sådan en bryn-gel? Ja, lad mig få sådan en så. Ja, okay. Hej hej,”

pic: buzzfeed

Inception: Den der snurretop….we neeeed to know, er det virkelighed eller drøm?

Demolition Man: Hvordan virker “De tre muslingeskaller”? Sig det så!

The Dark Knight: Hvordan fik jokeren de ar for fanden?

Seven: What’s in the boooox? Er det hendes hoved?

Jeg ved, der er flere. Bring them.

…jeg sætter kurs mod indre by for at købe sko, brinteroverilte og benskinner og kommer hjem med en grå t-shirt…som jeg i øvrigt også iført under min shopping…how groundbreaking

…jeg bliver helt vildt glad for, at der er kommet en ny mail…indtil jeg kommer i tanke om, at jeg lige har sendt en mail til mig selv…

…jeg snakker med en ekspedient, som har vildt tørre læber og derfor bliver ved med at pille ved dem og skjule dem delvist med hånden, hvilket får mig til at kopiere adfærden, hvilket får ekspedienten til at blive opmærksom på sine læber og intensivere sin pillen/skjulen, hvilket får mig til….oh well, you get it…

…jeg – på grund af den der såkaldte migræne – pludselig begynder at mærke bump i mit hoved, jeg aldrig har mærket før, indtil min læge fortæller mig, at det altså er inde i hovedet, det foregår, hvis der er noget galt, og uden på skallen….jaja, godt ord igen…

…jeg udvikler teenagebumser i face en masse…når der nu ikke er en eneste, der så meget som gider at se ens sygesikringbevis mere (har det ellers altid med….)

…jeg sender min telefon til reparation på grund af smadret frontskærm og låner en ny…som jeg så også taber….

…jeg lader kaffekoppen stå på sofaen sammen med computeren og rejser sig mig, så den vælter, opdager det syv minutter senere og nu har en sofa med flot dip-dye-kaffemønster…

Sko. Blandt andet dem her, dem her og dem her.

Hvordan man har det med fællesøkonomi, og hvad der ville ske, hvis man engang gik fra hinanden.

Sidste gang nogen var fulde. Og blev enige om, de ville få smukke børn/låste sig inde/trak op i kjolen/fik overtalt andre til, at sådan noget som børn var en vildt god idé for derefter at erklære sig pissetræt af børn og bryllupper og hellere vil drikke sig i hegnet/ikke rigtig troede på dinosaurerne/råbte meget højt.

Familie. Død. Værdier. Alle de tunge ting.

Lyskæde på altanen eller ej.

Kunststyrelsen og hvad deres opgave er (oh yes, we went there).

Hvordan man laver teglsten.

Lamper. Især dem her.

Frederik Lentz.

At skrive en bog, der bliver oversat til adskillige sprog og lavet til en film.

Hvem det mon var, der sang Enya nede på vejen.

Huspriser.

Ikke at måtte købe flere udstoppede fugle.

Hvor en sofa kan stå.

Om børn, der hedder Niels, Hans, Lulu og Cecilaya.

Hvem der henter den næste pakke smøger.

Solen skinner, råbte min kæreste, inden han smækkede døren i og skred på travbanen for at spille formuen op. Eller noget i den dur. Okay, okay, jeg forstår et hint. Stå op, og gå ud i verden. Kan sgu godt lidt være et projekt søndag formiddag. Især når man har siddet ni timer på en altan og drukket rødvin i nat.

Nårh ja, men heldigvis bor vi da lige rundt om hjørnet fra Kødbyen, hvor sommerens madmarked igen er åbnet. Så om ikke andet kunne jeg da lige daffe derover og få noget mad og en kaffe, tænkte jeg. Jeg forsøgte også at lokke forskellige folk med mig. Men de var allesammen ret meget sådan her. Som i: Ingen svarede. Og den, der gjorde, kunne ikke.

(og nu får jeg sikkert en sms, når dette indlæg er udgivet, fra folk, jeg ikke har sendt sms, men altså…ja…jeg opgav et sted undervejs)

Jeg kan da heldigvis sagtens selv flashe ankler, finde bomberjakken frem og putte solbrille på min øjn’ (det er vel Vesterbro) og entrere Kødbyens parkeringsplads. Men. Så var det, jeg kom derover.

Jeg elskede madmarkedet sidste år. Perfekt sted at sidde og drikke rosé. Og det er det måske også stadig. Og måske var det bare, fordi det er nyåbnet, og alle gerne vil have en lillebitte fornemmelse af sommer. Men hold nu kæft, hvor var det sgu lidt…ja, faktisk lidt….uudholdeligt. Ja, og det var det sgu også allerede lidt sidste år. Altså for det første er der sindssvagt mange mennesker på den parkeringsplads, så man står i kigkø hele vejen rundt og kan slet ikke overskue at nyde konceptet og tage indtryk og information ind. Man skal hele tiden holde sig til og holde øje, og halvdelen af boderne kan man ikke rigtig komme hen til.

Og så er der noget andet. Vi skal altså lige passe på, at vi ikke lukke os om os selv. Ligesom mediemennesker nogle gange gør noget, som mest er for mediemennesker, så gør smarte mennesker det også. Madmarkedet er på alle måder proppet til randen med tophuer, kort pandehår, runde solbriller og barnevogne ført af fuldskægge i fire lag sort, og boderne har lidt taget samme drejning med iskaffe brygget i 18 timer og rigatoni tilberedt i udhulet ost.

Bevares, jeg synes, det er fedt, når der er noget spændende og anderledes og udfordrende. Men vi skal også bare lige huske at have plads til en helt almindelig kradser og mor og far fra Jylland og i den dur. For når selv jeg, som bor her, vender om i det sekund, jeg har bestilt “una quesadilla, por favor” i tacovognen (løgn, sagde jeg overhovedet ikke – mere WON KÆSADILA PLIS), så er det måske også lidt pres for tante Jette. Eller også opdager hun det slet ikke. Eller også er jeg bare søndagstræt og skal bare lukke røven og slå mig ned og drikke noget mere rosé, hvilket havde gjort det her indlæg en del kortere.