…der skal ringe rundt til folk i ‘freakshowet’ i X-Factor. Eller i det hele taget caste folk til noget, man gerne vil udstille dem i. Jeg ville ikke være god til det. ‘Eh, det er bare fordi…vi synes jo, du var helt vildt god, ikke…med den der flotte rap til dit barnebarn….kunne du tænker dig at komme i tv?’

…der skal tørre den gigantiske fuglelort af vores stuevindue (vi bor på fjerde sal).

…der nogensinde skal i sådan et kaninkostume på en paintballbane.

…der ligger og sover på Ramasjang.

…der bliver tvunget til at blive fodterapeut.

…var ikke lasergame. Men paintball. Og hvorfor jeg ikke havde gættet det, ved jeg ikke.

Det er næsten lige så slemt. Kun bedre, fordi der ikke er mørkt. Tænkte jeg i hvert fald. Men det var faktisk helt ok. Jeg har hverken fået PTSD (undskyld, det joker man ikke med, og alligevel gjorde jeg det), haft angstsved eller smidt med maske og gevær og forladt matriklen på hysterisk vis. Men det handler nok mest om, at jeg 1) var helt smadret efter høvdingebold og 2)var sådan en snipertype, der ikke rigtig risikerede noget og derfor heller ikke rigtig blev ramt. Men derfor kan man altså godt få lidt pres.

Apropos høvdingebold. Jeg hader og elsker det. Det er jo en topfed leg. Men jeg kan ikke kaste. Eller gribe. Jeg er født med luffer. Hver eneste gang, man får tiltusket sig det der bløddyr af en bold – fordi man gider fandeme heller ikke hver en af de der, der bare hopper rundt uden nogensinde at røre bolden – tænker man, at nu giver man den alt, hvad man har. Og i fødderne selvfølgelig, det ved alle. Så nærmest kuglestøder man lortet i en blød bue ned i favnen på en eller anden. Mens alle ser det. For det er jo det, høvdingebold kan. Og så kan man ellers traske ned og fedte rundt med høvdingen. Som som regel altid er en, der faktisk kan kaste.

Men altså jeg overlevede. Båd klamme indersideolierede dragter, følelsen at af være den dårlige/langsomme/luffekastende type og de blå Ceres Royal, der blev disket op med.

Oh well. Man kan altså sagtens runde de 30 (og lidt til), og stadig fremkalde de der usle selvudslettende forsvarsformidlende folkeskolefornemmelse. Også selvom folk altid tænker, man ikke er typen, der har haft dem. For det er man.

…Netflixs tekster…seriøst, hvordan kan de lave så mange fejl?

…1. april. Det er et lortekoncept. Hader at være skeptisk en hel dag. Fordi det jo er så meget anderledes, end jeg plejer. Eller.

…at fancy påskeæg altid skal være fyldt chokolade, når man hellere bare vil have det kæmpeæg af palmin, hvor der var spændt en lille gul kylling fast til.

…at mine arbejdsdage pt. strækker sig på den anden side af ti timer for at indhente to dages febervildelse og opkast før påske. For det var jo en fest.

…at jeg mangler 3 mikroliter maling til min karm, og malingmanden påstår, jeg kun kan få en spand til 250 kroner.

…at jeg bare kan mærke, at de der helligdage, der kommer nu her, lige pludselig er væk, uden man opdagede det.

…at jeg ikke ved, hvad det er, jeg skal på lørdag, og jeg er sikker på, det er lasergame, som jeg så igen er sikker på, jeg hader helt vildt meget.

Af en eller anden grund er påskeudstilling også lig med, at folk resolut skal lave noget med kyllinger. Kyllinger i stof, kyllinger i glas, kyllinger i bildæk. Hvem fanden gider egentlig have kyllinger stående året rundt?

Når det så er sagt, synes jeg, det er ret hyggeligt, at mine forældre stadig har påskepynt fremme. Jeg elsker at tjekke, om julepyntet står eller hænger, hvor det plejer. Jeg er ikke helt så nazi omkring påske, men jeg synes, det er tophyggeligt.

Oppe i Reservatet tager haren det ret bogstaveligt og kom på besøg hele tre gange. Altså den ægte af slagsen, som ikke medbringer chokoladeæg. Eller nogen æg overhovedet. Det var i øvrigt til stor frustration for hunden, der var ved at gø havedøren ihjel.

Man bliver aldrig for gammel til påskeæg. Og det bedste er uden tvivl papægget med bland selv-slik. Men det bliver ikke dårligere af at blive flankeret af et chokoladeæg. Et af dem, hvor man brækker stykker af og “kommer til” brække små stykker ned i og lader som om, man glemmer dem, så man senere kan blive positivt overrasket over de små stykker.

Jeg kan godt lide lam. Men er til gengæld også helt okay med, at der også godt må komme andre ting på påskefrokostbordet. For eksempel røget dyrekølle og røræg. Det må faktisk altid komme på bordet.

Genbrugsfund er ikke en ting mere. Ligesom afbudsrejser. Genbrugscentralerne er skrammel, og er det ikke skrammel, er det skidedyrt. Fyren herover poserede stolt på en af slagsen, og det affødte en shitstorm (okay, to kommentarer) i mit Instafeed om, at jeg ikke måtte købe flere udstoppede fugle til hytten. Besked modtaget.

Det er virkelig svært at opdrive cachaça-rom. I hvert fald på en lørdag. Efter klokken fire. Men til gengæld kan man faktisk lave en hæderlig Caipirinha uden. Så who cares.

…at Espresso House overtager nogle af Baressoerne i Danmark. Jeg er fan.

…at der er rester fra min blandselvslik fra i går. Så meget bedre næste dag.

…Føtex Food. De har alt muligt lækkert. Trøffelpasta. Safranpasta. Ja, det er åbenbart bare pasta, der skal til for at gøre det for mig.

…påskeæg på arbejde.

…at vi endelige endelig endelig får lamper op i gangen og knager op til de der tasker, der er alle-fucking-vegne.

…at jeg ikke skal betale noget tilbage i SKAT.

…at have opdaget Botanisk Have. Især i solskin. Hvor man kan lege “hvem tror du den næste statue er” med sin kæreste.

…Homeland. Genser første sæson. Er vild med det. Også selvom Carrie faktisk er sygt irriterende.

…solstråler. Undtagen dem, der har taget livet af husets eneste plante.

…løn. Det koncept holder bare stadig.

…at man godt kan leve af löjrom, tartar og skaldyrstårne så store, at man burde skamme sig.

…at det er bedst at udstyre sig med guldknapsblazere og bare fødder i ruskindssko, hvis man vil være med i hulen.

…at en jakkesætsklud i lyserød og hvid kan ligne en mortadella utroligt meget.

…at nogen godt kan komme til at tro, at en gås bare er en stor and.

….at de salte bilar kommer i for små poser.

…at 120 kr. for en øl er ok, så længe der er en opvarmet terrasse med.

…at kærester, der slippes løs i italienerbutikker, kommer tilbage i svenskerhabitter og pastelskjorter som var vi i gang med en kostskolefilm med friserede typer med onde planer.

…at man gerne spiser middag i en jagtstue med overhængende fare for udstoppet elg-nedslag på spisebordet – og hvor ingen rigtig tager sig af, om kongeørnen i hjørnet er kommet til at nuppe et par hagl.

…at gå ned i postkassen på Istedgade søndag aften med en masse invitationer og putte dem i for derefter at opdage, at hele den ene side på postkassen er ødelagt og kan vrides op, hvilket fører til en beslutning om at vriste hånden ind gennem siden af postkassen og rage mine breve tilbage, hvilket igen får en suspekt udseende herre til at liste hen til mig og sige “Be carefule…it’s not safe”. Hurra for Istedgade og deres alternative narkokurérmetoder.

…at starte mandagen med en hovedpine, der bliver værre og værre i løbet af dagen og fører til en taxatur mod Amager Akutafdeling, en vandret position i et venteværelse, hvor en slikautomat står og hyler, et besøg hos fynsk forvokset dreng af en læge, der er meget skeptisk over for, at jeg kan mærke mit eget blodsukker, et temmelig sløret apoteksbesøg, en meget presset taxatur hjem med en gut, der lige skal i slagteren og hente en lammeryg først, og ikke mindst to en halv dage med følelsen af en skruetvinge om hjernen og en hel del mindre mavesyre i behold.

(så hvis her er lidt stille, er det, fordi jeg prøver at få løsnes skruetvingen)

pic: @coloursam