Lejligheden overfor med tagvindue og en lille afsats, hvor måger, duer og gråspurve indfinder sig til, hvad der formodentlig er en ældres dames hyggefodringsseance.

Indenfor prøver et egern febrilsk at komme ud af vinduet.

Min kammerat stenede over john ser alt #1, og i et forsøg på at finde ham, som vi mente var den rigtige (væsentligt tykkere) John, fandt vi Johns Twitterfeed. Det ville være synd at skam at redigere i sådan et stykke Danmarkshistorie, så den kommer her i uredigeret form. Blandt andet vil man lære at:

• Simon Kvamm bliver præsident. På sigt.
• John øjensynligt forsøger sig som “sådan en lidt sjov type” som nebengesjæft.
• Gorm skød JFK. Og skal snart dø.
• John går til Zumba.
• En del ting kan findes i øjenhøjde. Og en god del bliver også overrasket, brække benet eller vinde i lotto som bonusinfo.

  

(nb. aner ikke, om det er en fake profil…og er også lidt ligeglad…det giver det samme)

Der er nogle steder, jeg kan befinde mig, hvor jeg får en helt speciel følelse. En slags naiv følelse af frihed og uafhængighed. Det helt basale udfrielses-Kerouac-moment. Ikke forceret af situation eller begivenhed som sådan, mere af omstændigheder lige nu og her, kunne man måske sige.

Det gælder blandt andet

når jeg sidder i en bil, gerne en småskramlet én, med bare fødder ud af vinduet, sol mod vinduet, prole-syngmedmusik i højttalerne og en endeløs vej pakket ind i ingenting og uforandring

når jeg sidder i stævnen af en båd, hvor man på forunderlig forsimplet vis mere eller mindre har tilbagelagt alt menneskeskabt bag sig og bare er nærmest flyvende eller flydende, om man vil, med bare vand omkring sig og så alligevel afbrudt af båden, der skubber sig frem gennem vand, der på alle måder ser mere gribeligt ud, end det er

når jeg cykler over broerne gennem de tætte gade, gerne regnvåde, og forestiller mig, det er en LongJohn – Buster-style – komplet ubekymret, helst en smule overrislet, slingrende, smilende.

Seks cykler ved siden af hinanden i et stativ. 20 gråspurve på cykelkurven på den ene.

Jeg benytter mig efterhånden jævnligt af GoMore. Det tog lidt tid og overvindelse. Overvindelse i forhold til at skulle finde ukendte folk i ukendte biler med ukendte kendetegn. Og overvindelse i forhold til at tale med fremmede mennesker i tre timer. Det sidste har dog vist sig ikke at være et problem. Jeg er åbenbart Hende, Der Snakker. Nogle lift er mere spændende en andre, men det er faktisk en ganske social og interessant oplevelse – en slags organiseret sidden ved busstoppestedet og tale med tilfældighedsmennesker.

gomore-lift #1

Det var en ældre herre, jeg skulle med. I en Audi. Jeg havde læst om ham inden, at han var gymnasielærer med filosofi og dansk. Dansk, ligesom min mor. Og dansk, som jeg også godt kan lide selv at snakke om. Så vi havde vel masser at snakke om.

Men sådan blev det ikke helt. Det var en af de der samtaler med rimeligt korte svar. Uden den store interesse. Følte jeg. Men blev også tvivl, om man bare lægger for meget i situationen. Måske sidder begge og overvejer, om den anden gider at snakke eller ej. Eller måske var det bare ikke interessant.

Så i den mærkværdige uoplyste enighed eller uenighed røg der opera på anlægget, og vi skred over broen i behagelig stilhed.

Med på turen var en rapper. En, der gerne ville leve af det. En, der engang havde lavet et hit med Trentemøller. Tror, jeg det var.

Det er tredje gang, jeg møder en musiker på et gomore-lift.

Og så åbnede vi en bar. Eller “vi” er det jo ikke. Men det føles sådan. Og en bar er det jo heller ikke. Kun. En café, bar, frisør, tatovør og kontorfællesskab i én. En måneds nonstop-arbejde, hvor vi ikke har set hinanden, og hvor vi ikke har kunnet holde ud at høre eller tale mere om farvekoder på maling, grimme puder, nye håndvaske, mængden af stikkontakter, gryderetter versus tartar og tavlelak, men på den anden side heller ikke har kunnet holde ud ikke at tale om det af frygt for ikke at følge med, hvor vi ikke har set hinanden eller talt sammen, og livet har givet den gas på en måde, det var svært at følge med til, hvor hver dag startede (og stadig gør) med gennemgang af seks flyttekasser for at finde rene sokker, hvor alle vågne timer for nogen vedkommende er tilbragt i svedlag og malertøj, hvor aftensmaden tidligst faldt kl. 21.30 og aldrig in-house, hvor gråd og grin har afløst hinanden i løbet af et øjeblik, hvor frustrationer er råbt og holdt inde, hvor gode, velmenende råd, spørgsmål og meninger har været direkte uudholdelige, hvor alle har haft en holdning, hvor træthed og deadline stod højest på plakaten, og hvor huskelister er blevet husket og resten glemt, kulminerede med en aften af venners entusiasme, stolthed og rygklapperi af den gode slags. Gode spørgsmål, gode komplimenter og en aften med mange, mange mennesker, som alle skulle passes og plejes og have opmærksomhed og underholdes i en eller anden grad, mens baren skulle stå sin prøve og testede tålmodigheden hos sine gæster med en fontæne af et lækkende fadølsanlæg, forsinket (og i mindre grad også forfejlet) mad og en ikke-fungerende sodavandstank.

Men nu åbnede vi en bar. I København. Det er egentlig ret vildt. Og hvad så nu?

Alle de radikales valgplakater, som går imod alle de dyrt betalte billedkunsttimers regler om det gyldne snit, og som sådan rent grafisk tipper fuldstændig absurd til den ene side.

Gad vide, om det er meningen. Altså for at skabe blikfang. På en eller anden måde er det jo meningen. Jeg ved ikke, om jeg forstår det. Med mindre det bare er for at gøre noget anderledes, vi kan undre os over. Og det lykkedes så.

Det kunne da måske have været lidt fedt. Altså hvis man inden man

• post-storm gik fire kilometer hjem fra cafébarfrisøren i lidt for små sko
• røg ombord på kæmpe-omvejs-og-langsom-kørselstur med turistbussen i et forsøg på at komme hurtigt fra hovedbanen til Kongens Nytorv
• og derfor kom for sent til møde
• et kvarter for sent faktisk
• og så gik to en halv kilometer til cafébarfrisøren og derefter videre halvanden kilometer tur/retur til et sted længere ude på Østerbro i de der wedge-sneakers, vi alligevel kommer til at være pinlige over om få år
• og så endelig gik til cykelsmeden med opgivende fagter og grådkvalt stressstemme og desperation

lige havde tjekket, om cyklen faktisk var punkteret, eller nogen bare havde pillet den der dut af og lukket luften ud.

Men vel ingen grund til at være bagklog.

Bil kører forbi med et af de der kæmpe trekantsskilte med reklame for Victoria Milan – ja, utroskabsdatingspændingihverdagenshowet…med et enormt billede af Lars Barfoed…

(var ganske forvirret over, hvordan det hang sammen – men det var jeg så ikke ene om)

Det var løgn. “Tæt på sind og sjæl” var ikke John ser alt. John ser stadigvæk det hele ovre i Hjemmet. Dog i en noget slankere og yngre version, end jeg husker ham (gad godt have set, det opslag: “Søger en ‘synsk’. Du skal helst kun skrive ukontroversielle og positive svar, som kan passe på alt på den ene eller anden måde. Og så skal du hedde John. Søg her”).
Så here goes John – i bouillonudgave. BouillonJohn.

Kære John
Der er en, der banker på min dør om natten. Hvem er det?
Tvillingen

Kære Tvillingen
Der er ingen, der banker. Det er bare folk, der går gennem din opgang og slår sig på ting.

Kære John
Er den pige, jeg har kendt i et halvt år, utro? Får jeg et godt forhold til min søn igen?
Den mistænksomme

Kære Mistænksomme
Pigen, du har mødt, er meget glad for dig, men bange for at blive skuffet, fordi hun har haft det svært før. Det er bare det. Ikke utroskab. Og du får det fint med din søn.

Kære John
Du har sagt, jeg kom til England. Det gjorde jeg. Kommer jeg til USA i september? Jeg fylder snart 80 og har dårligt knæ.
Den meget triste

Kære Den meget triste
Du kommer til USA med din veninde. I gør det bare i jeres tempo. Du og dit knæ kan godt klare det. Det giver dig livskvalitet. Glæd dig.

Kære John
Min ældste datter har lånt mange penge af mig. Får jeg dem tilbage? Mine børn kan ikke sammen. Bliver det bedre? Er der en mand til mig i fremtiden? Hvordan vil det gå mine børnebørn? Når jeg er ked af det, trøstespiser jeg. Taber jeg mig?
Tyren

Kære Tyr
Du skal holde op med at låne din datter penge. Så bliver børnene også venner igen. Du taber dig. Du møder en mand i nærheden.

Kære John
Vores gamle hankat er løbet væk. Hvor er den? Og har vores heste, som vi forærede væk, og som blev solgt videre, det godt?
Den bekymrede

Kære Bekymrede
Hankatten har fået en ny mor. Den er både en ude- og indekat. Den bor tæt på jer og har det godt. Hestene har det også godt. De er hos en mand, der har mange heste for hyggens skyld. Det er ikke med salg for øje. De unge mennesker, der fik dem, mente, at de ville beholde dem, men de kunne ikke magte opgaven.