Jeg nyser meget. Faktisk rigtig meget.

Og jeg bliver utrolig irriteret over folk, der siger prosit. Virkelig sådan på restrain-yourself-måden for ikke at knurre tilbage.

Ekstremt ucharmerende karaktertræk, for det må jo tænkes at være ren og skær betænksomhed eller måske nærmere høflighed, for man kan jo ikke reelt bruge det til noget. Men i hvert fald ikke provoktation.

Men sådan fungerer det altså på mig. Får lyst til at råbe HOLD NU KÆFT tilbage.  Og det bliver endnu værre, når nogen ved tredje nys siger Ej, hold da op.

Leave-me-alone. Jeg er et ucharmerende og irritabelt og snævert og sart menneske. Også på det punkt. Ja.

Seje navne til en hund.

Køter (kunne også være et godt firma)

Hallo (gerne med rummeligt a og helt rundt o)

Monster

Fister

Sneræv

Henning?

…skulle jeg altid tjekke folks og restauranters toiletter. Ikke sådan på renligheds-germfreak-måden, men for at se, hvordan der så ud. Og så helst berette om det bagefter. Især hvis det var en succes.

Jeg har prøvet at process det lidt i min hjerne, men kan ikke rigtig få noget ud af det. Måske var det bare en virkelig umiddelbar vej til at karakterdømme folk. Måske skulle man gøre det til en levevej?!

Vis mig dit toilet….og jeg skal….?…

Blev egentlig ret træt af de der fra Nordvest og Brønshøj, der i hvert fald kunne cykle til indre by på et kvarter, så det var jo ligesom at bo i byen. Gu’ var det ej, og gu’ kunne de ej. Men det måtte man jo ikke sige.

Hey – jeg har altid cyklet langsomt. Men virkelig…snakker vi fra lige der, hvor postnummeret skiller til lige over søerne? Kun med grønne lys. Eller hvad?

++

1. Bølge

2. Pindemand, der surfer

3. Pindemand, der…noget?

4. Fyrtårn

5. Spørgsmålstegn?

6. Noget sejt?

7. Noget usejt, der ikke skal have mening.

– –

1. Pindemand, der slår græs (efter min kammerat fortalte mig, i hvilken sammenhæng sådan en allerede er brugt)

2. Logoer i alle former

3. Citater. Faktisk alle former for skrift…tror jeg nok.

4. Delfiner

5. Fødselsdato

6. ??

Der var også de dage…

– hvor man købte 21 ens polotrøjer i H&M, fordi ens kæreste var eventtype og arrangere ting, som var en fest med alle de semikendte.

– gik og tænkte på, hvad hende der Alexandra, altså grevinden, egentlig går og laver til daglig – sådan altså hvad går dagene med?

– kom til at tænke på, da en mand kastede op ud over det hele i toget fra Brisbane. Det var virkelig sjovt. På den måde, hvor man bliver en af de der særlinge, der går og smiler på gaden, når man tænker på det.

– kom til, for første gang nogensinde, at gøre op, hvor mange penge nogen havde brugt på tøj på to måneder. Mjah.

– dekorerede en hel notesblok med maritimt tema (det starter altid med tatoveringsforslag), og resten vendte sig og sagde ting, som at man skulle være grafiker. Ville ønske, de ikke var de tørreste i verden i den tørreste branche i verden.

Og så var det dengang, vi levede småt. Sådan rigtig oprigtigt. Og satte en ære i det. Med spilleautomaten, hånden i væggen, det lysende bogstav, det talende ur, redningskransen og alle minderne fra fortid og fremtid. Med Moder Natur, der gjorde sit bedste for at puste ind gennem de lukkede vinduer. Klokkerne fra kirken og de manglende klokker fra De Døves Kirke. Fondueaftener, taleaftener og skærmaftener. Og naboens barn, der altid græd. Og aldrig rent, aldrig plads, men altid rart. Altid meget hjem. Altid med en lille skærende fornemmelse af petroleumsduften, som man med tiden kom til at holde af.

Og på taget stod der: Life if a cunt. Fuck it.

Med vin i glassene og multifunktionelle kaffemaskiner og talte om os selv og vores tid og vores drømme og ambitioner og ønsker og tilstand. Bare ret meget om os selv. Men det vidste vi jo godt. Det hele var meget meta. Og gården var meget Christianshavn. På jeg-føler-virkelig-jeg-bor-i-København-måden for en jyde. Med hvidt vasketøj blafrende på tørresnoren, man kunne ane gennem soveværelsevinduet. Gule vægge, der lænede sig lidt ind for at give fornemmelsen af en anelse mere tryghed og atmosfære og noget, vi engang kunne skrive anekdoter om. Som vi så gjorde.

Og overfor i lejligheden kunne man se ind til glæde og overskud og elementer fra en livsstil.

Vi snakkede om designerstole, om valg, om bøger, især postmodernisme, Franzen og Foer, om folk og lidt mere om os selv. På den håbløse måde, hvor man allerede kan se dig selv lidt i bakspejlet. Om ikke at være tilfreds med sin tid, overvejelserne om at være en del af noget, om at handle, om sætte det hele sammen på en måde, så man kunne rejse, om at skabe sit eget job eller være havnet det forkerte sted eller i den forkerte branche. Lige indtil samtalen nåede dertil, hvor man ikke var helt sikker på, om man kunne blive tilfreds.

Ren desillusion. Og så lidt tilbage til kulturen. Op med humøret igen. Sjove fortællinger og hurtigt retur til den alvorlige nutid. Med den underlige metaengel fra fremtiden på skulderen, der udmærket godt vidste, at det slet ikke var så vigtigt eller slemt eller afgørende.

Men alligevel var det. For man lovede engang endnu tidligere selv, at man aldrig skulle være sådan. Sådan en af dem. En af mange, der bare stod op til et arbejde for at få tingene til at løbe rundt. Man skulle vågne hver dag til noget, man virkelig ønskede. Til sit liv. Og sætte dagsordener og gøre ved.

Man det sker ikke rigtig. Og nu italesætter man så, for det hedder det jo nok, at man godt ved det, og man nok bare skal anerkende, ikke acceptere, at det ikke var sådan, det skulle være. At man havde andre ambitioner.

Og så skåler vi. Og bilder os selv ind, at anerkendelsen er nok. Men det er den ikke.

hvor alle havde en blog? Tog billeder af sig selv, deres mad, deres børn. Eller fortalte om hverdagen. Som vi elsker og ved, at det er smukt at elske. Og metaverdenen gik amok. Og det blev analyseret og anmeldt og overvejet og diskuteret. Og vi prøvede  at sætte os udover det og være hævet og var alligevel også lidt afhængige. For vi  ville også være noget og være med og vise, at vi havde noget på hjerte. For det havde vi jo. Ikke?