Finn Juhls smukke sofa ‘Poeten’ ser ganske vist meget fin og poetisk ud. Men det er ikke derfor, den hedder Poeten. Så…

Hvorfor hedder Finn Juhls berømte sofa ‘Poeten’?

Sofaen er faktisk navngivet efter tegneserien ‘Poeten og Lillemor’. I den lå Poeten ofte i en sofa, der mindede en smule om netop den, vi nu kalder Poeten. Omend mere rund i det. Det var dog ikke tilfældigt, for Finn Juhl arbejdede faktisk sammen med snedkermester Niels Vodder, og hans datter, Kirsten, var sammen med sin mand netop inspirationen til striben om Poeten og Lillemor.

Se, så ved I det. Hvis I får brug for at imponere med fun facts. Og det virker oplagt at tale om sofaer. En dag. Måske i en brandert.

kilde: Berlingske

pic: faraos.dk

Hvorfor hedder det Limfjorden?

Ordet Limfjorden kendes fra 800-tallet som Limfirði, omkring 1200 som Lymicum mare, Lymfiorthinum fretum – ‘Limhavet, Limfjordsstrædet’.

Lim kommer her af limsten, også kendt som kalksten. Lim er en nu uddød betegnelse for ‘kalk’. Det er altså Kalkfjorden. Så altså ikke noget ustyrligt morsomt klisterkanal alligevel.

Kilde: Den Store Danske

Weekenden tilbragte jeg i Malmø, og da vi landede på Triangeln fredag eftermiddag, stødte vi på dette skilt.

Det er altså forbudt med balloner på togstationen. Blandt de umiddelbare gæt var: Noget med at sidde fast i rulletrapperne (hvilket dog ved nærmere mening ikke virkede særlig realistisk)? Noget med at skærme for overvågningskameraer? Noget med at være statiske, og det er rulletrapperne også?

Men før eller siden nåede vi overfladen, og det blev noget med gin, ristaffel og brætspil, og vi kom ikke videre med årsagen. Så:

Hvorfor er det forbudt at have balloner med ned på den underjordiske togstation Triangeln (og måske andre steder) i Malmø?

Det er det såmænd, fordi de kan flyve op og ramme køreledningerne. Når de rammer kontaktledninger, stopper det hele, og bare en lille ballon kan lave en kæmpe kortslutning. Det er set før.

Det gælder i øvrigt kun de underjordiske stationer. Så husk lige det, når I fiser rundt i Sverige med jeres ballonhat på. Eller.

kilde: Ekstra Bladet

Hvad skal vi med drøbelen?

Altså den der kødklokke, der hænger bagerst i munden. Hvad er den til for?

Sjovt nok, er der ikke rigtig enighed. Nogle mener, det er et levn fra fortiden, da vi drak med hovedet nedad. Men da øvrige pattedyr ikke har den, får det andre til at afvise den historie.

Men noget kan den da:

1. Den hjælper til med at lukke for luftrøret og næsesvælget, så maden ikke kommer på afveje.

2. Den styrer vores ord og lyde.
Men det er vel ikke rigtig et retorisk korrekt svar på, hvad vi skal med den. For jo, det skal vi selvfølgelig, men ordene og lydene er jo kommet efter drøbelen. Så de er blevet sådan, fordi vi havde den. Vi har den ikke, fordi vi skal kunne sige dem. Anyway.

Andre spændende drøbel-skills:

3. Få os til at snorke som ind i helvede.

4. Måske være den, der gør, at nogen kan lave vibrato med stemmen.

5. Måske også være en lille hjælper, når det kommer til at fjerne spyt fra munden.

6. Helt sikkert en hjælp, hvis man gerne vil kaste op på kommando.

Bonusdrøbelinfo:

På engelsk hedder den uvula efter uva på latin, som betyder vindrue.

Den består af væv, men har sin egen muskel, så den kan ændre form.

Uofficiel stavemåde er ‘drøvel’

Kommer af det gamle danske drypæl, som er diminutiv af dråbe.

kilde: skabelse.dk og sundhedslex.dk

edit 3/2: vindrue, ikke vindue!

Hvorfor hedder det en bussemand?

Okay. Kort version:

Det kommer fra tysk, hvor man snakker om Busemann eller Butzemann. Det betyder enten en tyk skikkelse eller en larmende husånd. Under alle omstændigheder henviser det til den store farlige Bussemand eller Bøhmand, man kan true irriterende børn med, og som vi også har herhjemme.

På tysk har man så også noget, der hedder “Butz”, som betyder en klump i næsen. Såmænd.

I et barns hjerne er det, formodentligt, pænt oplagt at forene de to ting – et voilá: bussemand i næsen. Giver ingen mening, men sådan er det.

kilde:dr.dk
pic: IG @adiigram

(Lettere forsinket. Nogen har glemt at fortælle mig, hvad dag det er)

Spørgsmål:
Siger man en eller et hamster?

Jeg har altid synes, det var højst besynderligt at sige et hamster. Baseret på en naturlig logik inde i mine hjernekrøller, der hed noget a la ‘det er sgu da ikke en ting, men et dyr’ (bemærk allerede det sjove i kønnene dér). Hvilket jo ingen mening giver overhovedet. Et får. Et føl.

Nå. Men altså.

Svar:
Man må gerne sige begge ting. Men der er typisk flest (ifølge Retskrivningsordbogen og søgninger), der bruger fælleskøn, altså én.

Generelt er cirka tre fjerdedel af danske navneord fælleskøn (en). Et gæt er, at det samme gælder for dyrene. Og så er der altså hamsterdyret, som åbenbart ikke kan bestemme sig.

Bonus:

Tilfældige ikke-regler:

Dyr, hvor der findes selvstændige ord for han- og hunkøn, er nogle gange intetkøn: et svin, et får. Men ikke altid: en hest, en gris.

Dyreunger er gerne intetkøn: et føl, et lam, et kid. Men ikke altid: en kylling, en kalv, en killing.

Dyrenavne, der er sat sammen med andre ord af intetkøn, bliver – ligesom andet i samme konstellation – intetkøn: et rådyr, et næsehorn, et tusindben, et bæltedyr.

BonusBonus:

Andre ord i mulig kønsskifteproces – eller i hvert fald med bestem-selv-køn:

Kompliment, attribut, brug, bøvs, cirkus, enevælde, flute, ikon, kvidder, lak, savsmuld og trofæ.

kilde: ordnet.dk og sproget.dk

pic: tehcute.com

Hvorfor har en barber den der røde, hvide og blå stang uden for butikken?

Stangen er et levn fra Middelalderen, hvor barbererne også fungerede som en slags kirurger og foretog åreladninger på patienter. Den typisk røde og hvide (og i USA ofte også blå) pol var altså en reklame for,  at de gerne ville skære i dig og slippe ‘det onde’ ud.

Den hvide stang skal eftersigende symbolisere den stav, patienten grab om for at få blodet til at pumpe, mens de røde linjer er de blodige bandager. Det blå er lidt mere tvivlsomt. Det er muligt, det bare er amerikanernes patriotisme, der er slået igennem. Eller også kunne man forestille sig, at blå linjer skal ligne blodårer.

Af og til findes stangen også med en messingskål øverst, som repræsenterer det fad, man havde igler i, dengang man brugte det stads.

Bonusinfo: I Asien kan samme farve stang også betyde, at der er et bordel. Men hey, hvad kan ikke det?

kilde: wiki
pic: todayifoundout.com

Oh ved, oh ak. Mit hoved sprænges. De danske tal volder mig besvær.
Halvtreds er jo ikke halvdelen af tres. Vi har ingen fjerds og ingen fems. Oh please, enlighten me, du allerkæreste orakel-Omveje.

Naturligvis. Her kommer svaret på det spørgsmål, du altid tænker over og glemmer igen og tænker over og glemmer igen.

1. Noget om opdeling

Hvor vi i dag deler alting i tiere, delte man tidligere mængder i blandt andet i 12 (dusin) og 20 (snes). Og her er det især de 20, man nu skal hæfte sig ved.

2. Noget om tres og firs

Tres og firs hed oprindelige tresindstyve og firsindstyve, som vi i dag kender det fra “for tresindstyvende gang”. Ordet ‘sinde’ betyder faktisk ‘gange’ – ligesom i “aldrig nogen sinde”.
Altså hedder tallene sådan, fordi det er ‘tre sinde tyve’ – tre gange tyve – og ‘fire sinde tyve’ – fire gange tyve.

3. Noget om halve

I gamle dage bruge man ud over begrebet ‘halvanden’, som vi også bruger i dag, også ‘halvtredje’ (2 1/2), ‘halvfjerde’ (3 1/2) og ‘halvfemte’ (4 1/2).
Derfor:

Tallet 50 er 2½ gange (halvtredje gang) tyve.
Altså: Halvtredsindstyve – eller som vi siger i dag: “Halvtreds”.

Tallet 70 er 3½ gange (halvfjerde gang) tyve.
Altså: Halvfjerdsindstyve – eller som vi siger i dag: “Halvfjerds”.

Tallet 90 4½ (halvfemte gang) tyve.
Altså: Halvfemsindstyve – eller som vi siger i dag: “Halvfems”.

Logikken virker ikke på fyrre og hundrede (som så skulle hedde ‘fems’), nej, men sådan er livet. Beklager.
Til gengæld forklarer det, hvorfor der er d i halvtreds og ikke i tres. Hurra.

Kilde: rette-ord.dk