Man kan af og til godt få det indtryk, at folk synes, vi – min kæreste mand og jeg – er lidt nogle legebørn. Eller måske bare børn. I hvert fald bliver vi ganske ofte beriget med skøre, barnagtige spil, fiduser og gadgets. Måske er det de udstoppede dyr i lejligheden. Eller robotterne. Eller spillemaskinen. Eller vores væremåde. Nårh ja, det kan selvfølgelig også være, fordi vi også selv giver hinanden og os selv den slags gøgl i et væk. Og det er fantastisk. For der skal stadig være noget sjovt. Noget ikke-alvorligt. Ikke bare til drukaftener, men sgu også bare til at omgive og indrette sig med.
I skrivende stund og frit fra erindringen kan der i hvert fald på matriklen findes:
- Et koloenormt ishockeyspil. Firserstyle med baner, spillerne kan rykke sig i, håndtag, ben und alles.
- Et halvkoloenormt curlingspil, hvor man med fingrene skyder til curlingbolde og så fejer foran dem med en form for whiteboardsvamp.
- To sumobrydere med fjernbetjening.
- Et talende ur.
- Et plasticboksespil, hvor man skal slå hinandens hoveder op. Det har faktisk en ganske prominent plads. Men det er mest, fordi det har været med i et afsnit Beverly.
- Otte robotter i varierende størrelse.
- En gammeldagsspillemaskine, som mine forældre købte i 1960’erne. Den tager gamle 25-ører med hul i.
- R2-D2 i stor plasticudgave. Kan sige lyde og gå og lidt af hvert.
- BB8 – den lille fancy rulleversion.
- To såkaldte kampdroner.
- Et soloboard/airwheel/segway uden håndtag/hvad fanden sådan en dimmer nu hedder.
Til gengæld har vi stort set ingen skabe.
Skal vi til at gå i H2O igen? Det ser det jo altså ud til. Faktisk synes jeg på en eller anden måde, den hersens Capsule-colelction er ret fed. Jeg har knap så meget “Så du mig i start 90’erne? Det får du mig fandeme ikke i igen. Blev der sagt”, som jeg fx har med alt det sygt meget velour, der er eller vegne, og stropkjoler over t-shirts-showet.
Mortified
Burning Love
