Jeg har konstateret noget. På nogen måder holder man bare aldrig op med at være den yngste. Og det er jo sådan set fint nok, for det har jeg altid godt kunne lide. Jeg har aldrig ærgret mig over, at jeg ikke havde en lillebror eller -søster. Jeg har altid haft det rigtig fint med at være den lille.
Men der er bare nogle områder, hvor det er sindsvagt irriterende. Og det bliver så åbenbart ved hele livet.
Regelsættet er nogenlunde sådan her, tror jeg:
§1 Er du ikke den yngste, men har din mindre søskende børn, opfattes du stadig som den yngste.
§2 Jo mindre hus, labrador og have, du har, og jo mere Vesterbro og tømmermænd, du har, jo mere forbliver du den yngste i visse sammenhænge. Uanset alder.
§3 Som den yngste har ens forældre bare ikke helt rigtig samme trang til at sove/komme til dårlig pastaret/opholde sig på ens kollegieværelse, som da de ti år tidligere begejstrede anerkendte ens søskendes flytten hjemmefra ved at lade som om, det var ok at krølle sig på en drømmeseng på 4 kvm2 lækkert gulvtæppe på et kollegieværelse.
§4 Som den yngste sidder man altid bag i bilen.
§5 Som den yngste får man bare det dårligste værelse på ferien. Og du er den eneste, der skal benytte fællestoilettet til alt. Og det er ikke til diskussion.
§6 Det giver sig selv, at du og din kæreste ikke har ret til at sidde sammen i flyet. Og I skal i hvert fald ikke have vinduespladser. Heller ikke selv om I rent faktisk kan sove i et fly. Og skal hjem og arbejde.
Jeg forestiller mig i øvrigt, at 1, 2, 5 og 6 også gælder pænt meget for familiens eneste singler.
Hvad har jeg glemt?
