Karl Johan-lampen fra New Works, som er så sindssygt fin og til en god pris, og som vi fik i bryllupsgave. Hurra.
Pendel fra Søstrene Grene til 188,- (fra 8. september). Seriøst 188,-. Det er helt sikkert en burlampe pumpet med saltvand. Men den er sgu virkelig pæn. Hvis man havde plads til flere.
Grøn sag fra Ilva til 1400 bobs. Perfekt. Mangler bare et skrivebord.
Det er ikke ordet tatovering eller tattoo, som kommer fra det polynesiske tatau (at skrive), men derimod det der pigegardeopvisningshalløj, der hedder tattoo.
Hvorfor hedder det tattoo?
Det kommer fra det hollandske 1600-talsudtryk ‘doe den tap toe’, som betyder at slukke hanen – det signal, tromme- og trompetspillere brugte under 30-års-krigen, når kroejerne nær militærlejre skulle stoppe med at servere øl, og soldaterne skulle vende hjem.
Med årene blev signalet til en lidt længere trutshow, hvor det første gang blev liret af kl. 21.30 og sidste gang kl. 22.00. Efterhånden blev bands, skilte og lyseffekter involveret, og det blev mere og mere til underholdning. Mellem Første og Anden Verdenskrig blev der holdt adskillige tattoo shows, det første i Aldershot i England.
Tattoo er, naturligvis, en forkortelse af doe den tap toe, der først blev til taptoe, siden taptoo og til sidst tattoo.
things to see in rome angels and demons
(nogen er ret vild med konspirationsteorier Dan Brown-style)
spring køen over
(for det har ingen andre jo googlet)
kim sjøgren kender du typen
(nogen påstod, at Kim Sjøgren havde været ekspert i Kender du typen…nogen tog fejl)
de ti plager
(ærligt kunne vi huske noget med græshopper, bylder og frøer…og så manglede der ligesom syv…i øvrigt er der et ret interessant forsøg på en videnskabelig forklaring på dem)
movie husband comes back dog recognizes lie/kevin costner cotton coming back husband
(det er en film…hvor en mand kommer tilbage fra krig og udgiver sig for at være en eller anden…og noget med bomuld…og så mister han det stykke tøj, han har fra den mand, han udgiver sig for at være…og så kan hunden ikke lide ham længere og afslører ham….yes, det var den, vi prøvede at finde….any takers….det er kun måske kevin costner…)
gratis vand til rom
(i hvert fald et meget smart og moderne vandsystem)
romulus og remus
(ulvene altså)
hvorfor er der dansk flag ved kongerne i pantheon
(det er der heller ikke…det er våbenflaget for kongehuset Savoien)
hvorfor er der huller i pantheon
(still don’t know…)
burrata ko får
(ikke så lige til at finde ud af, hvilket dyr der ligger krop til den…vist nok ko)
gnocchi
(er det nu kartoffel eller er det nu pasta)
game of thrones inspired by st peters alter
garibaldi
filantrop
(hvem ved egentlig, hvad det rigtigt betyder)
flos 548 lookalike
(troede lige, vi skulle gøre et kup på en lampe, der lignede denne fabulous sag)
de tre musketerer steder at se i paris
(oh well, tilbage til at nogen gerne vil basere sine oplevelser på film)
bedste fonduerestaurant paris
(hr. og fru 90’er på tur)
entrecote
(hvem ved, hvad det egentlig lige præcis er for en udskæring….og kan vi bare kalde det én ting, så det fx ikke er det samme som ribeye)
nat busshicio wife
(når man bare ikke kan huske det…..Joan)
montmartre historie
montmartre gøglere
(det står sløjt til, hvis man skal google, hvor der er flere)
ol cykling enkeltstart
(så startede ol)
dressur for hold ridning
hvad jeg egentlig skal mene om….
Birkenstock….altså jeg har virkelig altid synes, de var sygt grimme, men hold kæft, hvor ser de rare og praktiske ud (den sætning lige der…..den blev jeg faktisk lidt skræmt over lige at have tænkt….hej, Louise, 62 år og fritidspilefletter)
Ankertatovering…synes faktisk, de er virkelig fine…omvendt synes jeg, det er rimelig fjollet, at alle 22-26-årige piger, der ikke engang er gamle nok til at have været med familie med Oslo-færgen, render rundt med dem.
Æggehvider i drinks…det smager jo faktisk virkelig godt, men det lyder fandeme ulækkert.
I går var det torsdag. Der vandt vi quiz. Igen igen. Hurra.
I dag er det fredag. Solen skinner, og jeg skal en tur hjem til Reservatet.
Lad os fejre det med en video af en høne med bukser på, som især en af damerne på quizholdet i går var særligt glad for. Og eftersom hun nailede hovedstaden i Georgien og kom i tanke om, hvem der sang ‘These words’, fortjener hun noget mere kyllingebuks.
Der er hul på fodboldsæsonen, og i dag vandt vi vores første (trænings)kamp. Jeg har optur over, at jeg har optur over det. Knap så optur over, at jeg ikke lige kan finde et bedre udtryk end det.
Men helt alvorligt, så er det fandeme fedt, at man trods fremskreden alder, giftermål, forfremmelse og snakke om pension, børn og MU-samtaler stadig kan finde ud af at være oppe og køre over en sejr. I en ligegyldig fodboldkamp. For den bliver jo overhovedet ikke ligegyldig. Og alle er lige. Det er til at brække sig over, men det er sgu rigtigt. Holdsport er fedt. Prøv det. Glem crossfit for en stund. Tilbage til foreningerne. Hold fanen højt. Eller noget i den dur.
I dag undrede jeg mig igen over, hvor meget lort der egentlig bliver sagt på sådan en bane. Og igen håbede jeg ikke, der var nogen med dårlig selvtillid, der spænede rundt og fik pres over at få tilråb som “du er HELT HELT alene” eller “Pas på ryggen”. Det var her, jeg sidst funderede over fjollede råb fra grønsværen.
Noget, jeg til gengæld har mindre optur over, er, i hvor høj grad min krop forsøger at fortælle mig, at jeg er pissegammel. Og at jeg ikke kan holde en måneds fuldstændig motionsfri og fylde den med kilovis af past, gammeldags isvafler og mors schnitzel. Og så bare møde op til én træning og derefter tro, jeg kan spille 90 minutter kamp.
Derfor har jeg nu ondt i
og er ved at acceptere det faktum, at jeg 1) skal bruge en halv time på rent fysisk at komme ud af sengen i morgen, og 2) jeg ikke kan gå. Mere. Nogensinde. Agtigt.
PS. Værdsæt lige det lidet flatterende billede!
Det her interview med Viktor Bromer tager prisen som det mest kiksede interview. Bevares, lad os kalde det en adrenalinrus fra en elitesportudøver. Eller lad os kalde det lidt det samme, som når en Paradise-deltager skal forsøge at formulere en holdning til livet.
Brydning. Nej. Reglerne er virkelig fjollede, og det ser virkelig fjollet ud. Bare nej.
BMX. Okay, I get it, hvis man skal lave tricks. Men det er da virkelig skørt at køre om kap på en alt for lille cykel. Det er som at se voksne hjule rundt på trehjulede i et væddeløb af en brandert.
Emma. Viktor. Simone. Omg, vores ol-deltagere har børnenavne. Jeg er gammel.
At ødelægge den præstation, man har kæmpet for i noget, der ligner firs år, fordi ens lille bitte diller er i vejen. Det er fandeme dumt. Og sjovt.
Hvis jeg selv skulle stille op i en ol-disciplin, frit valg, ville jeg klart vælge en, hvor medaljerne afgøres med det samme. Det er sgu for trist, at ens største fejring (måske) er, når man klarer semifinalen. For vinder man så ikke guld, så er det kun et nederlag. Og ikke sølv.
Hvis jeg havde helt frit valg, ville jeg nok vælge atletik. Højdespring eller trespring eller 100 meter eller noget. Men det ville nok være mere realistisk, at det var en ikke særlig blæret sport. Dressur formodentlig.
Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor løbere (og tennisspillere og badmintonspillere ) løber med øreringe og halskæder og alt muligt ral. Lige meget hvor meget det måtte betyde for dem, så må det da være sygt irriterende. Og i en eller anden promille øge vindmodstand, eller hvad ved jeg.
Synkronsvømning. Yes. Jeg er vild med det. Så håbløst. Så fantastisk.
Ol er et smorgasbord af lookalikes. Tag bare Mikkel Hansen vs. Chewbacca, Jannick Green vs. Peter Quinn fra Homeland, Mads Christiansen vs. Rasmus Seebach og Lasse Norman Hansen vs. Søren Poppe (ok, med lidt god vilje ikke).
Jeg fik en rigtig sød mail fra en læser. En rigtig læser. Meget syret oplevelse og også ret awesome oplevelse. Hun skrev, hun håbede, jeg vendte tilbage – at hun godt vidste, at det at miste sin far og så holde bryllup kort tid efter nok godt kunne slå en lidt ud af kurs på hver sin måde. Men at hun alligevel håbede, jeg fik lyst til at komme tilbage.
Og hun har ret. Det har slået mig ud af kurs. Kursen er nok endda lagt helt om. Det går ikke bare over. Og det er meget at skulle rumme både at mangle sådan helt ind til benet og så holde sit livs fest. Men det har vi gjort, og det er dejligt. Der skal også nok komme mere om det. Det lover jeg. Både det ene og andet. Hvis nogen gider høre det.
Men hun havde jo også ret i, at jeg gerne ville tilbage. Tilbage til at skrive lidt hverdagsnoter og røvere fra tid til anden. Så her er jeg. I et forsøg på det. Listerne og betragtningerne er jo ikke gået væk siden sidst, men de kan føles lidt hule, så indimellem kommer der måske også nogle lidt tungere betragtninger. Måske.
Nårh ja, og så er min veninde gået på barsel og keder sig. Så hun hepper også fra sidelinjen på bloggen. Det er da hyggeligt.
PS. Det lader til, at nogen tog det her indlæg ret bogstaveligt. No need. Det var bare observationer. Ingen bliver korsfæstes, tænkt dårligt om eller hyttet på venneskrotpladsen, hvis de siger noget dumt, eller ikke ved, hvad de skal sige. For fanden, jeg ved heller ikke, hvad man skal sige. Det er jo pointen. Vi ved ikke, hvad vi skal sige. Og sådan er det.
“Gud, hvor ligner Henrik Møllgaard en, vi kaldte Flotte-Per i gymnasiet.”
“Skyyyyyd!”
“Mikkel Hansen er da sådan en sjov, bred lille en.” (google google) “okay, han er 196 cm….”
“Skyyyyd!”
“Gad vide, om de franske trøjer er lavet til at se gennemsvedte ud konstant?”
“Hahahaha, hvem elsker ikke Nyegaard, når han siger ‘ja, du har sat din pla’e i ho’et på ham – det’ derfor du ska’ u’…’?”
“Kom nuuuuu!”
“Nej, nej, det går ikke. De smider det væk. Det går aldrig. Det er håbløst.”
“Jo, jo, jo, vi gør det. Vi er for sindssyge.”
“Nej, du taber vi det hele.”
“Hahahaha, Jesper Nøddesbo hedder Brian til mellemnavn.”
“Åh gud, det her billede….nej, bare nej, altså bevares, det er da pæne mænd, men det bliver sgu for underligt det der….altså tænk sig, hvis man fjernede vandet…så er det bare to brødre…sammen…nøgne…og hvor er deres hænder egentlig…”
“Juhuuuuuuuuu….”
“Hulk….”
“Græd nu for fanden lige altså.”
“Hold nu kæft, Gudmundsson har fået en stram dragt på!”
“Hvorfor fanden er det ikke Frede, der skal give medaljer og awkward-kramme?”
“Okay, Mikkel Hansen, vær lige lidt glad, din røvbanan.”
“Av av av, journalistdame….stop stop stop, dit crush på Nøddesbo er pinligt, og dit interview er…pinligt.”
“Shit, Lars Christiansen, gør noget…dit hår er på flugt fra dig…det er en halv Voldborg…beregn ny rute.”
“Skål for fanden.”
Lige nu sidder jeg på Le Kaff på Halmtorvet og drikker deres ismocha (det hedder den altså hos dem). Blendet chokoladeis og kaffe, og vi kalder det kaffe og ikke is. Det er en løgn, jeg forstår. Jeg sidder i lange, sorte jeans og sort t-shirt og sorte sneakers. Og her er jo psykopatvarmt. Hvorfor er der INGEN, der fortæller mig sådan noget?
Det er altid sådan noget med:
1) Jeg kigger på yr og ud af vinduet.
2) Det ser ok ud. Folk har ikke jakker på, og jeg kan ane noget sol squeeze sig igennem hist og her.
3) Jeg går ned ad trapperne fra fjerde sal i optimistshorts og top og shades.
4) Det pisser ned og blæser en ond sidevind tre minutter efter.
eller
1) Jeg kigger på yr og ud af vinduet.
2) Det ser sådan lidt lala ud. Folk har jakker på. Der virker gråt. Ingen er ude i gården.
3) Jeg går ned ad trapperne fra fjerde sal i lange bukser, strik og jakke.
4) Alle folk er ude på caféerne (derfor er de ikke i gården) i sommerkjoler, solen hamrer ned, og alle ved det – undtagen mig.
Jeg savner den der app, hvor man tager et billede af sin påklædning hver dag, og så matcher appen den op mod vejret, og så kan man om aftenen rate, om det var for varmt eller koldt. Når man har gjort det nok gange, har man til sidst en statistik, der kan vise dig, hvilken påklædning der passer til hvilket vejr for lige dig. Det er sgu da genialt.
Sådan en “Godmorgen, Louise – i dag skal du nok overveje lange bukser, men en t-shirt og en jakke er til gengæld fint – hvad med den der nye grå, du har købt?”
(Okay, sidstnævnte er vist version 2.0 – Clueless-style, men you get the picture).
Hvem går i gang? Bare stik mig 15%, så er det jeres! Eller en ismocha. Det er også ok. Her er nemlig stadig pissevarmt.
