starte den første uge efter ferien med en optrapning a la først en dag med en times arbejde, så en dag med to timer osv.?

sige, at det ikke har noget med alder at gøre, når det gør ondt i leddene, når der er koldt?

lære mig at tørre af på en måde, der ikke bare fejer krummerne ud over bordet og ned på gulvet og stolene, hvorefter jeg udøver en form for krummekalaha fra stol til stol?

stoppe med at finde konfetti mellem gulvbrædderne?

eliminere folk fra samfundet, der siger (eller skriver) “manden min”? (credit til Stine, der hvæsede denne gennem telenettet til mig i dag)

komme tilbage til dengang, hvor man selv satte uret frem/tilbage, og ens telefon ikke bare fiksede dette – man får altså bare ikke samme fornemmelse af en ekstra time?

Det er den tid. Tiden, hvor jeg – ud over at beslutte mig for at tabe mig, skifte fuldstændig tøjstil, få en tatovering, læse mere, se færre tv-serier, lære noget nyt, give noget mere til velgørenhed, skrive en bog, lave nye hverdagsvaner og leve i nuet – gennemtrawler samtlige muligheder for alternativer, der kan gøre, at jeg ikke skal slutte min juleferie og tilbage på arbejde i morgen.

Uanset karakteren af mit arbejde, og hvor meget eller lidt jeg kan lide det, så melder trangen til frihed sig altid på det her tidspunkt. Det er tanken om, at alting ville være bedre, hvis jeg ikke var tvunget tilbage i en gammel rutine i morgen. Tanken om, at jeg ville være et gladere og lykkeligere menneske, hvis jeg selv bestemte i morgen, og hvis alle arbejdsopgaver var nye og spændende og fyldt med lidenskab og evig dedikation. Tanken om, at hvis jeg var sådan en type, der levede af en form for sammensat arbejdseventyr, ville jeg være meget mere tilfreds. Sådan i det hele taget. Og tanken om, at livet som lottomillionær, der ikke behøvede bevæge sig ud, ville være fuldstændig perfekt.

Det er også rigtigt nok. Er jeg sikker på. Selvfølgelig er det samtidig rigtigt, at det ville være komplet uoverskueligt i morgen at skulle sætte sig ned og opfinde alt sit arbejde selv. Og i øvrigt være helt alene på arbejde. Og ikke tjene nok penge. Og alle arbejdsopgaver ville alligevel ikke være fyldt med glæde og spænding og variation. Heller ikke når man er sin egen chef. Og i øvrigt ville jeg formodentlig aldrig komme ud af sengen i morgen. Eller den den næste uge.

Men jeg har det stadig sådan. Det er uundgåeligt. Det kommer sammen med tanken om den perfekte krop, den perfekte garderobe og bare rundt regnet et helt andet liv. Det er nytårsangrebet.

I nat er jeg nok mere ovre i den der med at drømme om, at arbejdspladsen bare er frostlukket/brændt ned (ingen tilskadekomne)/suget op af rumvæsener/gået konkurs. Lidt som i folkeskolen.

I det mindste har jeg ferie om to uger. Så måske jeg bare lukker røven nu.

I 2016 skal jeg gå palæo

I januar skal jeg kun leve af bønner

I år må jeg  bare have det der sort-hvid billede af Scarlett Johansson og noget vægtæppe, så jeg kan være med hos bolig-instagrammerne

I 2016 anskaffer jeg mig et par Crocs og tager til Harzen på sommerferie

Flere culottes (altså bukser) i det nye år

2016 bliver året, hvor jeg løber en marathon

Jeg må simpelthen høre mere R. Kelly i 3026

2016 skal være året med Justin Bieber-koncert

Jeg vil køre mere i bus i 2016

Jeg skal købe mere neon og mere i Sparkz i det nye år

I 2016 skal jeg slet ikke spise pasta

I det nye år vil jeg spare alle mine penge op i stedet for impulskøb

Og et enkelt, jeg overvejer stærkt:

For en gangs skyld at sætte alle skyts ind og kommentere på samtlige blogindlæg, nyheder og andre offentliggjorte tekststykker, der finder en umanerlig mærkværdig trang til at mase et t ind i forsæt…! Men chances are, at jeg bare slår mig selv lidt i hovedet og føler mig bedre end alle andre i stedet. Det er også lidt mere mageligt.

er egentlig en ret mærkelig tendens, jeg selv har. Gad vide, om det bare er mig?

Jeg har lidt en tendens til at gemme det bedste til sidst. Eller måske nærmere udsætte noget for enten ikke at risikere for høje forventninger eller for rent faktisk at skrue glæden op.

Det gælder, når jeg spiser slik. Altid det bedste – eller endnu bedre: den bedste kombi – til sidst.

Det kan også godt være, når jeg skal købe noget tøj. Så køber jeg noget, jeg semigerne vil have, for ligesom at bane mig vej hen til det ultimative.

Og når det gælder rejser. Så gemmer jeg på den ultimative. Med alle mulige voksende risici for, at det kun kan blive en skuffelse. I den flotte håndholdte VHS-optagelse, jeg lavede i 2002, da jeg blev student, sagde jeg, at jeg bare skulle til Mexico eller Sydamerika og redde nogle skildpadder. Lige nu er Sydamerika det eneste kontinent, jeg ikke har besøgt (altså på nær det der syd på). Jeg gemmer det, fordi det skal være perfekt.

Jeg gemmer de mest fantastiske støvler, fordi det skal være vildere og få dem. Og jeg gemmer biografslikket, fordi jeg skal overraske (mig selv!) glædeligt.

Problemet er bare, at man når at blive fattig/mæt/gammel. Det er sådan lidt et generelt problem i livet.

Men i det mindste tager jeg da til Mexico om tre uger. Så jeg nærmer mig da.

Om min veninde mon har en hackertype på nakken, der har oprettet en Instagramprofil i nøjagtig hendes navn – eller hun bare selv har været stiv og ikke kan huske, hun har gjort det.

Om hun nu muligvis har meldt sig selv.

Om det går an at sige, at det altid er godt, hvis man har lavet noget, hvor man får nogle minder med fra (vi blev enige om nej, da vi kom i tanke om krigsfange).

Hvad den nyeste kaktus eventuelt kunne hedde (Flemming).

Om min kæreste og jeg har for lidt at tale om, fordi jeg fik en R2-D2 i fødselsdagsgave.

Om hvad der står på vores overskabe (ud over fx fem flasker whiskey, en flaske Malibu, to flasker Bailey’s, en halv flaske Pimm’s, en kasse Ræv og otte flasker champagne står der fx også en flaske Monin med kokossmag).

Om når folk putter de der hårbånd med sløjfer på deres børn (no comments).

Om hvad forskellen på saltlakrids-shots og originale shots egentlig var (og thank god for, vi også lige fik testet det)

Om man som jæger blev lidt forarget over at få forloren hare.

Om alting Star Wars-relateret. Blandt andet at min nisse har givet mig en Star Wars-malebog og Star Wars-strømper. Tak Nisse (og hvis du er min chef, håber jeg egentlig ikke, du læser med her).

…forklaret uber-chauffør om gårsdagens vilde politijagt og til gengæld hørt om hans julefrokost med McDonald’s

…tænkt, jeg lige skulle se lidt Prison Break, da jeg kom hjem i min brandert, for derefter at falde pænt meget i søvn oven i det

…været totalt presset og haft det overvejende dårligt efter en runde vin, øl, dark ‘n’ stormy og shots i Østerbros tvivlsomme natteliv i går

…konstateret, at vi kun havde muggent rugbrød og ingen pasta, som var det eneste, jeg havde lyst til

…besluttet mig for at lave karameller efter denne opskrift, mens jeg så Juleønsket…bare sådan for at være lidt julet

…har mere lavet en form for lakridsfudge

…hængt julepynt op (i god tid of course)

…snakket lidt med R2

…fingeret ved denne her sag, jeg lige har købt

…opdateret min ønskeseddel (som nogle måske har gættet, elsker jeg virkelig lister)

…pakket lillejulaftensgaver ind

…gået forbi Mændenes Hjem, hvor de spillede Everything I do med Bryan Adams for fulde gardiner

…kommet i tanke om dengang, jeg var lille og lavede hjemmelavede gaver til familie og gik meget op i, at de var personlige og derfor brodere et betræk til en tændstiksæske med et glas rødvin og en cigar på til min mor (hallo, er det kommunen…vi har noget mistænksomt her…)

Jeg synes, det er sådan lidt hyggeligt at stemme, faktisk. Så samles hele nabolaget – alle dem, man ikke kender – og står og kø for at give en mening til kende. Jeg står altid og kigger på folk og undres, glædes, overraskes over, hvem det er, der står kvart i ni på Gasværksvejens skole. I år var der en ældre dame, der underholdte køen hele vejen igennem. Og valgfolkene var høflige og overskudsagtige og tilbød at rive min seddel over, så jeg ikke skulle have vanterne af. Og der er slik.

Jeg synes, det er meget fællesskabsagtigt, og jeg får lyst til at invitere allesammen til noget kaffe og brunkager, så vi lige kan finde ud af, hvem vi hinanden egentlig er. Alle os på Vesterbro. Unge jyske tilflyttere, dem, der er vokset op her uden vand, men med rotter, dem, der er frivillige på Reden, dem, der er i Billed-Bladet. Bare sådan for at vide det. Og få lidt perspektiv og lidt relationer i det, man bor midt i.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ikke engang sådan en, der hilser på underboen.

Jeg ved heller ikke, hvad pointen er. Men jeg har kaffe og adskillige kalenderlåger, der ikke er åbnet. Og en ny pæn trøje. Og jeg overlevede en politijagt i nat. Så hey.