(der hænges en kende i bremsen af og til. sådan må det være)

at drikke sig fuld nok til at tisse på gaden (så kender vi Distortion igen)

at købe drinks til fyre for single-veninders skyld…og konstatere, at fyrene tog deres drinks og gik

at forsøge at bevæge sig igennem NørrebroDistortion. på cykel. uden ringklokke.

at være lige præcis så gammel, at ChristiansborgDistortion med rene toiletter uden kø, sol, kolde øl og god plads virkelig var optur

at finde ud af, man kunne få kander med Dark and Stormy to go (to go helt ud til brostenene, hvor vi sad og var unge). fire af dem måtte man have.

at lytte til følgende ordveksling: (veninde til anstrengende fyr): “smut du en tur i kanalen”….(fyr): “gerne…hvis du bøjer dig lidt forover.”

at bede om Kim Larsen på Condesa. grydeklipsaffarvet DJ var ikke nede med det.

at smugle kande med ind på ny bodega og skænke op under bordet som en anden teenager af ovennævnte grund (vi købte altså også øl)

at blive antastet af fyr i revytøj, som præsenterede sig som Enhedslisten og senere forsøgte at udgive sig for at være Liberal Alliance og endnu senere blev bedt meget upænt om at forlade bordet, så han ikke ødelagde vores medsyngning på Flyvere i natten

at cykle foran en fuld ucykelvant turist, der væltede tre gange på 100 meter

at begive sig ud på Strøget lørdag eftermiddag og overvejer, hvor man har lagt sin hjerne, og konstatere, at man virkelig har ondt af alle de forvirrede turister, der tror, at det har noget som helst med København at gøre at stå der i kvægdrift og købe vikingehjelme og se på gøglershows

at konstatere, at det på ingen måde er fedt, når nogen i gaden afholder latterkursus. med megen genklang.

æresporte

at man åbner en bar ved navn KOM BAR DO

at man ikke liiige laver et hurtigt tjek på sit blognavn, så man ikke åbner en blog med stavefejl i navnet…og i URL’en

har jeg været i fem kiosker og en Netto for at få Politiken, men Vesterbro er sin egen lille ghetto har kun Lyca-langdistancetelekort og kinesiske aviser

har jeg set en pige med den der 90’er tatoveringshalskæde og fået smidt en vandballon i hovet på cykel

har jeg fået tildelt rollen som Piper Chapman til firmafest og overvejer nu, hvordan jeg taber ti kilo på 14 dage

har jeg vundet alt for mange drinks i pubquiz på Luna’s Diner – mest fordi jeg har læst for mange sladderblade og lyttet til meget smådårlig musik

har jeg været inde på omkring 1400 københavnske restauranter for at få bord fredag aften, hvor alle mennesker har fået løn

har jeg fået det dårligt midt i Nyboder på den der måde, hvor man må parkere sin cykel og finde et tilnærmelsesvist øde sted at kaste op

UNGE har tusinder ærinder i stedet for at være til koncert. De skal sladre, opklare, hole øje, sms’e, snappe, hente ting og i det hele taget gå ud og ind fra dansegulvet i ét væk.

GAMLE har virkelig langt henad vejen mistet rytmen og knipser helt aparte ude af takt.

UNGE er tit lidt for seje/kejtede/awesome/umodne/cool/uhvilende i sig selv til at danse.

GAMLE er bare vilde med jydefingrene/morfingrene (de på skift mod scenen pegende pegefingre, de bevæges som stempler frem og tilbage)

UNGE bliver lidt for bevidst over sig selv, når de hujer eller klapper og fortryder straks.

GAMLE tror, de er unge igen og klapper og hujer og pifter som sindssyge.

UNGE ligner, som min veninde sagde, mig i 6. klasse: mavebluse og bæltetaske

GAMLE er mere til en praktisk sko og den lille pisseirriterende rygsæk, der sidder i snudeskaftet på os andre, når vi forsøger at komme til vores øl.

MIG? Jeg er bare en midtimellem bittersur, småirritabel pessimisttype, as you can see.
Og til koncert, bevares. Som om der nu skulle være noget i vejen med det.

Jeg har været to dage på Mallorca i embedsmedfør. Det gav anledningen til følgende observationer og konklusioner.

København er meget meget tom kl. 5. Det er security i lufthavnen til gengæld ikke.

Japanske direktører, der holder oplæg om HOTORgraphy og i-HOnes, er ganske underholdende. Især dem, der bare simultansnakker – eller hvad det hedder, når man har en øresnegl på engelsk og siger de samme lyde, men ikke forstår en hat.

Man skal hverken have jeg-ligner-en-turist-kompleks eller jeg-vil-ikke-med-på-billeder-kompleks, når 150 mennesker bliver udstyret med spritnye kameraer og sendt afsted i flokke anført af guider med hævede nummererede skilte.

Når svenskerne betaler ens øl, kan det godt være, man lige glemmer at få testet det ene objektiv.

Donuts kan åbenbart også gå som tapas. Nå ja, men when in Palma.

Gøglere er sgu lidt uhyggelige med deres 2 meter, enorme sæbebobler og store bakkenbarter.

Der kravler uendeligt mange nørdede personager med fremadredt og ligeklippet pandehår og runde stålindfattede briller ud fra deres små huler til den slags arrangementer. De er ikke de letteste at socialisere med.

Der er stor forskel på dresscoden “business casual” fra land til land. Og person til person. Hence the above.

Japanske direktører holder sig ikke tilbage for at nakke ens rødvin, binde slips om hovedet og bede om billeder med én.

Japanske not-so-much-to-be-direktører holder sig ikke tilbage for at kaste op på sine egne sko.

Restauranten Llama har åbenbart nakket deres gulv fra Starbucks i Palma.

Jeg kunne godt bruge en pool. Sådan herhjemme altså.