Jeg har aldrig været på blind date. Har på ingen måde lyst til det. Umiddelbart ret glad for ikke at være på Tinder. Running Dinner. Speed Dating. Whatever ting, der kræver awkwardness-situationer over for mennesker, man skal opretholde en samtale med, hvor man desperat sidder og siger jaja og helt sikkert, mens man panisk finder næste emne, man kan skifte til. Uden overhovedet at have røde pletter overalt eller være alle former for febrilsk.

Men i dag, da jeg cyklede over Tietgenbroen i småregnvejr på vej til endnu en aftale i Selvstændigsagaen, slog det mig, at der virkelig er meget blind dating i at være selvstændig. Hold nu kæft, hvor har jeg mødtes med mange folk, jeg har hilst på een gang, har set på nettet, aldrig har set og ikke ved, hvordan ser ud. Været i virkelig mange situationer i en skønsom blanding af:

“Fuck, nu er jeg sent på den. Det er bedst, hvis jeg kom først. Så kan jeg nemlig skrive, at det er mig, der sidder der og der. Og holder en rød rose. Agtig. Eller noget. Og så kan den anden dumme sig. Ha.”

SMS: Hej hej, jeg er her allerede. Det er mig i grøn parka og med fuglerede på toppen.

“Fuck altså, hvorfor gør jeg nu det her igen? Det er jo verdens mest awkward. Hvordan fanden ser hun nu overhovedet ud? Var hun egentlig sorthåret?”

“Heeeeej, hej”
(GIANT SMILE)

“….”

“Øh, nå, eller jeg mener, hej til en omme bagved dig. Hæhæ.” (Pik, det lignede sgu da, og hun sad da også alene).

SMS: Hej, jeg er her nu. Hæ.

“Har total tjek på det. Fuck, jeg sveder i øvrigt. Hvorfor kom jeg også væltende ind på hvid-skjorte-og-sejlersko-FIAT i striktrøje og hullede bukser?”

“Ha-arj. Er du…? Øh. Eller, jeg tror, vi skal mødes. Eller. Hej?”

Jeg kan godt lide idéen om crowdfunding. Det er en rar oplevelse af, at vi også tør være fælles om noget. Ligesom vi begynder med fælles madklubber med fremmede, fælles frysermad, delebiler, couchsurfing og meget andet. Det er fremtiden. Hvis jeg kunne lave en app og magtede at hanke op i mig selv, ville jeg lave en slags Blå Avis, hvor man kunne låne ting af hinanden, man skulle bruge. En fiskestang søndag morgen. En grill. En slagboremaskine. En hund at gå tur med. Et barn at imponere nogen med. Jeg tror, det er sådan, det bliver, og jeg kan lide det.

Derfor holder jeg også gerne øje med Kickstarter og Boomerang og smider gerne en sjat penge, hvis jeg har nogen, efter sjove, gode eller tiltalende projekter. De behøver ikke handle om hjemløse eller verdensfred. Det kan også bare være folk, der vil frem i verden med noget, som jeg godt kan lide.

For eksempel har jeg smidt penge efter Live fra Lollands bog. Alle ved jo, at den er læst på 7 minutter, men at det bliver skidesjove 7 minutter.

Nu har en af mine all time favorite tegneserie startet et projekt, der skal bringe liv til serien. De skal animeres. Og det er en af de bedste, skarpeste, sjoveste tegneserier, jeg læser. In my humble opinion. Så den skal helt sikkert have månedens pant og alle-de-burgere-jeg-ikke-spise-på-vej-hjem-fra-byen (mest i overført for stand, for det kommer jo ikke til at ske..altså at jeg ikke spiser dem).

Tryk på billedet for at se, hvordan du kan støtte.

Og tegneserien kan du følge her (hav god tid – mere vil have mere): www.satwcomic.com

Jeg var gået i gang med et indlæg om, hvordan verden egentlig ikke hænger skidegodt sammen i øjeblikket. Men jeg gik i stå. Så nu ligger det der i kladdebunken og ulmer og findes og findes alligevel ikke. Lidt ligesom alt muligt andet i løbet af dagen.

Nå, high-flying much.

Så kunne jeg skrive noget om Grand Prix. For vi skal jo altid lige forholde os færdig til diverse samfundsrelevante mener. Og jeg kunne tage en diskussion om, hvorvidt Eurovision er en sangkonkurrence eller en platform for politisk og menneskelig udvikling. Og så noget om, baseret på netop det, folks kommentar om “den bedste sang”, “bare fordi hun har skæg” og sådan noget. Eller noget om, at jeg lidt fortryder, at jeg ikke fik set et show. Fordi det så ud som om, at Danmark for en gangs skyld lavede noget meget cool. Og sådan temmelig frit og afslappet og måske endda lidt modigt og modent og moderne. Måske toppe det af med, at jeg selv var klædt ud som Gry i acrylmalede støvler og frugtfarvefarvet kjole og de der “light amber”-nylonstrømper.

Men jeg gider ikke rigtig. Det er mandag, og jeg er stadig i nattøj. Freelanceliv, hurra.

Til gengæld gjorde jeg en god ting for mig selv lørdag formiddag over tre timers organisk Vesterbrobrunch(!). Jeg lavede et komplet autistskema til mig selv for min arbejdsuge. Det skal hjælpe på deadlines, stress og generelt world peace.

Så jeg må egentlig ikke blogge. Og jeg har jo egentlig heller ikke noget på hjerte. På den måde er det her et skide godt indspark.

Hvis der er nogen, der mangler en vred svensker i leopardtøj, der råber af verden, så stod han ude foran et af møntvaskerierne på Godthåbsvej i går.

(og nej, det er faktisk ikke en se og hør-joke)

1. Find på et navn. For eksempel Dagsposten. Eller Danmarksavisen. Eller Gyllesprederen.

2. Opret en hjemmeside.

3. Skriv artikler om trends på nettet, der “går verden rundt” (det er som om, nogen stadig ikke har forstået konceptet i internettet) – for eksempel bund en øl, kys en fremmed, dræb en giraf, hop i havet.

4. Skriv artikel om en helt almindelige ung fyr, der beslutter, at det gider han i hvert fald ikke, og han er langt hævet over det. I stedet vil han gerne gøre noget godt – give mad til en hjemløs/klappe en næsten-død giraf/strikke en trøje til et afrikansk barn/købe en juice mindre om ugen hos Joe and the Juice. Og det er på ingen måde for opmærksomhedens skyld, poster han.

5. Fyld resten af avisen ud med pollental, tilfældige folks Facebookopdateringer, dårlige brugeroplevelser, offentlig it, monarkiets brug af skattekroner, realitystjernes sidste køb/cokeforbrug/sagde-hun-virkelig-det og glem endelig ikke at have nogen, der er sure.
Er der mere plads, så bare find på noget.

6. Du har nu skabt et medie. Måske kan det endda også få mediestøtte.

Har de fjernet Irma-hønen ved Dr. Louises Bro, hva’?! Sådan helt uden at sige det? Sæjøst?

To gange i sidste uge har nogen spurgt til vores gård. Og jeg har indset, jeg aldrig er nået længere end til skraldespanden.

Verden er lille, når man får lift til Jylland med tidligere ansatte i det firma, man skal til fest hos, og tager toget tilbage i togstue (eller siddeområde eller ikke-kupé eller hvad man vil kalde det) med en datter af en kendis, der underviste en sidste sommer, og man skynder sig ud til interview, hvor kontaktpersonen bor sammen med en, som man lige har læst en artikel af, og som ens kæreste deler kontor med.

Folk, der er ved at ændre sit liv radikalt, er stadig bare folk. For det meste.

Jeg har overvejet mit Melodi Grand Prix-kostume i en sådan en grad, at jeg har glemt at festafholderen skal have en gave. Og det er ikke engang et krea kostume.

Spørg altid efter farve på ting, du køber, og stol aldrig på billeder. Jeg skulle bruge et par grimme blå støvler til ovenstående. Og fik et par grimme sorte. Så nu har jeg købt et par grimme støvler. Som jeg kan smide til genbrug.

Jeg har aldrig haft et problem med, at mine forældre var ældre. Altid undret mig over, hvorfor folk så det som et issue.
Glædet mig over, hvad de i stedet forældre kunne give en. Hvad vi kunne dele.

Så fandt jeg ud af, de ikke lever for evigt. Dér, derimod, fandtes det uforståelige, det uacceptable, det uendeligt umulige. Uigenkaldeligt uoverleveligt.
Uanset alder. På dem og mig.

Nabo i 50 kvm-uden-varme-Nørrebro-lejlighed “Proletaren”:

Holder technofest i 36 timer. Får tilsendt “urter” fra USA. Dropper det der med lås i døren og lader den stå åben. Bygger bunke af aviser og reklamer foran.

Nabo i 103 kvm-godt-nok-er-det-Halmtorvet-men-det-er-renoveret-og-vi-har-faktisk-ægte-tæpper-Vestebro-lejlighed “Obersten”:

Er ikke helt sikker på, om vi nu har forstået det med storskrald. Ringer til dørtelefon (how do you even do that…?) for at spørge, om vi ikke liiiige har glemt noget pap i porten, som har stået der MINDST tre dage (to dage, kælling!). Har sin kats navn på dørskiltet.

Når man synes, noget har været lidt op ad bakke. Og lidt usikkert. Og gør jeg det egentlig godt nok. Og er jeg overhovedet sjov? Og alle andre kunne jo gøre det her meget bedre. Og fuck altså, nu har jeg lavet et indlæg, som nogen virkelig synes er for meget.

Så er det her bare et virkelig virkelig rart skulderklap:

“Kære skireporter

Først og fremmest tak for en fantastisk side fyldt med humor og varme.

Det har været en stor fornøjelse – og til tider helt i knæ af grin – at følge dig rundt i alperne med alle dine humoristiske indslag (især brevkassen, ordbogen og folk man ikke orker – jeg var helt solgt ) Og ikke mindst lækre billeder fra destinationerne – ærgerligt at sæsonen allerede er slut .”

PS. Det er ikke for at bede om flere rygklap. Bare fordi jeg fandeme synes, det er i orden, når nogen gider at være rare. Og så digitalt. Det er så anti-nationen.

PPS. Læg mærke til, at netop indlægget, som blev kritiseret (Folk, man ikke orker), er fremhævet. Hæ.

PPPS. Aner du ikke, hvad der foregår, så kig her www.skireporteren.dk. Det er mig.

Jeg kan ikke udstå piger, der mener, vi skal bonde. Sådan instant fortrolighed og uh-hvor-er-vi-bare-i-samme-båd eller jeg-hvisker-lige-noget-til-dig. Jeg H A D E R det. Det er så mærkeligt at tage for givet, at vi skal stå og knytte en eller anden form for bånd, kun fordi vi er samme køn. Som halvdelen af resten af verden. For med din Seebach-jeg-former-hjerte-med-mine-fingre-tendens, din mangel på evne til at kunne replikker fra Blinkende Lygter, din yndlingsrestaurant Riz-Raz og dit ønske om, at vi to bare skal ud og have nogle shots, fordi det godt kan være lidt hårdt at være sådan ene pige indimellem, er vi bare ikke i nærheden af at knytte noget som helst, der ikke er næver, mellem os.

Og det er ikke for at være hård eller drenget eller på tværs. Det er bare pisse-irriterende, at den antagelser finder grobund i en meget letkøbt anretning af køn og alkohol.

Så nu siger jeg det bare. Vi skal ikke danse. Og vi skal slet ikke kramme. Og vi skal på ingen måde på toilettet sammen. Og du skal ikke dele nogen hemmeligheder med mig, for jeg stikker dig sikkert i ryggen senere.

I’m just not one of those.

Når jeg så gerne vil være venner med en, jeg synes, der er sej, eller har et fedt job, ja, det er en helt anden historie. Med langt færre principper og mindre selvrespekt.