En omgang BouillonJohn. Altså “John ser alt” i essensform. But real stories.

Kære John
Jeg er gået fra min mand. Han er sur. Får jeg en lejlighed?
Plys

Kære Plys
Ja. Du får bolig. Du nyder dit liv. Du får et forhold. Din mand kommer videre. Alt bliver godt. Hurra.

Kære John
Har jeg fået et oldebarn? Kommer jeg til at flytte?
Krebs

 Kære Krebs
Der er et oldebarn. Du kommer til at flytte. Bare ikke så langt. Og du skal selv tage kontakt til dit barn og barnebarn. Det kan også være, de gør det. Men så bliver det om lang tid. Either way.

Kære John
Kommer jeg på ferie igen? Er jeg væk i 14 dage eller en måned? Får jeg nyt køkken/badeværelse? Vil jeg fortsætte med at spille kort? Taber jeg mig?
I.B.

Kære I.B.
Du kommer til at rejse meget. I 8-14 dage. Du taber dig. Du holder op med at spille kort. Men går i stedet til dans. Du får et køkken, men ingen badeværelse.

Jeg roder. Og det er blogrod. Og det hader mig. Så jeg piller lidt ved design og lidt ved alt muligt. Halvdelen virker ikke. Så have patience. Eller gør det for mig. Jeg giver en kanelsnegl og skriver din danske stil eller noget.

Distortion kan sagtens lukkes ud i en stream-of-consciousness af bare ben, hængende-over-gelænder-typer, hipstierens nye frontier, tatoveringer, høj musik, fælles bevægelser, masserne og enkelthederne, læderjakker og bølger af farverig skævhed og elementær konformitet og selvbekræftelse.

Men jeg vil nøjes med at opsummere sådan her:

Onsdag på Nørrebro:

• Det er umulig at købe kolde flaskeøl nogen steder. De smager ellers bedst.
• Der er tre lorte der, hvor vi står. Det er en ukendt og umulig koreografi at huske at undgå dem.
• En stor del af tiden handler om, hvordan det lykkes en at tisse. Vi står foran en butik. Ejeren er sød, og vi får nøglen.
• Andre spørger ikke, men sætter sig i nedgangen til butiksdøren og tisser.
• Det er svært at finde en bar. Vi finder en. De har Urquell, og vi er ikke begejstrede.
• Vi beslutter, vi skal have et stamsted.
• En fyr tilslutter sig os. Vi taler om kunsten på væggene. Hånligt. Han følger efter os, men bliver væk. Det var ikke engang med vilje.
• På Det Rene Glas har bartenderen ingen tænder, og der er sidste udskænkning og nærgående fyre.
• Ved Understellet vil “Rasmus” gerne påpege, at en af os har tre af de fire ting, han søger hos en kvinde, og samtidig invitere os til sin “bogreception” med en bog om “jura, så folk forstår det”. I et øjeblik lod jeg mig være negletekniker og lod manden snakke.
• Diligencen har lukket.
• Vi tisser i en have og tager hjem

Fredag på Vesterbro:

• Det er ikke det samme. Helt. Har aldrig fundet ud af hvorfor.
• Vi køber seks lunkne dåseøl.
• Hilser akavet på folk og hopper lidt til en DJ.
• Slanger os igennem mængden.
• Møder en pige med elgfødder.
• Sidder foran en dør, der bliver åbnet 14 gange.
• Hører Blink 182 og kan lide det.
• Siver hjemad.

Jeg kan huske dengang, at noget af det sjoveste i verden var, hvis man fandt supersuperlativer.

Du er gammel. Du er ældre. Du er ældst. Du er aldersdomshjem.

Hold kæft, det var sjovt.

Synes lige i øjeblikket, at jeg støder ret meget på “det er for folk under 30”-regler. Føler mig diskrimineret. Og gammel. Og bitter. Og væsentligt mere end et halvt år over 30.

Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad mindfullness er. Jeg plejer at sammenligne det med noget med at stå i kø i Netto. For det har jeg vist hørt et sted (nej, jeg var sådan en, der ikke orkede firmakurset hånd-i-hånd-mindfull – undskyld).

I dag besluttede jeg mig for at gå en formiddagstur for at komme godt i gang med dagen. Og så kunne jeg jo lige så godt smutte forbi posthuset. Det kunne være rart at få hentet alle fire (!) pakker. Fordi så starter man dagen godt. Løgn.

Lige inden jeg gik ud af døren ringede postmanden på, og han havde – ud over en femte(!) pakke – en seddel fra en pakke forsøgt leveret i går. Score.

Nå, men hej solsin, termokrus med kaffe og en masse forvirrede turister. Og ind på posthus. Ooog være 15 numre bagud i kø. Som går ueeeeendeligt langsomt. Og der er varmt. Og folk, der ikke kan finde ud af, hvor de bor, hvordan man køber posthus, og hvad de skal med deres liv. Som allesammen skal have det løst hos posthusdamen med strækbind på albuerne og hårsprayet bobbet stewardessehår.

Endelig fremme får jeg mine to pakker. Den tredje kan hun ikke finde. Men hun finder årsagen. De har ikke fået den pakket ud endnu. Simpelthen. Kl 10.30. De forsøger at nå det inden 10, men det er svært.

Og det forstår jeg sgu godt. MEN: Mindfullness er at smile og sige “Det er også ok. Jeg kommer herned igen senere (og står i kø i en halv time). Hav en god dag.” i stedet for at svinge et postkortstativ oven i hovedet på nogen. Det er det, man lærer på virksomhedskurser.

Vil du gøre det igen?

Det er der mange, der spørger om. Det lyder som om, jeg har sprunget bungyjump, fået 8 børn på een gang, trainsurfet eller fået tatoveret Justin Bieber på brystet. Det har jeg ikke.

Folk spørger, om jeg ville tage ud som skireporter igen.

Som udgangspunkt: nej. Hvorfor? Ikke fordi, der er noget i vejen med det. Det er en fed mulighed for at stå på ski i fire måneder og blogge og filme og lave noget af alt det, man synes er sjovt.

Så hvorfor ikke?

Jeg synes bare ikke, man skal gøre det samme igen. Hvis man gør det samme igen, bliver man den der…ja, den der, der gør det samme igen og igen. Guiderne forbliver samme alder. Det gør jeg ikke. Jeg skal holde alting op mod sidste år og ser få ting for første gang. Det er selvfølgelig altid en ny oplevelse, men ikke lige så ny som alle de andre steder på kloden, jeg ikke har været, eller alle de oplevelser, jeg ikke har prøvet.

Skal jeg være væk fra familie og kæreste og venner fire måneder igen (og det skal jeg nok), så skal det være for at tage til karneval på Tobago, vade på tåspidser igennem Chile, sidde i sidevognen på en motorcykel i Mongoliet eller noget meget mere banalt, men helt helt andet.

Og så en lille “aldrig sige aldrig”: Skulle skireporteren få nyt format og handle om f.eks. en måned i et andet koncept eller andre betingelser, kunne jeg godt overveje det. Så meget er jeg alligevel heller ikke en, der står ved alt, det jeg siger, vel.

Lige i øjeblikket er jeg rigtig meget fanget i det her:

– Jeg har firetusind bookmarks og hundredeogto lister, men jeg kan ikke få hul på indretningsprojektet, fordi jeg er bange for at gøre noget, som kunne være bedre.

– Jeg får til nøds lavet ting, jeg absolut skal, men udsætter alt det,  jeg gerne vil. For måske bliver det ikke godt nok. I sidste ende ender det med, jeg ikke ved, om jeg vil det.

– Jeg fylder op med idéer, men idéer, der ender i word-dokumentet “idéer” på min Mac, og ikke i virkeligheden, for jeg har ikke tid/lyst/overskud/plads lige nu.

– Jeg er træt af at læse artikler og blogindlæg om folk, der er lykkedes. Jeg er tæt på at ønske dem ulykke, for det sætter alt det, jeg lige har skrevet, for meget i perspektiv, at de har gjort alt det, jeg ikke har. Til slut balancerer man på kanten mellem en eskapistisk forestilling om, at det var verdens omstændigheder, der var skyld i, at man ikke er kommet dertil/de var bare heldige vs. at man bare ikke var så god, som man troede, man var.
Og alligevel læser jeg videre i artikler og stykker med onlineliv.

– Jeg køber det ene stykke tøj efter det andet, der aldrig gør ting bedre. På den måde er klichéer skidesjove.

– Faktisk ligger mit liv lige pt. ret meget spredt ud i dokumenter bygget af uforløste planer og dårlig samvittighed – lister med kalorier, indkøb, indretning, fremtid, hverdagstips og ting-jeg-burde-for-at-blive-et-bedre/sjovere/rarere/mere ambitiøst mennesker. Altsammen druknet i bitterhed, manglende motivation, dovenskab, en form for præstationsangst og generel bitterhed over, at tiden gik, og intet blev til noget. Rigtig god kombi, faktisk.

Nå, men fab dag ellers. Er der nogen, der har ellers vil byde ind med noget? Vundet en pris? Spist nogle hjemmelavet speltkager? Lavet en DYI fjerkrone?

Liftet startede lidt som en af dem, hvor jeg i et kort øjeblik overvejer, hvorfor jeg ikke bare har valgt offentlig transport, hvor jeg ved, hvor sporet er, og ikke skal dumme mig (specielt meget) eller forholde mig til nogen. Jeg havde nemlig pænt svært ved at tyde chaufførens dessiner til, hvor det var, jeg skulle stå. Hvilket blev pænt stressende for en, som mig, der altid er sent på den, generelt hader at blive samlet op steder, hvor man skal skynde sig, fordi man danner kø, og som bare vidste, at bilen allerede var fyldt med folk.

Men jeg kom da med. Uden de store problemer. Kun en 4-5 mails og et par telefonopkald. Denne gang kørte vi en meget pæn, ordentlig og rummelig minibus. I sig selv jo fint nok. En af dem, hvor føreren har en holdeforanstaltning til mobilen og helt styr på aircon’en.

Til gengæld gjorde det også samtalen ret begrænset. 8 mand på snorlige rækker som en bus på vej til ældregymnastik giver ikke de samme samtalebetingelser, så når man halvvejs kvæler sig selv i selen for at deltage i samtalen med dem foran i en almindelig bil.

Chaufføren forsøgte ellers lidt. Sådan:

“Nå, men så bliver det nok sidste gang, jeg kører denne tur.”

Stilhed.

En slags inforstået uudtalt diskussion om, hvem der høfligt skal svare. Eller først knækker, om man vil.

“Nå da. Hvorfor?”

Det blev damen i de lilla bukser. Som også have pakket en lille madpakke og lidt guf. Naturligvis.

“Joh, men jeg gider bare ikke, folk render fra deres aftaler. Sådan er det at være ansat i en arabisk-ledet virksomhed.”

Åh. En af de bemærkninger. Kan vi lade stilheden opsluge den. Please.

For første gang på en GoMoretur havde jeg meget lidt lyst til at snakke. Det var ikke mig som sådan. Men omstændighederne. Så jeg pluggede høretelefonerne i og tog dem først ud, da vi rutineret stoppede ved Brugsen før færgen, “der jo altså er noget billigere.”

Og så skulle man jo tro, den stoppede der. Men nej. Bedst som man troede, at universet havde en off-dag og ikke magtede at være den sjove onkel i den store helhed, der lige klarede nogle “sjove sammentræf”, som de fleste andre GoMore-ture har budt på, så kom det.

På færgen falder jeg i snak med en af pigerne på turen. Hun møder så en, hun kender, og vi taler alle tre.

Snakken falder på, hvad jeg skal, og jeg skal så blandt andet til slutgallafest for det skirejsebureau, jeg har arbejdet for.

Og obviously, dér var den: Dem havde de da også arbejdet for – som hotelpersonale for nogle år siden på lige præcis den destination, jeg har opholdt mig mest på.

Arhmen, it’s a small world. Kunne vi så sige. Slå os på lårene og være lettede over, at universet var i balance igen og ikke havde glemt sin sjove onkel-rolle.