Ja okay, vi har fattet, at Signe i Arvingerne skal være meget triviel og provinsiel og håndboldhestehaleagtig. Men der er sgu da ikke nogen, der hver eneste dag render rundt i samme grimme orange a-z-trøje. Tilsat den der hæslige lilla vindjakke. Altså VINDjakke.
Vel?
Styr jer lige.

Da jeg blev 30, fik jeg et haglgevær. Ved I hvad? Det er fandeme sejt. Det er sejt at have et haglgevær. Og have fået et. Sejt i ordets oprindelige forstand. Ikke som i “seje sild” i en teentøjreklame.

Det er sejt, fordi det er skidepersonligt. Og utraditionelt. Og noget, man husker. Fordi det er en god historie. Og fordi folk altid bliver så overraskede. Og fordi det kommer til at give mig en masse gode historier fremover.

Haglgeværet hedder Nelson. Opkaldt efter ham, der døde den dag, jeg fik det.

Det har endnu kun slået lerduer ihjel. Det var det til gengæld god til. Sådan rigtig god til. Og så må man gerne være lidt stolt af sig selv.

Jeg skulle skrive noget om at møde mennesker. For jeg møder helt sygt mange mennesker her. Men jeg har glemt, hvad det var.

Al min tankevirksomhed går til at prøve at være sjov på kommando. Og spontan og ud af boksen og hæmningsløs. Som jeg overhovedet ikke er. Faktisk. Og lade være med at tude, når jeg får kritik.

Faktisk er det ret anstrengende gerne at ville være noget. For eksempel skide spontan og ligeglad og mindre analyserende og tænkende og mindre f*cking velovervejet. Fordi man ved, det ville gøre livet lettere. Men det er også lidt skizo og rende rundt og være sådan. For jeg er ret god til at lade som om, jeg er sådan. Det er jeg bare ikke. Det har jeg vist fablet om før.

Men gad vide, om det er lettere? At være mere ligeglad. Ligesom man nogle gange tænker, det ville være lettere at være dummere. Eller have færre ambitioner. Eller være en mand.

You know.

“Er du TREDIVE?” (jeg er LIGE blevet tredive…ok!)

“Du holder dig godt” (øhm, ok, tak)

“Nå, det er da ikke så dårligt med sådan en tjans. Altså du fiser bare lidt rundt på ski og tager nogle billeder?” (ja, det er LIGE PRÆCIS det, jeg gør – enhver idiot kunne gøre det)

“Kunne du godt tænke dig at blive journalist?” (ja)

“Har du fået lavet/skrevet/optaget/filmet noget så?” (nej, luk røven)

“Må jeg lige se, hvad du laver?” (næh – det er faktisk stadigvæk min private computer – fuck asier)

“Det er da ligemeget, om ski er pæne” (gu’ er det da ej, hvis jeg skal betale 4-5000 for dem)

“Jeg har faktisk ikke rigtig lige fået set det, du laver – hvad er det nu, det er ?” (…)

“Skriver du så til sådan en avis?” (ja…Danski Tidende….og hils i middelalderen)

“Kommer vi i DR nu?” (ja…helt sikkert)

Jeg har debuteret som sådan en, der har været backstage. Var egentlig ikke særlig starstruck, da jeg sad der på bænken i et omklædningsrum med et lille køleskab, nogle fadøl i plasticglas, nogle åbne chipsposer, en masse spildt sprut på gulvet og nogle unge gutter, der kalder sig selv et rockband.

Bevares, det er de da også. Et godt dansk rockband. Og de giver den gas. Og er i øvrigt rigtigt søde og rimelig jordnære. De fleste af dem. Men det er svært rigtig at gå amok over, at nogen er gode til noget, og det derfor er det, de laver. Tænker jeg. Uanset hvor mange omklædningsrum og plasticfadølsglas, de så kan præstere.

Senere blev det noget med en klub og en bås og en flaske whisky. Og en frygtelig masse hangarounds i en stirrende halvcirkel om midtpunktet. Altså de unge rockstjerner. Voksne mennesker med komplimenter, der gav fornemmelsen af at se Klovn, mongoldates og Red Jobba. Piger uden noget som helst på hjerte andet end en historie til senere. Og alt for stærke drinks. For det er jo rockstjerner.

Jeg duer ikke til det. Jeg bliver stolt, rødstrømpe og fornærmet. På én gang. Jeg duer ikke til at stå der og passe op. Ikke fordi jeg ikke har respekt for bandet, eller fordi der er noget forkert i at gøre det. Det skal bare ikke være mig. Jeg vil nok egentlig bare helst følge med i mit eget liv. Sjovt nok.

“Enten vejer jeg mindre, eller også var jeg fuld, da jeg købte de her bukser. Sikkert det sidste.”

“Undskyld, men er der snart nogen akademikere i nærheden?”

“Fuck, jeg er gammel.”

“Fuck, de er unge”

“Åh nej, nu kommer der børn.”

“Gad vide, om jeg ville kunne styre min lyst til at trykke et barn sammen ned i gulvet?”

“Kunne man eventuelt sove en uge?”

“Jeg trænger til at drikke mig fuld med nogen, der forstår min humor.”

“Hvorfor er jeg egentlig ikke lidt mere cool?”

“Jeg må hellere lave et totalt make-over. Og det er jo ikke noget, jeg tænker hver gang, et nyt år begynder.”

“Det ville også være lettere at være en fyr. Meget mere ukompliceret. Og så kunne man gå mere med hat.”

“Jamen, hvor gammel er du da?”
“Jeg er lige fyldt 30.”
“Ej, hvor vildt. Ej, shit. Det kan man ikke se.”
“Tak.”
“Ej, men det mener jeg.”
“Jamen, jeg mener også “tak””
“Jamen, altså 30. Shit. Så skal du jo have mand og børn og sådan noget meget snart.”
“Mjah, altså det bestemmer man vel selv.”
“Skal du ikke have et rigtigt arbejde.”
“Nu har jeg jo selv valgt det her.”
“Jamen, har du en kæreste?”
“Ja”
“Nå, men det var da altid noget.”
“Ja, jeg ville da være rimelig desperat, hvis jeg var 30 og ikke havde en kæreste.”
“Okay”

Jeg har hele tiden tænkt, det var åndssvagt, at bloggere sagde undskyld for manglende indlæg. Er der ikke indlæg, er der jo bare ikke noget at læse. Og så må man vente på det næste. Så det gider jeg ikke. Jo, jo, jeg forstår godt, at det er sjovere med regelmæssige opdateringer, men jeg magter ikke selv folk, der “kigger ind” og lige “siger undskyld, men lige har travlt med at spise noget/skulle noget/tænke noget”. Og ofte opdager jeg altså ikke selv, at folk ikke har smidt indlæg ud i lang tid, for jeg følger jo ikke bare én blog. Nå. Nok. Om. Det. Inden det bliver en ikke-undskyldning.

Jeg har egentlig masser af noter på min indlægshuskeliste. Der står blandt andet “the cool people”, “købetrang”, “loyalitet”, “ham der ekspedienten”, “haglgevær” og “det der med at ville være spontan”. Så I kan jo bare selv forestille jer nogle indlæg ud fra det, ikke? Nej, løgn. De kommer. På et tidspunkt.

Men sagen er jo, at jeg pt. blogger for nogen. Ovre på www.skireporteren.dk. Og det trækker sgu lidt tænder ud at få styr på alt teknik, oplade fem aggregater, uploade ad to omgange fra lige så mange, transportere mig selv rundt, holde kontakt, holde aftaler og få ting til at lykkedes. For ikke at nævne både at være informativ, rimelig og også sjov. Svært med svært på. Og  sjov på. En masse.
Men jeg er ved at løbe det hele i gang, så det er lige der fokus findes i øjeblikket. Bortset fra lige nu, hvor det mest er på selvmedlidenhed og sygdom. På alpemåden. Jeg har prøvet at slå det ned med 12 timer søvn, en sæson af Homeland og en appelsin.

Jeg har hørt, at ét indlæg om året, der gik, er the shit. Så mon ikke jeg laver det på et tidspunkt. Og også noget om loyalitet og spontanitet og haglgeværet Nelson.

I mellemtiden kan man muntre sig lidt med videoen, der skaffede mig jobbet som skireporter.

Nogen sagde noget om at skrive om den sidste aften i tyverne.

Det bliver den næstsidste. For den blev lukket med maner. Jeg har læst, man har de værste tømmermænd som 29-årig, fordi man fester som en i tyverne og har tømmermænd som en i trediverne. Aha.

Det blev sådan en aften. Sådan en med en øl og lidt holden tilbage, fordi jeg skulle jo også til lufthavnen og så aaarh og alligevel. Og lidt vin. Og lad os da spille noget Jeopardy. Jeg er en sucker for quiz. No doubt about it. Og jeg kan også godt lide at være den, der ved noget. Til en vis grænse. Lige i denne sammenslutning af eager young minds var the eagerness nok pænt mange andre steder. Og hver gang jeg åbnede munden, lukkede jeg en lille smule af den der lugt, man kender fra gamle menneskers huse eller genbrugsbutikker, ud. En lille fint indpakke alderdom. Hver gang jeg svarede på, hvad en eller anden dansk fabrik lavede, eller hvornår Hellig Tre Konger falder.
Og hver af de tre på hinanden følgende gange to af de eager young minds, der nok i virkeligheden havde mere eagerness fokuseret omkring, hvis øjne eller hænder hvilede hvor og ikke så meget quiz (can’t blame ’em – de er i tyverne – forskellen er, jeg altid har været fokuseret på vidensdelen), svarede “en stige” til en kategori, der hed noget a la “begynder med fald-“, ja, hver gang blev jeg lidt ældre, lidt kedeligere. Hver gang nogle råbte højere for at få trukket flokfokus i sin retning, trak jeg mig lidt væk. Hvorfor? Fordi jeg følte mig hævet over det. Nej. Fordi jeg blev pinligt berørt på andre vegne. Næh. Jeg ved ikke hvorfor. Det er noget, jeg gør. Det er hovedet, der kører. På topspeed. Og der er for meget analyse i at lade go with the flow.

Nå. En satelitgruppe blev det til. Med vino. Og videre til pub. Og lidt gemen rafling og shots. På den måde begynder det at hjælpe på det, og tyverne træder i karakter. Så følger nogle timer af snakke og indrømmelse og indsunkne øjne og pæne mennesker og er-han-mon-homo og hvor er denogden nu henne og hey, følte jeg mig lige lidt overset der og hvor-er-jeg-fucking-dårlig-til-at-tolerere-mennesker-der-bare-gerne-vil-have-opmærksomhed.

Også en længere dyb samtale om personlighedstyper, hæmninger, analyser og overvejelser. En kok fra Brøndby, der indbød til fordomme og knækkede dem igen. Nogle aftaler, der gik i vasken. Måske lidt skuffelse og så en beslutning om at hæve sig over det. Og en ny øl. Natürlich.

Hvad så? Ikke en sidste aften i tyverne uden drama. Blame-game, mener-du-det, tendens til råb, jeg-skrider-fra-det-hele og en enkelt tåre. En krammer. Og så alt godt igen. Som i de gamle dramadage. Hvor drama var mere om hemmeligheder og betroelser og svigt i kaliberen af bagsnakkeri, løftebrud og han-så-mig-heller-ikke og hvem-tror-hun-lige-hun-er og mindre om hvad-fuck-skal-vi-også-gøre-ved-at-vi-føler-os-så-unge-men-burde-reproducere-os-og-følge-nogle-normer og ej-hvordan-har-I-fået-så-billig-en-lejlighed og hvornår-skal-man-stille-sig-tilfreds-med-sit-liv-og-arbejde.

Rart.

Resten fortaber sig i dans på scener, dans med nørder, gå-væk-klamme-mand, flere betroelser og mere ærlighed. Og en, der twerker. Og en på små 60 med sin elcigaret, der kigger på.

Kebab.

Retur.

Snak. Alvorssnak. Tyveralvorssnak. Sådan er vi. Jeg har gennemskuet. Enormt meget på. Denne version af mig selv. Og han er så falsk. Og den slags.

KitKat. Cola.

Bad. Keep awake.

6.00. Ind i en bil. 21 hårnålesving. En lufthavn. En indendørsbørnelegeplads. Og så lige lukke øjnene.

Hjem. Til trediverne.

Besøgt cirka 28 lande

Svømmet med og aet en vild delfin (og en halvvild og en tam)

Poset foran en søløve. Og en pingvin.

Boet i Tyskland, USA og Australien – og på en båd og i Alperne

Sejlet på Stillehavet

Blevet advanced dykker

Taget jagttegn

Fanget 14 kg fisk

Fået voksenjob og sagt det op igen

Fået lønforhøjelse. Tre gange.

Blevet selvstændig

Flyttet i egen lejlighed. Og min kærestes. Også.

Været med i tv-program (!)

Flyttet i ny egen lejlighed – med plads. Og varme.

Åbnet en café/bar/frisør/tatovør. Næsten.

Blevet forsinket skibums

Fået arbejde hos en NGO

Startet blog

Fejret otte-års-dag med kæreste

Fået sygdom i familien at føle. Et punkt, jeg for alt i verden godt kunne have undværet.

Været til fem jobsamtaler. Hvis man tæller den i baren, hvor jeg skulle fortælle historier om Ole, med.

Boet på ét kollegieværelse, i to delelejligheder og i to kærestelejligheder

Haft fire cykler. Sådan post 20-års-alderen.

Været 17 gange på festival

Haft i alt omkring 7 telefoner (det er faktisk ret få)

Lært tre fremmedsprog, hvor det kun er engelsk, jeg taler bedre end gymnasieniveau

Fået en haglbøsse i fødselsdagsgave

Kastet en del op. For eksempel ved busstoppested ved Bellahøj, uden for Odense Banegård og i adskillige biler.

Erhvervet mig interiørting som fiskenet (direkte fra havet til vaskemaskinen), SF-valgplakat, redningskrans, udstoppet måge, spilleautomat, robot, birketræ og syv designerstole

Krydset grænsen til Nepal på ladet af en bil med historier om afhuggede hænder, maoistflag og Elton John for fuld skrue

Lært at drikke tonic. Og kaffe. Og næste rødvin.

Fundet sygt mange kantareller

Købt et par bukser til over det dobbelte af min husleje

Haft petroleumsovn. Og sodskade.

Vundet sygt mange quizzer

Og aldrig rigtig gået hjem