Føreren proklamerer ret hurtigt noget med “min mand”. Så var der ligesom ikke mere tvivl om det. Han havde også været til jobsamtale som jeg selv. For de ville nemlig gerne flytte fra Bryggen til Aarhus og stifte familie. Tilbage til det senere.

Ved siden af mig sidder en anden gut. Han er musiker. Han har ikke hørt, hvad føreren sagde om sin mand, men der går ikke længe, før jeg tænker, det måske kunne have været en åbning, hvis han havde. Altså for ham selv. Fordi han formodentlig selv havde samme præferencer.

Han laver Musik. Jeg har lidt glemt under hvilket navn. Men det var noget poppet og pudset og blødt. Som Timmy J. Eller SonnyBoy. Måske ikke det sidste. Han kalder sig freelance. Og så underviser han også lidt. Og venter på at få noget udgivet. Han er interesseret i, hvordan man egentlig gør med sådan en pressemeddelelse.

På passagersædet sidder en tredje gut. Af anden etnisk herkomst. Og helt sikkert ikke med de præferencer, som de to andre herrer har. Til gengæld ejer han det pizzasted, hvor føreren plejer at få take-out fra. Han vil også gerne til Aarhus.

Føreren og jeg snakker. Om arbejde. Om ægtefælle. Om tv-serier. Især Gift ved første blik og De uperfekte. Om at ville stifte familie, når man er to mænd. Om regbnbuebørn, og om jeg egentlig ved, hvad det er. Om et slags datingsite, hvor man kan finde en kvinde, der har lyst til at lægge krop til et barn og senere være en del af familien med to mænd. Regnbuefamilien. Om hvor inderligt svært, jeg synes, den slags dating må være, og at man skal dele værdier og kunne lide og stole på det menneske for evigt og altid. Mere end noget andet. Kan man det? Og så snakker vi om havfruebørn. Jeg fortæller om den her livspiskende blog, som måske er den, jeg ved mest fra. Udover den pige, jeg selv gik i skole med, der viste sig at være et sådan barn, endnu inden man havde et navn for det. Men det tæller vel ikke, når man ikke engang selv vidste det. Eller det gør det, men det gør ikke mig i stand til at kloge mig.
Det ved han ikke så meget om. Altså havfruebørn. Børn, der føler sig fanget i det forkerte køns krop i en meget tidlig alder. Men vi er enige om, at man tror på det. Hvis det da er noget, man overhovedet kan tillade sig at forbinde med tro.

Vi snakker om fodbold og homoer. Og musikeren vågner op. Sagde I Pan? Han finder anledningen til højt at sige, at han selv er homo. Passagersædet er stille. Det meste af vejen.

Føreren skal til Zanzibar og holde jul. Det lyder rart.

Vi slutter med ‘hav det godt’, ‘held og lykke’ og ‘jeg håber, I finder en rigtig god en at stifte familie med’. Da jeg kommer hjem får en sms med tak for tippet om De uperfekte. Han har allerede set tre afsnit.

Så er jeg såmænd i Alperne. Oh yes. Og startede flot med en tur på afterskiing. Bare uden skiing. Med chartreuse og citronsnaps, bekendelser, scenedans ungrejs-style, en hund på baren og whatnot. Og vågnede…lad os bare sige…efter de første to serverede måltider i går. Men bonding skal der til. Uden pis.

Men jeg tog revanche i dag og troppede op til stroppetur med guiderne kl. 7.30 i morges. Iført skiundertøj og AirMax. Var overmodig og ville ikke stå tilbage, så satte i rask løb. Det gik opad. Meget. Og ilt er ikke noget, vi gør i. Så jeg døde et sted undervejs. Sådan på den rigtig flotte måde.

Alpe d’Huez er i øvrigt pæn og fin og med smukt vattæppe af skyer for fødderne. Og med danske flag og “Rolf er ren” hele vejen opad bjerget. Og lukket. Komplet lukket. Undtagen natklubberne, that is.

Lifterne holder stille, og alle guider står og kigger og drømmende på dem, mens de lærer om førstehjælp og får profileret sig selv som dominerende, social eller idémager. Eller måske bare UngRejse-partyguide, pæn pige med et yolo-sabbatår inden studierne, nørd med vigtige opgaver to do, I-go-baggy og just-lovable.

Inden så længe kommer der også fuld drøn på skireporteren.dk. Der skal lige lidt mere kød på. Men det bliver godt. Det der kød.

Pigen ved siden af mig skulle til San Diego. På udveksling. Det lød rart. Jeg kunne kun fortælle overfladiske anekdote fra forårets USA-tur, hvor jeg var i LA, men ikke spor i San Diego. Kunne til gengæld fortælle en frygtelig masse om legater. Som viste sig kun at være til folk på kandidaten. Undskyld. Og kunne, som altid, referere til en masse blogs.

Ham på forsædet har jeg glemt. Lidt. Han var vist blevet fyret fra sin job på en margarinefabrik. Det lyder som om, jeg har læst en Ander And-blad, men tror faktisk, det er rigtigt. Det var ikke så spændende. Og jo også lidt synd for passagersædet.

Føreren var en frygtelig rar Åse. Og hun var sygeplejerske. På en boreplatform. Jeg var straks meget interesseret. Det er dragende på den der måde, hvor jeg stadig forestiller mig boreplatformen som en gigantisk betonkoral ude i havet, hvor nogen arbejder, hvis de ikke flader ud over kanten eller går i stykker af noget olieboring. Sådan var det vist også lidt. Hun fortalte om bakterieepidemier, maste fingre, forskellen i sikkerhedsvurdering, alt efter om man limede eller syede, og dettes betydning for at vinde næste udbud, om broer på tværs og helikopter på arbejde og om at være eneste kvinde og den evindelige støj og det fantastiske mad og om at bo i containere og undervise i hygiejne og sikkerhed.

Jeg spurgte, om jeg ikke måtte komme med. Og skrive en historie. Fra et lukket samfund i havet. På  alt andet end øde ø-måden.  Det måtte jeg gerne. Men man skulle have et kursus til 16.000 kr., hvor man blandt andet skulle præstere at gøre sig fri af selen og trykke vinduet ud i en simuleret druknesituation.

Det havde margarinemanden. Overraskende nok.

Jeg vil stadig gerne. Mærsk, are you listening?

Kan man egentlig godt indkalde nogen til kl. 12.30 uden at fodre dem?
Når nogen har siddet 3,5 timer i et tog fra Kbh? Som faktisk var i en familievogn med hylende Camille, hoppende Ellen, på-gulvet-kravlende Astrid og snottende Carl, fordi nogen havde glemt at bestille plads?
Og når nogen var til det der quiz i går? Og ikke vidste, hvor suez-kanalen lå? Eller Wolverines oprindelige suit? Men havde en flaske gin fra sidst, der skulle indløses? Og læste op af Tidens Kvinder med Don Carnage-stemme? Og måske kom lidt meget sent hjem?
Og faktisk er pænt meget ved at falde i søvn på den meget iøjnefaldende måde nu?

På hovedbanen skæver vi lidt til hinanden. Alle tre. Skal I også med Jørgen?

Ventetid.

Så kommer den. Et rødt folkebogsrugbrød. VW af den gamle skole.

Nå, men hej, og ind med jer. Vi skal alle sidde på det lille bagsæde til højre for vasken og køkkenskabet med næsen i køreretningen. Sammen med en kasse juleøl.

For foran skal kammeraten, vi skal hente på Christianshavn, sidde.

Vi skiftes til at læne os tilbage. For ikke alle kan have skulderne ved siden af hinanden samtidig.

Vi er nogle, der har fået et enkelt glas i går. Og er lidt trætte. Men Jørgen har travlt. Han skal høre, hvad vi vil med livet. Og sådan i den dur. Så det fortæller vi. Eller forsøger.

Selv har Jørgen lejet sin lejlighed ud og skal bo i VW’en. Der er både køleskab og vask. Og så skal han ellers bare køre rundt. Med bare fødder, bedekæde i vinduet og Pink Floyd i anlægget. Nøjagtig som nu.

Måske tale lidt om girafsprog. Som vi også gør.

Jørgen og hans kammera er på vej til Trend. De skal til soldans. Jørgen er nemlig meget interesseret i primitive folkeslag og kulturer.

Det er ikke soldans, sådan helt som indianerne gjorde det. Men der er et stor birketræ i midten, og så danser man tre kvarter hver time, hvor man kaster sig ind mod birketræet. Man bliver helt udmattet, for man faster også indtil solnedgang. Og så er der gilde. Det handler om at få ny energi.

Det er der, Jørgen og kammeraten har mødt hinanden. Der kommer 80-90 mennesker.

Jeg har lyst til at tage med og sidde i et træ og kigge. Men det kan jeg ikke. Jeg har andre planer.

Vi stopper inden færgen og får en is. Jørgen giver.

Da vi kører ud fra færgen, skal min ene sidemand, Aage på 37, give et nummer. Han er pædagogmedhjælper og musiker. Åbenbart også lidt kendt, viser det sig. Med bandet Yellowish. Aage spiller og synger på livet løs inde i den røde VW. Så meget, at vi kører forbi ham, der skal hente mig ved færgen.

Åh gru. Jamen, er jeg så en useriøs blog? Der kun snakker om buslinjer og vaskemaskiner? Ikke tager verdens brændpunkter alvorligt?

Men ville faktisk mest bare sige, at jeg virkelig har haft det sjovt over den her, selvom jeg (formodentlig) slet ikke er målgruppen. Eller måske er jeg. For jeg er ung. 9 dage endnu. Yes. Jeg er målgruppen. Den er sjov.

ni vaske kørt

ni gange slået op i manual med lige stor entusiasme hver gang

en diskussion om skyllemiddel vs. ikke skyllemiddel

to ting overhovedet ikke rene

en grøn strømpe hverken ren eller med elastik længere

en kompet ligeglad og næsten evigglad ejer af vaskemaskine

to timers installation af opvaskemaskine

en gang hiven opvakser ud

nul gange i stand til at skubbe den ind igen

en og en halv gange opvask kørt

en halv opvask kørt uden vand

et tomt køkkenbord for første gang i fire år

to gange rent sengetøj

nul gange rent sengetøj efter svedesvinet har brugt det
nu: kaffe, betale regninger og finde slumretæppe

Var retur fra Northside.

Og der var stille. Helt stille.