…at man godt kan leve af löjrom, tartar og skaldyrstårne så store, at man burde skamme sig.

…at det er bedst at udstyre sig med guldknapsblazere og bare fødder i ruskindssko, hvis man vil være med i hulen.

…at en jakkesætsklud i lyserød og hvid kan ligne en mortadella utroligt meget.

…at nogen godt kan komme til at tro, at en gås bare er en stor and.

….at de salte bilar kommer i for små poser.

…at 120 kr. for en øl er ok, så længe der er en opvarmet terrasse med.

…at kærester, der slippes løs i italienerbutikker, kommer tilbage i svenskerhabitter og pastelskjorter som var vi i gang med en kostskolefilm med friserede typer med onde planer.

…at man gerne spiser middag i en jagtstue med overhængende fare for udstoppet elg-nedslag på spisebordet – og hvor ingen rigtig tager sig af, om kongeørnen i hjørnet er kommet til at nuppe et par hagl.

…at gå ned i postkassen på Istedgade søndag aften med en masse invitationer og putte dem i for derefter at opdage, at hele den ene side på postkassen er ødelagt og kan vrides op, hvilket fører til en beslutning om at vriste hånden ind gennem siden af postkassen og rage mine breve tilbage, hvilket igen får en suspekt udseende herre til at liste hen til mig og sige “Be carefule…it’s not safe”. Hurra for Istedgade og deres alternative narkokurérmetoder.

…at starte mandagen med en hovedpine, der bliver værre og værre i løbet af dagen og fører til en taxatur mod Amager Akutafdeling, en vandret position i et venteværelse, hvor en slikautomat står og hyler, et besøg hos fynsk forvokset dreng af en læge, der er meget skeptisk over for, at jeg kan mærke mit eget blodsukker, et temmelig sløret apoteksbesøg, en meget presset taxatur hjem med en gut, der lige skal i slagteren og hente en lammeryg først, og ikke mindst to en halv dage med følelsen af en skruetvinge om hjernen og en hel del mindre mavesyre i behold.

(så hvis her er lidt stille, er det, fordi jeg prøver at få løsnes skruetvingen)

pic: @coloursam

at jeg forsøgte mig med nemlig.com. Skidesmart. Bestilte op og ned ad stolper i ikke-så-mange-kulhydrater-kategorien og planlagde og undgik fristelser. Og så kvitterede for min indsats med en gratis plade Marabou.

at jeg kom til at tænke på, at jeg faktisk ikke er sådan en, der går og venter på sommer. Men lige i et splitsekund i dag, da solen skinnede, og jeg cyklede og kom i tanke om rosé og sene aftener og parker og kanalrundfarter, så fandt jeg ud af, at det da egentlig måske var lidt løgn

at jeg har sendt min iPhone 6 til reparation og har fået en 4S som midlertidig erstatning. Jeg har – efter en time – allerede ondt i armen og lange løg af at vente på den.

først og fremmest lige harceleret pænt meget over, at triviatirsdag ikke blev udgivet i morges, som jeg havde planlagt. Eller troet jeg havde planlagt.

fundet det hus på Vesterbrogade, hvor Lenin boede i en måned i 1910.

muligvist sat et af de der “der står en besynderlig person i alt for meget tøj og betragter vores hus på mistænkelig vis”-Facebookopslag i gang

grinet af Morten Messerschmidt på podcast og irriteret mig lidt over, hvordan man kan være så uenig med manden, når han alligevel virker så fornuftig i Monopolet

hørt min kæreste sige gracias til en fransk tjener. To gange.

researchet en halv dag på hemmelige steder i København, Oslo, Stockholm og Helsinki. Er I klar over, hvor svært det er at finde ud af, om du rent faktisk er stødt på noget hemmeligt på finsk?

lige slugt yderligere tre afsnit f House of Cards råt.

haft min mor på Skype på sin nye smartphone. Både i frø- og fugleperspektiv og med finger væk fra og for mikrofonen.

afværget en plausibel mindre katastrofe ved at stoppe min kæreste i at skrue vandrørene fra hinanden under vasken og i stedet fundet viceværtens nummer frem.

konstateret, at jeg har købt prævisne påskeliljer. Grønne fingre, not so much. (Ikke dem på billedet – det var første runde).

sammen med kollega været helt oppe at køre over, hvor fedt e-mail egentlig er. Og følt mig lidt gammel.

X-Factors stylist

hvordan to mennesker kan blive ved med at producere så meget vasketøj og opvask

undervandsrugby

hvordan restauranter med den konkurrence, der er i København, kan tillade sig at være så sarte over deres kreationer, at man ikke må bede om at undvære særlige elementer, med mindre man da har allergi

hvordan det kan være så svært at bowle, når det er så let at forstå, hvad man skal

dansk superligafodbold i øjeblikket

de der gravidbilleder, hvor kun maven er bar

blomkålspizzabund

Formel 1

russisk salat

at vi åbenbart skal til at have stropkjoler uden på bluser….igen.

pic: lånt fra irisogbirk.wordpress.com

Selvklippet pandehår og septumpiercing ser ud til at være minimumskrav for at komme ind på en kreativ uddannelse. Eller kalder sig selv selvstændig kunstner. Eller bare hænge ud med nogle kreative typer.

Badetøfler, hiphopbukser og nylonpelse i mønstre fra dyr, der muligvis kun findes i nærheden af Tjernobyl, hjælper også på den sociale accept.

Den sociale accept er selvfølgelig bare noget, jeg har fundet på, for her er alle enestående, selvstændige lige individer, der ikke dømmer hinanden på overfladiske værdier.

Jeg ved nu, hvem det er, Vibskov sælger sit tøj til.

Skal du have sort på, skal det være i rigtig rigtig mange lag. Og helst i mange materialer. Og det skal være uformeligt. Med for eksempel helt tynde ben og 400 lag på overkroppen, så man lidt ligner en pindis. En sort pindis.

Strygejern i snor og plasticposer inden i plasictposer er også værker. På landets førende udstilling. Jeg er rummelig, men ikke så rummelig.

Du bliver nødt til at tage det med ophøjet ro og ikke flygte ud af butikken med dit middelmådige outfit flagrende efter dig, når nogen kommer helt hen til dig og hvisker “Jeg havde engang to undulater. Birte og Birger. Det er egentlig sjovt med kønsdiskriminationen i dag. Du er person nr. 1”.

Når jeg engang imellem, fx på Northside, har været en smule (dobbeltmoralsk) nedladende i forhold til provinspiger og trekantstørklæder, så ved jeg nu, hvordan den kreative septumpiercingklasse har det med mig.

— > Når alt det er sagt, så er det jo bare et uddrag af virkeligheden. Vinklet and all. Gå ind og se udstillingen. Og se Maria Bruun og Anne Dorthe Vesters fantastiske soloudstilling, FRAGMENT. Gør det.