En veninde kom med denne overvejelse den anden dag:
Hvorfor bruger man ikke altid bare Panodil Zapp, når der er det samme i, men de er hurtigere end almindelig Panodil?
Og ja, hvorfor gør man egentlig ikke bare det?
Først læste jeg mig frem til, at man anbefaler Zapp til akutte smerter og almindelig Panodil til kroniske lidelser. Jeg spurgte så en dame, der kalder sig Regulatory Affairs Associate (aha!) hos noget, der hedder GSK. En Panodildame, for short. Hun sagde det samme og uddybede med, at man jo ved kroniske smerter ikke havde lige så akut behov for smertelindring – derfor anbefalede man i de tilfælde almindelige Panodil. Og så var der en tilføjelse: Zapp indeholder natrium, og man skal derfor være forsigtig over for folk med for eksempel hjertesygdom eller på saltfattig kur.
Jeg var stadig lidt puzzled. Ud over det med natrium virker det jo som om, at Zapp altid ville give mere mening at tage. Men svaret lyder lidt som om, man kun bør tage det, hvis det virkelig er akut. Fordi det er mere usundt…eller hvad?
Jeg prøvede at spørge igen.
“Det er altid en afvejning af behov og patientgruppe. Vores anbefaling af, hvornår Panodil Zapp og Panodil 500 mg bør anvendes, er ud fra en overordnet betragtning,” fik jeg så at vide, og “patienter med kroniske smerte vil ofte være ældre og have andre lidelser, som gør, at et øget natrium indtag ikke er ønskværdigt.”
Aha. Blev jeg klogere? Lidt, måske. Der var i hvert fald en grund til, at de almindelige stadig fandtes. Til folk, der ikke bør få natrium. Men den generelle sondring mellem kronisk og akut forstår jeg ikke. Og generelt lyder det jo til, at de almindelige nu burde være et marginaliseret produkt, men det er ikke mit indtryk.
Nogen, der er kloge på det smertelindringsverdenen?
Og husk nu ALTID at vurdere det i samråd med din læge, som jeg også fik pointeret. Yes yes.
