Som 18-årig kom min kæreste med en hjemmeplukket vintergæk, og jeg kvitterede med en halv liter cola og en ti-pakke-Prince Light. Oh yes.

I morgen har jeg købt et glas Johan Bülow Love-kugler. Og ædt dem. Alene. I dag.

at se flere opdateringer af unger i kostumer – på nær de to popcornkasser, der kom gående på Østerbrogade i går, eller min venindes ikke-engang-toårige, der nailede den som Starbucks-kop

at langt over 90 procent af ovenstående kreamoms mener, deres unger skal til fastAlavn

at lydniveauet altid skal skrues helt op i reklamerne

at klokken allerede er halv syv

at forholde mig til en Vesterbro-brunchkoks dilemma mellem ikke at måtte give overskudsmad væk, og at de hjemløse allegedly sagsøger ham for madforgiftning, hvis han gør det, mens jeg står der med tømmermænd og læsser brownies, pandekager og i-landsproblemer op på tallerkenen (ja, jeg er et dårligt menneske…især om morgenen og med tømmermænd)

at det er søndag i morgen og dermed mandag i overmorgen

pic: pinterest

halsede rundt ude i Tingbjerg med leggings indenunder shortsene og brændte en målchance klokken psykopat i forgårs aftes

lignede en, der var ved at smugle tre flasker spiritus gennem tolden ved at gemme dem godt af vejen so to speak i skøjtehallen på Østerbro i går

cyklede langs søerne og kom til at grine alt for højt, fordi Søren Rasted grinede i konens høretelefoner i forgårs

gik og tog billeder af et nøglehul med en telefon i går for at teste noget mobilobjektivhalløj, men så kom i tanke om, at det måske virkede mistænkeligt at tage billeder af nøglehuller for derefter at komme til at se helt vanvittigt mistænksomt ud

lå på sofaen i går aftes og tæskede karameller og cola i spiserøret og en computer i skødet i en grad, hvor Gilbert Grape’s mor ville bede hende skrue en anelse ned

…så bed hende lige om spænde hjelmen! Eller stik hende en Twix.

Udgav mig for at være min far for at skrive til en amerikansk senator, der er oldebarn af min tipoldefars tjener på Jomfruøerne.

Blev strengt irettesat af min far, hver gang jeg kom til at sige, at han var min tipoldefars slave.

Konstaterede, at min gode hukommelse og mine fysikrapporter fra 7. klasse kom mig til gode i Hvem vil være millionær, der havde et spørgsmål om, hvilken planet månen Titan tilhørte. Altså bortset fra, at jeg jo ikke var i studiet og kunne vinde penge. Så deeeet’.

Hilste på gammel gymnasiekammerat, som jeg ikke har set i ti år med ‘hej jødesvin’. All love. Promise.

Grinede meget af, at anden gymnasiekammerat havde dikteret til sin kæreste, at hun måtte beslutte sig, om hun nu ville være ‘makeup-artis eller advokat’.

Gled i noget vand og var tre cm fra at lande i skødet på fremmed mand.

Spiste sygt meget brunsviger. Med flødeskum.

Fik hunden til at gå amok ved at bruge sodastream. I det mindste ved man da så, der er liv i det lille pensionistkræ, der pendler mellem min fars seng, madskålen og sin kurv.

Undrede mig over, da jeg læste Billed-Bladet, at ingen er gået grassat over, at Mary og Frederiks hund løber frit ved siden af Christianiacyklen.

Kastede op på Aalborgs spritnye kunstmuseum. Bebrejder Gadens smølfeshots. Ramte dog heldigvis ikke noget af de 317 ton nye marmor.

Jeg er født og opvokset i Nordjylland, og jeg har fandenfuckme ingen fine fornemmelser.

Men. Jeg er nu – i dette øjeblik – indhentet af fortiden. På en måde jeg simpelthen ikke troede var mulig efter 14 år. Og en lille smule træt. Bare lidt. Med en nærmest spirituel indsigt i, hvorfor jeg ikke residerer fast i Reservatet.

Dette er, hvad der foregår i dette øjeblik:

Jeg sidder på en busterminal. Alene. Fuldstændigt omgivet af mørke. På nær et lysstofrør, som jeg ikke forestiller mig er skiftet, siden jeg var her sidst engang i 3.g.

Jeg venter.

Forud for nu er gået en time. I en bus. Og omkring 435 stop. På en rute på 34 km. Med seks andre passagerer. En sover og klamrer sig til en McDonald’s-pose. En anden snakker engelsk. Han er tørstig. To piger taler om deres ponyer.

Endnu før det konstaterede jeg, at alt er, som det altid har været. Hæveautomaten virkede ikke, og nej, der er stadig ikke mulighed for at betale med andet end kontanter. Jo, Rejsekort. Men altså. I det mindste er der kommet MobilePay til siden sidst, og det redder min røv, der har været en tur i Gaden for første gang i noget, der ligner 15 år. Hep hep til smølfeshots og ting, der koster 40 kroner.

For kort tid siden ringede jeg. Til nogle taxafirmaer. De har samme nummer som dengang. Halv syv og ti i ni. Det er sådan, man husker dem. De henviste til hinanden og et mobilnummeret. På mobilen svarer Tina.

“Jeg vil gerne bestille en taxa fra busterminalen,” forklarer jeg.

“Øj okay,” siger hun tøvende og overrasket. “Altså er du der nu?”

“Ja…,” siger jeg.

“Nå…men der går i hvert fald en halv time.”

Så her er jeg. 80 kroners busbillet fattigere og fem kvarter af mit liv fattigere. Det er en lille pris for et gensyn med fortiden og Gaden. Men det er ikke savnet.

Så nu er jeg bare her. Og venter på Tina, der skal fragte mig de sidste 8 km for et startgebyr på 95 kroner, og hvad der så ellers tikker ind i oven i.

Skål. Jeg elsker Udkantsdanmark. Med hele hjertet. Men I gør det sgu ikke let.

Anden mulig konklusion: I’m too old for this shit.

Okay, okay, i anledningen af, at det er søndag, så kommer der sgu lidt fra lænestolen. Det er lidt langt. Schlap af. Men det er til gengæld fuldstændig umiddelbare og ucensurerede tanker.

Helle Helle: Rester og Hvis det er

Nogen sagde, at den måde, jeg skrev på (måske ikke så meget lige her) mindede om Helle Helle. Okay, det var faktisk min mor. Som er dansklærer. Så hun kylede en novellesamling og en bog efter mig, for sjovt nok er det eneste Helle Helle, jeg nogensinde har læst, ‘Fasaner’. Som så også er i netop ‘Rester’. Nå, men jeg åd dem råt. Det er fastholdende, let, mystisk og uforløst. Er man til den slags, der afkræver en forklaring, så er det en don’t. Kan man bare godt lide de enkel mærkelige hverdagshistorier, der plumper ned midt i et eller andet, man alligevel føler, man kan kende og ikke kan lægge fra sig, så er det en do.
(Se venligst lige bort fra, at man måske på billedet kan fornemme, at dette er en bog, som burde have været afleveret tilbage et sted. Iggås)

Louise Zeuthen: Krukke – biografi om Suzanna Brøgger

Brøgger er jo ikke min tids fænomen. Men alligevel sådan en, der står der et eller andet sted for enden af baren eller middagsbordet eller hæve-sænke-bordet med sin turban og sorte øjne og lurer lidt på mig og min generation og synes, vi er lidt vattede og intetsigende og forsigtige og kedelige. Tænker jeg. Og så er hun jo en institution. Men jeg følte ikke rigtig, at jeg kendte historien. Og slet ikke den samtidige historie. For mig var Brøgger lige så meget noget, jeg skrev studentereksamensstil i. Så jeg hæsblæste igennem alle 450 sider om den magiske, fascinerende, uforståelige, mystiske og også uidentificerbare kvinde. Der var tempo på, og der var flere gange, hvor jeg glad for, at jeg læste på dansk i et land uden ret mange danskere, for der var edderbroderme også smæk på virkeligheden og detaljerne og ikke mindst den saftige af slagsen. Min kæreste spurgte, hvad min bog handlede om, og jeg kunne høre mig selv tale i en lind strøm om vanvittige mødre, seksualitet, ligestilling, sekt, performance, iscenesættelse, fordømmelse og noget med at skue tilbage på sig selv. Det var dødspændende. Og grænseoverskridende. Og lærerigt. Og trist og fantastisk på samme tid. Og sindssygt svært ikke at bekloge sig på med alt for nutidige og tilbageskuende briller. Netop som det er så let for mig og min generation. Måske.

Maren Uthaug: Og sådan blev det

Jeg var til foredrag med Maren engang for måske mere end et år siden. Jeg købte hendes roman, og hun tegnede en lille pindedame med en pistol og et hjerte. Jeg er vild med Marens tegninger og humor og blog, men var ret sikker på, at bogen ikke var noget for mig. Nu fik jeg den læst. Og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket. Jeg ligger ikke på gulvet i fire dage med grammofonen tændt og Steppeulvene i baggrunden og funderer over livet eller en plet i loftet, men jeg var mere end godt underholdt og glædede mig over det lette og flydende og naturlige sprog og fremdriften i bogen. Og så havde jeg ikke, i hvert fald ikke sådan lige med det samme, forudset handlingen. Den er klart uden for min normale genrevalg, men den røg lige indenbords på nogle timer.

En ny iPhone-skærm, efter jeg første aften tabte den ud af baglommen og ned på stengulvet.

Et par Ray-Bans, efter at jeg havde dem siddende i lommen, tabte dem, opdagede det halvandet minut senere og derefter bandede alle grådige lorteturister og/eller griske kulørte kraniumsælgere langt væk.

En ny piercing. Troede jeg. Eftersom min ungdomstalisman af en læbegennemboring voksede sammen på fire timer efter en fodboldkamp, troede jeg også, det var slut med denne, da jeg måtte tage den ud i 14 dage. Men hey, der er åbenbart forskel på valg af placering. Hurra for det.

En meget rar top fra Samsøe. Den er nu væsentligt mindre rar. Min gamle klassekammerat, nemlig hende her, hvor jeg købte, sagde godt nok noget om at (ikke) at vaske den, nu hvor jeg tænker over det. Men. Ja.

En meget fin blå nederdel. En af de meget få nederdele, jeg ejer. Der stod godt nok inden i, at man ikke måtte vaske den. Men hvad fanden, det var viscose og noget andet, og der stod ‘shrinkage max 2 %’. Nu glæder jeg mig til, at lyseblå nederdele, hvor foret hænger udenfor, bliver in i børneverdenen. For så passer den nok min snart treårige niece.

Ansigtet. Et par gange. Når jeg skulle finde skolespansk frem. Når jeg skulle fortælle om, hvor koldt det var i Danmark, og folkene, man talte med, så kom fra Iowa/Winnipeg/andre steder med langt over 400% mere sne end i Danmark.

Selvrespekt. Når der konsekvent røg to af caipirinhaer på bordet, kun på grund af af nogens hårfarve. Når andre bestilte mariachi-sang til bordet.

Lysten til guacamole. Bare i en rum tid.

Pæne lægge uden myggestik.

En tyver til en dåse Jakabov til en af de mange mange hunde, der holdt os med selskab.

Tålmodigheden over for Sudoku (no can do!).

Min genvundne dykkerjomfruelighed efter syv år. I speedbåden på vej ud kom jeg først i tanke om det der med, at man skulle huske at udligne trykket under vandet. Det var muligvis ikke en særlig forsvarlig manøvre. Men det lykkedes, og der var rokker, skilder, hummere og yndlingskuglefisk.