De sidste par dage har jeg været i Tallinn og blandt andet besøgt et forladt fængsel og et forladt skibsværft. Blandt ting jeg kunne konkludere var

at der findes et hotel med værelser, hvor ingen kan finde ud af at slukke den ene lampe, og hvor kun hveranden stikkontakt duer (altid fedt)

at hoteller bare ikke kan lave en god morgenmad – i hvert fald ikke dem, der også kan betales

at jeg fandt dem mere grænseoverskridende at vade rundt i gamle bøger og dokumenter fra et arkiv, der bare væltede rundt på jorden, end jeg gjorde at være i et gammelt, uhyggeligt fængsel med store jerndøre, mørke celler og gamle pipetter og andet skrækfilmsagtigt

at man skal booke sæde A, hvis man flyver i sådan et lille miniputfly med 17 rækker og 3 sæder, for så sidder man helt alene

at hindbærgranité på flydende nitrogen åbenbart er sådan en smagsløgsrenser

at man skal huske at tjekke, hvem folk er, før man for eksempel udtaler sig om…let’s say…bloggere

at svenske bloggere i øvrigt ikke har det det mindste dårligt med at pose med smalle øje og skarpe kindben lige midt i førnævnte bøger

at man godt kunne sætte kursen mod Tallinn en dag, man havde tid, for der var usædvanligt mange listige knejper i kælderrum rundt omkring i byen (så jeg tilfældigvis…da jeg fór vild på vej tilbage til hotellet)

En app, der kan styre playlister, når man holder fester. En form for third party-app, hvor folk kan tilføje numre, men kun en kan administrere rækkefølge eller slette.

En for form for regnbuksechaps. Altså chaps som i sådan nogle, cowboydere spænder uden om jeans (eller Christina Aguilera spænder uden om ingenting). De ser sådan her ud. Men bare i regntøj, så man ikke behøver trække regntøj, men bare lige kan spænde dem om og dække lårene, når man cykler.

En app, hvor man kan låne ting af hinanden, når man skal bruge det. En fiskestang. En sav. En blender. Måske findes det?

…at ens tænder nogle gange føles som om, de er ved at falde ud – altså det buzzer sådan ekstra meget i dem? Jeg bliver sgu altid lidt bekymret.

…når den cyklist, man lige har overhalet, partout skal op foran en og over på den anden side af fodgængerfeltet ved rødt lys?

…når man virkelig hader, at noget, man har forudset, sker? Altså bare fordi det er så dødirriterende at vide, at nogen ville sige noget bestemt eller gøre et eller andet. Bliver helt arrig over at skrive det.

…når man bruger fire uger på at male en lillebitte væg, og når man så tager malertapen af, har den enten ikke siddet helt rigtigt, så man skal til at rette op, eller også sidder den fast i malingen, så man får sådan en flot bølget kant? Jeg savner svampemalingsdagene. Det var lettere. Alting var lettere i 80’erne (kan jeg jo overhovedet ikke huske, men det virkede som det rigtige at sige)

…at nogen mennesker bare gerne vil høres…af en lærer eller en chef…selvom de er 40+?

…når Katten Mia er med på dørskiltet?

Træt og travl. Det har jeg været det sidste stykke tid. Men jeg har også

været til verdens allerbedste mest fantastiske bryllup, hvor jeg på ingen måde nåede at opdage, at klokken blev 7, og hvor jeg røg lige tilpas, drak lige tilpas (løgn: for meget), krammede lige tilpas, snakkede lige tilpas, dansede lige tilpas (grimt) og havde det fuldstændig vanvittigt langt over tilpas

siddet på trappetrinnet foran min lejlighedsdør og spist McDonald’s

haft psykomange tømmermænd og forsøgt at dulme dem med Knorrs færdig-Carbonara

købt et messingdørskilt, som jeg altid godt har kunnet tænke mig, men også altid har tænkt var lige rigeligt borgerligt (men jeg elsker det…hemmeligt)

erhvervet mig verdens største Bülow-glas…og ædt dem

fået lavet vipper og derefter haft sygt lyst til at voldklø mine øjne (og har åbenbart også lige gjort det, eftersom der nu lå tre vipper på min computer)

bestilt en rejse

fået snaps fra et glad brudepar (altså ikke snaps som i sprit, vel, men snaps som i det, de unge vil have)

talt i telefon med en belgier, der ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde, selvom jeg kun havde sagt mit navn

endelig haft anledning til at bruge min uniformsjakke til Histories (som i bladet) 2. verdenskrigsfredagsbar

skudt min første and

Om natten var den en dingo ved siden af mit telt. På det er jeg sikker. Mon ikke, det var dåsemaden, der tiltrak. I det mindst åd den ikke min baby.

Men denne dag for syv år siden var jeg på vej. På verdens største sandø. På vej mod færgen og tilbage. Vi var fire mand i en firhjulstrækker. Og mens dækkene vred sandet op ad strandbredden, tog vi først en god beslutning og dernæst en dårlig.

Radioen var tændt, og det var det, der ansporede til den gode beslutning. For den 4. november 2008 fortalte de i radioen, at Barack Obama nu havde vundet præsidentvalget. Uden ret meget reel fornemmelse for, hvad det egentlig ville betyde og ikke betyde og måske især betyde for os, så var vi helt sikre på, at vi måtte markere det. Den første sorte præsident. I det mindste måtte man huske, hvad man lavede i netop dér øjeblik. Så vi stoppede bilen, fandt nogle papkrus frem og skålede i noget, jeg husker som hvidvin. Lige der i vandkanten. Ønskede hinanden en form for tillykke og grinede lidt forsigtigt.

Vores lille stop gjorde, at vi havde lidt travlt. Fra verdens største sandø, Fraser Island, går kun én færge om dagen. Og den skulle vi med. Om tyve minutter eller noget i den stil. Vi satte os ind i bilen og fortsatte vores færd langs vandkanten. Det var nu, vi tog den dårlige beslutning.

Kort før færgelejet rager en stor bunke grene, måske i virkeligheden et væltet træ, ud over stranden og et godt stykke ud i vandet. Vi når ikke at analysere og diskutere ret meget, før nogen har taget en beslutning om, at vi ikke tør køre ud i vandet og tilsøle lejebilen i saltvand og måske i virkeligheden blive fanget af en strøm og ført til Samoa. For hvem ved.

I stedet kører vi inden om det væltede træ. Direkte ned i et cirka meterdybt hul. Og sidder fast. Ubehjælpeligt.

Så meget for Obama. Så meget for et historisk øjeblik. Så meget for selvrisiko. Det var der, jeg var for syv år siden.

PS. På en eller anden sindssyg måde fik vi, med hjælp, flået bilen op ad hullet, hvorved hele understellet blev godt og grundigt sat på prøven. Vi nåede færgen. Og en regning på en del tusinder.

stands

splinterny

sangerinde

morsom

fæl

ækel

mylder

–  Der var ingen morgenmad i køleskabet i morgen

+ Det gav mig anledningen til at købe en snegl

–  Vi tabte vores fodboldkamp i dag

+ Jeg scorede

–  Det ene TV er bagud i forhold til det andet, så jeg kunne høre målene, fem sekunder før de fandt sted*

+ Brøndby vandt, så who cares

– Al osten på toppen af lasagnen havde lavet et stift tag og lignede lidt en drømmekage i stedet

+ Der var lasagne. Med ost. Og bacon. Who cares.

– Der er chokolade, lakrids og chips i huset, og jeg skal skrues ned i en alt for stram kjole på lørdag

+ Der er chokolade, lakrids og chips i huset. Og jeg skal til fest på lørdag og være stiv. Who cares.

*Det giver nok kun mening, hvis jeg forklarer, at der er i stuen befinder sig to mennesker med to(!) tv’er. På det nederste ser de NFL og på det øverste ser de Brøndby…uden lyd. Så for at se Brøndby med lyd, så jeg det på tv i soveværelset…som altså havde forsinket signal. Yes.

Lige nu har jeg en lille fin R2-D2 på min watch list på eBay. Når jeg nu ikke synes, jeg kan bruge 15.000 på en storm trooper, så er det et godt alternativ.

På arbejde har vi fået en chokoladejulekalender. Kinder til mig. Ferrero til de andre. Yes. Jeg har selvfølgelig designet min med R2-D2. Gange to.

Og nu har jeg lige bestilt en lille Star Wars-kalender på Etsy. Lige her.

Og og og billedet er for øvrigt min, lettere ramponerede,
nøglering.

Det er sgu heldig, jeg allerede har en kæreste. Og at jeg ikke også har kat. Eller går til pigegarde.

…hvorfor herrecykler egentlig stadig har den der stang på tværs, og damecykler ikke har? Er det ikke et oldnordisk levn? Eller synes piger i nederdel stadig, det er optur? Men hvorfor laver vi så ikke bare herrecyklerne lige sådan? Er de mere robuste? Nogen, giv mig et svar.

…og hvorfor fanden det egentlig er, at vi ikke er kommet dertil, hvor fyre også har cykelkurv på cyklen? Altså de handler? Og laver mad? Hvorfor er det pludselig for piget at have en kurv? Det er jo sindssygt besværligt at cykle med 38 kilo madvarer på styret.

…hvorfor det er så svært at komme af med batterier?

…hvorfor nogle siger psykisk som SYGkisk med langtrukket tryk på første stavelse?