Eftersom jeg lige nu prøver at holde mig i live på Skanderborg oven på fem dages selvpinsler, er det svært at lave en yay og nay i et planlagt indlæg. Men jeg kan da prøve at gætte…og så føje til senere:

YAY

50 Cent

16 liter friskpresset appelsinjuice og vodka

Når man finder flere øl under teltdugen

Looping Louis

Skygge

At stå på bænkene foran Bøgescenen

Det øjeblik, hvor den første øl smager godt

Folk

NAY

Nattekulde og morgensol

Varme øl

Regn

Den første time på dagen, hvor jeg aldrig forventer at blive menneske igen

En eller anden douche, som har lagt an på en/trådt på en/skubbet til en i eller andet partytelt

Et eller andet band, som viste sig at være pivringe

Ikke at kunne sige noget

Folk

Sidste år på denne tid slog jeg mine folder på Testrup Højskole, hvor Line Knutzon styrtede rundt og fægtede med armene og storsvedte og råbte “VILDERE” og “NEJ, JEG KAN IKKE HOLDE HAM UD.”

Her lavede vi en øvelse, hvor forskellige forestillede folk i et gårdlaug kommunikerede med hinanden gennem sedler, de satte op i gården. Sedlerne var en reaktion på et opslag om at fjerne cykler fra skraldeområdet, men hvor barnevogne og kørestole kunne få lov at blive stående.

Jeg blev opfordret til at bruge min baggrund i det offentlige som inspiration og ud sprang kværulanten og paragrafrytteren Frank Toft:

“Til hvem, det måtte vedkomme

For så vidt angår skrivelse af 05-12-2012 opslået nærværende placering vedrørende borttagelse af cykler i forbindelse med renovation, herunder påstand om særlige hensyn til særligt bemidlet beboer med ekstra befordringsudstyr J. Henriksen samt bemærkning om placering af køretøjer til fragt af afkom samt køretøjer til fragt af ungdom, bemærkes følgende:

I henhold til vedtægter vedtaget med 2/3 stemmemajoritet ved stiftende generalforsamling 15. maj 1986 i gårdlauget Mågevej/Rørholdtvej anno 1986 ses der ikke anledning til at undtage beboere i gårdlaug Mågevej/Rørholdtvej anno 1986,  trods det faktum at de måtte besidde større udfordringer end øvrige medlemmer, fra generelle forpligtelser.

Undertegnede anmoder om, at dette tages i betragtning med formålet at undgå en diskrepansskabende konstellation mellem beboerne i gårdlaug Mågevej/Rørholdtvej 1986.

Frank Toft, 12, 2. Tv.”

Børn, der laver spytbobler (ADADAD)

Folk, især ældre, der stikker hovedet helt ind i ens computerskærm

Folk, der står for tæt på en

Onomatopoeitikon, fordi det er et fedt ord

Hvordan min mor formår at putte “hammer” som præfiks til alt: hammergrim, hammerstor, hammermærkelig, hammersjov

Hvordan den slags styrkemarkører overhovedet opstår. Altså kanon? Pondus? Sejt? Fedt? Hammer? Splitterravende? Splinter? Sygt? Vildt?

Om det virkelig er ok at få blodsprængninger i øjet som 30-årig af at kaste op af tømmermænd

Og går de væk igen

Hvornår Breaking Bad mon bliver sådan rigtig god

Hvornår verden egentlig er af lave

Jeg har tænkt over noget.

Hvordan mon den næste generation danser pardans?

Altså en ting er, at dans til nutidsmusik selvfølgelig ændrer sig løbende. Men jeg tænker mere på den her formelle courtesy-byd-op-dans, hvor “far bør danse med fru Nielsen”.

Lige nu er der en fin linje lige et sted omkring 45-55 år, meget afhængig af, hvor i landet man er, tænker jeg, hvor man går fra Dans A til Dans B i formella-dans.

Dans A er sådan vi primært formella-danser med hinanden: Man har fat i hinanden hænder, men ikke oppe omkring skulderen. Man slipper relativt ofte med en hånd for at danse væk og tilbage igen eller for at snurre rundt. Man slipper helst ikke med begge – med mindre man vil se en mand i panik.

Dans B er trafiktegnet. Altså kvindes højre hånd i mands venstre, relativt løftet. Kvindes venstre hånd i vandret stilling om skulder, mands højre i vandret stilling omkring lænd. Og så ellers de der 3-4 trin og drej og 3-4 trin og drej, som jeg aldrig helt har lært.

Gad vide, hvordan den næste dans er?

Og er den allerede på vej med dem på 15? Så sig det lige.

YAY

Rosé (ja, igen)

Cremant-rosé

At snakke om fyres scoretricks med fyre

Gut, der cykler forbi Kihoskh og råber “TABER” på det helt rigtige tidspunkt

Mand, der tager ni små gib-i-kroppen-tiltag til at hoppe fra cykelslangen og ned i kanalen, mens hans kæreste gør det tre gange

Optimus Prime

Gårdsladder

“Jeg har fire børn. Jeg betaler også til nogen af dem.”

“Kan vi ikke gå ud på græsset og sidde og drikke øl? Det gør man ikke i Sanderum.”

Isted-crawl

Thy-pilsner

En undersøgelse, der viser, at jo højere IQ, du har, jo senere går du i seng og står du op

At jeg har lavet en pakkeliste fra sidste års festival (det er SÅ struktureret!)

Beerpong

Stol med fatsuit

NAY

Gut, der spænder ben for mig hen over vejen og siger “Intet er tilfældigt!”

Gut, der kl 3 om natten vil diskutere Gaza på rimelig aggressive-aggresive maner

Tømmermænd i udgaven ni timer med 12 x barf

Falafel, når man har drukket 300 øl

At skulle pakke til festival med komplet utilregneligt vejr

Pimp-fights på gaden

Sved

Fra den 14. marts 2010, et sted på Stillehavet:

Her den anden dag fik jeg en ide. Det var en af den slags, som havde ligget og luret længe i en af de bagerste grå folder og alvorligt pressede på for at blive til virkelighed. Det ville være et af mit hidtidige livs største overspringshandlinger. Men det ville også være både begrundet og retfærdiggjort.

Jeg fik en nederdrægtig lyst til at udskyde alt, hvad der har med virkelighed at gøre, på ubestemt tid. Eller man kunne måske også sige, at jeg egentlig fik lyst til at tage fat på virkeligheden og udsætte alt det andet. Altså alt det, der er virkelighed derhjemme – økonomi, speciale, fremtid, bolig, beslutninger, job, stillingtagen. Glemme alt om formaliteter, konventioner og de ting, man burde, og i stedet fortsætte dette magiske sydhavske eventyr.
Nej, selvfølgelig er det ikke første gang, man har lyst til at skride fra institutionen Samfund og smutte over på rød stue til Frilandsbyggerne, dem, der tomler, sejler-tosserne, kollektiv-flipperne, Troels med 70’er-skjorten, Christiania-cyklerne, Thy-lejren, øko-hippierne, de fodformede, Carl-Mar og dem, der fletter hinandens hår.

Jo, det er da en floskel med den ubændelige trang til at lege Tavi fra Tonga, lade håret gro og rende rundt i underhylere resten af sin tid. Men floskel eller ej, lysten er reel nok. Og den melder sig jævnligt, når man er, hvor vi er nu: Blandt læderhudede langturssejlere, syngende lokale med udsmykkede kroppe og folk, der lever deres livsdrøm ud med et smil klistret til den forbrændte læbe – et smil, der indeholder tusind hemmeligheder og lige så mange håb og minder. Blandt enorme farvestrålende og gispende fisk på dækket, endnu større og endnu mere fantastiske dyr under dækket, liv, du aldrig før har set og mad, du aldrig før har smagt. Blandt solskin, stilhed og salighed. Blandt klichéer, ja uden tvivl, men klichéer bliver ikke til uden grund. Heller ikke på den anden side af jorden.

fotokunst fra luke lorimer

plakat fra made by thomas

bog af amalie lauland trudsø

Efter at have stået et par øls tid der på Northside og ventet på, at Röyksopp blev færdige med at kaste elektronisk lydvælling ud over folket, og på, at pigerne bag mig blev for fulde, trætte eller potentielt døve til at tale mere om, om kvinden på scenen mon var Robyn, og hvad de skulle næste lørdag,  kom Robyn. Rent faktisk. Med lys rød mullet, lige-under-knæet-gamacher, gigantiske plateausko, en form for uuoppustelig redningsvest og/eller sidde-på-bænken-trøje og ikke mindst en samtidig minimal og maksimal make-up med eyeliner-gone-wrong-tema. Cate Blanchett som Queen Elisabeth. Med mullet og redningsvest altså. På én gang alle de ting, man har forsøgt at undgå. Og så alligevel. Jeg har en veninde. Hun er Robyn. Hun var Robyn, før Robyn var Robyn. Hun tør være grim, så hun slet ikke er det. Hun tør være foran. Være først. Og det er tit grimt. I samtidig forstand. Jeg kan lide det.

Og uden at nå ud i en overvejelse om nutidens dyrkelse af skønhedsidealer og det smukke i, at vi alligevel elsker Robyn og synes, hun er lækker, fordi hun ikke er, stod jeg bare der og elskede det grimme på kommando. Og dem, der kan og tør. Meget ophøjet stemning lige i det øjeblik. Efter syv tusind fadøl.

YAY

Accelerationen fra 0 til 80 i Lynet i Fårup, hvor man tror, man kommer til at tisse lidt i bukserne, men mest bare griner

Når man finder skideflotte malerier to km. væk i det yderste af Udkantsdanmark

Hoppepude

Vesterhav med fralandsvind, blik og komplet rolighed

Lokal byfest, komplet med gamle venskaber, intriger og originaler

Tapas med en lille buzz

Rosé i drop

Det der vippelabyrintspil

Ryå Is

Herman Bang

At min fars gamle arvefjende kommer og spiller koncert to km. nede ad vejen

Gæster i min mors café, der snakker om “særlig perle”, “Blinkende lygter, bare med god mad”, “helt fantastisk” og “luksus”

Regn

Regn, der skal skovles væk med spande i bare fødder

Folk, der refererer til Buddha som “hun”

Lokalt bibliotek, der i en digital tsunami stadig formår at tiltrække børn til “find skurkene og heltene på bibilioteket og få et diplom”

Penny-blade fra 80’erne

Meget på-afveje-ramt sommerhus-indekat, der med nød og næppe overlevede vores terriers opdagelse af den

At man bruger naturen til turisme med skovlegepladser, bunkerbesøg, svampesamling og mountainbikeruter

Folk, der tror, at menukortet i caféen er en sang, de skal synge

Morcitater

Vandkamp

Hummerhaler

NAY

Halsbetændelse med kaktustilstand i etagen

Den nye “Orkanen” i Fårup (havde store forventninger)

Ekstremt overvægtige storfrådende storsvededende tætmasende turister i kø i Fårup

Mad, der ikke kommer

Visne ærteplanter

Ærter med orm i

Nordjyllands flottest beliggende galleri, som er komplet overset og totalt gået i stå

Når man indser, man ikke kan holde til at hoppe mere end ti gange på en trampolin og i øvrigt ingen tricks kan mere

Vesterhav med pålandsvind, brandmænd, alger, sten og grums

Byfest-burnout med ringe udsigt for egnens unge

Hvepse, tordenfluer, skidesure tørstige mariehøner,  guldsmede i sildestørrelse (for real!), flåter, kæmpesværmere og alle baskende, kravlende, stikkende krapyler

Ponyridning med lille dreng for enden af tovet, der aldrig nogensinde ville kunne holde fast i pony, hvis den besluttede sig for at skride ad helvede til

Folk, der klager over kø, mad, færge, politi, vej, vejr og Christiansborg

Når man effektivt undgår øjenkontakt med gammel klassekammerat i Faktakø for derefter at møde hende igen midt på P-pladsen og være tvunget ud i en gang sirlig charades

Gæster, der er sure, fordi de er nogle sure, trætte, bitre mennesker

Den der flue, der summer, hver gang man slukker natlampen

Børn, der larmer

Børn

Regn, der omdanner hus til flydende ø uden brugbare udgange, men med passager af grannåle, alger, kloak og vand i stedet

Strøm, der går otte gange i timen…sammen med router, telefon og dankortmaskine

Elektriske fluesmækkere

grundvandets følelser,

har vi glemt hvorfor

barnet der fortryder midt i konfirmationen

ender som morildens forældre endte –

i et sidste langt grineflip

der så foråret  skrue sig fast i stoffet

og sætte sig i bygninger og planters overflader

og langsomt æde sig ind til stammen

og sætte den sidste

begyndelse i gang

Fiktionsfredag blev forsinket. Dagen og donten druknede i ost og rejer, Vesterhav, gallerier og stilhed. Derfor bliver den forsinkede fiktionsfredag en tyvlånt sag. Fra Victor, som jeg mødte sidste år på Testrup Højskole, og som skriver nogle små skrøbelige bomstærke sager lige her.