Var retur fra Northside.

Og der var stille. Helt stille.

On a more serious note:

Jeg er lidt to personer. Altså hvem er ikke det. Men nu tænker jeg på noget specifikt.

Jeg er rejsesvinet. Ud i verden. Prøve. Kaste ud. Smægte sig i “uh hvor har du også prøvet meget” og “du er også modig”. Nyt. Skævt. Hvad kan vi finde på? Ud med tryghed, ud med det kendte. Sådan er jeg. Af sti af sted (nej, det er der ingen, der siger mere). Her-er-din-Mercedes-job i USA, her-er-din-silo-med-regnvand-frivillig i Kenya, her-er-ingen-løn-men-gode-mafiaforbindelser i Tyskland, her-er-ingen-plan i Spanien , her-er-maoistoprør-og-masser-af-linser i Nepal, her-er-fishtasting-eggplant i Tibet, her-er-surf-og-druk i Australien, her-er-en-ø-hvor-I-skal-sættes-af-men-der-er-ingen-til-at-hente-jer på Fiji, her-er-søløvere-og-gletjsere i New Zealand, her-er-to-måneder-på-en-båd-og-en-hammerhaj i Fransk Polynesien og nu-siger-jeg-op-fordi-tingene-blev-for-almindelige-og-konventionelle. Og yolo og alt det der.

Det er den ene.

Den anden er tryghedssvinet. Hjemme bedst. Ondt i maven. Åh nej. Tårer. Men hvad nu hvis? Er det mon rigtigt? Jeg har bare lyst til at blive her.  Jeg kender det her. Og hvad med min familie? Og går jeg glip af noget? Og fortryder jeg? Og “jeg plejer først at glæde mig, når jeg er kommet af sted”. Og det er også lang tid. Og puha, nye mennesker. Skal jeg også tale til dem? Jeg gemmer mig her. Ih, hvor er det pinligt. Og kikset. Og jeg kender jo ingen. Og hvad fanden gør man? Og gid, jeg bare var sådan en, der slet ikke blev påvirket, men bare tromlede derudaf no-worries-style.

Men det er jeg altså ikke. Tro det eller ej. Jeg giver nok mest det modsatte indtryk. Jeg er to personer. Og den første er den, der har ved roret. Den tvinger den anden ud i alverdens projekter. For begge personer VIL gerne, når alt kommer til alt. Så der skal lidt skizo-pres til. Efterhånden har jeg accepteret det. At det er sådan. At jeg skal tvinge mig selv, og at jeg altid vil have person to med mig også. Og lidt ondt i maven – lige ved siden af de gode sommerfugle. Indimellem bliver jeg i tvivl, for prøver jeg så i virkeligheden  at være noget, jeg ikke er?
Men jeg tror det ikke, for jeg tror ret meget, at jeg er begge dele. Ellers har jeg sgu gjort et godt personspaltet job convincing my (other) self.
Jeg skal sørge for at huske, at jeg altid glæder mig, når jeg er hoppet ud over kanten. Og så må jeg leve med at have åh-så-mange-facetter.

• Fede børn.
• Larmende børn.
• Fede larmende børn.
• Enorme mennesker, der sidder i spænd mellem armlæn.
• Snakkesalige mennesker.
• Snakkesalige mennesker, der prikker til en, efter man har taget ørebøffer i. Bare for at snakke.
• Praktiske mennesker. Især par. Der har semi-ens tøj, og har planlagt præcis, hvad der skal ske på den der måde, hvor de begge tænder spotlyset, tager ens ørebøffer på (fordi “flyets er altså ikke liiige os, vel”), åbner flymagasinet med stor iver og gestikuleren, fællesquizzer højlydt om Sydamerika, finder sudokuen frem og  snakker om, om de da bare “nærmest ikke har fået noget kylling de sidste dage” og synes, de er enormt sjove og ironiske. På en skidesjov måde.
• Mennesker, der beder. For deres liv. Ved start og landing. Højlydt. På arabisk.
• Mennesker, der går AF-mok (intended!), når andre taler til deres kone. Det gør man ikke. “And you know you’re wrong talking to my wife.”
• Danskere. Der er danskere. Sådan rigtigt danskere. Og familie. Og lige har været på sådan en “hvad-synes-du-så-var-det-bedste”-tur.
• Danskere. Som er sådan nogle, der kommer hjem med rød hud og flettet garn. Eller åbenbaring og oplysthed.
• Hjemløse. Med guldøl og utændt cigaret kl. 6.30 om morgenen. På vej til Læsø, fordi “der er kommet så mange mennesker i København, mormor.”

Vi havde fornøjelsen af larmende børn, bedende arabere med flyskræk, du-må-ikke-tale-til-min-kone-mand, praktisk par fra helvede, danskere i kategori 1 og snakkesalige mennesker, der prikker.

Vi var selv sådan nogle, der spillede Bezzerwisser, mens vi sad foran/bagved hinanden. Det er nemlig ikke spor irriterende.

Karma kom til gengæld tilbage og satte den hjemløse med guldøl ved siden af mig 6.30 næste morgen i toget til Jylland.

Lige om lidt går turen til Istanbul på den der nu-griner-vi-kun-af-os-selv-og-så-skulle-vi-lige-have-en-drink-og-hold-kæft-hvor-er-vi-sjove-og-we-are-the-best-ones-og-er-der-mere-pinot-grigio-hey-skål-nej-se-lige-de-sko-og-flere-bobler-og-behøver-vi-egentlig-se-den-der-moske-ja-okay-men-så-heller-ikke-mere-skal-vi-snart-sidde-og-have-en-lille-en…

Jeg glæder mig.

I går blev jeg enig med min mor om, at jeg i hvert fald havde arvet

– b-genet: måske noget at gøre med, at vi skrev frem og tilbage kl 2.30 i nat – og ingen var trætte…det var vi til gengæld i dag

– overskægget: min far troede engang på, at min mor havde optrådt i cirkus som den skæggede dame…

– tømmermændene: min mor havde samme tømmermænd x ekstrem, indtil hun blev 50…hurra.

Jeg vil gerne tilføje, at jeg håber, jeg har arvet…eller vil gerne arve

– gæstfriheden, der rummer alle mennesker til hver en tid, der alle har det godt

– evnen til at tale med folk

– sort sarkasme

– glæden ved ord, analyser, litteratur og æstetik i udvidet forstand

– noget af alt det, der gemmer sig i den engang-sagte ikke-spor-lys-under-skæppe-agtige sætning “det er ikke let at være pige og være intelligent”

og uendeligt meget mere.

Isabel Marant pour HM psyko-hypet kollektion lanceres kl. 9 i butikkerne og kl. 10 online i dag.

Nu er klokken knap 14.

Og på Trendsales finder du ikke mindre end 26 ting fra kollektionen.

Hurra for solidariteten. Og menneskeheden. Eller hvad man nu skal kalde den.
Okay, menneskeheden er nok lidt at overdo it i forhold til, hvad der ellers foregår af triste ting rundt om i verden. Men hey, it’s an old low. I det små. Som stadig kan fremkalde gammelbitter forargelse.

Taget i betragtning hvad den sidste måned har budt på af beslutninger og u-turns og omvæltninger, så er det ganske utroligt, at hovedbeslutningen lige nu er, om ens hvidevarer skal være hvide eller sorte.

(Jamen, altså, bliver de støvede? Er det pjat? Bliver man træt? Er det for dyrt? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen?)

Men udover det var det faktisk slet ikke eklatant talentløst at vågne kl 07.46 og skulle nå et tog kl 8.00 til første arbejdsdag. Og heller ikke  upassende at troppe op på første arbejdsdag på en arbejdsplads med små hundrede post-teenagere i en ny trøje med et gennemsigtigt stykke lige ned langs kavalergangen. Og kom på ingen måde til at ligne en start-00’erne type, der pakkede mig ind i mit tørklæde dagen lang. Tænkte da heller ikke over, at jeg rendte rundt der, på en idrætshøjskole, hvor krop og sjæl og balance und alles er i fokus, og bare er sådan lidt gennemgående smådvasket, halvfed og ude af form. Og så er jeg da også på alle måder kommet over det der med, at det er småpinligt at skulle rejse sig op til både lærermøde og morgensamling og præsentere sig – jeg er da komplet upåvirket af en forsamling unge mennesker, der allesammen “gerne vil i form”. Jeg er også fuldstændig vokset fra, at jeg skal tage en dyb indånding, inden jeg entrerer en gang fællesspisning, hvor alle ved, hvordan de plejer at gøre, og hvem der sidder hvor, og hvor man prøver ikke at kigge skævt til hende den halvgamle, der spørger, om hun må sidde her, og vi kan ikke være andet bekendt, selvom hun faktisk tager  nogens plads. Og jeg går da bare lige ned og mingler lidt og får en snak om aftenen. Og jeg undertrykker ikke min sukkertrang, fordi jeg ikke magter spørge efter, hvor fanden hende den fede kan få noget sukker. Og ja, jeg er kun udadvendt og selvhvilende og aldrig usikker og utilpas.

Og når alt kom til alt, så var det slet ikke forfærdeligt ubehageligt og røvhulsagtigt at ringe få timer, før klokken ringede ind, og sige, at universet altså havde ændret sine planer for min fremtidige færd. Slet ikke.