Den der “læst”-funktion, ing’?! Den er lidt en twoface-ting. Det er meget rart at se, om ens kæreste har læst, at han skal huske at tage Kick-lakrids med hjem. Eller har læst, at man synes, han er hat, fordi han har efterladt en klam brugt vatpind sirligt liggende på en hylde. Eller om ens veninde har set på Facebook, at hun skal bevæge sig fra ét socialt medie til et andet for at bringe orden i skemagalaksen igen ved at berige mit liv med et marathon af krydser, der fortæller mig, på hvilke tidspunkter af året jeg er vigtig nok til at blive brugt tid på.
Altså det er bare det der med med, at man kan holde folk ansvarlige for at have læst det, iggå. At man ikke længere kan lade som om, man ikke så det og lige var i gang med en øl/fællessang/lur/fodre et barn/perleplade/pille tæer/hvadvedjeg.

Men den virker jo også bare den anden vej. Folk kan jo også se, at jeg har set noget, som jeg ikke magter at tage stilling til, eller som smadrede mit momentum, og som jeg prøver at glemme igen. Og så bliver jeg stresset over, at jeg godt ved, at folk godt ved, at jeg har set det. Det er “læst”.

Ældre ortodoks jøde, der krøller sine to totter med krøllejern.

Vi skulle over grænsen fra Tibet til Nepal. Efter ti dage i Tibet med højdesyge, reinkarnerede rotter, køb af soldaters hatte, munkedragtsprøvning, eftermiddag med munkene på Potala, yak-the med nomader, oreos, fisende japanere og the very best movie hits in the world ever. Og ved grænsen var der erklæret strejke. Med maoisterne som bagmænd. Og efter at alle Jysk Rejsebureaus rejsende er hentet med helikpter, mens vi har indtaget en gang dal bhat med højre hånd(!), tager vi raskt af sted bagi en lokal pick-up med the very best movie hits in the world ever i højtalerne. Nogle mere bekymrede end andre. Og vi rammer den første afspærring med et sirligt lille rødt flag placeret i, som drengene i forsamlingen frådende kaster sig over. Måske ikke så velovervejet. Kunne man sige. Hvis man ville. Nu i dag.

Chaufførens melding er, at han ikke vil køre længere. Der er en, der har fået savet armene af.

Ned fra ladet med os, på med bagagen og op på vores fodsåler. Af sted. En times tid og jeg bliver dårlig. Frem til næste landsby og den fælles beslutning bliver at læsse mig og to backpackertasker på en motorcykel og sende mig mod Kathmandu og hotellet og en mulighed for at sende nogen ud til at hente resten.

På et tidspunkt skal motorcyklisten have benzin og sætter mig af. I en lille landsby. Jeg lægger mig i siden af vejen, ved siden af de åbne kloakrender. En flok kvinder glor på mig. Jeg tænker, at det er lige meget, om han kommer tilbage. Men det gør han.

Og jeg kommer også til Kathmandu. Til gengæld gider hotellet ikke sende transport ud. No go, siger hotelmakker. Jeg føler mig lidt forræderisk og burer mig inde på værelset. Nogle timer senere banker det på døren, og resterne af mine rejsebuddies (som jeg for øvrigt først har mødt 5 ud af 6 af på vej til Tibet – i en fælles front mod fisende japanere) vælter ind. De kom alligevel hjem. Med en bus af en art. Og undervejs vinkede de til chaufføren, der havde fået en klækkelig betaling fra en flok europæiske backpackere, men helt forståeligt ikke ville eller kunne køre mere af frygt for at få skåret hænderne af. Som pludselig var overkommet adskillige vejspærringer og håndsforsvindelsesfrygt med hjælpen fra europæiske backpacker nefali rufees.

Så tog vi på casino. men det er en helt anden historie.

1. Gud, hvor var det godt, man lærte at drikke kaffe. Jeg tror egentlig ikke, at #selvstændigsaga kunne være sket uden det element.

2. Gud, hvor jeg er jeg gennemsyret træt af folk, der bruger tid på at formulere 6-8 linjer om, at de desværre ikke “har haft tid” til at se på det, de skulle, men at de vil vende tilbage om 3 dage-fire-måneder-en-verdenskrig-noget-i-den-dur, når den tid, man ved, fæet har brugt på at formulere dette, er den samme eller længere, end det tager at tjekke, om man er rigtigt citeret. Folk!…som jeg kender en, der ville sige.

Efter #selvstændigsagaen begyndte, har netværk fået en nye betydning. Det skulle det også gerne. Men alligevel blev jeg overrasket over, hvordan det foldede sig ud.

De sidste to måneder har jeg, foruden  helt almindelige etablerede netværk, haft møder med eller kontakt til:

• En venindes kæreste. Som godt kan lide lilla.
• En, jeg har klappet en vild delfin med.
• En, jeg aldrig havde mødt før og nok heller ikke kommer til igen.
• En, jeg har gået i gym med. Og snavet med.
• En fra Facebook.
• En, der har arbejdet sammen med en, jeg har gået i gym med, og er blevet fyret igen.
• En kone til en, der har taget billeder til noget, jeg har lavet. Og kørt mig til Brøndby.
• En, der har layoutet noget, jeg har lavet. Og som jeg har snakket om frosne celler med.
• En, min storebror kender. Som jeg har været fuld med rundt regnet hver anden jul.
• En, jeg har fået i folkeskole og gymnasium med. Og som jeg ikke låse inde på toilettet.
• En, der var skipper på den båd, jeg sejlede med. Som debriefede.

Og jeg har planlagt møder med:

• En, jeg har gået i folkeskole med. Og som vi kaldte Ost.
• En, som er søster til en, som min kæreste har mødt og arrangeret et større event med. Som skriver på engelsk og (måske) snakker på dansk.
• En, som skærer appelsiner ud til os, når vi spiller fodbold.

Første gang jeg mødte den hemmelige mand, kaldte vi ham den blå mand. Jeg er ikke sikker på hvorfor. Men jeg tror, det var noget med de blå gummistøvler. Bekendtskabet kom via en anden besynderlig personage i mine forældres omgangskreds med en eller anden tilknytning til Asger Jorn, som jeg har glemt, men i hvert fald var det også det, der var linket til den hemmelige og blå mand: At han (den hemmelige mand) en dag havde siddet på Langelinie og stirret ud i luften efter at have slukket for respiratoren hos sin dødssyge kone. Og så var Jørgen Nash, som både tager æren for at være Asger Jorns bror og skære hovedet af havfruen, kommet forbi og havde konstateret, at den hemmelig mand da så lidt trist ud – om han ikke skulle med til fest. Og sådan gik det, at den hemmelige mand lærte Jørgen Nash at kende og endte i kanen med en eller andens søster eller kone eller noget andet, jeg har glemt.
Det var sådan, vi lærte den hemmelige – og dengang blå – mand at kende. Om det var denne historie, der var den først, eller om det var den om Ho Chi Ming, modstandsbevægelsen, Picasso, CIA, samlermanien eller hvad-hedder-han-nu-ham-med-olien…, det har jeg glemt. Der var og er stadig mange historier. Og så selvom den hemmelige mand lever mere.

PS. Hækkerup. Hedder han.

vi med munden fuld af bresaola og muslinger mødte venner i aftenenes sydeuropæiske stemning på Blågårdsgade og tog på bodega og drak shots og raflede

vi nuppede en juice og en sandwich i solen og fortsatte til hipstersiden af Dronning Louises bro med tre liter rosé og Skipperpiber

vi så Spiderman komme cyklende forbi og hende med de korte ben og romaerne og den overentusiastiske og ham med musikken

vi strøg gennem København i morgenlys over søerne efter en nat med rødvin og Thy pilsner på Funchs

vi sad, fremmede som venner, i trekanten omringet af Nørrebroparkens handlende so-to-speak og brosten og mennesker i sol og med chilimayo i mundvigen og diskuterende intimbarbering og børn, der er meget glade for deres børnstole

vi kiggede efter ham, der kom cyklende med soveposen på

vi tog til grillfest på kollegiet, og nogle troede, vi var unge, og det var vi ikke

Uddrag fra en enakt skrevet på Testrup under kyndig vejledning af den splittergale og fantastiske Line Knutzon – stykket blev senere omdøbt til ‘Aftentur’ og endte med at slå Tove ihjel; noget Knutzon sætter stor pris på (hun var sgu også irriterende, altså Tove):

ADVARSEL: Man skal muligvis være nordjyde eller bare vandkantsdansker for at forstå det her…

Mellemmad

(Vi er i en stue i en provinsby i Jylland. Den er brun med væg-til-væg-tæpper, mørke teaktræ- og mahognimøbler, guldrammede malerier, familiebilleder og et stort bornholmerur. Ved spisebordet med den lille broderede dug sidder John og Tove og spiser.)

Tove

Ja, jeg tænkte jo nok, at du sådan kunne trænge til en lille mellemmad. Når du så’n har gået derude i garagen og makket hele dagen.  Så får man rigtignok arbejdet noget appetit op. Så kan det aldrig skade med så’n en rundtenom.

John

Joh.

(Johns oliebefængte arme  griber ud efter bøtten med italiensk salat – det billige mærke fra Aldi. Han skraber bøtten beslutsomt og skovler det op på hamburgryggen. )

Tove

Ja, altså der er både torskerogn og løwpostej og rosbøf. Der skal jo ikke mangle noget.

(Tove skubber lidt til alle tallerknerne. Hun finder en plet på tallerkenen med torskerogn og begynder at gnide insisterende på den)

John

Jow, det er vældig fin’.

(Der er stille, bortset fra Bornholmerurets insisterende slag i baggrunden)

Tove

Måske var det alligevel sådan en dag, hvor vi skulle have det rigtige smør på bordet. Og ikke det der vage noget. Ovre ved Herdis er det godt nok kun, når der kommer gæster, siger hun. Men altså du har jo godt nok været flittig med bilen og så’n. Og Herdis er jo heller ikke Guds bedste barn, vel.

(Tove rejser skubber stolen forsigtigt henover og gulvet og går ud i køkkenet. Man hører skramlen. Hun kommer tilbage med en porcelænsskål med smør. Hun stopper og retter lidt på billedet over middagsbordet af en å, der snor sig gennem en skov.)

John

Ja, det ville da være vældig fin’.

Tove

Nej, hun er da godt nok altid god for en sladder. Ja, forleden fortalte hun noget om Karin nede fra Bagerens. Ja, jeg skal ikke sidde her og sige noget. Men du ved. Vil du have noget remoulade til den rosbøf?

(Tove maser remoulade ud over Johns tallerken, så det skaber en lille fint labyrint på roastbeefen)

Tove

Hvordan går det egentlig med den bil? Er det bare noget med nogen rør eller hvad? For jeg synes jo nok ikke, vi har råd til at købe en ny, vel. Vi har også talt om det der med Gardasøen, du ved nok. Og det skulle jo nødig blive så’n, at jeg må stå og sige, at det ikke bliver til noget. Jeg har jo også købt både pengekat og solhat.

(John forgriber sig på leverpostejen og sender en fangarme ned i glasset med rødbeder. Han etablerer et tårn af  rødbeder på leverpostejen. Tallerknen bliver lilla af saften. John tager halvdelen af maden i en bid)

…

Uddrag fra en sejltur i minisamfund med homobryllupper, hemmeligheder, interne stridigheder, hyggelige havne, gigantiske edderkopper, friskpresset cider, nysgerrige marsvin, tatoveringer i hovedbunden og gamle møller:

• “Det er tricky, når det kommer til tubaerne”
• “Den største Don i posten”
• “Kan dyr egentlig blive søsyge?”
• “Hvorfor er saltvand salt…og hvad med ferskvand?”
• “Er der nogen, der kunne tænkes at have lyst til chips?”
• “Hvilken domkirke mangler vi?”
• “Gad vide, om andre end Danmark bruger splitflag?”
• “Den største temperatur…målt af mand.”
• “Hvem var det, der sang “Forelsket i København”?”
• “Skal vi forlade de her smukke kul?”
• “Modulation!”
• “Ild plejer at være det letteste element at beherske!”

Kan lige konstatere, at jeg i en alder af….eller nevermind, en høj alder (!)….stadig ikke har lært at tænke fremad. Som sådan noget med at have plaster, før man skærer sig. Eller købe toiletpapir, før man løber tør. Eller vaske strømper, før der kun er prikkede tilbage. Eller i dette tilfælde købe ind, før man er sulten (og altså ikke kan tænke). Voksent.