Det besynderlige, eller ærgerlige, om man vil, er, at jeg altid bliver trist. Når jeg skal hjem fra hjem, bliver jeg trist. Og bange for, at alting aldrig bliver det samme, og lidt for at alting altid bliver det samme.
Trods udfrielse, verdenslængsel og bindingsangst så er det det, der sætter ind. Hver gang.
Efter et bryllup med flødeskumskage, sejltur, rastepladsomklædning, tårnhøje stilletter, anekdoter fra Herodot, talekommenterende masser, danseri, fadølshaner, bare overkroppe, fadøl i håret, rygeri, snakkeri og næstedags himmelbjergskæresteri og tømmermændsri er jeg nu draget i eksil i reservatet med tjeneri, drikkepengeri, rosé, snakkeri, solen, regnskabskiggeri, svigtende elektriske apparater, ærter og rarhed.
Et af mine hofnumre i USA er ofte at underholde med sjove danske ord. Ikke sådan lydmæssigt, selvom de gerne får et kick ud af for eksempel vores dyrelyde. Men mere ordenes egentlige direkte oversatte betydning. Måske fordi jeg er lidt sprognørd og synes, det er sjovt.
Og sådan kan man gå rundt der og udråbe sig selv som ha-ha-sjov ved at oversætte dyrearter og andet skrammel til en literal version. Som for eksempel:
Nosehorn
Riverhorse
Watersnake
Cowboypants
Brainshake
Det er meget indiansk somehow, ing’.
Og i dag, da jeg kørte forbi ‘Nutid’ i Nørregade (eller hvor det er) fik jeg et lille trip over vores tider også. Som er meget lidt latin og meget børnevenlige.
Nowtime
Thentime
Forwardtime
Ja, jeg er plat. Det er sjovt. Jo, det er.
Men tilbage til det der med, hvordan man endte som selvstændig. Der er jo mange led i den sag. En proces, som jeg slet ikke troede på, men som jeg pludselig var midt i – og samtidig i fuld gang med at kimse af proceskonceptet. Men sådan går det jo.
Det var i det store hele noget med job, der ikke blev til noget, og drømme, der ikke blev til noget. Men ud over det var det mennesker. Mennesker, der sagde noget på vejen. Den ene af dem var Grafikeren. Ja, det hedder hun lige i den her sammenhæng. Ikke meget sagde hun, men lidt.
Vi havde et møde. I dødkedelig arbejdssammenhæng. Pludselig spandt det hele af sted på tumbleweed-måden og handlede om kaffe, rejser til Paris og USA, festival, kærestesorger og noget med at fryse æg ned. Jeg tror godt, vi kunne afgøre uden sæt-kryds-seancen, at vi gik meget godt i spand (og jo, her er vi lige lidt ordnazikonservative og bruger den oprindelige “i spand”).
Mit eget lille Guevara-oprør mod Voksenverden var allerede sat ind. I mit hoved. Men der var et stykke til at bekende sig til fremmede. Alligevel spurgte jeg lidt til Grafikerens deltidsjob og fandt hurtigt ind til tanker om personlige projekter, frihed, drømme og udland. Der var pludselig ikke langt til, at jeg selv sad og krængede the inner ghost ud og sagde “væk, frihed, ikke mig, ikke mere, kreativ, noget andet” i en stor stream-of-consciousness.
Og der kom noget af det, jeg stødte på flere gange, om som skulle vise sig at være en hjælp. Ikke overraskelse, rygklap eller “hvor modigt” (selvom det også kan være rart at høre). Heller ikke tvivl eller modstand.
Men bare verdens største selvfølge. Selvfølgelig. Og det er da det helt rigtige. Og hver gang, jeg er hoppet ud over kanten, har et eller andet reddet mig. På Star Wars-flyve-måden. Nej, okay, det sidste er noget, jeg finder på. Men pointen er den samme. Den mest naturlige ting i verden. Not a big deal. Og selvom det var det, var det pludselig mere overskueligt for mig. En selvfølgelighed.
Faktisk imponerende, at man skal være så falset og pitchy, når nogen gør noget godt for en. Keep it cool altså. Det må der arbejdes på.
For nylig bragte en bekendt noget interessant på banen og ville høre, om det var noget, jeg matchede på nogen måde. Min krop reagerede, som om vi skulle synge Star-spangled Banner til SuperBowl, og svedte og kastede røde plamager ud over det hele. Meget overbevisende.
Og netop nu var det stemmen, der var synderen. Jeg får et opkald om en mulig opgave, og de titusinde ‘taktak’, ‘jajaja’, ‘fedt’ og ‘okay’ – i forvejen særdeles begavede svar – ryger direkte i højeste oktav, hvor Nørrebroforsatsvinduerne truer med at give svar på tiltale og sprænge i tusind stykker.
Hurra for handling it well. Not.
Det var faktisk bedre i går efter fire dages druk. Note taken.
“Første sæson af Buffy er lidt tynd, men i anden sæson bliver det virkelig højt niveau.”
“Men hvordan skal man så bøje i håndleddet for ikke at ramme klokkeværket?”
“Jeg går aldrig på kompromis med lækkerhed.”
Er i virkeligheden ikke det spørgsmål, jeg får mest. Men det burde det måske være. Det er mere: Hvordan går det? Løber det rundt? Nå, hvordan er selvstændigliv så? Hvad er din plan?
Vel egentlig helt fair spørgsmål allesammen. Får bare lyst til at flå mine øjne ud, når jeg hører dem. Måske fordi de konfronterer mig med min egen manglende plan, lægger pres på noget, jeg burde være nået til, eller fordi jeg ikke kan svare. Eller fordi det er så overfladisk, at det alligevel er ligegyldigt. Men hvad mere kan man forvente?!
Nå, men et mere interessant spørgsmål er måske: Hvordan nåede du frem til, at du skulle være selvstændig?
Og frem for at holde Den Sædvanlige Tale vil jeg prøve at dele det op i små elementer. I den-ikke-så-dramatiske-historie-om-at-nå-dertil. Og i tilfældig uorden.
En weekend med rom, øl, polo, snobber, levemænd, skønne folk, trætte ben, smukke øjne, regn, papegøjer og flæskestegssandwich.
Jeg havde faktisk ikke troet, at der fandtes så mange røde bukser-brune ankler-sejlersko i bedste fald (i værste spidse spændesko)-skjorte-hat-arrogance is the best defence-typer i DK. Egentlig ikke. Men de var nu underholdende på deres egen måde.
Og det er altid sjovt at observere VIP i form af dansk kendisskrald, prins J, der skaber sig, kaviar, golfbiler, hule skaller af arrogance, opmærksomhedskrævende kvindfolk og folk, der insisterer på at sige ‘den gule enke’. Og at se polo. Og hilse på den kaffelikørdrikkende papegøje. Og drikke øl. Og lave giftepagter kl. Æ om natten.
Så blev det den dag. Som det hele ledte frem til. Den første dag i resten af mit liv. Nu er jeg fri og har taget et aktivt eksistensvalg. Det er sgu pænt mege Sartre det her. Nu er jeg selvstændig!
Indtil videre tyder alt godt. Døre går op. Inspiration finder vej. Noget smiler inden i. And everything was beautiful and nothing hurt.
Og nu skal der gang i Omveje.
Hjem.
Hjem fra:
Oplevelser i en sådan en grad, at man frygter, at de smutter ud af mindehylden.
Mac ‘n’ cheese, free refills og billig Starbucks.
Storslåede kratere, listige hjørner, uendelige veje, gribende natur og evindelig beton.
Smukke toner, kærlige ord, tidsfordrivende lege.
Susafoner, sporvogne og tilbagelagte kilometer.
Paranoide securities og twin beds.
Monumenter, megastjerner, minder og museer.
Tusind på rød og uforståelige størrelser, historier og indtryk.
Kongen, kendisser og kold hvidvin.
Søgen og indånding.
Nerve og atmosfære.
Sol og liv direkte ned i årerne.
En uforglemmelig rejse – i fødderne og i tankerne.
Hjem til:
Cykel.
Rugbrød.
Voksenjob. På lånt tid. Hurra.
Nogen, man kender.
Nogen, der står samme sted. Siger det samme.
Brok, dårlige nyheder, strejke og overskyethed.
Et hint af sommer.
Naturens kræfter. Og håndværkernes.
Tøjvask, pligter og rutiner.
Og en lys fremtid. Med verdens bedste minde.