Det former sig lige så stille. Tror jeg. Dørene skal nok åbne sig, og ordene blive tydeligere.
Og imens kan jeg lige nævne, at:

– jeg tror, jeg ved, hvordan min søster har den, når hun ser min veninder og mig flegne ud til 80’er-musik som var det vores kæreste minde…sådan havde jeg det i lørdags til en af de der fest-i-herskabslejlighed-på-Vesterbro-med-80-mennesker, som vi skal tale om ved fremtidens middagsbord (også selvom jeg ikke rigtig var en del af den oplevelse, men mere bare en, der stod på sidelinjen), da 10 skrigende piger, alle mindst, *sigh*, 10 år yngre end mig, fløj ud på gulvet til Spice Girls’ Wannabe.

– jeg gjorde noget lidt floskelella i dag, men godt, da jeg besluttede, at ydre skal følge indre, og det er på alle fronter tid til change, når offentlighedstilværelse snart bliver til friheds- og selvstændighedstilværelse, og derfor farvede mit hår gråt og lilla. Og lidt blåt, men det var ikke rigtig med vilje.

– jeg faktisk også ville sige noget mere, men nu skal jeg hente min veninde i lufthavnen. Hurra.

Min coach siger, jeg skal tænke med maven. Ikke på den sultne måde. Men prøve at mærke, hvordan jeg føler det – kold, varm, snurrende?

Men jeg tænker jo altid i ord. Har altid gjort, tror jeg. Og bryder mig ikke om, når det bliver en ulempe.

Så: Spændt, tankefyldt, nervøs, glad, energisk, overrasket, usikker, lettet.

Man kan godt blive sådan lidt i tvivl. Om det hele. Nu er jeg efterhånden kommet dertil, hvor jeg har en masse argumenter. Taget på mig. Om at leve livet, om at være for ung, om at tage aktive valg, om ‘livet er for kort til’, om ikke at udvikle sig, om at have skabt en ballast og nu ikke kommer videre, om at definere sin profil for fast, om at være træt af at stå op, om at være træt af at høre på chefens stemme, om gå i stå, om selv at styre mod et mål, om at skabe noget selv, om ikke at have lån eller bil eller barn, om at gøre det, man har lyst til.

Og så er der bare en, der slipper en floskel ud gennem sidebenet. En lille ting. Og så kommer tvivlen krybende.

Så har jeg faktisk meldt mig til noget højskole. I uge 30. Mere om uge 30 senere.

Højskole. I skriveri. Ja, jeg ved jo godt, at det ikke er en redningsplanke. Og at det letteste var at melde sig til. Og at jeg generelt mest bare er sådan en, der laver lister og snakker og kritiserer andre for netop det, jeg ikke gør: at føre ting ud i livet.

Men jeg glæder mig.

Men allerførst glæder jeg mig til USA.

om vi ikke skulle holde op med at sige

– så giver jeg den lige et vred mere

– du laver lige et skriv (okay, indrømmet, det er vist kun i det offentlige)

– de er gravide (som i mand og kone)

– så går vi ind og [indsæt noget med hår, hud, psyke eller andet i den dur]

og holde op med at opdatere noget a la dette på face

– verdens sødeste lille [indsæt billede af barn i tarveligt fastelavnkostume]

– status, der på nogen måde relaterer sig til ungen afføring…uanset hvor dygtig den måtte være

– #lort – vi hashtagger ikke på face, pøbel. kom i gang.

Danske Bank har – helt uden lige at snakke lidt om det – indført en fangsi feature i deres netbanks-app. Noget udvidet form for service, gætter jeg på. Hvor ens køb ligesom er blevet inddelt på nogle kategorier med nogle farver og ikoner og så’rn. Lidt som Trivial Pursuit, bare med penge. Og samvittighed.

Og så kan den ligesom vise et fint diagram. Og det diagram kan så fortælle, at jeg næst efter “øvrige udgifter” spenderer mest på den lyserøde kategori, som ja, ikke overraskende er “tøj, sko og personlig pleje”. Et hurtigt skim afslører samtidig, at der er flere “?”, som funktionen ikke har kunnet gennemskue, der også falder under denne kategori. “Fornøjelse og kultur” (ha!), som også dækker over at spise ude, scorer også pænt højt, mens “forsikringeer” og “dagligvarer” halter en smule.

Ja, ja, borgerservice, kunden-i-fokus, nudge-kommunikation til ændring af forbrugsmønster, et redskab til Luksusfældens bankrådgivere eller whatnot. Det er sikkert fint. Er bare glad for, den i det mindste ikke har selvstændige kategorier som “sko”, “H&M”, “onlinekøb”, “mærkelig dims, der skal gøre dit liv lettere, men aldrig gør det”, “jeg-køber-mig-til-ny-livsstil-og-selvbevidsthed”, “ha-du-gik-i-fælden” (aka. værdibeviser), “et kilo mere til sidebenet”, “ren overspringshandling”, “panikalder” og den slags.

Et par utroligt pæne støvler. Eller knap halvanden husleje. Det er nogle af de hårde valg, man må tage i Dagens Danmark. Især når man er på vej ud i det der selvstændighed. Så virker det velovervejet. Yes.

(pic: lyst.com)

I dag var jeg hos quriosa for at aflevere en fin gammel arkitektlampe. Det er ikke helt løgn det der med, at det er rart at gøre andre glade. Frem for at give den til storskrald, og så skal han finde den dér.

Pointen var at fået ryddet ud. Jeg er en samler. Og der er for mange ting på 51 kvm. Så derfor var det ikke meningen, jeg skulle have noget tilbage. Men det fik jeg. En lille rund dims med forskellige farver sytråd i. Praktisk ja. Men også noget, jeg allerede har. Og smider ud gør jeg heller ikke rigtig. Så nu har jeg så den. Måske kan det blive sådan en bytte-fortælling: lampe til sytråd, sytråd til kugleramme, kugleramme til fjer, fjer til fnullermand, fnullermand til drømmejob. Ja?

Nå, men troen på menneskeheden blev genoprettet. Især da skrædderdame totalt uselvisk henviste til skomager for at fikse taske, og skomager totalt uopfordret foreslog billigere løsning.

Hurra.

Når man nu næsten altid kun skal bruge en halv bouillon; hvorfor laver de dem så ikke lidt mindre? For eksempel halvt så store? Ja undskyld.