pic: thomas hawk via thisiscolossal.com

Jeg har en veninde. Det passer ikke. Jeg har mere end én. Jeg har en, der er perfektionistisk, en, der er splittet, en, der er ny, en, der er et godt menneske, en, der er ked af det, en, der er med i en loge, en, der er god, en, der er dårlig, og så har jeg en, der er lidt skrøbelig. Jeg har måske flere. Det kan være svært at komme i tanke om ens veninder. Og venner. Indimellem er de der slet ikke, og indimellem kan jeg ikke nå at se dem. Nå. Men jeg har en veninde, som er lidt skrøbelig. Det er en balancegang. Sådan en har der på en eller anden måde altid været. I starten skulle jeg redde den veninde. Og var overbevist om, at man kunne. Catcher in the rye and whatnot. Det brændte mig sig lidt på og måtte prioritere sig selv, som det hedder i en forsimplet udgave, og trække sig tilbage og efterlade nogen med nogle sår. Nogle gange bogstaveligt talt. Senere blev jeg kynisk. Havde man indsigt i sine egne problemer, kunne man også løse dem. Det var min filosofi. Og det skulle jeg bare overbevise venner og veninder om. Ligesom jeg skulle fortælle dem, at de skulle se at komme ud af det hul, de boede i, og se verden.

Jeg fandt med tiden ud af, at folk kan være glade i deres hul, og at man ikke skal projicere ens egne ambitioner over på andre. Og at man ikke bare kan bede folk om at redde sig selv.
Nu er man så her, tror jeg nok, hvor vi allesammen har en masse indsigt og er klar over en masse ting, er meget meta og snakker meget. Det bor stadig i os, at vi skal kunne redde os selv, og at vi sikkert bare er et produkt af her og nu og samtid, ligesom vi var, da vi var teenagere og tænkte, at det hele ikke kunne blive være. Forskellen er blot, at vi nu ved, at vi er det. Altså et produkt. Omvendt ved vi godt nu, at vi skal søge ud og søge hjælp og tale om det, og vi kan ingenting selv. Ud over at få piller for modgang. Det er en anden snak. Så hvor placerer man sig over for den skrøbelige veninde. Når man måske selv er det, men ikke ved det, for man har glemt, om man er dobbeltmeta (og mere nu, hvor det står i ord) om selv at kunne analysere eller søge hjælp ude, eller hvordan det nu er. Bekræfter man? Udfordrer man? Taler man om lysere tider (hvem ved, om de er der, når livet først har vist sin tungere side)? Fejer man det af? Stryger man forbi med en sandwich (hvis man ved, om det er den dag, at skrøbeligheden har manifesteret sig i kulhydrater, kød, sukker eller andet)? Tager man hensyn? Og pludselig en dag  så meget hensyn, at det kommer til at holde liv i skrøbeligheden – lidt som når nogen får en diagnose? Og hvornår er det? Det er måske ikke så mærkeligt, vi bliver meta, når der ingen svar er.

Lige nu er det som om, vi altid ender med at diskuere børnenavne, når vi drikker øl. Niels, Knud, Mynte, Sarafine, Minnesota. It never stops.

Lige nu er vi meget meta. Og meta om at være meta.

Lige nu er der meget desillusion going on.

Lige er kaffen ikke så god. Men dyr. Generelt.

Lige nu er livet lidt skrøbeligt omkring én.

Lige nu ser vi lange film med få klip. Det er meget 2013. Det holder vi nok op med.

Lige nu er der kun plads til mig.

Lige nu undrer jeg mig over, hvorfor man gider at have hæle på, der ikke kan ses. Og vi ved godt, at det bliver fremtidens scottjakke eller satinbukser. Men det må nok også gerne. Især scott.

Lige nu går vi alle på i interiør. Hvis vi er noget.

Lige nu er vi alle iværksættere.

Lige nu kan vi bedst forholde os til det skæve og det med kant.

Lige nu går vi alle op i vin. Eller madlavning. Eller kager. Eller noget krea. Som vi i øvrigt ikke siger mere.

Lige nu er det som om,  det hele bliver afgjort.

Lige nu er alt på ét bræt.

Har spist tre pakker Läkerol seasalt
Har ondt i maven
Har købt tre stk. 80 år gamle stikkontakter på dagens loppis
Har spist koldt pitabrød
Har kedet mig
Har kigget lidt på fuglen
Har lukket øjnene og skruet ned, når det blev for pinligt
Har overvejet i morgen, i overmorgen og i det hele taget

…med, at det er lige foran en. lige foran. og så overhovedet ikke. og så kommer den klappen, præstationsangsten, stoppet, presset, ambitionerne. det med ikke at have lyst. hvornår bliver man gammel nok ?

der er noget med, at der ikke harmoni mellem, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være eller forestiller mig, jeg er. hvorfor skal det være ubehageligt? hvorfor mener jeg, at jeg nu trænger til en uge uden prøvelse? for det er jo en lille skala, vi taler om, trods alt. gad vide. om det går godt.

Man kan undre sig over i Star Wars:

• at Yoda jo godt ved det hele. Han lader bare de andre gætte sig frem. På sådan en “I skal jo også lære”-måde. Sådan en Optimus Prime “Earth is still young”-måde. Nu skrider jeg sgu ud til sumpen. So long, røvhuller.
• at Boba Fett samler sin fars hjelm op og sidder med den. Altså hans hoved må jo være derinde. Yikes. Klammo.
• at Anakin skal tale så teenageanstrengt. Altså hele tiden. (Hvad blev der for øvrigt af Hayden Christensen og hans pæne tænder?)
• at det politiske scenarie skal være så indviklet. Har set Star Wars tusind gange og forstår det stadig ikke. Men omvendt forstår jeg heller ikke det politiske set-up i DK. Hej parlamentarisme (er det noget med flertal?). Hej job i Centraladministrationen. Gab.
• at man aldrig bliver træt af at høre Ewan McGregor råbe: “You were the chosen one. You were my brother, Anakin. I loved you.” Eller for den sags skyld selv gentage det. Gerne på baggrund af tusind øl.

Hov – nu skal jeg lige se frøen smadre Dooku.

Ude og spille fodbold i dag. I fucking øsregnvejr. Lige til at toppe den allerede etablerede rød cecil-hoste. Nå, men det var faktisk fint. Så nok om brok. Og andre rim.

Som altid undrede jeg mig over det samme. (Advarsel: Fra nu er dt ren lilla ble og røde strømper).
En af de ting, som jeg egentlig kan blive harm over, men som hverken kan skabe overskrifter i Ekstra Bladet, fange interesse i et læserbrev eller bare blive taget seriøst af for eksempel DBU.
Det er det for marginalt og så-skulle-du-nok-have-tænkt-på-det-noget-før-ja-før-du-gjorde-noget-så-dumt-agtigt til.
Lidt som at det er ens eget skyld, hvis man ikke får et job, hvis man har en synlig tatovering. Eller et smykke i tungen. Så hvorfor skulle vi tale om det. Sådan er det jo. Det er meget anderledes end at have hul mellem fortænderne eller gå i flerfarvet tøj. For lige præcis smykker på bestemte steder og blæk under huden gør dig til et dårligere og mindre talentfuldt menneske. Ja, det gør.
Ja, ja, det er en kulturskabt opfattelse, men dem skal vi helst stemme i og ikke forsøge at ændre. Nej, kulturen går sin gang. Ja.

Nå, en smule ud af tangent. Helt uden sarkasme eller bitterhed. Det ligger jo slet ikke til mig.
Men altså for det første forstår jeg ikke, man kan lave så utidssvarende – og til dels diskriminerende – en regel som at forbyde alle smykker. Og tape er ikke nok. Nej, de skal ud. Hvilket jo er meget 2012 med piercinger, der reelt ikke kan tages ud. Gammeldags, krakilsk, diskriminerende og ikke særlig venligt over for det køn, man faktisk gerne vil have til at dyrke sporten. Og hvorfor er mit næste spørgsmål? Hvem i alverden er det, den kan skade? Som Christian Poulsen hårbånd ikke kan skade? Eller Peter Cechs hjelm eller Edgar Davids briller?

For det andet så er det ideen om, at piger kan få lov at spille med en lyserød ($€#%!) letvægtsbold. Now don’t even get me started…

Vi gik på TrykBar og overvejede, om det var 10’ernes Krasnapolsky. Men det var det nok ikke. I bakspejlet. Men alligevel måtte man gerne ryge 40 smøger, man kunne klikke halvvejs, og dem bagved var fra Mandag Morgen, og længere bagved sad en fra et eller andet talentprogram.

Vi snakkede om job og folk og tøj og motion og analyser og andre og lidt mere om fremtiden en gang til og det tøjsalg, vi lige havde været på, hvor vi havde købt en eller anden stylists aflagte blazer og pillet lidt ved Uffe Buchardts ting.

Vi bestilte shawarma og tog den med på bar og drak nogle flere øl, inden vi cyklede hje gennem grafittimalere og Toybox fra Griffenfeldtsgade og den der følelse af København.