I går fik jeg set Gift ved første blik færdigt, og jeg kan konstatere, at…

Michaels skæg virkelig var mærkeligt, især det der voksede nede ad halsen

Michael mindede mig lidt om the faun fra Narnia

Michael skal lære ikke at gå halvstrømper

man bliver ikke gift, hvis man har fuldskæg, hvis GVFB-statistikken holder

Ulrik  simpelthen havde for meget i sit liv at kompensere for…og meget små øjne…og Herningbrillen…

Randi bare har ventet på at kunne være i den slags forhold, hvor man hurtigt kunne indfinde sig i de faste roller, der har været foreskrevet hos de fleste provinspar i mange mange år, hvor ikke-rigtig-sjove indbyrdes kommentar, lidt irettesætten, god-ved-børn, klip-klappere, mand-som-håndværker, en windbreaker, god gedigen trofasthed og traditioner-er-noget-man-holder udgør bouillonterningen…og Niels har bare ventet på at finde en, der gad hive ham ind i det

Niels virrer med hovedet, hver gang han skal sige noget

Poul virrer med hovedet og lukker øjenene, hver gang han skal sige noget ubehageligt

Poul melder sig måske igen næste år…det kan jo være, der er en Roskildebillet

Pouls apati pissede mig af, og Lenes analytiske og kommunikative behov gjorde det samme…nok fordi jeg minder lidt om Lene, og min kæreste til tider lidt om Poul

der foregik lige lovlig meget til-siden-pandehår

Anes og Ulriks bryllupsrejse næsten var ligesom at se Klovn

man ikke kunne abstrahere fra Gert Martin Halds uknappede knapper

jeg fik lidt løst til at drikke en whiskey med psykologen og tage på kajaktur med antropologen

jeg fik en lidt for billedlig idé om, at ham præsten havde rigtig mange grå hår…på ryggen

det næste burde være ‘Gravid ved første blik’ – så er der virkelig noget på spil…

Michael burde luge lidt ud i det limegrønne

jeg bestemt ikke savnede Aarhus, når jeg så eller hørte Line (undskyld)

jeg må have mig en fast stand på et marked…det er der fremtid i

… lært at

nogle bare gerne vil høres af læreren…også selvom de er over 30 (og jeg holder aldrig op med at være irriteret)

slutninger er rigtig svære at skrive (gælder måske sådan allround i livet)

pludselig åbenbart er lidt et fy-ord (er ellers ret vild med Sebastians udgave)

bogstavrim ifølge eliten også er det (oh no, jeg har tabt)

der også er kendte og store forfattere, der “bare gerne vil skrive en tyk bog” (det giver mig håb)

jeg gerne vil give det et skud….faktisk…og det starter med at skrive noter om morgenen (yes, superidealist)

sandsynligheden for at jeg får det gjort er ret lav, fordi det netop er noget med morgener (yes, superrealist)

der samles virkelig mange sjove personager til sådan en ting (faktisk karakterer til en hel roman)

metaforer er det sværeste i verden (så svære som en…rigtig svær sudoku)

at min ikke engang treårige niece siger “omg, du’ for lækker” i flæng og svarer “jeg spiser svampe”, når man spørger, hvad hun får i vuggestuen

at snapchats koncept genopliver de gode gamle forkortelseskoder, ligesom dengang man betalte per sms, så man nu igen skriver r frem for er og t frem for til og i den dur

at købe julegaver – det er skidehyggeligt

at jeg pludselig fandt de her sjove vaser i en butik i Aarhus – dog desværre til en lidt højere pris end i den butik i Berlin, hvor jeg også har fundet dem

at blive inviteret ud at rejse og besøge forladte steder i arbejdstiden

at man kan bestille Ben & Jerry’s som take away på Burger Palace

at jeg snart har fødselsdag, og min kæreste har stillet en stor tildækket kasse på øverste hylde (det ligner et bur!!)

at der står tolv kalendergaver og kigger på mig i stuen

at Magasin og den slags steder stadig beder “Clara på fem år om at henvende sig i receptionen”, for det ved hun jo helt sikkert godt, hvad betyder

De sidste par dage har jeg været i Tallinn og blandt andet besøgt et forladt fængsel og et forladt skibsværft. Blandt ting jeg kunne konkludere var

at der findes et hotel med værelser, hvor ingen kan finde ud af at slukke den ene lampe, og hvor kun hveranden stikkontakt duer (altid fedt)

at hoteller bare ikke kan lave en god morgenmad – i hvert fald ikke dem, der også kan betales

at jeg fandt dem mere grænseoverskridende at vade rundt i gamle bøger og dokumenter fra et arkiv, der bare væltede rundt på jorden, end jeg gjorde at være i et gammelt, uhyggeligt fængsel med store jerndøre, mørke celler og gamle pipetter og andet skrækfilmsagtigt

at man skal booke sæde A, hvis man flyver i sådan et lille miniputfly med 17 rækker og 3 sæder, for så sidder man helt alene

at hindbærgranité på flydende nitrogen åbenbart er sådan en smagsløgsrenser

at man skal huske at tjekke, hvem folk er, før man for eksempel udtaler sig om…let’s say…bloggere

at svenske bloggere i øvrigt ikke har det det mindste dårligt med at pose med smalle øje og skarpe kindben lige midt i førnævnte bøger

at man godt kunne sætte kursen mod Tallinn en dag, man havde tid, for der var usædvanligt mange listige knejper i kælderrum rundt omkring i byen (så jeg tilfældigvis…da jeg fór vild på vej tilbage til hotellet)

En app, der kan styre playlister, når man holder fester. En form for third party-app, hvor folk kan tilføje numre, men kun en kan administrere rækkefølge eller slette.

En for form for regnbuksechaps. Altså chaps som i sådan nogle, cowboydere spænder uden om jeans (eller Christina Aguilera spænder uden om ingenting). De ser sådan her ud. Men bare i regntøj, så man ikke behøver trække regntøj, men bare lige kan spænde dem om og dække lårene, når man cykler.

En app, hvor man kan låne ting af hinanden, når man skal bruge det. En fiskestang. En sav. En blender. Måske findes det?

…at ens tænder nogle gange føles som om, de er ved at falde ud – altså det buzzer sådan ekstra meget i dem? Jeg bliver sgu altid lidt bekymret.

…når den cyklist, man lige har overhalet, partout skal op foran en og over på den anden side af fodgængerfeltet ved rødt lys?

…når man virkelig hader, at noget, man har forudset, sker? Altså bare fordi det er så dødirriterende at vide, at nogen ville sige noget bestemt eller gøre et eller andet. Bliver helt arrig over at skrive det.

…når man bruger fire uger på at male en lillebitte væg, og når man så tager malertapen af, har den enten ikke siddet helt rigtigt, så man skal til at rette op, eller også sidder den fast i malingen, så man får sådan en flot bølget kant? Jeg savner svampemalingsdagene. Det var lettere. Alting var lettere i 80’erne (kan jeg jo overhovedet ikke huske, men det virkede som det rigtige at sige)

…at nogen mennesker bare gerne vil høres…af en lærer eller en chef…selvom de er 40+?

…når Katten Mia er med på dørskiltet?

Træt og travl. Det har jeg været det sidste stykke tid. Men jeg har også

været til verdens allerbedste mest fantastiske bryllup, hvor jeg på ingen måde nåede at opdage, at klokken blev 7, og hvor jeg røg lige tilpas, drak lige tilpas (løgn: for meget), krammede lige tilpas, snakkede lige tilpas, dansede lige tilpas (grimt) og havde det fuldstændig vanvittigt langt over tilpas

siddet på trappetrinnet foran min lejlighedsdør og spist McDonald’s

haft psykomange tømmermænd og forsøgt at dulme dem med Knorrs færdig-Carbonara

købt et messingdørskilt, som jeg altid godt har kunnet tænke mig, men også altid har tænkt var lige rigeligt borgerligt (men jeg elsker det…hemmeligt)

erhvervet mig verdens største Bülow-glas…og ædt dem

fået lavet vipper og derefter haft sygt lyst til at voldklø mine øjne (og har åbenbart også lige gjort det, eftersom der nu lå tre vipper på min computer)

bestilt en rejse

fået snaps fra et glad brudepar (altså ikke snaps som i sprit, vel, men snaps som i det, de unge vil have)

talt i telefon med en belgier, der ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde, selvom jeg kun havde sagt mit navn

endelig haft anledning til at bruge min uniformsjakke til Histories (som i bladet) 2. verdenskrigsfredagsbar

skudt min første and