Viagra

to ting jeg lige har købt fra asos

lørdag, maj 20, 2017 0 0

Jeg har brugt lørdag formiddag på at høre Spandau Ballet(!) og prøve to nye ting fra ASOS. Engang var ASOS min foretrukne webshop, men det er efterhånden længe siden, jeg har benyttet dem. Måske fordi Boozts sortiment bliver bedre og bedre, og fordi jeg synes, der bliver længere og længere mellem de fede udpakninger fra ASOS.

Nå, men jeg havde bestilt to ting:

Denne her, som er way outta my comfortzone, men synes ligesom, den kunne noget, jeg skulle prøve. Det kunne den så ikke, kan jeg fortælle. I hvert fald ikke på mig, hvor jeg bare lignede en småfed dame med en oldengelsk halskrave og bjælder på armene. Så deeet.

Og så en cowboyjakke. Fordi jeg tænkte, at det fandeme må være tid til at forsøge sig med det igen efter en tyve-ish år. Og så selvfølgelig sådan en oversize-jeg-har-lige-fundet-den-i-skabet-en, så jeg kan være rigtig hip (og lige i det, jeg sagde hip, blev jeg aldrig nogensinde…hip…igen).

Den er faktisk også ok. Bevares, som alt andet er den jo pænere på et knoglestativ på omkring de 45 kilo. Og den, eller jeg, ligner på ingen måde billedet. Men den er ok. Jeg er i overvejelse. Største minus er, at den lugter vanvittigt meget af kemikalier. Hvad fanden er der med din denimting, der lugter af benzintank?
Måske skal jeg en tur forbi Urban Outfitters sammen med alle de unge og se, om de kan sporte et bedre alternativ.

hvis nu bare man altid havde den cool gave…

fredag, maj 19, 2017 0 0

Det her billede har intet med noget at gøre, men det virker da som en herlig gaveshop, og hvad skulle jeg ellers bruge det til?

Da jeg var yngre, tænkte jeg, at det var det letteste i verden at give mig gaver. Og ramme helt rigtigt, forstås. Jeg ønskede mig nogle meget specifikke ting, som jeg var overbevist om, at cool mennesker, som boede langt uden for Reservatet, i hvert fald sagtens kunne skaffe, om det så var grøn hårfarve, hullede bukser, humørure, fake næseringe eller Rocky Horror Show på dvd.

Nu irriterer det mig, at jeg ikke kan finde ud af at være den der cool person. At jeg skal være sådan en, der går og siger, at jeg jo ikke aner, hvad der rører sig blandt børn eller de unge, og at det jo ikke er til at finde ud af. Jeg er overhovedet ikke den der cool go-getter-storby-type, der bare har pissetravlt, men altid formår at finde et eller andet helt speciella og perfekt.

Men jeg kan godt lide at give gaver, og jeg kan godt lide at gøre dem personlige. Men jeg må jo nok bare erkende, at jeg er…blevet gammel. Nøjagtig ligesom andre var, da jeg selv var lille, og alt det, der er sindssygt indlysende, og som ville redde hele ens tilværelse og gøre en til den sejeste i skolen, aner alle vi andre ikke en hat om.

I det mindste er jeg en habil netshopper. Og nogle gange kan det trække point hjem, for hvis man så bare har sporet sig ind på noget fanstuff eller tøjdims, så kan man i det mindste finde det der, ingen andre har. Note to self: Vedligehold netshopping-gen, det er guld værd. Ok, modtaget, will do.

Det var egentlig ikke, fordi der var mere pointe end bare det. Det stod på en note på min telefon. Det der med, at man helt sikkert vil være sådan og sådan, når man bliver voksen. Og man vil i hvert fald ikke sige nej til hul i næsen eller grønt hår, og man vil ikke skrive formskrift og alt det der. Indtil man altså bliver voksen.

Men hey, jeg har stadig optur over, at jeg selv kan bestemme, at jeg må gå ud og spise is midt om natten.

jeg savner lidt #10

onsdag, maj 17, 2017 2 0

Den der dims. Har den et navn? Et formål? Ingen ved det. Men den var awesome.

 

Dengang wienerbrød bare var en jødekage (en høj snegl i Nordjylland), en hindbærsnitte eller en kajkage. Ikke alt muligt fancy, så jeg bliver kampstresset, når det er min tur i Lagkagehuset.

 

Popular. I ved, den her serie. Bare fordi den var så mærkelig – ikke mindst med Mary Cherry. I øvrigt er hende den mørkhårede med i de nyeste afsnit af Suits. Hvis nogen spørger.

 

MD Foods.

 

Babymajs. Ej, det er faktisk løgn. Det gør jeg virkelig ikke.

 

Alle de foregående savner lidt-indlæg.

triviatirsdag: ulvetime

tirsdag, maj 16, 2017 0 0

Jeg undrede mig over, hvorfor man kalder tidspunktet der om eftermiddagen, hvor børnene hyler i Brugsen, for ulvetimen?

Og min undren er måske ikke så mærkelig, for ulvetime har to betydninger.

Den ene stammer i hvert fald tilbage fra 1968 og handler om tiden mellem nat og dag. Det undrer mig ikke så meget. Jeg havde dog troet, at det nærmere var mellem dag og nat og stammede fra noget med varulve. Men ifølge Sproget.dk stammer det fra Igmar Bergmans film Vargtimen (Ulvetimen), hvor han selv i 1968 har sagt ‘Det er timen mellem nat og gry, det er tiden, hvor de fleste mennesker dør, hvor søvnen er dybest, hvor mareridtene er livagtigst’.

Den anden betydning er netop det her med ungerne. Eller i parforholdet lige efter arbejde, for den sags skyld. Det er et konflikttidspunkt i hvert fald. Som regel om det tidspunkt lige før aftensmad, hvor forældre og børn kommer hjem fra arbejde og institution. Det har man første gang registreret 1983. Men hvorfor det har fået den betydning, er ikke rigtig klart. Måske er det lidt 1:1, ligesom med bjørnetjeneste, at man tænker, at ulve er nogle glubske, trælse nogen, så ulvetimen er en tid med sådan nogle typer. Måske.

kilde: sproget.dk

på det sidste har jeg…

mandag, maj 15, 2017 2 0

…spist god mad på Väkst og et meget undrende (og egentlig også lidt uhøfligt blik) fra tjeneren, da jeg bad om den lyseste hvidvin, de havde.

…konstateret, at tjeneren absolut ikke fattede den simple besked, da hun kom med en grøn flaske (hvor man jo ikke kan se farven) og hældte en tisgul vin op. Men den smagte nu meget godt.

…set Ghita Nørbys afskedsforestilling sammen med en flok af pænt meget ældre mennesker. Det er en rigtig god forestilling, og bortset fra at der var 400 grader i salen, hvilket udfordrede øjenlågene lidt, så blev jeg både underholdt og klogere – var fx ikke rigtig klar over, at Sarah Bernhard var en skuespillerinde…there I said it. Altså jeg troede selvfølgelig ikke, hun bare var en kage. Men jeg havde bare ikke lige taget stilling til, hvem hun så var.

…fået højdeskræk på Bakken, så jeg sad helt stiv og bleg i en form for flyvemaskine, som var…ja, faktisk ikke spor langt oppe….

…konstateret, at når Bakken skriver “italiensk is”, er det i virkeligheden Dumle-is, Lion-is, Superflyer-is og den slags. Lige noget for en pige som mig, som man siger!

endnu en gang hilst på Misse Møghe og Oberst Hackel. Arhmen, det er sgu da lidt hyggeligt.

…endnu engang været lige lovlige tidsoptimistisk og troet, at jeg bare lige kunne svinge over på Hovedbanen et kvarters tid, før jeg skulle være et sted i Nordsjælland. Det kan man ikke. Slet ikke.

…gået og været jævnt irriteret over en fyr, som gik rundt i Meny og instruerede en kæreste eller ven i, hvordan man googlede Gus Hansen (sagt på godt amerikansk) rigtigt…troede jeg….indtil jeg ved kassen konstaterede, at det faktisk var Gus Hansen….med armene fulde af kartofler og en MacBook, der altsammen røg i cykelkurven…pænt mærkeligt.

…fundet de små røde kakaoer i Meny…hurrraaaa.

…set Eurovision og haft en fest på Twitter. Det er evigt underholdende. Jeg kunne i øvrigt godt lide vinderen. Og Belgien. For the record.

…bedt min mand om at stoppe med at jodle hele morgenen. Han havde også set Melodunten.

8 ting jeg ikke forstår

torsdag, maj 11, 2017 2 0

…den her illustration i et DSB-tog??

…hvorfor Aerosmith, som jeg stadig elsker højt, selvom det ikke er noget, man praler med (længere), har valgt at kalde deres afskedstur for AeroVederci Baby? Arhmen, for fanden da. Det er altså nok til, at jeg ikke kommer.

…hvorfor det pludselig generede mig, at jeg hverken vidste, hvad rønnebær eller selvmål hedder på engelsk?

…hvor mange gange de der videoer med finske teenagepiger, der konkurrerer på kæpheste, skal dukke op i mit feed? Og helt ærligt, hvis vi ‘hestepiger’ ikke var stemplet i forvejen, så er vi sgu da nu (eller tager de der kæphestepiger mon faldet for os?)

…hvor genialt det er, at det der med at ryste sin iPhone som fortrydknap faktisk virker.

…hvorfor folk i teateret har så meget behov for at grine, selv når det er skidealvorligt? Det er så anstrengt at være alvorlige sammen, at alle venter på et comic relief. Og så tager de hvad som helst. Også når det er meningen, det skal være tragisk.

…hvorfor det ikke kan lykkes mig at finde svar til en triviatirsdag på, hvorfor man bliver en haj til noget, hvorfor man er en ørn til noget, og hvorfor noget gør nas?

…at det i dag er 20 (TYVE!) år siden, jeg blev konfirmeret. I Sisters-kjole. Og med fake Dr. Martin på Blå Mandag. Jæs.

Der findes flere ting, jeg ikke forstår blandt andet her, her og her. Ja, der er åbenbart en del.

ting der burde findes på Hovedbanen

onsdag, maj 10, 2017 0 0

En Subway.

Eller bare en ordentlig sandwichbiks.

Et kaffested med åbent efter klokken 21.

Forbud mod at gå igennem en dør, ud af en biks eller op ad en rulletrappe og stå stille sig op midt det hele.

En walk-thru-kiosk med samlede morgenmadspakker.

Bland-selv-slik (fx i stedet for frozen yoghurt, diners og alt muligt andet lort).

Klap-ned-senge til alle dem, der alligevel overnatter der.

Færre foreign exchange-steder.

Et renseri.

En blomsterhandler.

triviatirsdag: pæredansk, pærelet, pærefuld…

tirsdag, maj 9, 2017 0 0

Den anden dag kom jeg til at tænke på, hvorfor det hedder pæredansk?

I den forbindelse tænkte jeg ikke på, at det jo faktisk også hedder fx pærelet og pærefuld.

Men det gør det jo. Og fortidens store forfattere som Andersen Nexø, Oehlenschlæger, Grundtvig, H. C. Andersen og Heiberg har da også været forbi begge udtryk.

Det har dog intet med frugt at gøre. Det er et forstærkende udtryk ligesom smadder-, skide- og ærke-. Og rav- bliver også nævnt. Den findes dog vist ikke helt i min voksbular. Måske i ravruskende. Men ellers ikke.

Og må man lige her indskyde, hvor fedt et ord smadder er. Det tager vi en anden gang.

Men man regner altså med at pære er en omskrivning af det latinske pure, som – lidt som på engelsk – betyder ren eller komplet.

kilde: k.dk

13 ting der skete til SPOT

mandag, maj 8, 2017 0 0

  • Aperol Spritz.
  • Solskin. Voldsomt meget solskin faktisk. Som var lige ved at sætte min brandert under pres.
  • Nogen spurgte Søren Rasted, om han kom fra et ‘rart sted’.
  • Jakob Dinesen. Åbenbart Danmarks Bruce Springsteen. Og P4s oprindelige lytteres darling. Han var meget folkelig på en t-shirt-og-vest-kind-of-way og meget lytbar på sådan en op-med-morfingrene-måde. Lidt som om Jakob Sveistrup havde sat sig oven på Bruce. Men det var da en fest.
  • Nogen syntes, det var skidesjovt at kalde en anden i selskabet for Gulddreng, fordi han havde hættetrøje og solbriller på. Det var det også. Lige indtil vi kom til at stå ved siden af Gulddrengen i baren.
  • Øl. Øl. Øl.
  • En utrolig lang kø til Syriens mest populære rapper – straight outta Aleppo. Har glemt navnet.
  • Noget ren anarki, da nogen fik idéen om at stå i kø til balkonerne til Kellermensch, og de ikke blev åbnet. Der var både tilråb og fængselsoprørsstemning og forsøg på at dirke lås op.
  • Syv mand i bandet + fem strygere til Kellermensch. Jeg kunne kun høre sang, trommer og guitar. Men det var til gengæld også meget fedt.
  • Brændende kærlighed og kanelsnegle. Gudekombi.
  • Ivan Pedersens Atlanta-sang florerede på en Spotify-playliste kaldet ‘new shit’.
  • En brandertbeslutning om et hotelværelse. Fandeme en god idé.
  • En practical joke på Shaka Loveless, hvor forhindrede elevatordøren i at lukke ved at blive ved at trykke på knappen . Det var vanvittigt sjovt (på det tidspunkt), og han tog det pænt. Undskyld, Shaka.

pros and cons på ny sofa

fredag, maj 5, 2017 2 0

Vi har købt en ny sofa. Som vi altid lidt har drømt om. Og efter at have været forbi Bivas fløjlsbørge og en af Sofakompagniets (ellers også fine) udgaver og gået en hel del om den varme grød, er Finn Juhls Poeten nu rykket ind på matriklen. Og det er både lidt nederen og mega fedt. Ganske som ventet.

Knap så optur:

  • Det er jo altså bare en forvokset lænestol.
  • Det er altså slut med at ligge 14 timer på langs søndag og se 800 afsnit af et eller andet halvskidt på Zulu.
  • Det er absolut slut med at forsøge ligge to mand på den.
  • Og det er fandeme også slut med at spise is og chokolade i den (i hvert fald lige indtil jeg tænker ‘jeg spiser bare lige denne her hurtigt’).
  • Når man så alligevel forsøger at ligge ned, mister man blodtilførslen til benene undervejs, fordi de hænger i 90 grader oppe over armlænet.

Meeega optur:

  • Den er så skidepæn.
  • Det er en klassiker, som aldrig mister værdi.
  • Og lidt en voksendrøm.
  • Der er mere gulvplads. Hurra.
  • Man sidder godt i den.
  • Den er skidepæn. Fik jeg sagt det? (Og så var der også lige et punkt mere for end imod).