Det her billede har intet med noget at gøre, men det virker da som en herlig gaveshop, og hvad skulle jeg ellers bruge det til?

Da jeg var yngre, tænkte jeg, at det var det letteste i verden at give mig gaver. Og ramme helt rigtigt, forstås. Jeg ønskede mig nogle meget specifikke ting, som jeg var overbevist om, at cool mennesker, som boede langt uden for Reservatet, i hvert fald sagtens kunne skaffe, om det så var grøn hårfarve, hullede bukser, humørure, fake næseringe eller Rocky Horror Show på dvd.

Nu irriterer det mig, at jeg ikke kan finde ud af at være den der cool person. At jeg skal være sådan en, der går og siger, at jeg jo ikke aner, hvad der rører sig blandt børn eller de unge, og at det jo ikke er til at finde ud af. Jeg er overhovedet ikke den der cool go-getter-storby-type, der bare har pissetravlt, men altid formår at finde et eller andet helt speciella og perfekt.

Men jeg kan godt lide at give gaver, og jeg kan godt lide at gøre dem personlige. Men jeg må jo nok bare erkende, at jeg er…blevet gammel. Nøjagtig ligesom andre var, da jeg selv var lille, og alt det, der er sindssygt indlysende, og som ville redde hele ens tilværelse og gøre en til den sejeste i skolen, aner alle vi andre ikke en hat om.

I det mindste er jeg en habil netshopper. Og nogle gange kan det trække point hjem, for hvis man så bare har sporet sig ind på noget fanstuff eller tøjdims, så kan man i det mindste finde det der, ingen andre har. Note to self: Vedligehold netshopping-gen, det er guld værd. Ok, modtaget, will do.

Det var egentlig ikke, fordi der var mere pointe end bare det. Det stod på en note på min telefon. Det der med, at man helt sikkert vil være sådan og sådan, når man bliver voksen. Og man vil i hvert fald ikke sige nej til hul i næsen eller grønt hår, og man vil ikke skrive formskrift og alt det der. Indtil man altså bliver voksen.

Men hey, jeg har stadig optur over, at jeg selv kan bestemme, at jeg må gå ud og spise is midt om natten.