YAY

At kunne se frem til faktisk at få løn igen…og kolleger…og den slags

At cykle til kontraktunderskrivning med meget små øjne, meget hæs stemme og virkelig dårlig ånde

At blive indkaldt til Fernet og gyldne damer som det første på nyt job

Basim, der gerne vil lære at rafle

Basim, der tror, at stort set alle i selskabet er 25-27

Mand på Bremen, der giver alle øl…og går sin vej(?!)

At Amigo Bar har åbent til 06.00 og er fyldt med mænd med lysende gevir og geishaudklædning

At Centralhjørnet dækker op med mågestel til dit medbragte mad – og at man alligevel må ryge indendørs

At tale i telefon med nogen i tre kvarter, hvorefter den anden ende siger “hvis jeg nu finder en agurk og noget lime og noget tonic og hopper på cyklen…?”

NAY

Basim, der dog alligevel tror, at jeg i hvert fald er over 30(!!)

Basim, der siger “hvem er det?” til “Hun får for lidt” (tsk tsk)

Mand på Bremen med lugt af virkelig sur karklud

Ikke at måtte komme ind på stripbar, fordi man er kvinde

At glemme, at man står lige under et kørende videokamera til en fodboldkamp, mens man ihærdigt klogskabskommenterer medspillere

At komme i tanke om at løn, job, kolleger og alt det gode også betyder, man faktisk skal stå op om morgenen…hver dag…i hundrede år

pic: IG @simonlarsen

Den hjemløse mand eller dame, jeg bliver aldrig rigtig sikker, der holder til her på Vesterbro. Hun eller måske han går forsigtigt og forsagt rundt i nederdel og vindjakke med store dreadlocks, sky, men søgende øjne, der overraskende nok ikke emmer af lever liv, men mere af en, der ser alt for første gang, og lange stride grå skægstubbe. Sidder altid på kanten. Af fortovet. Af stolen. Lige på vej til noget. På vej til at sige noget. Eller gøre noget. Jeg ved det ikke. Men har lidt lyst til at give hende et knus. Og en jakke.

Se tidligere folk, jeg mødte her, her og her.

Basal kunnen og elementær hjernefunktion sættes ud af funktion, når man starter nyt job.
Derfor består første dag som regel mest af den her slags tanker (og så bliver man først i tvivl om, hvorfor de egentlig har skrevet kontrakt med en og frivilligt overleverer +30.000 kroner om måneden til en):

Hvad skal jeg?
Hvordan åbner man en computer?
Hvor er toilettet?
Hvordan går jeg på toilettet?
Tager nogen mig med til frokost?
Hvor er tallerknerne?
Hvor stiller jeg tallerknerne?
Hvor var toilettet igen?
Hvorfor er skærmen sort?
Hvordan bruger man det program, sagde du?
Hvad var mit kodeord?
Hvordan får man kaffe?
Hvordan rejser jeg mig uden overhovedet at blive set?
Hvad hedder I alle sammen?
Hvor er jeg?
Hvad er det jeg skal lave?
Hvornår må jeg gå?
Hvem er jeg?
Hvad har jeg bildt dem ind?
Hvordan skal det gå?

Alligevel går det sjovt nok altid. Gør det ikke?

(i forlængelsen af det her 90’er-trip)

…den der fantastiske David Duchovny-plakat, alle havde?

…for ikke at snakke om Kermit Klein-plakaten?

…ja, eller for den sags skyld de spisende mænd på skyskraberen eller Ruth Orkin-plakaten?

…Cowey?

…Urge?

…Push-pop?

…velourhalsbåndene med kors eller hjerter i?

…og de der halskæder, der skulle ligne tatoveringer?

…hårmascaraen?

…ufo-lamperne og lavalamperne?

…hende der Jannie, der sang om Bamse?

…og Ohøj hr. Bæver?

…Steve Urkel?

…og Danielle Steele, som aldrig får bedste sendetid mere?

…har man åbenbart ledt efter

• en eller et (vil tro, man skal specificere lidt mere, hvad det er, man vil have svar på)
• familien andersens julehemmelighed (noget med en nissemand, der var lige lovlig påtrængende)
• jødekager (leder jeg også af og til efter – der er aldrig nogen)
• hamster (det er en lille museagtig ting, som folk ikke er helt enige om kønnet på)
• pikodder (engang var det anne linnet – nu er det mange flere)
• silas holsts forældre (det er noget med nogle damer, der hedder det samme)
• tænderne “17 huller” (av for den da, det bliver ikke sjovt)

at man vel egentlig er for gammel til det der duckface på snapchat (og vel egentlig også til snapchat), men at det bare er pænere end ens almindelige fjæs

i sidste uge læste jeg noget om “situationstegn” og om at være en “oplæst nar”…det er sjovt…

det der med, når mødre kalder en for “dame” i supermarkedet…det er sgu lidt for mærkeligt – vi mangler lidt et udtryk midtimellem – for nylig var det en pige på min egen alder i fitness, der snakkede med sin baby om, at den havde fået øje på damen…som var mig…åbenbart. Havde selv udfordringen i en artikel for nyligt, hvor det virkede vildt underligt at skrive “pigerne” om to mennesker på 30 år, der er selvstændige kunstnere, mens “kvinderne” lød enormt kønsrelateret. Og eftersom de ikke var samme slags kunstner kunne jeg ikke bare kalde dem “tarmrenserne” (hvis det nu havde været det…you get the point)

folk fra Bayern, der kommenterer på blogs, som altid skriver, at de er fra “Bavaria”…synes, det er vildt mystisk…skriver sgu da ikke på en udenlandsk job, at jeg er fra Jutland (hvis jeg var det…altså det er jeg…men…)

cowboy und indianer…sådan helt bogstaveligt…

folk, der opdaterer om fodvorter på Facebook

pic: IG @hollyandhernamelesscat

holder op med at købe ting på ASOS og i H&M og sparer sammen til noget dyrt og klassisk og evigt holdbart

holder op med at smovse karamel og Kick og kulhydrater i hobetal og holder slanke linje

skriver en bog

supplerer med noget yoga for smidighedens skyld

lærer noget om vin

får arrangeret noget back-up på computer

får omarrangeret kanaler på tv i rigtig rækkefølge

lærer et nyt sprog

bager noget

lærer at lave god mad

sætter mig ind i alle kameraets indstillinger

læser den der prisvindende bog og den der faglitterære sag i stedet for at se næste afsnit af suits/house of cards/white collar/orange is the new black/arrow/ncis/homeland/whatever

rydder op i kælderen

YAY

Kurs mod fjerne kyster. Og nu er de kommet dertil, hvor min rejse startede. Næste gang er der hajer. Det må der være. Hurra.

At elektriker har sørget for, at alle ledninger nu er fjernet fra gulvet. Efter halvandet år på matriklen.

At snakke potentielt job med menneske, der har læst det her indlæg og derfor indleder samtalen med at sige, at han var underholdt af blog, men dog ikke har tænkt sig at tage imod tips om rav. Så er man ligesom igang.

Bodega fredag aften. En af dem, der ikke engang er brun endnu. Stadig rigeligt oplyst. Og fyldt med stamgæster. Heriblandt René, bodegafatter, med meget rød næse og lædervest, spritstiv bodegamutter, der på ingen måde forstår, at Odense kan være en øl, og dame med pænt stort overbid i Iron Maiden-trøje, der under tumult tørt konstaterer “Hvad fa’n blev der af magtbalancen?”

Rødvinsbrandert på den allerbedste måde. Med kloge samtaler og dårlige aftaler.

Første Lauritzkøb. På 120 x 150 cm. Yessir.

NAY

At tage til Dining Week og få serveret forret og hovedret samt to glas vin på under en halv time. Af meget pitchy dame. Det var lidt som en kvægrist. Og en masse kvæg.

At give sig i kast med at bejdse noget. Brunt vel og mærket. Og finde ud af, det ikke sådan lige går af fingrene igen.

Bodega med slåskamp. Mellem coketype, bodegafatter og håndværker-Jørgen, der ikke har tabt i rafling siden ’78. Og applaus fra resten af baren. Inden det altså brød ud igen. Og igen.

Konstant at sætte vasketøj over for så at glemme det i vaskemaskinen, så det alligevel skal vaskes igen. Serijølle?!

pic: fra dyk på Fakarava, Fransk Polynesien