1. Hvorfor får man rynkede fingre, når man vasker op, er i svømmehallen eller bare har nallerne længe i vand?

Lone Hansen, sygeplejerske ved Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus, opklarer mysteriet for os.

Det handler om væskeophobning i vævet. Vandet trænger ind og hober sig op i det yderste hudlag. Det ser rynket ud, fordi hudens overflade består af bakker og dale. Det ser man ikke normalt, men når de suger vand til sig, kan man nemmere se det. Rynkerne går altså ikke indad, men derimod udad.

1a. Og hvorfor er det kun fingre (og nogle gange fødder), der rynker?

Fordi huden på hænder og fødder er tykkere, fordi vi slider mere på det område af huden. Fod- og håndhud er også mere rillet end på resten af kroppen.
Resten af huden vil også rynke, hvis den er meget lang tid i vand. Man kan for eksempel se på lig, der har ligget i vandet, at de svulmer op.

* kilde: videnskab.dk

update 12/1: En læser linkede til en anden spændende forklaring her. The plot thickens.

Så er jeg tilbage i livet. Sådan da. Efter en god lang fraværende ferie. Okay, jeg er stadig temmelig fraværende. Men arbejder på sagen. Forsøger faktisk at lave en 2015-masterplan lige nu, mens jeg sidder og hører Third Ear om at være bange. Symbolsk?
Masterplan er tegnet med lortebrun og har små mindmaps, der ligner en slags biller, og indeholder berigende bevingede noter som “Hvad?”, “Hvor?”, “Plan” og “Palæstina”. Fremragende. Det skal nok blive et kick ass år.

Nå, men vi kan da altid starte året med lidt sædvanlig brok. Måske kommer jeg også en gang til at liste løs over jul og nytår, men lige nu er der mest rester af ting stegt i smør og fornægtelsen af det virkelige liv i mit hoved.

1. Pantmaskiner
Hold kæft, hvor jeg egentlig hader pantmaskiner. Der er så meget nederenhed samlet på ét sted. Det tager, hvad der svarer til en togtur gennem kongeriget at få de skide flasker omsat til fire tokroner, du har fingrene fulde af rester, du ikke engang selv er klar over, du engang havde en ubændig lyst til at hælde ned i sækken, og helvedesmaskinen spytter hveranden flaske lige lukt tilbage i dit halstørklædeindsnørede svedende snøftende ansigt. Og så går den i stykker. H V E R gang. Hveeeeer gang. Og så skal man vente på, at 16-årige Nicklas bliver færdig med at klemme bumser ud foran personalespejlet og kommer hen og sparker den tilbage ind i virkeligheden.
Åh, men altså. (Og ja, jeg ved godt, man kan få hjemløse til at hente det. Jeg ved det godt. Men hvad skal jeg så brokke mig over?).

2. Konsulenttyper, der skaber muligheder og ser løsninger
Folk, der starter en virksomhed og lige skruer en hjemmeside sammen. Men det er ikke det, nej. Det er det, at de så lige skruer en tekst sammen. For det kan enhver da. Og altid med udgangspunkt i devisen “jo større samling af verbalsubstantiver, formelle pseudo-ord og kringlede bagvendte konstellationer på ét sted, jo mere klog lyder jeg”.

Jeg vil fandeme hellere falde på cykel og få styret i øjet end at se på flere “konsulenter” og “din partner” og “x-smed/butler/domptør/ekvillibrist” (og nej, jeg har ikke tænkt mig at feje for egen dør, selvom jeg har brugt både pusher, poet og smed(!), men jeg bliver ved gud også træt af mig selv af og til), der laver “ydelser” med en “helhedsorienteret tilgang” i “øjenhøjde” med “blik for detaljen” og skaber “optimale situationer” og “de bedste løsninger for både dig og mig” helt uden en “skjult agenda”, uden at jeg på noget tidspunkt har fundet ud af, om de er tarmrensere eller kemiingeniører.
Og nævn ikke de engelske oversættelser. Så imploderer jeg.

3. Skandiminimalisme
Kan vi snart få noget andet end skandinavisk minimalisme i blogosfæren og boligmagasinbranchen? Og nej, jeg mener ikke et uha-hvor-er-vi-friske med et lille etnisk touch af et marrokansk tæppe eller “tjuhej-hvor-det-går-her-bor-vi-med-pangfarver” (igen, har selv skrevet den – der bliver ikke fejet på denne adresse i dag). Kunne man for eksempel vise, hvordan folk bor? Jeg er med på, at der nok ikke er skide meget salg eller inspiration i overfyldte garderober, dårlige opbevaringsløsninger, hundetyggede stillebens og børnefingrebegramsede sofapuder, men derfor kan vi da godt dykke ned i sjove kollegieværelser, gamle pensionistboliger og røvsyge rækkehuse og finde finurlige detaljer og personlighed og tips og tricks. Eller skal vi bare allesammen på en the Wave-agtig måde have hvide gulve og et Finn Juhl-bræt med noget stearin, en træabe og kobber i midten af det hele? Og bliver vi stadig inspirerede af det? Egentlig?

Skal vi sige, det var nok galde for nu. Okay. Men så godt nytår.

Beslutning: Har jeg overhovedet taget nogen i 2014? Måske “lige en enkelt mere”?

Udlandsrejse: Amsterdam. How exotic. Men fandeme en forrygende tur med muslinger, gin og genbrug.

Køb til garderoben: Smukt Samsøe Samsøe-sæt med shorts og skjorte, som i følge min folkeskolekammerat, Silas, ligner indtrækket fra en gammel Skoda, læjerleggings også fra Samsøe og blåt læjersæt fra Asos White. Læjer læjer læjer.

Køb til bolig: Den er svær. Virkelig svær. De tolv Arne Jacobsen Dråben er sindssygt flotte og lækre. Men til gengæld røvirriterende, at der er gået Kähler-segment i dem. Ellers den smukkeste messinglampe fra Rubn. Som næsten er kommet op at hænge. Næsten.

Koncert: Altså nu burde jeg nok skrive noget tysk indiefolksy fusionsmusik, som var på en obskur ukendt scene på Roskilde, man kun må komme ind på, hvis man har udvekslet spyt med Esben Weile Kjær og ofrer noget fra Wood Wood. Men øh. Erasure? Eller Aerosmith (men mest fordi jeg har hørt dem hveranden dag fra 13 til 19…okay måske 25)? Psyched up Janis? Pixies eller QOTSA på Northside?

Voksenpoint: Drak rødvin tre dage i træk i december. Har to ting af messing og en af marmor i stuen. Og er i hvert fald “taget på arbejde” (altså på kontor) mindst otte gange i 2014.

Restaurant: Jeg ville gerne bare sige Formel B, men ret beset var det jo i december 2013. Bum bum. Hm…jeg siger det sgu bare alligevel, ja, jeg gør. Det er mig, der bestemmer, og jeg kan ikke komme på andre.

Stolteste øjeblik: Æh? Årh fuck. Jeg går i seng. Ses i 2016.

Arbejdsopgave: Hm. Mayonnaisebog eller Ben & Jerry’s-tur. Åbenbart noget med mad frem for faglig stolthed. Som der ikke rigtig har været skidemeget af. Tak for uddannelsen, samfund. Jeg arbejder på sagen, okay?

SMS: Hvir er du? Kan ikke se dig. Vi står til højre for vodka juice. Lige til højre for hvor vi Solrød før. Hvor???? Ja bare lidt til højre for det. Jeg ser efter dig!!! Nej sorry venstee. Lige til højre for vodka juice barrb!!! Nej undshykd  igen… Venstre!!!! Lige til Venztre og lidt ned!!!

Opdagelse: At penge skal smides efter god tonic, hvorfor det hedder halvtreds, og at det ikkeer løgn, at dværge ikke har knæ.

Godt gået: For første gang rent faktisk at holde et (tilbagevendende) nytårsforsæt omkring krop og kondition ved hjælp af 11 ugers personlig træning. Ja, det skulle der åbenbart til.

Fest: Forsinket fødselsdag et sted på Nørrebro i sol og regn og med pong, skumfiduser, rosé og glade mennesker. Og min mors fødselsdag. Og Skanderborg. Og Northside. Og.

Brandert: Saalbach. Noget, der ligner en fire dage lang brandert, der startede et eller andet sted  til noget quiz med Britt Bendixens tatovernede nevø, toppede på det legendariske Hinterhag med obstler i hånden og Sweet Caroline på læben og sluttede der omkring, hvor jeg stor på et bord og bed min veninden i hovedbunden.

Skuffelse: Noget med verdens fedeste magasinidé, der lige så fint døde midt on the dancefloor. Pik.

Outlaw-oplevelse: 90’er fest i Rødovre.

Ups: Noget med at dukke op til en fødselsdag, jeg ikke vidste var fødselsdag, for derefter at møde – meget overrasket – fødselaren, som jeg jo altså ikke vidste var der (eller var fødselar) og blive pænt fornærmet over, at hun spørger, hvad jeg laver der. Yes.

Panikagtig handling: Statist i EM ’92. Det har kickstartet min skuespilskarriere. Eller i hvert fald spammet min mailboks.

Nu-skal-jeg-fandeme-også-være-sådan-en-der-skriver-bøger/holder fernisering/er kendt/debatterer/overtager verden: I umiddelbar forlængelse af Louisiana Litteraturfestival/en af frk. Bruuns eller O+D’s mange spændende ferniseringer/har læst et dameblad/har set en udsendelse om nogen, der kan noget/har drukket et par glas rosé.

Fodboldmål: Baaaah.

Succes: At blive 31 uden at sætte mig ned og slå i gulvet og råbe “neeeej, jeg vil ikke….jeg er ikke klar…..”

Det store spørgsmål…som der sikkert også findes et andet og muligvis mere brugbart svar på:

Hvorfor er Familien Andersens Julehemmelighed ikke blevet genudsendt efter 1998, når den nu var den mest populære voksenjulekalender mellem 1992 og 2010?

(Høfligheds)svar fra seernes redaktør på TV2, Lars Bennike:

“Det har du egentlig ret i. Det kunne være hyggeligt at få Putte Andersen og ”en mand og hans kælder”  tilbage på TV 2.

Jeg ved faktisk ikke, hvad forklaringen er. Der ligger – så vidt jeg orienteret – ikke noget juridisk/rettighedsmæssigt til hinder for det, så jeg har sendt din opfordring videre til kanalchefen på TV 2, så hun kan overveje forslaget.”

pic: clubmetroxpress.dk

Okay, så den anden dag var det en lidt anden slags ønsker end de klassiske, der kom ud gennem tasterne. Men jeg vil da også gerne dele nogle andre spidsfindigheder fra min ønskeseddel. De lidt mere finurlige gadgetsagtigt af slagsen.

Jeg ønsker mig for eksempel:

En ecosphere
Et slags akvarium, som egentlig er et lukket økosystem med rejer i. De kan overleve i mange år og skal ikke have mad, men bare noget lys. Rejer som kæledyr FTW.

Et plantui
Må være den perfekte gave til fesne byboer uden grønne fingre og uden altan. Altså os. Det er nemlig en form for lukket ufo-type, der kan stå på køkkenbordet med krydderurter eller planter i. Den har indbygget lys og vandsystem og ingen jord. Altså skal jeg ikke gøre en skid. Jeg er vild med det.

En ny Sodastream
Ikke så voldspændende, men den anden lækker ud over det hele, og vi kan jo ikke overleve uden danskvand, vel?

Vi snakker meget om det der med julestemning. Jeg kan huske, jeg – især lige omkring de første år, efter jeg var flyttet hjemmefra – brokkede mig meget over ikke at være kommet i julestemning, når vi nåede den 24. december.

Vi snakker om, at det måske er, fordi vi ikke har tid. Fordi december også bare er en måned, hvor vi skal vaske tøj, betale regninger (faktisk ekstra mange, hvilket er ret tarveligt, synes jeg), løbe i Brugsen og se YouTube-videoer. Vi snakker om, at lysene da er flotte og pynten vel sådan set også, men vi kommer ikke rigtig i julestemning, fordi det er så stressende, og der er så mange ting, vi ikke har nået, og der er så mange mennesker. Ja, og vi fik heller ikke købt kalenderlyset i tide, og adventskransen har jo ikke så meget formål, når man alligevel smutter fra sin lejlighed før fjerde søndag i advent. Det er også gaverne, som man ikke har nået, og man har ikke fået pyntet, og man har ikke haft tid til at gå på julemarked, drikke gløgg, gå ned ad Strøget og se på lysene. Man har ikke fået bagt, og adventsgaverne droppede vi i år. Julekalenderen får man ikke set, og i virkeligheden kan man da bare købe et glas med Johan Bülow-chokolader i stedet for den dyre julekalender. Og man nåede faktisk heller ikke at se Tivolis juleland eller at løbe på skøjter med sin kæreste.

Det er derfor. Det er da alt det, der gør, at den der ro, forventningens glæde, de der ophøjede øjeblikke, hvor der er koldt udenfor og varmt indenfor og helt stille på vejene, hvor man ikke kan vente, og tiden går langsomt, og hvor man ingenting skal, og hvor lyset snart bliver tænkt, ikke indfinder sig.

Eller også er det bare, fordi man ikke er barn mere. Og ikke kan skabe den der fuldstændig uforbeholdne glædesspænding, der bor helt allerinderst inde og overstråler alt det, der er pakket rundt om den inde i den lille krop.

Uanset hvor mange nisser, glas med gløgg og romantiske sneboldkampe, man får presset ind i kalenderen. Spørgsmålet er, om man overhovedet ville kunne finde frem til det, man dengang forbandt med julestemning, selv hvis man havde fri hele december og gjorde samtlige julede ting, som man altså tror er det, der skaber det?

Jeg tror det ikke. Julestemningen er noget andet nu. Og det er også ok. Jeg kan godt lide begge slags.

Jeg har nærmest fuldstændig ignoreret, at man skal vise sine ønsker, hvis man vil være sådan en, der (aldrig officielt kunne finde på at) kalde(r) sig blogger. Det må stå i de hellige blog-analer. Fnis.

Okay. Jamen, så ønsker jeg mig:

1. At folk holder op med der sindssygt lange negle. Altså det ligner jo kløer. Er der nogen, der har fortalt dem det? Det er sgu da ikke pænt i hvert fald. Heller ikke de semilange. Og man kan sgu da heller ingen ting, hverken betjene sin telefon eller spille Trivial Pursuit på skærmen på Sommersted (med mindre man er Janni/Tanja – har glemt, hvem der er hende på Tagensborg, og hvem der er hende på Sommersted – som har highscore i TP på Sommersted sammen med sine lange negle).

2. At det bliver palæo/eat clean/LCHF/overmegasejt at spise albinohvidt hvidløgsflutes fra fryseren til en femmer.

3. At vi siger, at vi det bare er for sjov, at halvhjertehalskæder er kommet ind i billedet igen. Også selvom de, meget smart, har forsøgt at kalde det noget nyt. For det var jo noget, vi sådan gik og sagde for sjov. Sådan “haha, ja, så skal vi da også lige have halvhjerter og Only-trøjer med logoprint og ternedebukser og hårmascara, ikke”. Men altså. Jeg siger bare. Det her. Klipklappere kunne jeg godt arbejde med. Faktisk. Men halvhjerter er åbenbart en form for grænse for mig. De minder mig om Hjallerup Marked og mælkeordning. Og så er jeg fandeme ligeglad med, om der er lavet et rullestol-kørestol-ordfiks på dem.

4. At folk over 40 (også under, hvis der findes nogle af dem) holder op med at sige “dvd’ere”, “gps’eren” og den slags. Altså det er sgu da en komplet unødvendig måde at kreere bestemt ental eller flertal på, bare fordi det er en forkortelse. Stop nu. Menneskere. Dameren og herreren. Tak.