Jeg glemmer fiktionsfredag. Det går ikke. Nu må jeg lige stramme op. Her kommer endnu en i serien af “lyden af…”.
Lyden af trin findes her. Og lyden af fodspor her.

vi skulle skrive haiku-digte i skolen. det var nok ikke lige dig. du vidste jo allerede godt, hvilken vej dit liv skulle dreje. og at det hele var en omvej på vej dertil. som ingen forstod. kun fordi man skulle. heller ikke dine forældre. eller Pamela Anderson, som hang på væggen over din seng. men du skrev haiku-digtet. som vi skulle. det var den unge lærer. der ville reformere lokalsamfundet. landboreform version to. en lærer, der aldrig havde set så lidt mimik og hørt så megen stilhed på et forældremøde.

Dæk og røg

på Landevej

det er sigt*

Didum didaj.

skrev du. det var ikke helt 5-7-4, som et haiku er. men det var ægte provinspoesi.

(*sigt=sejt)

En dag i et liv. I går for eksempel.

10.05: Styrketræning. Et filmhold tager billede af dame i meget lidt tøj og mand med store muskler, der leger med håndvægte. Ingen har behov for at affotografere mit vinrøde storsvedende ansigt. Mærkeligt nok.

12.12: Af sted mod Vedbæk, hvor jeg skal være statist i filmen om EM ’92. Yes, intet mindre. Og jeg har selv meldt mig, fordi jeg tænkte, det kunne være sjovt. Dagen før har jeg fået noget praktisk info fra en pige, der underskriver sig “Signe, EM91”.

13.00: Ankommer på Hotel Marina. Ingen filmhold at se. Receptionisten bekræfter, de findes, men ved ikke, hvor de er.

13.10: Finder bus med filmmennesker. Af den slags med cap og solbriller på indenfor. Og med meget lavt informationsniveau.

13.30: Frokost. Skuespillerne kommer tilbage. Cyron Melville, Mikkel Boe Følsgaard og Allan Hyde. I ømme Hummelsæt. Fra en tid, de knap husker. Flere med flotte 90’er-moustaches. Og enkelte med så tynde ben, at det virker urealistisk, at de skulle spille fodbold.

13.45: Ulrich Thomsen kommer. Med gråtonet hår og det der joggingsæt, præcis som man husker det fra Richardo. Det gør ham ikke mindre “ku’ godt”. Skræmmende nok.

14.30: Kostumen. Efter et par forsøg ender jeg i alt for stram mørkeblå sekretærnederdel og meget bred hvid skjorte med skulderpude plus medbragte strømper og creepers. Jeg ligner en fra Stena Line.

14.50: Der er pres over, at jeg har ikke-90’er-agtige piercinger, selvom jeg kun er baggrundsmateriale. Kostumedame klipper den ene over med en saks efter forgæves at have prøvet at tage den ud.

15.00: Sminken touperer mit hår i en flot konfibue/koslik, der ender i en tot, som går ned og dækker den anden piercing. Jeg toppes med en toplækker læbestift.

15.15-16.30: Jeg sidder. I en bus. Og glor ud i luften. Har glemt min telefon i kostumen. Udenfor taler Richardo i telefon i sit joggingsæt. Indenfor prøver en mand fra produktionsselskabet at skaffe en blå Opel Astra fra slut-80’erne.

15.45: Esben Smed kommer ind. Han har meget beige på og sugerør i håret for at få de ægte Faxe-krøller.

16.30: Halvanden time forsinket er vi klar til optagelse. Får cirka tre sekunders brief. Jeg må ikke larme, men skal gøre almindelige barting (jeg er i mellemtiden blevet bartender i stedet for receptionist – overhovedet ingen respekt for flere dages overvejelser om indlevelse i receptionistrollen og bekymringer om nøgleafhenting og tastaturtastning – statister er åbenbart ikke en kunstform).
Og som instruktøren siger: “Hvis de beder om noget, det gør de nok ikke, men hvis de gør, lader du bare som om, du går ud og henter det til dem – og du skal ikke gå ned til bordene med det.” (okay? hej teaterstykke i fritteren opført for pædagogerne).

16.30-16.50: Vi når igennem scenen fire eller fem gange. Skuespillerne beder om kaffe i baren. Og vand. Og stiller spørgsmål, som jeg ikke ved, om jeg må svare på. Men også mærkeligt med stum bartender. Efter første scene vil en enkelt måske også gerne have, at der rent faktisk er rigtig kaffe i kanden og ikke bare det der Basmses Billedbog-jeg-hælder-lige-kaffe-op-til-dig-koncept. Godt så. Nu begynder de at bestille og sætte sig ned, mens kaffen står og damper på disken, og jeg ikke må flytte mig ned til dem. Oh yes. Meget virkelighedstro scene, det forsikrer jeg jer.

16.50: Næstsidste take. Christofte, eller hvem det nu skulle være, beder om vand. I desperation samler jeg en halvanden liters flaske op fra gulvet og åbner den. Den bruser, selvfølgelig, over…ud over det hele. Inklusiv min skjorte. Og gulvet. Med masser af lyd på. Åh ja, ikke larme.

17.00: Done. Af med læbestift og forsøge at afinstallere koslikket på toppen. I med resterne af piercingen, inden det vokser sammen. Og mod Kbh.

17.30: 7-11 sørger for aftensmad.

18.00: Til åbning af gammel gymnasiekammerats vintagebutik. Superfint sted, men kender ingen og rykker hurtigt videre efter et glas vin og en cigaret.

19.00: Fernisering på venindes udstilling, som jeg selv har skrevet katalog til. Tager mig selv i at gå og forestille mig, hvordan man kan bruge de udstillede objekter i praksis. Hvilket lige præcis ikke var meningen. Som jeg jo skrev i kataloget.

19.45:  Af sted mod aftale på Østerbro og se videoer af bountyøer, skildpadder og spækhuggere fra de syv verdenshave og snakke om nye projekter og drømme om sejlads i fremtiden.

00.30: Godnat.

*Og nej, formåede ikke at tage et eneste billede på Hotel Marina. Flot!

pic: fodboldbrok.dk

Nogle gange er vi lidt hysteriske. Sådan vil jeg gerne indlede.

Jeg var på vej til at skrive noget om, at der for nylig i blogverdenen havde været gang i kopidiskussionen – især på designfronten. Men også i spørgsmålet om, om blogs kopierer idéer og koncepter fra hinanden. Men jeg gider egentlig ikke gennemgå det.

Jeg ville bare skyde ud, at nej, selvfølgelig synes jeg ikke, det er ok at hugge andres ting. Jeg synes ikke, det er i orden at printe andres tekst eller udgive andre tegning i sit navn, og jeg synes ikke, man skal kopiere en idé eller et koncept og kalde det sit eget. Overhovedet ikke.

Men når det så er sagt, synes jeg også, vi er lidt hysteriske. Og måske lidt anale (yay, det kommer til at give fede søgeord) omkring, hvad der er kopi, hvad der er rettigheder, og hvad der er originalitet. Og sådan.

Det er naivt at tro, at vi alle sidder med fuldstændige eksklusive idéer, der opstået unikt i vores hoveder, kun formfuldendt af vores hjernefolders enestående mosaik. Når jeg får en idé til en artikel, til noget, jeg vil lave i hjemmet, til aftensmad, til et blogkoncept, til tøjsammensætning, til en bog, til måde at få min kæreste til at rydde op på, så er det jo ikke noget, der er sprunget ud af min ellers helt enestående og fantastiske DNA. Jeg er påvirket af omgivelser, medier, samfundets tilstand, verden, tiden, hvad jeg læser, hvad jeg ser, hvad jeg hører, hvad folk siger, og jeg ved ikke hvad.

Og på den måde er det jo ikke så underligt, at vi indimellem er flere om at få idéen om at skrive om mandestrikkeklubber eller rage marmor en masse ind i hjemmet eller designe en betonklods med form som et hus eller lave en oversigt over ugens op- og nedture.

Jeg ved da godt, at jeg ikke er den første til at lave ugens positive og negative ting i et forsøg på at samle lidt småbidder fra den sidste tid, der ikke i sig selv kan bære et indlæg. Jeg ved godt, at andre bloggere har gjort de sidste syv dage op gennem ‘hvad har vi lært’, ‘op og ned’, søgeord, throwbacks, favoritter and whatnot  før mig, og at jeg ikke er skidemeget mere spændende eller original, fordi jeg kalder det ‘yay og nay’. Men hey (det rimer), det påstår jeg heller ikke. Men jeg synes, det er urealistisk at snakke om “nogens koncept”, hvis vi for eksempel taler om at skrive om sin uge i højdepunkter. Der er vist kun her i vores eget akvarium, hvor vi alle læser det samme, at den argumentation går an. Må ingen så skrive dagbog mere, fordi Helen Fielding gjorde det om Bridget Jones? Og må ingen lave lister, fordi det var Erlend Loe, der sidder på
 dem?

Jeg ved godt, at andre har skrevet om mænd, der strikker, eller Folkekirkens nedtur før mig. Men det betyder ikke, at der kun er plads til én artikel én gang i Danmark om det.

Jeg ved godt, at andre har designet et lille træhus med malet tag, før nogen på Finders Keepers lavede det i beton. Men det bliver sgu da svært at tage patent på husfaconen? Eller hvad?

Kopitanker, værsgo. De er ikke affødt af en kommentar eller kritik. Kun fra min egen overvejelsestank.

Og nej, jeg bliver ikke en af dem, der siger “jamen, det er da bare en ære, at nogen vil kopiere mig”, hvis det en dag sker. Det gør jeg ikke. For det er sgu også for røvsygt.
Men jeg vil nok bare lige tænke mig om en ekstra gang, før jeg går i flitsbue over, at nogen har fisket den samme halvsløje idé op fra vores fælles indtrykspool, som jeg har. Bare lige overveje egen originalitet. Med mindre nogen altså har printet min tekst med deres navn på eller sådan noget. Then we’re talking.

PS. Navnet CopyRobbie kommer fra Midtfyns ’98, hvor Robbie optrådte med Let Me Entertain You og en udgave af Back for Good, og vi kaldte ham CopyRobbie og tænkte, han aldrig blev til noget.

YAY

At skulle interviewe INXS’ tidligere tourmanager…også selvom det handlede om noget helt andet og meget mere kedeligt.

At spille fandango til burgerreception og blive lige lovlig entusiastisk over sit navn på sidste side

At fortsætte til spontan 30 års med ost og vin og lakridspibekage

At overtale sig selv til at gennemføre styrketræning på og ikke løbe sin vej på trods af opbuddet af udhængende tynde tøser i lange tights og glatte hestehaler

At komme i Ikea og købe for et par tusind kroner svenske drengenavne i form af kasser, hylder og dingenoter, der helt sikkert lige opper ens liv lidt

At gammel kollega kommer og lægger gardiner op og sørger for at kombinere det med en tur på Pasha-kebab

At være til bryllup med efterfølgende lækker brunch

At være til helt vildt fremragende Johnny Madsen-intimkoncert (ja, det lyder ulækkert, men det var røvgodt)

At grine højt og længe af Johnny Madsens vittigheder uden at skamme sig

At debutere på rigtig jagt og ikke hverken komme til at vende forkert eller skyde hunde eller folk i legemsdele

At spotte både ræv, hare og fasan på jagt og senere otte smukke dådyr på marken

At smæske sig i god gammeldags fondue (uhm, olie)

At heppe på kammerat i Jeopardy (SÅ uretfærdigt at få “Europæisk historie”, når de andre får “Dansk pop” som finalekategori!)

At snakke med sin mor til kl. 02 om natten

NAY

At være til Won Hundred-lagersalg med en mindre dansk provinsby af kvinder med fråde om munden kastende sig over bunker, mens de lægger deres jakker/babyer/hjerner på gulvet ved siden af, mens man selv har alt for varm jakke på og to tasker over skulderen. Bare nej.

At være til Mads Nørgaard-lagersalg, hvor alt er orange

At  opdage, at Photoshop-kursus er i den anden ende af landet og derfor må speedcykle til ydre Nørrebro for derefter at bruge den første halve time prustende og storsvedende i et trængt møderum

At pige ved siden af en til kurset siger “Var det ikke dig, der var til træning i dag?” (ehe jo, og jeg har nok cirka samme farve i hovedet nu)

At være på no-sugar-less-alcohol (nsla??) kinda-thing og derfor mest bare sidde og kigge langt efter lakridspibekage og spytte i samme champagneglas til spontan 30 års

At komme i træningscenter, som man er ret så glad for, fordi det ikke er så mange…let’s say “typer”….og så mange i det hele taget og så konstatere, at det så, lige når jeg skal træne, er fyldt op med fysioterapeutstuderende, der “hænger ud”, og man bare ved, at man lige om lidt enten bliver peget ud, fordi man gør noget forkert, eller taber vægtstangen ned i krydderen på sig selv

At Ikea-ting nu sikkert står i sine Ikea-poser de næste seks måneder

At være til bryllup på Hvidovre Rådhus med viende rådmand i alt for meget solariefarve, sneakers med hvid bund i størrelse ekstra stor, bukser i størrelse ekstra lange og satinkåbe i størrelse rigtig mand

At tøve to sekunder for længe og dermed forpasse chance for første fasan nedlagt

At få bøde for at glemme at tage hatten af, når man bliver sat på post, selvom ens far lige har sagt til en, at man skal “huske at stryge topsejlet”

At konstatere, at Nordjyllands jagt-entusiaster ikke umiddelbart har arvet landet fineste gener, if I may say so…måske har de endda lidt for meget af hinandens gener på kryds og tværs (men de er meget søde)

At finde lidt for meget Spice Girls-merchandise på Danmarks eneste Rock & Roll Museum

folk, der skriver og/eller siger bum! (stop nu for helvede!)

folk på Facebook, der udbasunerer, at de er “flove over Danmark” på grund af et eller andet i medierne eller politisk (uden at have lavet det vilde research har jeg på fornemmelsen, at min irritation som oftest hænger sammen med karakteren af skribenten bag)

folk, der bruger (red.) i flæng – også journalister, der åbenbart har en forventning om, at halvdelen af befolkningen er 10 procent dummere end vådt bølgepap (haha, kan I huske, da man sagde det? Nej? Åh, folk, der siger den slags…jævnt trættende, hva’)

folk, der siger “modtaget” (jeg gør det selv. undskyld.)

folk, der skriver “tillykke :)” på Facebook (you know who you are)

folk, man lige har overhalet på cykel, som så kører op over fodgængerfeltet og holder for rødt (I know, det er 80 procent af København, men stadig!)

folk, der kører eller cykler langsommere, når de er de sidste, man skal have forbi for lige at kunne nå over vejen

Jeg var da sådan set til sådan et slags presse-/blogger-/smarte mennesker-event i går. Ikke at jeg var inviteret. Eller jo det var jeg, men ikke som blogger. Overraskende nok med min omsiggribende skare af følgere.
Men fordi jeg har skrevet alle teksterne (og redigeret alle opskrifterne og de faglige tekster) i Hellmann’s Big Burger Book, hvor en hulens masse musikere, tv-mennesker, bloggere og andre gøglere har bidraget med burgeropskrifter.

Hvem skulle have troet, at min første bog skulle være en burgerbog?

Men hey, med en massiv (burger)bund af nordjysk ydmyghed må jeg lige sige, at den altså er blevet virkelig fin. Det er en tung hardback-sag i retrolook og så fint design hele vejen igennem. Ikke sådan noget glittery stads. Og så mit navn på sidste side selvfølgelig, vigtigst af alt.

Arrangementet var lige, som jeg tænker den slags er: I et galleri og en baggård fyldt med folk, der er noget ved musikken/bloggen/maden/set på Sunday/er googable in some way, og med store fotostater af burgere, lemonade i Hellmann’s-glas, burgere på grillen, DJ og et fint gul SMEG-køleskab, jeg havde lyst til at smugle med hjem.

På bigburgerbook.dk kan man se forhandlere. Beløbet går ubeskåret til Dyrenes Beskyttelse.

Når vi nu er ved det med udtryk (altså det med fodbolden, hvis aproposet er for langt ude), så elskehader jeg, hvor meget sport der er gået i at (bort)forklare maden på restauranter. En dag burde man sætte sig ned og spørge tjeneren, sådan helt Clement-agtigt, hvad hver eneste ting betyder!

• På en bund/seng af = ovenpå
• Med røg= du har pustet røg ned i min tallerken – det smager af…intet
• Et-eller-andet-aske/skum/skind/slør/sne/støv=altså enten et biprodukt eller noget, du ikke helt ved, hvad du skal kalde
• Knust=hakket
• Knuste kartofler=mos
• Crudité=jeg ved det ikke….noget, der knaser, siger min hjerne
• Dehydreret=øhm…tørret…lidt?
• Morkel/østers/indokinesisk humlehejre-creme=dip
• Pulled=hænger fast i tænderne (og er vildt opreklameret)
• Rustik=er elendig til at tilberede, og du får en hel gulerod og en hel tomat (lidt ligesom Christian, der i 3. g troppede op med et helt salathoved, eftersom han havde fået besked på at have salat med)
• Gris=svin

Jeg lavede den her liste lige sådan fra the top of my head. Ja, hør mig, bare sådan lige impuls, ikke.
Men i virkeligheden er Politiken meget bedre til det (nok derfor de er der, og jeg er her), og jeg læste engang for længe siden denne her sjove liste (sorry for eventuelle gengangere, noget har nok været lagret i mit hoved).
Er ret vild med et eller andet-otto.

Men altså – man kommer sgu da til lidt at savne 90’ernes “stegt som vildt” (dvs. med et laurbærblad), “a la Hawaii” (dvs. med ananas) og flamberet som ind i helvede (dvs. iiild).

Jeg har tænkt på noget: Hvordan får jøderne deres krøller til at krølle så meget?

Og med jøderne mener jeg så bar ede få procent af jøderne, der rent faktisk har de hersens krøller. Og som altså krøller dem, for der er også straight shooters. Som man siger. Og dem, der vikler det rundt om øret. Og dem, der gemmer dem under kippahen. Og dem, der nærmest laver små dreadlocks.

Nå, men jeg har også fundet en form for svar. Faktisk flere.

1) Nogle bruger krøllejern. Jo! Det står der.

2) Nogle jødiske mødre putter curlere i de små drenges hår, så det vænner sig til at gro på den måde.

3) Man udvikler en teknik, hvor man krøller sin tot sammen og stikker den op under brilleglasset, når man har været i bad. Vel nærmest ligesom at gå i seng med fletninger.

Bonusinfo: Krøllerne hedder payot.

Selv tak.

YAY

At  besøge hende her på Statens Værksteder for Kunst – fantastisk sted – ville sgu bare ønske, jeg kunne finde ud af at producere noget

At gammel gymnasiekammerat, som er succesfuld i det der tv-branche, springer ud med vintage webshop – giv mig dit liv

At drikke øl med studiekammerat soon to be twin dad og observere en anden end sædvanlig og ret skøn tilgang til det skulle fylde huset med to børn

At bruge en time på at overveje, hvad der slår Brian og Michael som tvillingenavne

At nogen har google “tis distortion” og fundet min blog

At lægge grundstenene for noget så fantastisk som en hvidvinsklub

At få vasket den der skide dyne – endelig (og nej, man behøver altså ikke tennisbolde!)

At få leveret nyt sofabord – hurra!

At sælge en trækasse, der bare stod og fyldte

At Sys Bjerre lige gad gøre opmærksom på på Instragram, at ovenstående billede foregår inde på Post- og Telemuseet

NAY

At komme til at bruge sin penge på en buksedragt, som er ih så flot, men måske også ih så rigtig meget næsten magen til en, man har

At skulle forklare, hvorfor man ved, at nogens kæreste kender ens fætter (ja, jeg har stalket dig og din kæreste på Facebook)

At være i en no-sugar-challenge med sig selv, når man pludselig får to ni-timers-dage på bureau, der skal have fotosession af alverdens chokolade og lakrids

At blive dårlig ti minutter inde i fodboldkamp, fordi ens krop åbenbart er så vant til sukker, at kombien af nul sukker, sol og fysisk aktivitet bliver for meget for oldingelegemet

At komme til at sove 12 timer straight up og deraf misse en halv søndag (som kunne være brugt på sofaen)

At miss reunion-afsnittet i Beverly

At få stjålet sine mønter at portugisisk mafia på møntvaskeri

At krydse fingre for, at man ikke har svinet hele vaskemaskinen til i sort farve, når man ser næste mand i række putte sine meget fine hvide klæder derind

At nyt sofabord  er alt for lavt til, at man kan spise fra det, og man må fremtrylle papkasse fra gammel tv-arm som bord…hvis man altså helt undtagelsesvist skulle sidde i sofaen og spise

At sælge en trækasse, der indeholdt alle ens cd’er, som nu står…på gulvet

At jeg for helvede da mangler en håndværker altså