Når man synes, noget har været lidt op ad bakke. Og lidt usikkert. Og gør jeg det egentlig godt nok. Og er jeg overhovedet sjov? Og alle andre kunne jo gøre det her meget bedre. Og fuck altså, nu har jeg lavet et indlæg, som nogen virkelig synes er for meget.

Så er det her bare et virkelig virkelig rart skulderklap:

“Kære skireporter

Først og fremmest tak for en fantastisk side fyldt med humor og varme.

Det har været en stor fornøjelse – og til tider helt i knæ af grin – at følge dig rundt i alperne med alle dine humoristiske indslag (især brevkassen, ordbogen og folk man ikke orker – jeg var helt solgt ) Og ikke mindst lækre billeder fra destinationerne – ærgerligt at sæsonen allerede er slut .”

PS. Det er ikke for at bede om flere rygklap. Bare fordi jeg fandeme synes, det er i orden, når nogen gider at være rare. Og så digitalt. Det er så anti-nationen.

PPS. Læg mærke til, at netop indlægget, som blev kritiseret (Folk, man ikke orker), er fremhævet. Hæ.

PPPS. Aner du ikke, hvad der foregår, så kig her www.skireporteren.dk. Det er mig.

Jeg kan ikke udstå piger, der mener, vi skal bonde. Sådan instant fortrolighed og uh-hvor-er-vi-bare-i-samme-båd eller jeg-hvisker-lige-noget-til-dig. Jeg H A D E R det. Det er så mærkeligt at tage for givet, at vi skal stå og knytte en eller anden form for bånd, kun fordi vi er samme køn. Som halvdelen af resten af verden. For med din Seebach-jeg-former-hjerte-med-mine-fingre-tendens, din mangel på evne til at kunne replikker fra Blinkende Lygter, din yndlingsrestaurant Riz-Raz og dit ønske om, at vi to bare skal ud og have nogle shots, fordi det godt kan være lidt hårdt at være sådan ene pige indimellem, er vi bare ikke i nærheden af at knytte noget som helst, der ikke er næver, mellem os.

Og det er ikke for at være hård eller drenget eller på tværs. Det er bare pisse-irriterende, at den antagelser finder grobund i en meget letkøbt anretning af køn og alkohol.

Så nu siger jeg det bare. Vi skal ikke danse. Og vi skal slet ikke kramme. Og vi skal på ingen måde på toilettet sammen. Og du skal ikke dele nogen hemmeligheder med mig, for jeg stikker dig sikkert i ryggen senere.

I’m just not one of those.

Når jeg så gerne vil være venner med en, jeg synes, der er sej, eller har et fedt job, ja, det er en helt anden historie. Med langt færre principper og mindre selvrespekt.

at busstemmen har sådan lidt tourettes – det er som om, den bliver overrasket og i øvrigt slet ikke selv kan styre pludselig at skulle skråle NØ-RØ-FA-R-I-MAX-GADE ud gennem systemet?

at hvis man virkelig vil høre Pia K. som stemmen i s-togene, så gør man det også. Hver gang.

hvor sanseløst irriterende folk, der siger og/eller skriver triologi er?
Hyperkorrektion er generelt en folkeplage og bare jævnt belastende.

Nu kan det godt være, jeg er nederen og asocial og illoyal, og hvad har vi.

Jeg vil egentlig gerne tage stilling til ligestilling og kvindekamp, og ofte kunne man da godt ønske sig, at det var mere nuanceret end “hvis han må, så må jeg også”.

Men jeg forstår simpelthen ikke kritikken af Roskilde Festival. Jeg undrer mig ikke over, det kan blive en nyhed i medierne, men det er en helt anden sag. Men jeg begriber helt ærligt ikke, at det giver mening at blive skide tøsefornærmet (pun intended) over, at de booker for få kvindelige kunstnere.

Altså: Jeg gider fandeme da ikke komme til en kønskvotefestival. Der kan altid være andre navne, jeg kunne have ønsket mig. Men det er da ikke på grund af køn? Hvis du kigger i min cd-samling (eller iTunes – bortset fra, at du ikke rigtig finder noget der), vil du da også se en ujævn fordeling. Jeg ved ikke engang til hvilken side, formodentlig også til mandesiden, for jeg har sgu da for guds skyld ikke gået og talt, hvor mange af hver jeg havde og så skredet ned i Expert engang i sluthalvfemserne og købt den sidste med Majbritte Ulrikkeholm for lige at holde balancen ved lige. What the fuck altså?

Lad dog Roskilde booke et fedt program! Jeg HAR set Kforums bud på et kvindeprogram. Det er jo vanvittigt søgt. Flere af navne er åndssvagt forældede, og så ville vi være sure over det. Og honorerer Roskilde ikke bare, at at der formodentlig er flere kvinder der hører musik af mænd end omvendt (ikke at det omvendte ikke sker, men jeg vil tro, der stadig er en tendens)? Og så er det vil det, man burde tage fat i, hvis det er – noget om kønsroller og sociale konstruktioner?
Eller måske kigge nærmere på, om det simpelthen handler om, at der ikke er nok kvindelige kunstnere, der kommer til fadet og hvorfor, hvis det er tilfældet? I stedet for bare at trække sådan et safe stik som tieren i Røvhul (er det ikke det?) og bare pege fingre.

Og når vi så er ved det (selvom jeg burde stoppe her): Hvorfor fanden er der så ingen, der kommenterer, at Zulu Awards har en kategori, der hedder “Ku’ godt” og kun bliver uddelt til piger (i hvert fald så vidt jeg har set, er der ingen, der har været sådan rigtig sure)?

Det er da noget, der rent faktisk kunne få mig til at spænde en ble på hovedet og brænde nogle bh’er. Det er da en ultimativ objektgørelse – en pris for absolut ingen evner. En pris, som mænd lige så godt kunne få, for hey – piger siger også “ku’ godt” og hey – piger ser også Zulu. For fanden altså – hvad skal man sige som tak “Hey, fedt, rigtig fedt, at der var nogen, der godt lige kunne knalde mig af alle jer derude – jeg er sygt taknemlig…helt uanset hvordan I ser ud” og så ellers bare ud og give et interview om at holde sig lækker bagefter.

Hm. Okay. Men det skal man jo ikke sige. For så er man jo nok ikke så cool, vel. Og har ikke rigtig nogen selvironi eller humor. Og det er jo heller ikke rigtig seriøst, vel. Men lad os endelig smide nogle kønskvoter i kulturen. Pik. Og patter. Selvfølgelig. Ligestilling.

Lad os bare sige det. Kort og godt.

Så fik vi prøvet Zen.

Jeg kan nu sige, jeg har været der. Tale med om det. Vide, hvor det ligger. Fortælle om nogle år, at jeg selvfølgelig også har begået mig på et af de der in-steder, hvor der vist nok kom kendte og smarte, og som nu er forhistorie (og nej, jeg har hverken været på Nasa eller Park eller Simons eller Molly eller Sunday eller noget som helst – har ikke engang været på Damhuskroen).

Og det var så nok det. Det sker nok ikke lige igen. Med mindre jeg er meget fuld, under pres eller har glemt, hvem jeg er lige som ham tjekken.

Jeg havde forestillet mig noget indhyllet i hvidt. En eller anden meditativ oplevelse af en art. Something classy. Og sådan tiernes svar på de der diskoteker, som Patrick Bateman render rundt på i sit dobbeltradet jakkesæt i firserne.

Det var det ikke rigtigt. Overhovedet. Som en af aftenens medgængere sagde: “Det er fuldstændig som ethvert andet Crazy Daisy i provinsen. Bare med occasional besøg af Remee og venner.”

Og ja, det var jo sådan set ikke helt forkert. Samme lyssætning. Næsten samme musik. Samme klientel. Som er småkiksede drenge/mænd i for stort tøj med ét dancemove, der – når man møder dem i rygerummet – siger ting som “nå, står I bare her og ryger?” og ellers bare står i en ring om dansegulvet og scanner og sanseløst stive piger uden en selvstændig tanke i kroppen i ekstremt korte kjoler og høje sko, der klasker clutchen rundt i hovedet på andre i et forsøg på dans og vælter op og ned af trapperne for at snave op ad en kældervæg et sted/tage coke af iPhonens lysende skærm/sige ting som “arhmen, så snapchattede jeg ham så, og så facetimede vi og så…” på toilettet.

Efter at have omsat to – vist nok helt ordinære – Tuborg på flaske til den nette pris af halvtreds kroner stykket til lidt flere utydelige ord og usikre stænger, var vi, helt uden vivar bevidste om det, ganske automatisk  fortrukket til rygerummet i jagten på hjemlige territorier, hvor vi ikke var de der gamle fallerede typer, der stod, alt for selvbevidste, i en cirkel og dansede og undrede os over, hvad fanden vi lavede eller tænkte på, hvad vi skulle huske at købe ind i morgen.

Erkendelsen var simpel nok. Vi er nogle gamle svin. Tidligere på aften havde en af de andre kaldt sin mor for “retarderet på Facebook”. Og på zen var det, hvad vi var. Vi var mor på Facebook.

Så vi tog flugten, fandt et bord på Halvvejen, tændte en smøg, drak en Thy, åndede lettede op og talte om voksenmobning og spejdere og andre ligegyldigheder med en fyr, der hed William, som havde to skjorter på.

1. Løb desperat rundt for at finde mit loppemarkedsrejseministrygejern, så jeg kunne forsøge at stryge vlieseline i nogle bukser, fordi de kradser(!!), på trods af at tidligere midlertidig residerende har efterladt et meget flot og velfungerende (vil jeg tro) strygejerne og strygebræt, fordi jeg i en alder af 30 ikke aner, hvordan man anvender sådan en sag!

og overvejede, hvordan et køkkengulv ser ud, når man hopper op efter pakken med chocopops(!), og den vender sig i luften på vej ned…

vin i grønne flasker mere end brune eller gule

små ting: små juicebrikker, små blade, små frikadeller

grønne, slanke øl (undtagen Faxe Fad) – kan ikke overskue dem i mørkt glas; min hjerne tror, de er stærkere

kl. 11.00-onsdagsmøder, som udvikler sig til fire flasker vin, thai og cigaretter og idéen om en tangtoast

Christopher-dokumentaren (ligesom resten af landet) og måske generelt den slags småcorny dokumentarer, hvor “sådan nogle stjerner også bare har et helt almindelige liv og helt almindelige problemer” (til gengæld er jeg lidt træt af, at skifestivalen Red Mountain ikke hyrede Christopher frem for Mads Langer og Dúné, som jeg interviewede lige her, så jeg kunne interviewe Christopher, og vi kunne indlede sådan et Ashton-Demi-forhold – bare med lidt mere fedt, lidt mindre Striptease på CV’et, lidt flere brune bodegaer og lidt mindre break-up)

når man får mails, post eller sms, man ikke regnede med

at min cykel er samlet

kogt pasta direkte fra sien

Euromans artikler om “hvordan er det at…”

ostepinde, som er små..øh ostepinde…som min mor bager.

(forbered jer på verdens længste sætning)

Kender I det der med, at man sidder og ser sådan et opdrag-børn-hunde-katte-whatever-program (SuperNanny, ham der kattemanden på Animal Planet eller dem der med problemhundene – nej, jeg har ikke et liv, åbenbart), og så laver eksperten et eller andet super simpelt adfærdsagtigt a la “når det ringer på døren, skal hundene sidde her – derfor bringer jeg dem herhen hver gang og giver dem en godbid, og til sidst giver det sig selv” eller “hvis  du var lidt mindre skinger og hysterisk, når der sker noget, så var din forvoksede rotte af en hund det nok også” eller sådan noget helt sygt simpelt Skinner-ring-the-bell-psykologi?

Jeg gad godt, der var nogen, der gad udøve det på mig. Altså noget betinget refleks/adfærdsterapi. Med mig som hunden, that is.