Lige i øjeblikket er jeg rigtig meget fanget i det her:

– Jeg har firetusind bookmarks og hundredeogto lister, men jeg kan ikke få hul på indretningsprojektet, fordi jeg er bange for at gøre noget, som kunne være bedre.

– Jeg får til nøds lavet ting, jeg absolut skal, men udsætter alt det,  jeg gerne vil. For måske bliver det ikke godt nok. I sidste ende ender det med, jeg ikke ved, om jeg vil det.

– Jeg fylder op med idéer, men idéer, der ender i word-dokumentet “idéer” på min Mac, og ikke i virkeligheden, for jeg har ikke tid/lyst/overskud/plads lige nu.

– Jeg er træt af at læse artikler og blogindlæg om folk, der er lykkedes. Jeg er tæt på at ønske dem ulykke, for det sætter alt det, jeg lige har skrevet, for meget i perspektiv, at de har gjort alt det, jeg ikke har. Til slut balancerer man på kanten mellem en eskapistisk forestilling om, at det var verdens omstændigheder, der var skyld i, at man ikke er kommet dertil/de var bare heldige vs. at man bare ikke var så god, som man troede, man var.
Og alligevel læser jeg videre i artikler og stykker med onlineliv.

– Jeg køber det ene stykke tøj efter det andet, der aldrig gør ting bedre. På den måde er klichéer skidesjove.

– Faktisk ligger mit liv lige pt. ret meget spredt ud i dokumenter bygget af uforløste planer og dårlig samvittighed – lister med kalorier, indkøb, indretning, fremtid, hverdagstips og ting-jeg-burde-for-at-blive-et-bedre/sjovere/rarere/mere ambitiøst mennesker. Altsammen druknet i bitterhed, manglende motivation, dovenskab, en form for præstationsangst og generel bitterhed over, at tiden gik, og intet blev til noget. Rigtig god kombi, faktisk.

Nå, men fab dag ellers. Er der nogen, der har ellers vil byde ind med noget? Vundet en pris? Spist nogle hjemmelavet speltkager? Lavet en DYI fjerkrone?

Liftet startede lidt som en af dem, hvor jeg i et kort øjeblik overvejer, hvorfor jeg ikke bare har valgt offentlig transport, hvor jeg ved, hvor sporet er, og ikke skal dumme mig (specielt meget) eller forholde mig til nogen. Jeg havde nemlig pænt svært ved at tyde chaufførens dessiner til, hvor det var, jeg skulle stå. Hvilket blev pænt stressende for en, som mig, der altid er sent på den, generelt hader at blive samlet op steder, hvor man skal skynde sig, fordi man danner kø, og som bare vidste, at bilen allerede var fyldt med folk.

Men jeg kom da med. Uden de store problemer. Kun en 4-5 mails og et par telefonopkald. Denne gang kørte vi en meget pæn, ordentlig og rummelig minibus. I sig selv jo fint nok. En af dem, hvor føreren har en holdeforanstaltning til mobilen og helt styr på aircon’en.

Til gengæld gjorde det også samtalen ret begrænset. 8 mand på snorlige rækker som en bus på vej til ældregymnastik giver ikke de samme samtalebetingelser, så når man halvvejs kvæler sig selv i selen for at deltage i samtalen med dem foran i en almindelig bil.

Chaufføren forsøgte ellers lidt. Sådan:

“Nå, men så bliver det nok sidste gang, jeg kører denne tur.”

Stilhed.

En slags inforstået uudtalt diskussion om, hvem der høfligt skal svare. Eller først knækker, om man vil.

“Nå da. Hvorfor?”

Det blev damen i de lilla bukser. Som også have pakket en lille madpakke og lidt guf. Naturligvis.

“Joh, men jeg gider bare ikke, folk render fra deres aftaler. Sådan er det at være ansat i en arabisk-ledet virksomhed.”

Åh. En af de bemærkninger. Kan vi lade stilheden opsluge den. Please.

For første gang på en GoMoretur havde jeg meget lidt lyst til at snakke. Det var ikke mig som sådan. Men omstændighederne. Så jeg pluggede høretelefonerne i og tog dem først ud, da vi rutineret stoppede ved Brugsen før færgen, “der jo altså er noget billigere.”

Og så skulle man jo tro, den stoppede der. Men nej. Bedst som man troede, at universet havde en off-dag og ikke magtede at være den sjove onkel i den store helhed, der lige klarede nogle “sjove sammentræf”, som de fleste andre GoMore-ture har budt på, så kom det.

På færgen falder jeg i snak med en af pigerne på turen. Hun møder så en, hun kender, og vi taler alle tre.

Snakken falder på, hvad jeg skal, og jeg skal så blandt andet til slutgallafest for det skirejsebureau, jeg har arbejdet for.

Og obviously, dér var den: Dem havde de da også arbejdet for – som hotelpersonale for nogle år siden på lige præcis den destination, jeg har opholdt mig mest på.

Arhmen, it’s a small world. Kunne vi så sige. Slå os på lårene og være lettede over, at universet var i balance igen og ikke havde glemt sin sjove onkel-rolle.

Jeg har aldrig været på blind date. Har på ingen måde lyst til det. Umiddelbart ret glad for ikke at være på Tinder. Running Dinner. Speed Dating. Whatever ting, der kræver awkwardness-situationer over for mennesker, man skal opretholde en samtale med, hvor man desperat sidder og siger jaja og helt sikkert, mens man panisk finder næste emne, man kan skifte til. Uden overhovedet at have røde pletter overalt eller være alle former for febrilsk.

Men i dag, da jeg cyklede over Tietgenbroen i småregnvejr på vej til endnu en aftale i Selvstændigsagaen, slog det mig, at der virkelig er meget blind dating i at være selvstændig. Hold nu kæft, hvor har jeg mødtes med mange folk, jeg har hilst på een gang, har set på nettet, aldrig har set og ikke ved, hvordan ser ud. Været i virkelig mange situationer i en skønsom blanding af:

“Fuck, nu er jeg sent på den. Det er bedst, hvis jeg kom først. Så kan jeg nemlig skrive, at det er mig, der sidder der og der. Og holder en rød rose. Agtig. Eller noget. Og så kan den anden dumme sig. Ha.”

SMS: Hej hej, jeg er her allerede. Det er mig i grøn parka og med fuglerede på toppen.

“Fuck altså, hvorfor gør jeg nu det her igen? Det er jo verdens mest awkward. Hvordan fanden ser hun nu overhovedet ud? Var hun egentlig sorthåret?”

“Heeeeej, hej”
(GIANT SMILE)

“….”

“Øh, nå, eller jeg mener, hej til en omme bagved dig. Hæhæ.” (Pik, det lignede sgu da, og hun sad da også alene).

SMS: Hej, jeg er her nu. Hæ.

“Har total tjek på det. Fuck, jeg sveder i øvrigt. Hvorfor kom jeg også væltende ind på hvid-skjorte-og-sejlersko-FIAT i striktrøje og hullede bukser?”

“Ha-arj. Er du…? Øh. Eller, jeg tror, vi skal mødes. Eller. Hej?”

Jeg kan godt lide idéen om crowdfunding. Det er en rar oplevelse af, at vi også tør være fælles om noget. Ligesom vi begynder med fælles madklubber med fremmede, fælles frysermad, delebiler, couchsurfing og meget andet. Det er fremtiden. Hvis jeg kunne lave en app og magtede at hanke op i mig selv, ville jeg lave en slags Blå Avis, hvor man kunne låne ting af hinanden, man skulle bruge. En fiskestang søndag morgen. En grill. En slagboremaskine. En hund at gå tur med. Et barn at imponere nogen med. Jeg tror, det er sådan, det bliver, og jeg kan lide det.

Derfor holder jeg også gerne øje med Kickstarter og Boomerang og smider gerne en sjat penge, hvis jeg har nogen, efter sjove, gode eller tiltalende projekter. De behøver ikke handle om hjemløse eller verdensfred. Det kan også bare være folk, der vil frem i verden med noget, som jeg godt kan lide.

For eksempel har jeg smidt penge efter Live fra Lollands bog. Alle ved jo, at den er læst på 7 minutter, men at det bliver skidesjove 7 minutter.

Nu har en af mine all time favorite tegneserie startet et projekt, der skal bringe liv til serien. De skal animeres. Og det er en af de bedste, skarpeste, sjoveste tegneserier, jeg læser. In my humble opinion. Så den skal helt sikkert have månedens pant og alle-de-burgere-jeg-ikke-spise-på-vej-hjem-fra-byen (mest i overført for stand, for det kommer jo ikke til at ske..altså at jeg ikke spiser dem).

Tryk på billedet for at se, hvordan du kan støtte.

Og tegneserien kan du følge her (hav god tid – mere vil have mere): www.satwcomic.com

Jeg var gået i gang med et indlæg om, hvordan verden egentlig ikke hænger skidegodt sammen i øjeblikket. Men jeg gik i stå. Så nu ligger det der i kladdebunken og ulmer og findes og findes alligevel ikke. Lidt ligesom alt muligt andet i løbet af dagen.

Nå, high-flying much.

Så kunne jeg skrive noget om Grand Prix. For vi skal jo altid lige forholde os færdig til diverse samfundsrelevante mener. Og jeg kunne tage en diskussion om, hvorvidt Eurovision er en sangkonkurrence eller en platform for politisk og menneskelig udvikling. Og så noget om, baseret på netop det, folks kommentar om “den bedste sang”, “bare fordi hun har skæg” og sådan noget. Eller noget om, at jeg lidt fortryder, at jeg ikke fik set et show. Fordi det så ud som om, at Danmark for en gangs skyld lavede noget meget cool. Og sådan temmelig frit og afslappet og måske endda lidt modigt og modent og moderne. Måske toppe det af med, at jeg selv var klædt ud som Gry i acrylmalede støvler og frugtfarvefarvet kjole og de der “light amber”-nylonstrømper.

Men jeg gider ikke rigtig. Det er mandag, og jeg er stadig i nattøj. Freelanceliv, hurra.

Til gengæld gjorde jeg en god ting for mig selv lørdag formiddag over tre timers organisk Vesterbrobrunch(!). Jeg lavede et komplet autistskema til mig selv for min arbejdsuge. Det skal hjælpe på deadlines, stress og generelt world peace.

Så jeg må egentlig ikke blogge. Og jeg har jo egentlig heller ikke noget på hjerte. På den måde er det her et skide godt indspark.

Hvis der er nogen, der mangler en vred svensker i leopardtøj, der råber af verden, så stod han ude foran et af møntvaskerierne på Godthåbsvej i går.

(og nej, det er faktisk ikke en se og hør-joke)

1. Find på et navn. For eksempel Dagsposten. Eller Danmarksavisen. Eller Gyllesprederen.

2. Opret en hjemmeside.

3. Skriv artikler om trends på nettet, der “går verden rundt” (det er som om, nogen stadig ikke har forstået konceptet i internettet) – for eksempel bund en øl, kys en fremmed, dræb en giraf, hop i havet.

4. Skriv artikel om en helt almindelige ung fyr, der beslutter, at det gider han i hvert fald ikke, og han er langt hævet over det. I stedet vil han gerne gøre noget godt – give mad til en hjemløs/klappe en næsten-død giraf/strikke en trøje til et afrikansk barn/købe en juice mindre om ugen hos Joe and the Juice. Og det er på ingen måde for opmærksomhedens skyld, poster han.

5. Fyld resten af avisen ud med pollental, tilfældige folks Facebookopdateringer, dårlige brugeroplevelser, offentlig it, monarkiets brug af skattekroner, realitystjernes sidste køb/cokeforbrug/sagde-hun-virkelig-det og glem endelig ikke at have nogen, der er sure.
Er der mere plads, så bare find på noget.

6. Du har nu skabt et medie. Måske kan det endda også få mediestøtte.

Har de fjernet Irma-hønen ved Dr. Louises Bro, hva’?! Sådan helt uden at sige det? Sæjøst?

To gange i sidste uge har nogen spurgt til vores gård. Og jeg har indset, jeg aldrig er nået længere end til skraldespanden.

Verden er lille, når man får lift til Jylland med tidligere ansatte i det firma, man skal til fest hos, og tager toget tilbage i togstue (eller siddeområde eller ikke-kupé eller hvad man vil kalde det) med en datter af en kendis, der underviste en sidste sommer, og man skynder sig ud til interview, hvor kontaktpersonen bor sammen med en, som man lige har læst en artikel af, og som ens kæreste deler kontor med.

Folk, der er ved at ændre sit liv radikalt, er stadig bare folk. For det meste.

Jeg har overvejet mit Melodi Grand Prix-kostume i en sådan en grad, at jeg har glemt at festafholderen skal have en gave. Og det er ikke engang et krea kostume.

Spørg altid efter farve på ting, du køber, og stol aldrig på billeder. Jeg skulle bruge et par grimme blå støvler til ovenstående. Og fik et par grimme sorte. Så nu har jeg købt et par grimme støvler. Som jeg kan smide til genbrug.

Jeg har aldrig haft et problem med, at mine forældre var ældre. Altid undret mig over, hvorfor folk så det som et issue.
Glædet mig over, hvad de i stedet forældre kunne give en. Hvad vi kunne dele.

Så fandt jeg ud af, de ikke lever for evigt. Dér, derimod, fandtes det uforståelige, det uacceptable, det uendeligt umulige. Uigenkaldeligt uoverleveligt.
Uanset alder. På dem og mig.

Nabo i 50 kvm-uden-varme-Nørrebro-lejlighed “Proletaren”:

Holder technofest i 36 timer. Får tilsendt “urter” fra USA. Dropper det der med lås i døren og lader den stå åben. Bygger bunke af aviser og reklamer foran.

Nabo i 103 kvm-godt-nok-er-det-Halmtorvet-men-det-er-renoveret-og-vi-har-faktisk-ægte-tæpper-Vestebro-lejlighed “Obersten”:

Er ikke helt sikker på, om vi nu har forstået det med storskrald. Ringer til dørtelefon (how do you even do that…?) for at spørge, om vi ikke liiiige har glemt noget pap i porten, som har stået der MINDST tre dage (to dage, kælling!). Har sin kats navn på dørskiltet.