Begrundelse 1:

Begrundelse 2:

Zappede forbi Unge Mødre (det siger man vel, når man sidder og ser det). En familie er – igen – under kommunens opsyn.

Moren siger, at hun bliver IQ-testet, og at det jo ikke er det, ens moderegenskaber nødvendigvis kommer an på. Og det har hun da for så vidt ret i.

Så fortæller hun, at hun synes, det er flovt, at de er opsyn fra kommunen. Yes, jeg er med. Forstår det.

Derfor har de valgt kun at fortælle det til de nærmeste.

….okay….lad os lige vende tilbage til det med IQ-testen….nu, hvor du sidder…og fortæller på landsdækkende tv, at I kun har sagt det til de nærmeste, fordi det er flovt….

for at undgå, at folk skal høre, at man laver det, som alle andre folk også laver i samme situation og mindst et par gange om ugen hele deres liv:

• Ruller med toiletrulleholderen
• Tænder vandhanen
• Hoster
• Roder rundt med fødderne
• Skyller ud (med en vis risiko)
• “Kommer til” at vælte noget
• Synger (det gør jeg ikke, men det er et godt bud)
• Taler i telefon (gør jeg heller ikke, men overvejer, om det er mindre upassende end at stå ved, at man rent faktisk laver noget, som alle andre også gør?)

Yay:

Et ekstra bonuslag i Summerbirdchokoladen

Svare rigtigt i quiz

Spegepølse med sennep

Udsigten om en lillebitte, men dog lidt mørke sti ind til den helt rigtige tjans

Fritlagte bjælker

Turkise cykler, der kommer til give Buster-momenter og frihedsfornemmelser

Rosé

At gøre noget færdigt og strege det over på sin liste

Opvaskemaskine

Skinny jeans

Brunch- og aftenaftaler af den gode slags en masse

Raclette

Nay:

At tage bussen ned til den anden ende af Strøget for at komme i tanke om, at mødet er i den første ende af Strøget

Alle de turistbusindfangere, der er kommet til København, og som skæmmer udsigten til rådhuset for turisterne, og i øvrigt er pænt dårlige til at spotte, hvem der er turister

Når brugsvejledningen til cyklen er til en helt anden slags cykel

Når man ikke ved, hvor de der ledninger skal hen

At værktøjet (og guldkornene) står oven på det højeste skab

Vatpinde

Tempt med kiwi og passion

At nogen hopper fra og laver fælder på stien ind til den der drømmetjans

Pligtopgaver allround

Folk, der skal i journalistpraktik (undskyld)

Det er sket flere gange gennem tiden, at folk har troet, jeg var til piger. Sådan er det åbenbart, hvis man ikke valser rundt i kjole og nynner Disneysange og giver alle med et y-kromosom ret, men i stedet praler med, at man er mester i at slå søm i og sætter -svin efter alle sætninger.

Bevares, det er jo ikke, fordi jeg er sådan en “uh, se mig, jeg er bare vildt tomboy og kan bøvse højest og går mærkeligt og danser aldrig og drikker kun Blå Thor”. Men åbenbart nok til, at ovenstående formodning finder frem til forreste hjerneklap (er det forrest/bagerst – har glemt det).

Før i tiden tror jeg måske mere, det var noget med, at jeg ikke snavede med Træls Type 1, 2 og 3 (åbenbart mit nye say, det der træls type – må lige forny mig lidt) hver fredag og lørdag. Og så er man jo pænt underlig derude i Vandkantsdanmark blandt Puch Maxier, røgmaskiner og vodka+appelsinjuice i halvliters colaflaske.

Nu ved jeg ikke, hvad forklaringen er. Udover det der med ikke at nynne Disney hele tiden. Og jeg ved heller ikke, hvad jeg vil sige med det. Vel bare en konstatering. Er ret ligeglad efterhånden. Nogle gange kunne man jo ønske sig, at visse typer havde lavet netop denne antagelse. Frem for antagelsen om at man synes, de var toplækre og gerne ville vie resten af sit liv (eller nat i hvert fald ) til dem. Trods ansigtets lighed med et dårligt frispark, de usammenhængende komplimenter (kun i bedste fald argumenter) og det generelt primitive stadie af samtaleemner.

Men uanset er det altså sådan og bliver åbenbart ved. Senest var det følgende ordveksling:

Mandsling: “Wow, se hende derovre. Fuck, hun er lækker.”
Mig (kigger på østeuropæisk tilfælde bundet sammen af den slags make-up, man kunne købe på StenaLine i gamle dage og udgaver af spandex): “Mjah, altså, hun ser da meget rar ud.”
Mandsling: “Nå, så du er altså ikke til piger?”
Mig: “Undskyld, hvad?”
Mandsling: “Du er altså ikke til piger…så?”
Mig: “Øh nej, tak, der springer jeg lige over.”
(pause)
Mandsling vender sig til (i øvrigt über truck-) veninde og hviskehvæser: “Hun er altså ikke til piger.”

Okay.

Ingen toiletpapir

Ingen håndsæbe

Ingen opvaskemiddel

Små bunker af nogens ting

Vaskestativ permament placeret på badeværelse

Ingen mad i køleskabet

Ingen mælk

Ingen brød

Øl eksploderet i fryser

Creme fraiche udviklede nye svampearter i køleskab

Cigaretter sad fast i bunsen af vasken

Tre bøtter wc-rens – alle åbnet

En kasse med bordtennisbolde på spisebordet

Tre pakker morgenmadsprodukter: Nesquick-halløj, cocopops og guldkorn

To pakker Knorr, en dåse tun og tre dåser ananas

Ikke flere Nespresso-kapsler

Men masser af kærlighed og smil. Trods alt. Og  så går det jo lige op.

Det der græskarkernerugbrød i Brugsen. Det ser sindssygt godt ud og er blødt – jeg falder for det hver gang. Og hver gang er umuligt at skære på grund af hård skorpe og bløde indvolde, så det bare selv opgiver og kaster sig i tusind stykker ud over køkkenbord, tallerken og gulv.

At jeg hver eneste gang skal tjekke, hvordan man staver “buddet”. Som i “hun skulle da have buddet”.

Folk, der føler ret til at kritisere sproglige versus matematiske studenter per se, fordi det er en universel sandhed, at matematikere bare er klogere og får mere ud af deres liv. Er deres karakterer lavere, er det, fordi det er lettere at være sproglig. Jeg brækker mig. På dem. Også selvom det er ti år siden. Okay. Tolv år så.

Pia Kjærsgaard, der skriver “Hvad sker der i de danske retssale?”, fordi en eller anden idiot-overfaldstype ikke er smidt ud af landet. For “hans familie er kriminelle”, “de hader Danmark”, og nu “skal han koste os en masse penge i vores moderne fængsel”. Nej, jeg har da heller ikke lyst til at bo side og side med en mand, der overfalder folk på gaden med strømpistol og slag i baghovedet. Og nej, økonomisk set er det da ufedt, at han nu skal koste penge i et fængsel. Men altså det er jo for fanden ikke Fluernes Herre det her. Endnu. Vi har – heldigvis – ikke bare et panel af politikere eller andre tilfældigheder siddende, der peger på dem, hvor der er flest odds imod, og dem, der mindst kan betale sig i det store regnestykke, og så hytter dem ud. Vi behandler enkeltsager. Med kig til eventuelle tidligere domme. Ikke til hvem din familie er, og hvilken hobbyer du har. I så fald ville du sgu nok en eller anden dag ryge af sted, Pia – du var jo “bare hjemmehjælper” og går sikkert op i flagsammenlægning og saucekogning og korssting den slags syge fritidsinteresser.

Drenge (eller folk, men statistisk set drenge), der siger om det at analysere danske tekster (eller udenlandske for den sags skyld): “Det er jo så langt ude – forfatteren har jo aldrig tænkt de ting, man sidder og finder frem til.”
Åh, hvor bliver jeg træt.

Gule vingummier.

Monumenternes Mænd, som jeg så i biografen den anden dag. Jeg siger bare: Det kan godt være, det er Bill Murray, George Clooney og John Goodman, men det er altså to timer, jeg kunne have brug på at prikke en gaffel i øjet på mig selv.

Og så blev det så en af de der aftener. Hvor man genså Blinkende Lygter og i vaskeægte teenstil besluttede at nedtvinge udgaver af Grappa og Fernet, hver gang nogen ytrede “halløjsa”, skød eller hvis en replik blev kaldt forkert. Alt imens nogen derhjemme kom ud med en hemmelighed af den helt bizarre slags (ikke sådan bizar bizar, men sådan – surreel i ordets oprindelige forstand), som jeg har forsøgt at fordøje og forestille mig i alle tænkelige situationer og nu har opgivet (and sorry, not blogmaterial). På den måde er verden bare ret sjov. Når det hele lige bliver sat på spidsen. Hej ekstremer.

Nåh ja, og så fortsatte aftenen til Irish Carbombs, hvad fanden det så end er, to hunde i en bar, der ikke måtte snakkes mere med, for nu var det nok, Bono i ’84 og sluttede et sted mellem en øl, en snak om en upassende julefrokost med Hitler, Fritzl og Breivik (please, lav ikke dette til søgeord) og en, der fik tegnet Lundin i ansigtet med en brændt korkprop.

Helt sluttede den ikke, for den sidste time var en af de herlige, hvor man grinte af sig selv. Fuldstændig ekstrem selvopperen. Fordi vi snakkede som Yoda. Det gjorde vi også, da vi kom hjem og lavede toast. Og i går var det bare sjovt.

Det førte til, at nogen delte disse to videoer, som jeg ikke begriber, jeg ikke har set før. (Og kunstpause, mens jeg venter på at finde et link, fordi nogen bløder på nettet).

panfløjtespillere

kjærsgaard

usikkerhed

rødbeder

vasketøj

reality

eksem

kræft

mug

tab

Det bliver røv at komme hjem, fordi…

Der er rockerlang tid til, at jeg så igen skal på ski.

Alpesolen er der altid altid, og man er altid tanned i face på den nice måde (men dog kun i hovedet).

Der er ikke Spritz på barerne.

Jeg skal opstøve kedelige (men også gode) opgaver igen.

Jeg skal forholde mig til SKAT, forsikring, licens, rengøring, opvask og indkøb.

Der er ingen halvpension i hyblen.

Det bliver toppen af komme hjem, fordi…

Jeg gider ikke en fucking gang mere forklare, hvad jeg laver. Og så få timer efter konstatere, at gæst/guide/type/menneske af en art ikke har forstået det alligevel.

Jeg magter ikke flere tips a la “du kunne også lave noget om det her afterskisted, vi har, hvor der er happy hour hver dag” (really – det er også virkelig unikt) eller “hvad med sådan noget, hvor vi bare kører på ski og gøre et eller andet fedt…agtigt?” (jo, det lyder skarpt…agtigt).

Ikke flere badekar, man er nødt til at sidde i og holde bruseren over sit hoved.

Ikke flere toasts, panerede ting og pasta med fløde (altså…ikke fordi jeg ikke vil have det…kun fordi jeg snart bløder hvidt brød).

Hjemme er der kaffe. Rigtig kaffe.

Hjemme forstår folk mine referencer og ved, hvem mennesker ude i verden er.

Ikke mere stank af skistrømper, der ikke er vasket i +2 måneder.

No more vodka red bull.

Måske bliver mine fødder engang hele igen. Måske også inden sommer.

Måske flere på hinanden følgende dage uden lægge af beton.

Ikke flere teentyper, der inficerer hverdagen med emoticons, overvejelser, om hvilken anden guide, man har/ikke har været sammen med,  der ikke forstår fremmedord eller referencer til film før ’98.

Har 102 kvm blankt lærred til at lege på indretningswise.

Hjemme er der sol, rosé, Nørre- og Vesterbro, interne historier, folk, man elsker og familie, man savner.