det her i forbindelse med, at nogen linkede til Kevin Bacons entré i Jimmy Fallons show – og grinede…ret meget:

at sige “jeg er lige fyldt 30” (det er fucking tre måneder siden, din umodne type)

at synes, det er en god idé at danse cowboy und indianer på bordet, når jeg er stiv

at have op til flere slidte tegn fra sprittuschgarderobemærker på armen

noia #1: Journalistens chefredaktør er begyndt at følge mig på Twitter. Why? Jeg har ikke tweetet noget i mange måneder. Fordi jeg pt. er pænt meget caught up på titusind andre medier og er ret sikker på, jeg ikke skal poste et billede eller hashtagge noget i et halvt år, hvis jeg skal undgå tics.

noia #2: Når nogen har så sindssygt meget tillid til ens evner og roser en til skyerne (som i “det bliver bare ikke til noget uden dig” og “vi vidste bare fra starten, du var den rigtige”), når man altid går og er lidt i tvivl om, om man egentlig ikke bare har faket den hele vejen fra dansktimerne i 2. g., da jeg havde slået “Biedermeier” op og brillerede med skabet håndsoprækning og enetale, og til nu.

noia #3: Når nogen læser ens blog.

noia #4: Når nogen, man skriver om på bloggen, læser ens blog.

Sådan en mere reel undren kommer der nu.

Jeg tænker på, om den egentlig holder? Går den an?

Den der med at sige:

“Jamen, jeg tror ikke, han (/hun) tænker over det. Altså jeg tror ikke, det er hans mening at gøre nogen ked af det/skabe problemer/sladre/såre nogen. Sådan er han bare.”

Men altså. Jeg tænker. Kan man bruge det? At det ikke er nogens intention. Jovist, man bliver straffet hårdere for overlagt mord end uagtsomt manddrab (ny undren: hvorfor hedder overlagt “mord”, men uagtsomt “drab? Og i retten hedder jo altid “drab”?). Men det er jo ikke, fordi man bare går fri, hvis man kommer med barndommens undskyldning nr. 2:

“Det var ikke med vilje.” (Nr. 1 er “Sådan var den, da jeg kom.”)

Så altså skal vi ikke bare sige, at jeg godt må kalde dig en pikodder, fordi du gør noget dumt, selvom det ikke var noget, du tænkte over. Eller i hvert fald bede dig tænke over det. Og SÅ kalde dig pikodder.

• Den der “Vil ikke forstyrres” til hoteldøren – hvorfor f… er den ikke konstrueret sådan, at den ikke falder af, hver gang man tager i håndtaget eller lukker/åbner døren?
• Folk, der skriver “man”….altså som i “fedt, man” – det siger man jo ikke engang?
• Hvorfor pakning stadig er sådan en pine, selvom jeg har gjort det så mange gange – så meget at jeg i stedet kværner tre flasker rosé i selskab med nogle af de gode og kaster tilfældige ting i kufferten midt om natten, hvilket nu har resulteret i, at jeg glemt p-piller, kameraoplader og overførselskabel (rigtig fedt, når ens job er at tage billeder)?
• Om det er, fordi jeg er gammel, at jeg ikke rigtig magter det der med at stå og danse (til de samme rytmer) på en scene og så kalde det “en aften i byen” og hellere er sådan en, der vil sidde og snakke om byer, der ender på tre konsonanter, på en bodega med røg og jukebox?
• Den her FB-status fra mit feed:
  “Hvad sker det for sol nr 1 på Dk solen? Den brænder da helt vildt. Her gik man og havde lidt undt i nakken og tænkte jeg lige ville varmes igennem og ille steges igen.”
• Hvorfor vi egentlig hader sådan på kursiv?
• Endnu-engang-optur over vippeextensions. Det er som high heels – man kan alt – møde exkærester, naile jobsamtaler og camouflere tyngdekraftens indvirken på øjenlåg sådan generelt.
• Indset, at det ikke er mine bilkørselsevner per se, der er problemer med. Det er min forståelser for trafik, infrastruktur og afstande. Hvilket nok er endnu værre.

Fra Milano til Madonna di Campiglio i Fiat 500. Alene. Foregik nogenlunde sådan her. Det meste ikke som tankevirksomhed. Men mere sådan højt. Alene. I bilen.

“Okay, du har haft kørekort i 12 år. Det kan sgu ikke være så svært. Vel?!”

“For helvede, jeg klarer det ikke. Jeg kan jo ikke køre bil. Jeg er håbløs.”

“Det er snart ovre. Lige om…fire timer.”

“Nå, det er sgu da en fiks lille bil, passer lige til mig.”

“Hvordan fanden ruller man vinduerne ned? Det er ude med mig. Jeg dør af hedeslag.”

“Hvorfor helvede går du i stå? Start for fanden.”

“Masser af gas. Sådan.”

“Nå, så skal jeg til venstre. Men hvorfor en af banerne er venstrebanen. Nå, vi satser sgu.”

“Af sti af sted. Ud på motorvej. Sådan. Det går sgu da meget godt, det her.”

“Jeg tænder sgu lige for musikken. HEEEEEEY BROTHER….LALALALA.”

“Fuck, hvad sagde GPS-dame nu? Fuck, vej deler sig i to. Fuuuuuck. Okay, GPS viser, at jeg skal holde til højre. Okay.”

“NEJ, du skal fandme ikke beregne ny rute. Nej nej nej.”

“Nej, for helvede, jeg er på vej ind til Milano. Nej nej nej. Fuck fuck fuck. Jeg dør. Nej, panik. Hvad gør jeg?”

“VEND OM? Ja, luk røven, jeg kan sgu da ikke vende om. Med mindre der lige er sådan en hop-over-cement-road-block-knap.”

“omg omg omg omg”

“Okay, til venstre her siger den så. Fint nok. Gad vide, hvorfor en af de to baner, der er venstrebanen. Det er nok den her.”

“FUUUUUCK, hvorfor holder der fem rækker biler med retning mod mig nu og venter på grønt lys? FUCK FUCK FUCK”

“Så for satan. Rundt. NEJ, ikke gå i stå. Argh, jeg håber ikke, der er politi. Undskyld, bil, det var ikke en god lyd det der.”

“Okay, puha, okay, fint nok.”

“Nej nej nej, jeg skulle have været den anden vej. ARHMEN.”

“Okay, tilbage på motorvej, alt godt. Skal lige ud her.”

“Din fucking psykopatlastbil, hvad fanden laver du? Bare fordi jeg ikke lige kan huske, om man bare skal følge trafikken, eller man stadigvæk ikke må overhale indenom, så skal du sgu da ikke mase mig op mod kanten, din abe.”

“Nå, det går da strålende. Der er godt nok mange, der kører forbi, hva. Jeg kører ellers stærkt. HVAD, kører jeg kun 101. Jamen, for fanden den lille Fiat er sgu da ved at vælte.”

“Du skal fandme ikke dytte af mig, din fæle italiener. DER STOD 60 km/t pga. vejarbejde, så styr dig lige. Iggå.”

“Nå, endelig af motorvejen. Dejligt.”

“Bjergkørsel. Aha. Lige noget for mig. Eller.”

“Fuck, var det et stenslag?”

“Undskyld, var det en agerhøne, der løb over vejen?”

“Jeg kan ikke mærke mit højre ben, og jeg har ikke spist siden kl 8. Men jeg tør fandeme ikke holde ind nogen steder.”

“Nå, nu skal vi igennem tunnelen. HVAD FANDEN LAVER DU? Du overhaler…i en tunnel. Er I allesammen på svampe?”

“Nej nej nej, skrid lastbil, jeg magter ikke køre 40 i timen bag dig. Og jeg magter slet ikke overhale på de her snoede veje.”

“Okay, nu har jeg kørt her bag dig i 35 km – gider du ikke godt holde ind til siden eller noget?”

“Hvorfor fanden har de ikke plantet en McDonald’s herude. Egentlig?”

“Nå, nu er der kun fem minutter igen. Please, ikke kom sne. Eller is. Please.”

“Okay, fremme. Nå, tunnel, ja ja okay. Fint.”

“Hvor fanden er det skide drop off?”

“§#%€I)#€&*€#*?§$ GRRRRRR 40 min på at finde skide afleveringssted.”

“Jeg overlevede.”

“Stik mig en øl.”

“Godnat.”

Hvorfor må man egentlig ikke rette folks fejl mere? Uden at man skal være undskyldende og det-er-jo-også-lige-meget-hvis-man-bare-forstår-meningen (for der er jo ingen grund til at lære eller blive klogere) og det-er-ikke-for-at-være-nederen-vel-men-altså. Det er som om, man altid – på blogs, i real life-samtaler og hvad ved jeg – skal skamme sig over at “ødelægge” tråden og den gode stemning ved i en sidebemærkning i øvrigt – på alle pæne måder – at nævne, at det faktisk er lidt forkert det dersens, der foregår. Så er man sprognazi, flueknepper, pedantisk og hey – potato, potato. Og uha, så kan alle forresten pege fingre, hvis man selv laver en fejl.

Og hvorfor er det blevet sådan, at stavefejl kun er gammeldags børnestavefejl som “pårre” eller måske mere lidt relevant (realistisk?) “palietter”. Hvorimod “enlig” frem for “egentlig” bare er en svipser, og mangel på nutids-r og sammentrækning af ord ikke rigtig tæller som stavefejl.

Hvorfor er det egentlig ikke ok, at vi allesammen lige lærer lidt af det, vi hver især kan? Lige som du forhåbentlig fortæller mig, hvis jeg har en kæmpe buller i næsen, min mad kunne trænge til noget salt, eller jeg har taget noget peplum på og ligner en feddert, der ikke må klø mig fra maven og ned?

For det er da i øvrigt ikke noget problem, når det gælder dit speciale eller din ansøgning. For så er det jo åh-så-fantastisk, at jeg så lige kan finde alle “svipserne”.

Gode sager fra Danmarks største(?) online community, Heste-nettet:

Om Marius-gate
“Det er også en berigelse for giraffen / alle dyr, at få unger, og føle hvordan det er at være mor! Det kan man jo heller ikke bare tage fra dem.”

“XX: Folk er ikke ligeglade med hvordan køer og grise behandles her hjemme og der er i øjeblikket meget fokus på de får det bedre i Danmark, da vi er et land der går meget op dyrevelfærd.”

“Men ja, jeg synes de burde have haft lidt mere styr på avlen i hvert fald. Hvis de havde haft det ville dette ikke vær sket ”

“Han var jo også begyndt at syntes at hans mor, var lidt for lækker ”

“Der var en udenlandsk zoo der tilbød at tage ham, men det sagde de nej til.
Og man ved enden giraffen er født om den er indavl, for de ved vel hvem forældrene er …. da de kun har en han giraf i flokken…”
Og andre digte:

“Min hest hedder Hotmail, men vi bruger kun det navn når han er ‘dum, og skal hører efter 
I daglig tale hedder han Hotte, Hottie, og ikke mindst Hotte’lotte 
– Og det er selvfølgelig fordi, at han er så fandens lækker! “

“Min frieser pige hedder Trynke, men kalder hende måsse eller mås.. Hvorfor, ved jeg ikke:)
– Men folk glor lidt underligt når jeg siger “Min mås er bare super lækker” eller “Hvor var min mås bare god idag”..;-)”

“Bruno hedder både brunsi, brunobaby, brunomand, putte, Bruni 
Branka hedder Branka, branksi, Branko, dino 
Så er der selvfølgelig de heste jeg rider på:
trunte hedder primært trunte 
bessa hedder besse, bessi, bessbess, bess 
Optimist hedder opti og optimand “

orange og bordeaux og sådan.

Jeg kunne sgu godt lide de der ManBands optræden. Men det er også en røvgod sang. Og ja, jeg ser x-factor – skal vi virkelig igennem det først? Og ja, nu har jeg også en eller anden form for ligegyldig og ikke spor populær holdning til det. Åbenbart. Eller i mangel af bedre. Eller bare fordi, at jeg tror, næsten alle har det. Undtagen dem, der har brug for at proklamere, at de ikke har…speciella-style.

Ok, off topic. Men. Hvad fanden i helvede? Hvem er det, der klæder de stakkels mennesker på? Hva’?! Er det en eller anden form for akutjob? Eller har de flyttet på Valomanden? Altså?

Det er ikke, fordi ManBand behøver være i tre nuancer af sort og samhørighed. Men o-r-a-n-g-e skjorte? Og rød rullekrave med blazer over? Og noget navy/på besøg hos sviger-team? Altså what the fuck?

Hvis man endelig skulle dyrke de der vi-arbejder-på-kontor-på-meget-stor-arbejdsplads-som-muligvis-har-små-cubicles-selvom-det-vist-kun-er-i-USA-og-vi-har-lige-lavet-årsrapporteren-færdig-look, så tag det dog hele vejen. Det der. Altså. Nej, jeg gider ikke engang sige det.

pic: dr.dk