Liste over lande i verden uden bogstaverne fra makrel (warning: spoiler):

Fiji

Togo

Djibouti

Congo (hvis man ikke tæller Demokratiske Republik med, that is)

Liste over indlæg, jeg havde planlagt, som jeg kom til at hytte væk

Indlægget, der skulle handle om noget photoshop gone wrong fra Se og Hør og nogle udtalelser om mænd og kvinder i etellerandetblad fra blandt andet whathisface fra DR, der vandt Vild med dans og blev kærester med hende, der designer ikkesåpænt tøj, som var så latterligt naive og uintelligente, at jeg lukkede helt ned et øjeblik.

Men altså jeg er kommet til at smide bladet væk.  Eller give det videre.

Liste over historier, jeg altid kommer til at trætte folk med – i lang tid

Da jeg mødte den der delfin

Da jeg fangede den der fisk

Min uddannelse

Noget med Brovst

Hvad jeg laver, og hvordan jeg nåede hertil?

Mine forældres café

Hvad jeg mener om børn?*

Byfornyelse

Hvad min kæreste laver…i (mange) detaljer?*

*For the record: Det er som regel noget, folk selv spørger om. For some reason. Så har de sgu også fortjent en lang smøre.

Liste over ting, der gør folk sure

At man skriver (dødsensalvorligt), at man ikke ”orker” folk med grimme hatte, gamle støvler og snowblades (pyh, godt de ikke læser denne blog – kan se, jeg har skrevet noget om fede børn engang)

Festivaller, der laver gode tilbud eller ordninger, som ikke alle får det allerbedste ud af

Scam-annoncering af U2 i Danmark

Liste over ting til aftensmad den anden dag

Salat fra buffet. På 90’er-måden med revet gulerod, agurk, tomat, salat og noget rødbedehejs med tre slags dressing.

Backerbsensuppe. En klar suppe, hvor man putter…sådan nogle Zahara-nuts-agtige ting i.

Stykker af Putenbryst med smørris, champignonsauce og broccoli. Uden broccoli.

Jegvedsimpelthenikkehvaddetvar med æblesnask.

Liste over fede børnelegetøjsting fra dengang, jeg var barn

Bimse. Ham der abetypen i kufferten. Der kunne sutte på sin tommelfinger.

My Little Pony. Jo.

Turtles. Mest klistermærkerne faktisk.

De der velcrotingester, man kastede en tennisbold til. Det var vel starten på Takeshis Castle.

Liste over fede børnebøger fra dengang, jeg var barn

Plet. Bog om hund med pop-up-ting i. På grønlandsk.

Tante Grøn, Brun og Lilla

Paddington

Liste over fedt børne-tv

Stine, Anders og Jeanette i sommerhuset

Red Jobbe

Det der, hvor der var en, der klistrede plakater op på stolper

Lågen i bogen

Bamse

Faktisk (var det egentlig børne-tv?)

ZigZag (same question)

Listen over ting, der undrer mig lige nu

Hvorfor hedder det Dutch, når det hedder Holland eller the Netherlands?

Hvorfor er der så ustyrligt mange hoteller, der forveksler hovedpuder med sandsække?

Hvordan man kan have gået i skole i mindst 10 år og skriver ”vi styre” på Facebook – altså jeg forstår, at den kan smutte for dem, der ikke lige er så skarpe til den slags, men altså – du skal skrive to ord (og ja ja, slap af med ordblindhed og ”du forstod det jo godt alligevel” og ”så har de nok andre kvaliteter” – det er spildt på mig)

vi tog en kærestetur til Tåsinge og drak os i hegnet med nogle halvgamle getaway-fra-børn-typer

vi tog fire uger til USA sammen med mine forældre og fik både jazz, storby og en rejse for livet

jeg sagde mit faste job gennem 3,5 år op

Jakob satte Kbhs første poloevent på dagsordenen

jeg var på Langeland og skyde efter garagen og til byfest i Bagenkop

jeg tog på højskole og skrev på livet løs. Om Tove og John blandt andet.

jeg tog ud og sejle i Smålandsfarvandet og drak cider på Fejø og cyklede gennem loppemarkeder på Askø

jeg tog på den sædvanlige Skanderborg-tur og slet ikke var gammel

vi overtog en bar

og åbnede en bar. Og en café. Og en frisør. Og en tatovør. Og et kontor.

vi flyttede til Vesterbro og 103 kvm

jeg var i Pisa med min mor og søster

og i Istanbul med veninder

jeg fyldte 30

og fik et haglgevær

mågen Herman og birketræet uden navn flyttede ind

min far var syg og så bedre og syg igen og så bedre og så syg igen

fik et deltidsjob og sagde det op igen

tog til Alperne og var ung med de unge som skireporter

måske landede noget spændende i fremtiden.

Ja okay, vi har fattet, at Signe i Arvingerne skal være meget triviel og provinsiel og håndboldhestehaleagtig. Men der er sgu da ikke nogen, der hver eneste dag render rundt i samme grimme orange a-z-trøje. Tilsat den der hæslige lilla vindjakke. Altså VINDjakke.
Vel?
Styr jer lige.

Da jeg blev 30, fik jeg et haglgevær. Ved I hvad? Det er fandeme sejt. Det er sejt at have et haglgevær. Og have fået et. Sejt i ordets oprindelige forstand. Ikke som i “seje sild” i en teentøjreklame.

Det er sejt, fordi det er skidepersonligt. Og utraditionelt. Og noget, man husker. Fordi det er en god historie. Og fordi folk altid bliver så overraskede. Og fordi det kommer til at give mig en masse gode historier fremover.

Haglgeværet hedder Nelson. Opkaldt efter ham, der døde den dag, jeg fik det.

Det har endnu kun slået lerduer ihjel. Det var det til gengæld god til. Sådan rigtig god til. Og så må man gerne være lidt stolt af sig selv.

Jeg skulle skrive noget om at møde mennesker. For jeg møder helt sygt mange mennesker her. Men jeg har glemt, hvad det var.

Al min tankevirksomhed går til at prøve at være sjov på kommando. Og spontan og ud af boksen og hæmningsløs. Som jeg overhovedet ikke er. Faktisk. Og lade være med at tude, når jeg får kritik.

Faktisk er det ret anstrengende gerne at ville være noget. For eksempel skide spontan og ligeglad og mindre analyserende og tænkende og mindre f*cking velovervejet. Fordi man ved, det ville gøre livet lettere. Men det er også lidt skizo og rende rundt og være sådan. For jeg er ret god til at lade som om, jeg er sådan. Det er jeg bare ikke. Det har jeg vist fablet om før.

Men gad vide, om det er lettere? At være mere ligeglad. Ligesom man nogle gange tænker, det ville være lettere at være dummere. Eller have færre ambitioner. Eller være en mand.

You know.

“Er du TREDIVE?” (jeg er LIGE blevet tredive…ok!)

“Du holder dig godt” (øhm, ok, tak)

“Nå, det er da ikke så dårligt med sådan en tjans. Altså du fiser bare lidt rundt på ski og tager nogle billeder?” (ja, det er LIGE PRÆCIS det, jeg gør – enhver idiot kunne gøre det)

“Kunne du godt tænke dig at blive journalist?” (ja)

“Har du fået lavet/skrevet/optaget/filmet noget så?” (nej, luk røven)

“Må jeg lige se, hvad du laver?” (næh – det er faktisk stadigvæk min private computer – fuck asier)

“Det er da ligemeget, om ski er pæne” (gu’ er det da ej, hvis jeg skal betale 4-5000 for dem)

“Jeg har faktisk ikke rigtig lige fået set det, du laver – hvad er det nu, det er ?” (…)

“Skriver du så til sådan en avis?” (ja…Danski Tidende….og hils i middelalderen)

“Kommer vi i DR nu?” (ja…helt sikkert)

Jeg har debuteret som sådan en, der har været backstage. Var egentlig ikke særlig starstruck, da jeg sad der på bænken i et omklædningsrum med et lille køleskab, nogle fadøl i plasticglas, nogle åbne chipsposer, en masse spildt sprut på gulvet og nogle unge gutter, der kalder sig selv et rockband.

Bevares, det er de da også. Et godt dansk rockband. Og de giver den gas. Og er i øvrigt rigtigt søde og rimelig jordnære. De fleste af dem. Men det er svært rigtig at gå amok over, at nogen er gode til noget, og det derfor er det, de laver. Tænker jeg. Uanset hvor mange omklædningsrum og plasticfadølsglas, de så kan præstere.

Senere blev det noget med en klub og en bås og en flaske whisky. Og en frygtelig masse hangarounds i en stirrende halvcirkel om midtpunktet. Altså de unge rockstjerner. Voksne mennesker med komplimenter, der gav fornemmelsen af at se Klovn, mongoldates og Red Jobba. Piger uden noget som helst på hjerte andet end en historie til senere. Og alt for stærke drinks. For det er jo rockstjerner.

Jeg duer ikke til det. Jeg bliver stolt, rødstrømpe og fornærmet. På én gang. Jeg duer ikke til at stå der og passe op. Ikke fordi jeg ikke har respekt for bandet, eller fordi der er noget forkert i at gøre det. Det skal bare ikke være mig. Jeg vil nok egentlig bare helst følge med i mit eget liv. Sjovt nok.

“Enten vejer jeg mindre, eller også var jeg fuld, da jeg købte de her bukser. Sikkert det sidste.”

“Undskyld, men er der snart nogen akademikere i nærheden?”

“Fuck, jeg er gammel.”

“Fuck, de er unge”

“Åh nej, nu kommer der børn.”

“Gad vide, om jeg ville kunne styre min lyst til at trykke et barn sammen ned i gulvet?”

“Kunne man eventuelt sove en uge?”

“Jeg trænger til at drikke mig fuld med nogen, der forstår min humor.”

“Hvorfor er jeg egentlig ikke lidt mere cool?”

“Jeg må hellere lave et totalt make-over. Og det er jo ikke noget, jeg tænker hver gang, et nyt år begynder.”

“Det ville også være lettere at være en fyr. Meget mere ukompliceret. Og så kunne man gå mere med hat.”

“Jamen, hvor gammel er du da?”
“Jeg er lige fyldt 30.”
“Ej, hvor vildt. Ej, shit. Det kan man ikke se.”
“Tak.”
“Ej, men det mener jeg.”
“Jamen, jeg mener også “tak””
“Jamen, altså 30. Shit. Så skal du jo have mand og børn og sådan noget meget snart.”
“Mjah, altså det bestemmer man vel selv.”
“Skal du ikke have et rigtigt arbejde.”
“Nu har jeg jo selv valgt det her.”
“Jamen, har du en kæreste?”
“Ja”
“Nå, men det var da altid noget.”
“Ja, jeg ville da være rimelig desperat, hvis jeg var 30 og ikke havde en kæreste.”
“Okay”

Jeg har hele tiden tænkt, det var åndssvagt, at bloggere sagde undskyld for manglende indlæg. Er der ikke indlæg, er der jo bare ikke noget at læse. Og så må man vente på det næste. Så det gider jeg ikke. Jo, jo, jeg forstår godt, at det er sjovere med regelmæssige opdateringer, men jeg magter ikke selv folk, der “kigger ind” og lige “siger undskyld, men lige har travlt med at spise noget/skulle noget/tænke noget”. Og ofte opdager jeg altså ikke selv, at folk ikke har smidt indlæg ud i lang tid, for jeg følger jo ikke bare én blog. Nå. Nok. Om. Det. Inden det bliver en ikke-undskyldning.

Jeg har egentlig masser af noter på min indlægshuskeliste. Der står blandt andet “the cool people”, “købetrang”, “loyalitet”, “ham der ekspedienten”, “haglgevær” og “det der med at ville være spontan”. Så I kan jo bare selv forestille jer nogle indlæg ud fra det, ikke? Nej, løgn. De kommer. På et tidspunkt.

Men sagen er jo, at jeg pt. blogger for nogen. Ovre på www.skireporteren.dk. Og det trækker sgu lidt tænder ud at få styr på alt teknik, oplade fem aggregater, uploade ad to omgange fra lige så mange, transportere mig selv rundt, holde kontakt, holde aftaler og få ting til at lykkedes. For ikke at nævne både at være informativ, rimelig og også sjov. Svært med svært på. Og  sjov på. En masse.
Men jeg er ved at løbe det hele i gang, så det er lige der fokus findes i øjeblikket. Bortset fra lige nu, hvor det mest er på selvmedlidenhed og sygdom. På alpemåden. Jeg har prøvet at slå det ned med 12 timer søvn, en sæson af Homeland og en appelsin.

Jeg har hørt, at ét indlæg om året, der gik, er the shit. Så mon ikke jeg laver det på et tidspunkt. Og også noget om loyalitet og spontanitet og haglgeværet Nelson.

I mellemtiden kan man muntre sig lidt med videoen, der skaffede mig jobbet som skireporter.