yay

Str 26. Er vild med det. Så længe det holder.

Folk, man kender, der vinder priser. Er vild med det. Så længe det varer.

Trivial Pursuit lørdag aften. Tror aldrig, jeg bliver træt af paratvidenspil. Aldrig. Så længe jeg vinder.

At se sit navn i Politiken. Helt ok. Heeelt ok.

Boligduttelut i Bella. Det er som chokoladeland. Bare med møbler.

At få lov at vælge mellem grøn og cognacfarvet brillant. Bare sådan på en mandag (things you thought I’d never say).

Der åbner en Copenhagen Boyy i Chr IX’s gade (tror jeg nok, det var).

SMS fra Aarhus om, at man nu kan få kondenseret mælk. Som ER kogt. Farvel str. 26.

Besøg af mor. Udstoppede dyr, vin, robotter, verdens mindste kaffebar og rarhed.

En meget begejstret, og lidt overrislet, muts helt høj af sovsekursus. Doublelove.

nay

Kunstudstillinger med aparte værker og aparte folk, hvor man ikke kan få vin, fordi der er 4.000(!) mennesker i et virvar af elpiskere, hundevideoer og ustoppede spejlvendte mennesker.

Trivial Pursuit, hvor der er fejl i svarene (skal fandeme ikke belære mig om Brad Pitts børn – I know that shit!), OG hvor man taber. Og nej, det er ikke bare, fordi jeg er dårlig taber. NEJ! Blev der sagt.

Det der søde og åh så kære museovertræk til cykelsadlen…som så er strikket og ALDRIG nogensinde bliver tørt igen efter første gang regn. Nu ligger der bare konstant en druknet gang garn i kurven.

Alle mennesker, jeg skulle snakke med i Bella, var enten væk eller havde vigtigere mennesker i deres liv end mig. Som om Paustian kan skabe flere mirakler end jeg. Klart.

Min SuperBrugsen har ikke påforhåndkogt kondenseret mælk. I virkeligheden nok ret meget yay.

Tog mig sammen og tog til fodbold. Kørte 8 km ud i Outlaw-Tingbjerg på mørke stier, hvor jeg både var faretruende tæt på løbere, mærkværdige metalgenstande og udpræget paranoia. For at konstatere, at det ikke var der, vi skulle mødes. Skulle i stedet køre et par kilometer tilbage for at høre to minutters slutning på møde og så LØBE resten af kilometerne til Tingbjerg for at træne. Lige dér fortrød jeg alt. ALT.

Usandsynligt mange versaler i den her yay og nay-omgang.

I anledningen af, at jeg i dag i Politiken (med en lille onlinefluffer her, som man siger) rent faktisk forsøger at give nogle – ret gode, synes jeg selv – tanker omkring det der med møbler, som ikke har en umiddelbar funktion, og noget med, hvorfor det er vigtigt at flytte grænserne, tænkte jeg, at vi lige må have det lidt ned på jorden igen. For guderne skal vide, at jeg i torsdags på Charlottenborgs Forårsudstilling flere gange tænkte “hvad fanden foregår der?”

<tænkt>

“Der hænger sgu en elpisker. Gad vide, om det er kunst eller bare…tilfældigt?”
_____

“Okay. Hun har filmet sin hund. Okay. Okay. Jeg prøver. Nej, jeg kan ikke. Hvad fanden foregår der? Skal vi bare aftale, jeg ikke er til videoinstallationer så?”
_____

“Hvorfor fanden skriver de aldrig, hvor billedet er taget. Skide kunstnere. Vil sgu vide, hvor det er henne.”
_____

“Det er en klump ler. På gulvet. Og den er revnet. How is this art? Det ligner i øvrigt peberkagedej. Nu bliver jeg sulten.”
_____

“Hvor er vinen?”

<hørt>

“Hvad synes du, det ligner?”

“Ehm….vagina?”

“Ja…eller en østers.”

“Men den orange farve er meget flot.”

______

“Er jeg den eneste, der forventer, at den der blomst gør noget lige om lidt? Sådan ligesom den der fra Bubbers Badekar?”

______

“Det der er jo faktisk decideret grimt.”
(kvinde lige ved siden af – samtidigt:)
“Det er nok noget af det smukkeste, jeg har set fra hendes hånd.”
_____

“Får I også lyst til at scratche på den der pladespiller?”
_____

“Det er faktisk ret sejt. Tør du røre? Jeg er sgu lidt bange for, at en af dem pludselig rejser sig. Selvom de er papmaché. Eller hvad det nu er.”
“Tror du, opladeren virker? Jeg mangler strøm.”
“Deres hår er sådan lidt Criminal Minds-agtigt.”
“Det er sjovt, at de har givet dem samme tøj på, hva’? De kunne da også godt have lagt noget andet end en iPhone og en plante på den kommode derovre, når det nu også er på den he….NÅÅÅÅÅRH, det er sgu da spejlvendt. Gud, hvor smart.”

#1: Manden med gråt og meget tyndt hår med en (slukket) cerut i mundvigen, der vendte og drejede alle sine flasker for at lægge de med stregkoden opad i flaskeautomaten. Jeg smilede stort til ham – følte helt sikkert, at vi to var på bølgelængde og ikke almindelige som resten af pøblen. Vi havde forstået livet. Han ikke så meget som trak på den cerutbefængte mundvig.

#2: Manden i gamle skævtrådte mørkeblå Rubber Duck-støvler og termotøj med en Hawaiiskjorte udenover, fingerløse handsker og en dåsebajer på disken, der under højlydte suk og ret klare dessiner om, hvor man skulle stille sig, og at man lige skulle vente på, at han noterede salget af duehøgen, åbnede for montren og solgte en et dyr, han ikke vidste, hvad var.

#3: Vores gamle bibliotekar, der havde en af de der kuglepen med stempel på og kaldte en Josefine, Solejma og andre helt besynderlige(!) navne. Hr. Jørgensen, hed han det?

#4: Paskontrollen i lufthavnen i Nairobi, der også havde kuglepennen med stempel, tegnede en smiley i mit pas og smilede et enormt tandløst smil. Passet er blevet stjålet.

#5: Min gamle tandlæge, der havde et norsk navn og et af de der mørke, men ikke dækkende og derfor ikke betryggende skæg, og hvis fingre altid forekom lidt for blege og brillerne lidt for tykke. Min søster bed ham i fingeren.

#6: Damen fra Lhasa, der var lige på grænsen mellem forargelse og fascination, da vi prøvede munkekåber midt imellem bedemøller og pilgrimme i ikkeænsende bevægelse rundt om templet.

Sjov på bekostning af andre…åh jamen, what’s not to like. Derfor kommer her lidt tilfældigt godt fra Facebookfeed og andre opslag.
Og hvis der er nogen derude, der kan genkende sig selv som forfatteren: don’t sweat it. Jeg kan stadig godt lide jer. Sort of.

…at Acne har lavet en genistreg og omrokeret alle deres størrelser her i postjulefedttiden, så man får lyst til at købe deres bukser, fordi man pludselig er gået fire(!) størrelser ned.

…at Søren Pind kan nogle vilde partytricks med det der øje.

…at jeg har været i den til dato mest mærkelige forretning med Star Wars-klenodier, udstoppede papegøjer i slagteriformation, en udstoppet kæmpepython, en menneskehjerne og et hestekranium. Jeg købte udstoppede vandrende pinde. Ikke helt sikker på, hvad det siger om mig.

…at man bør bestille Baba Ghanoush en gang om ugen kun på grund af ordet.

…at min barnetrang til at blive kassedame ikke er helt stillet ved selvbetjeningskasserne i supermarkedet (men de hjælper).

…at hverken min mor eller min kæreste nogensinde kommer til at forstå idéen i masking tape frem for rammer (eller dobbeltklæbende tape, som min kæreste tilbød at købe, for den sags skyld).

folk lykkedes med deres projekter. I går fik jeg Boligmagasinet ind ad døren, og i det lå et postkort fra I love my type. Og så tænker jeg på, at det faktisk ikke er ret lang siden, at Kathrine, som står bag ILMT, og jeg sad på Taxa, hvor hun forsigtigt og lidt forlegent præsenterede mig for sin idé, og vi snakkede om, om det mon var salgbart.

man udhuler et franskbrød og stopper det med flødeboller. Hvad er der blevet af det? Kan vi finde en eller anden form for madreligion, der prædiker det hver lørdag?

at jeg fandt på at lave en ”vennecollage” til min mor. Mødre (og fædre) får uendeligt meget skældud, fordi de ikke altid kan huske forskel på Nanna, Emma, Maria B, Maria J, hende fra Indien, Kristine og Kristina. De kan ikke ikke altid huske, hvem det var, der lige havde fået den der gadehund fra Kreta, der viste sig at være en rotte, hvem der fik job hos Godik Toiletter, og hvem det var, der havde eksperimenteret med bevidsthedsudvidende stoffer på Gotland.
Så jeg har lavet en lille collage med billeder af dem, der omtales mest med navn, job, og hvor jeg kender dem fra. It works.