For nylig skulle jeg til en fest, hvor min kæreste ikke skulle med. Jeg kendte værtsparret og et par stykker derudover. Jeg er 33, og det lyder fandeme voksent og gammelt og modent og slut-med-alle-de-der-bekymringer-og-fantasifostre, når man sådan siger det højt. Men hold kæft, hvor skulle jeg stadig til mig sammen, og hold kæft, hvor havde jeg inderst inde mest lyst til at vende om og gå hjem på min sofa. Selv om det er en lillebitte ting. For det er det jo. Men det er en aften, hvor jeg på forhånd ved, jeg bliver enormt bevidst om, hvor jeg placerer mig, og hvor jeg ved, at jeg skal hægte mig på, og hvor jeg kommer til bevidst at planlægge, hvad jeg gør. Det er i øvrigt sådan et situation, hvor man får røget alt for meget, for så gør man jo noget.
Nå. Men.
Jeg har engang aftalt med mig selv, at det skal jeg. Altså gøre de der ting. Tvinge mig selv væk fra mavefornemmelse, væk fra at stoppe mig selv.
Nu lyder det som om, jeg har enormt mange blokader og noget social angst af en art, men det har jeg ikke. Og jeg tror faktisk, jeg er skidenormal.
Jeg er ikke selv særlig introvert, og jeg forekommer meget lidt hæmmet , tror jeg. Men bag ret meget udadvendthed og god selvtillid og generel ret afslappet tilgang til ting, så findes der egentlig en god portion…generthed….måske ikke det helt rigtige ord, men sådan en overdrevet bevidsthed i forhold til situationer, hvor jeg ikke er rigtig tilpas.
Jeg er helt sikkert ikke er den eneste, der har det sådan. Men jeg synes, det er skørt, at det aldrig ændrer sig. Da man var yngre, var nok meget noget, man talte om som “bag den hårde facade” og “det er altid de selvsikre og hårde typer, der er usikre”. Men så simpelt er det ikke, for jeg er egentlig ikke usikker. Men jeg er meget bevidst om, at jeg har nogle underlige begrænsninger, hvor min mavefornemmelse og mine rationelle hjernefolder er har gang i noget lussingebattle.
Jeg er en tænker. Jeg tænker situationer og mulige fremtidige udfald og har altid gjort det. Og så kan man hurtigt få opstillet en masse ukendte situationer, man ikke har helt vildt lyst til at forholde sig til, fordi de er, ja, ukendte, og det kræver mere af en, og det potentielt sætter en i en situation, hvor man ikke har lyst til at være. Jeg forestiller mig, at det er sådan autister eller folk med angst har det gange 100. Og det misunder jeg dem ikke.
For jeg har ikke lyst til at være bange for det ukendte, og jeg har altid dyrket at skulle sætte ting på spil og skulle længere ud. Men hold nu kæft, hvor skal sådan noget altså trænes. Som yngre ville jeg slet ikke ringe til lægen eller en restaurant, og i dag skal jeg stadig tage mig sammen for at lave et interview (og jeg lever trods alt af at være journalist). I gymnasietiden trak jeg ikke en eneste gang en sodavand, fordi maskinen var lidt besværlig, og den stod et sted, hvor alle kunne se en, hvis det gik galt. Og jeg var slet ikke ligeglad nok til at sætte mig ud over, hvis det gik galt, selvom de fleste andre nok havde den opfattelse. I dag jeg er stadig ikke glad for automater og kaffemaskiner, der har en egen vilje og er ude på at sætte en i dårlige situationer. Men jeg træner (og har gjort det i mange år) mig selv i at give det mindre og minder fokus.
Jeg synes godt, det kan være svært, at ens hoved og følelse er i kamp. Jeg bliver lidt sur over det, fordi jeg ikke gider at have det sådan. Det er besværligt. Og jeg vil hellere være en, der ikke bekymrer mig og analyserer op og ned ad stolper.
Jeg vidste som yngre, at jeg ville ud og se verden – at jeg ville fandeme være sådan en, der gjorde det. Men første gang jeg stod i lufthavnen og skulle til USA, skulle min mor og far bare have spurgt én gang, om jeg nu var sikker, og så havde jeg vendt om. Men jeg gjorde det ikke, og jeg gjorde det heller ikke, da jeg senere skulle på børnehjem (altså ikke PÅ børnehjem, vel) i Kenya, til Tibet med rygsæk, ude at sejle i Stillehavet eller til Alperne og være selvstændig og sjov skireporter. Det sidste er kun tre år siden, og jeg var ældre end alle guiderne, og i virkeligheden var de nok mere usikre på mig, der ligesom var hyret til den her meget selvstændige, cool, on demand-vær-sjov rolle. Men derfor er det faktisk stadig en kæmpe udfordring at gå ud af sit værelse og ind i en stor samlet flok og sige hej uden at have lyst til at viske sig selv ud med et viskelæder.
Hold nu kæft, en smøre. En lang, rodet smøre. Der udsprang af ingenting. Andet end noget, jeg lige kom til at tænke over, mens jeg lige sad på en kaffebar og ventede på, at lejligheden blev gjort rent (yay).
Mon nogen nogensinde kom igennem hele baduljen?
Hvad vil jeg sige? Det ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at nogen godt ved det. Og andre har aldrig haft den mavefornemmelse og kommer aldrig til at sætte sig ind, hvordan det kan være grænseoverskridende at trække en kop kaffe eller dukke op til en fest.
