Gamle mennesker, der hader ungdommens mobiltelefonkultur og samtidig har tastaturklik og Ein Bisschen Frieden som sms-tone og taler i mobil, som om det var en dåse med snor i…hvor som helst, når som helst.

Gamle mennesker, der er på festival for at høre Rolling Stones og tænker, de godt kan komme lige fem minutter inden og trække helt op foran – de skal jo bare lige forbi.

Gamle mennesker, der folder havestolen ud i en komplet fyldt bus og sætter sig.

Gamle mennesker, der står så tæt på en i køen, at man kan lugte Canasta og Bridge i hvert åndedrag.

Gamle mennesker, der stiller sig lige inden for døren i metroen, så de er helt sikre på at komme ud igen.

Jeg kan godt lidt ordet fantast.

Ikke fordi det klinger ikke godt. Det er et underligt ord. Ikke den typiske måde at få trykket et navneord ud af et udsagnsord eller et tillægsord på dansk. I sig selv dragende. På en nørdet måde.

Jeg tænker, at det har en negativ klang. Den, der ikke kan se realiteter. Den, der tror på det umulige. Den, der forestiller sig.

Og jeg tænker, det aldrig kan være negativt. Jeg tænker:

Eventyr.
Den Lille Prins.
Svæve.
Tang.
Søhest.
Bolsjeby.
Hoppebolde.

En omgang BouillonJohn. Altså “John ser alt” i essensform. But real stories.

Kære John
Jeg er gået fra min mand. Han er sur. Får jeg en lejlighed?
Plys

Kære Plys
Ja. Du får bolig. Du nyder dit liv. Du får et forhold. Din mand kommer videre. Alt bliver godt. Hurra.

Kære John
Har jeg fået et oldebarn? Kommer jeg til at flytte?
Krebs

 Kære Krebs
Der er et oldebarn. Du kommer til at flytte. Bare ikke så langt. Og du skal selv tage kontakt til dit barn og barnebarn. Det kan også være, de gør det. Men så bliver det om lang tid. Either way.

Kære John
Kommer jeg på ferie igen? Er jeg væk i 14 dage eller en måned? Får jeg nyt køkken/badeværelse? Vil jeg fortsætte med at spille kort? Taber jeg mig?
I.B.

Kære I.B.
Du kommer til at rejse meget. I 8-14 dage. Du taber dig. Du holder op med at spille kort. Men går i stedet til dans. Du får et køkken, men ingen badeværelse.

Jeg roder. Og det er blogrod. Og det hader mig. Så jeg piller lidt ved design og lidt ved alt muligt. Halvdelen virker ikke. Så have patience. Eller gør det for mig. Jeg giver en kanelsnegl og skriver din danske stil eller noget.

Distortion kan sagtens lukkes ud i en stream-of-consciousness af bare ben, hængende-over-gelænder-typer, hipstierens nye frontier, tatoveringer, høj musik, fælles bevægelser, masserne og enkelthederne, læderjakker og bølger af farverig skævhed og elementær konformitet og selvbekræftelse.

Men jeg vil nøjes med at opsummere sådan her:

Onsdag på Nørrebro:

• Det er umulig at købe kolde flaskeøl nogen steder. De smager ellers bedst.
• Der er tre lorte der, hvor vi står. Det er en ukendt og umulig koreografi at huske at undgå dem.
• En stor del af tiden handler om, hvordan det lykkes en at tisse. Vi står foran en butik. Ejeren er sød, og vi får nøglen.
• Andre spørger ikke, men sætter sig i nedgangen til butiksdøren og tisser.
• Det er svært at finde en bar. Vi finder en. De har Urquell, og vi er ikke begejstrede.
• Vi beslutter, vi skal have et stamsted.
• En fyr tilslutter sig os. Vi taler om kunsten på væggene. Hånligt. Han følger efter os, men bliver væk. Det var ikke engang med vilje.
• På Det Rene Glas har bartenderen ingen tænder, og der er sidste udskænkning og nærgående fyre.
• Ved Understellet vil “Rasmus” gerne påpege, at en af os har tre af de fire ting, han søger hos en kvinde, og samtidig invitere os til sin “bogreception” med en bog om “jura, så folk forstår det”. I et øjeblik lod jeg mig være negletekniker og lod manden snakke.
• Diligencen har lukket.
• Vi tisser i en have og tager hjem

Fredag på Vesterbro:

• Det er ikke det samme. Helt. Har aldrig fundet ud af hvorfor.
• Vi køber seks lunkne dåseøl.
• Hilser akavet på folk og hopper lidt til en DJ.
• Slanger os igennem mængden.
• Møder en pige med elgfødder.
• Sidder foran en dør, der bliver åbnet 14 gange.
• Hører Blink 182 og kan lide det.
• Siver hjemad.

Jeg kan huske dengang, at noget af det sjoveste i verden var, hvis man fandt supersuperlativer.

Du er gammel. Du er ældre. Du er ældst. Du er aldersdomshjem.

Hold kæft, det var sjovt.

Synes lige i øjeblikket, at jeg støder ret meget på “det er for folk under 30”-regler. Føler mig diskrimineret. Og gammel. Og bitter. Og væsentligt mere end et halvt år over 30.

Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad mindfullness er. Jeg plejer at sammenligne det med noget med at stå i kø i Netto. For det har jeg vist hørt et sted (nej, jeg var sådan en, der ikke orkede firmakurset hånd-i-hånd-mindfull – undskyld).

I dag besluttede jeg mig for at gå en formiddagstur for at komme godt i gang med dagen. Og så kunne jeg jo lige så godt smutte forbi posthuset. Det kunne være rart at få hentet alle fire (!) pakker. Fordi så starter man dagen godt. Løgn.

Lige inden jeg gik ud af døren ringede postmanden på, og han havde – ud over en femte(!) pakke – en seddel fra en pakke forsøgt leveret i går. Score.

Nå, men hej solsin, termokrus med kaffe og en masse forvirrede turister. Og ind på posthus. Ooog være 15 numre bagud i kø. Som går ueeeeendeligt langsomt. Og der er varmt. Og folk, der ikke kan finde ud af, hvor de bor, hvordan man køber posthus, og hvad de skal med deres liv. Som allesammen skal have det løst hos posthusdamen med strækbind på albuerne og hårsprayet bobbet stewardessehår.

Endelig fremme får jeg mine to pakker. Den tredje kan hun ikke finde. Men hun finder årsagen. De har ikke fået den pakket ud endnu. Simpelthen. Kl 10.30. De forsøger at nå det inden 10, men det er svært.

Og det forstår jeg sgu godt. MEN: Mindfullness er at smile og sige “Det er også ok. Jeg kommer herned igen senere (og står i kø i en halv time). Hav en god dag.” i stedet for at svinge et postkortstativ oven i hovedet på nogen. Det er det, man lærer på virksomhedskurser.

Vil du gøre det igen?

Det er der mange, der spørger om. Det lyder som om, jeg har sprunget bungyjump, fået 8 børn på een gang, trainsurfet eller fået tatoveret Justin Bieber på brystet. Det har jeg ikke.

Folk spørger, om jeg ville tage ud som skireporter igen.

Som udgangspunkt: nej. Hvorfor? Ikke fordi, der er noget i vejen med det. Det er en fed mulighed for at stå på ski i fire måneder og blogge og filme og lave noget af alt det, man synes er sjovt.

Så hvorfor ikke?

Jeg synes bare ikke, man skal gøre det samme igen. Hvis man gør det samme igen, bliver man den der…ja, den der, der gør det samme igen og igen. Guiderne forbliver samme alder. Det gør jeg ikke. Jeg skal holde alting op mod sidste år og ser få ting for første gang. Det er selvfølgelig altid en ny oplevelse, men ikke lige så ny som alle de andre steder på kloden, jeg ikke har været, eller alle de oplevelser, jeg ikke har prøvet.

Skal jeg være væk fra familie og kæreste og venner fire måneder igen (og det skal jeg nok), så skal det være for at tage til karneval på Tobago, vade på tåspidser igennem Chile, sidde i sidevognen på en motorcykel i Mongoliet eller noget meget mere banalt, men helt helt andet.

Og så en lille “aldrig sige aldrig”: Skulle skireporteren få nyt format og handle om f.eks. en måned i et andet koncept eller andre betingelser, kunne jeg godt overveje det. Så meget er jeg alligevel heller ikke en, der står ved alt, det jeg siger, vel.