Bil kører forbi med et af de der kæmpe trekantsskilte med reklame for Victoria Milan – ja, utroskabsdatingspændingihverdagenshowet…med et enormt billede af Lars Barfoed…

(var ganske forvirret over, hvordan det hang sammen – men det var jeg så ikke ene om)

Det var løgn. “Tæt på sind og sjæl” var ikke John ser alt. John ser stadigvæk det hele ovre i Hjemmet. Dog i en noget slankere og yngre version, end jeg husker ham (gad godt have set, det opslag: “Søger en ‘synsk’. Du skal helst kun skrive ukontroversielle og positive svar, som kan passe på alt på den ene eller anden måde. Og så skal du hedde John. Søg her”).
Så here goes John – i bouillonudgave. BouillonJohn.

Kære John
Der er en, der banker på min dør om natten. Hvem er det?
Tvillingen

Kære Tvillingen
Der er ingen, der banker. Det er bare folk, der går gennem din opgang og slår sig på ting.

Kære John
Er den pige, jeg har kendt i et halvt år, utro? Får jeg et godt forhold til min søn igen?
Den mistænksomme

Kære Mistænksomme
Pigen, du har mødt, er meget glad for dig, men bange for at blive skuffet, fordi hun har haft det svært før. Det er bare det. Ikke utroskab. Og du får det fint med din søn.

Kære John
Du har sagt, jeg kom til England. Det gjorde jeg. Kommer jeg til USA i september? Jeg fylder snart 80 og har dårligt knæ.
Den meget triste

Kære Den meget triste
Du kommer til USA med din veninde. I gør det bare i jeres tempo. Du og dit knæ kan godt klare det. Det giver dig livskvalitet. Glæd dig.

Kære John
Min ældste datter har lånt mange penge af mig. Får jeg dem tilbage? Mine børn kan ikke sammen. Bliver det bedre? Er der en mand til mig i fremtiden? Hvordan vil det gå mine børnebørn? Når jeg er ked af det, trøstespiser jeg. Taber jeg mig?
Tyren

Kære Tyr
Du skal holde op med at låne din datter penge. Så bliver børnene også venner igen. Du taber dig. Du møder en mand i nærheden.

Kære John
Vores gamle hankat er løbet væk. Hvor er den? Og har vores heste, som vi forærede væk, og som blev solgt videre, det godt?
Den bekymrede

Kære Bekymrede
Hankatten har fået en ny mor. Den er både en ude- og indekat. Den bor tæt på jer og har det godt. Hestene har det også godt. De er hos en mand, der har mange heste for hyggens skyld. Det er ikke med salg for øje. De unge mennesker, der fik dem, mente, at de ville beholde dem, men de kunne ikke magte opgaven.

Den gode forberedelse dagene inden:
Lav alt muligt andet end at tænke på, hvad du kan blive spurgt om til samtalen. Overspringshandl.

Om morgenen:
Du ved, det handler om at klæde sig for at skille sig ud og virke udadvendt og imødekommende. Ergo klæd dig i sort.

Den gode lige-op-til-forberedelse:
Spis frokost med dobbeltshot kaffe, og reparer resterne af din neglelak, så du i det mindste ikke ligner en skolepige med pletter på poterne. Og gør det på caféen, for det lugter jo ikke.

Ventetiden i receptionen:
Konstater, at du har været på toilettet to gange uden at have pudset næse, så du snøfter konstant.
Og husk også at slå ud med røde pletter på hals og kinder, mens du siger ligegyldige ting om stormen.

Indledning:
Start med at sige ‘undskyld, jeg er sådan et snøftesvin’, uden at vide om de er sådan nogle, man kan sige svin til.
Og sved dit dobbeltshot ud.

Undervejs:
Husk at bande meget – sig lort og røv.
Grin af din egne vitser.
Vær superjovial, og tal efter munden en masse.
Erstat fornuftige indholdsrige ord med ‘ting’ og ‘halløj’.

Slut af:
Med ikke at have forberedt bedre spørgsmål end ‘hvornår må jeg holde fri’, som du dog er for klog til at spørge om.
Snøft.
Tag hjem.
Skriv et blogindlæg om alle dine fejltrin, som de overvejende jobsamtaleafholdere kan læse.
Læg dig i fosterstilling.

(ps. between the lines: det gik fint)

Vi snakkede om modenhed til en fest for nylig. Det er vist ikke første gang. Måske meget noget, der er kommet til, efter jeg selv er blevet så gammel og selvsmagende og gammelkloganstrengende, at jeg konstant messer “jeg kan bare godt lide, når folk hviler i sig selv.”

Men det kan jeg virkelig. Lide folk, der er loose og uimponerede. Det sidste kan også være skræmmende. Men i den rette dosis er det det rigtige selskab.

Til gengæld er jeg dårlig til at håndtere umodenhed, især umodenhed i en specifik indpakning. The trying too hard-girl.

Jeg er dårlig til piger, der altid har en holdning til noget. Jeg er dårlig til piger, der ser det som en sport at kunne diskutere alt. Jeg er dårlig til piger, der ikke gør det bedste for situationens udfald og øjeblikket nu og her. Jeg er dårlig til iscenesættelsen af politisk overbevisning og faglig kunnen gennem dårligt brugte fremmeord. Jeg er dårlig til piger, jeg står ved siden af, som står og gør sig til grin, jo højere de gentager deres elendige argumenter. Jeg er dårlig til elendige argumenter i det hele taget. Jeg er dårlig til trække-til-side-dramaet. Til jeg-betror-mig-lige-til-en-fremmed-dramaet. Og til folk, der ikke kan undvære deres personlige musiksmag til fester. Okay, okay, det sidste er nok mere generel brok end en egentlig modenhedsdiskurs (se, jeg brugte et uniord – jeg er så akademisk, jeg ikke kan være i mig selv).

I bund og grund er det meget let: Jeg er dårlig til piger, der er, som jeg selv og mine veninder var for 5-6 år siden.

På med min fars forvoksede grønne fleecetrøje. Og en hat. Et par lidt for store gummistøvler. Haglbøssen, som også er lidt for stor. Vi lister ud af bagdøren. Ned til søen. Den ene havestol er væltet og dækket af mos. Tørrer den af med lidt græs. Kan godt sidde der nu.

Venter. Der er stille. Bliver mørkere. Når den første stjerne kan ses, siger far. Vi snakker. Om en aftentur i naturen. Om en bog af Jan Guillou. Som handler om nogle brødre og et århundrede. Det bliver mørkere. Der er ingen stjerner. Helt stille. Vi snakker om sygdom og ikke-sygdom. Jeg synes kun, der er konturer tilbage.

Og så trækker de ind over. Ænderne. Det i sig selv er fint. Og på mange måder taler hjerte og hjerne imod at ødelægge deres forsøg på aftenro. Og så alligevel ikke. Jeg kan nok ikke forklare det. De vender rundt. Mit hjerte hamrer. En del af mig håber, at ingen af dem kommer på skudhold. Kroppen er alt for spændt.

Men det gør de. Og jeg løfter haglbøssen. Et glimt. Men ingen dump. Det er der til gengæld hos min far. Og sådan giver det mening. Med en aftentur. Man bliver helt lille.

I fly. Mod Aalborg. Ung pige rejser sig. Seatbeltsign is on. Henter vand. Midaldrende mand skråt bagved lurer, hvad der på spil. Mand har Frederikshavndialekt (vigtigt, hvis man er sådan en, der hører stemmen i hovedet).

“Nåmen, jeg kan jo godt forstå, du kan blive sådan lidt ræj. Ja, jeg synes da heller ikke, det er så sjovt.”

“Men de siger jo, det er farligere ude i trafikken.”

“Ja, det er også bare lige det der med at komme op ikke. Og af sted. For man skulle jo ikke lige tro, sådan en kunne hænge oppe i luften.”

“Hvor skal du hen?”

“Nå da, jamen, hvor gammel bliver han så?”

“Nå, okay og så videre til Alsace. Jamen dog. Ja, der havde mine forældre også et sommerhus. Altså ikke lige der. Men. Ja, altså havde det været for ti år siden, så havde jeg da også været på vej til Rom og Barcelona og Paris, og jeg ved ikke hvad.”

“Ja, nu blev det jo så bare en tur til Tjøwenhavn.”

“Det er også bare, fordi der alligeveller går så længe, inden man er hjemme, når man sådan har været ude, ikke. Nu er der alligevel kun 40 minutter hjem til Frederikshavn, når vi lander.”

“Nå, du bor på Vesterbro. Jamen, der er også mange hoteller og små butikker.”

“Ja, jeg har faktisk købt de her sko der.”

“Vi har lige sådan et lille trick. Vi går lige ned ad Vesterbrogade i stedet for. Og så drejer ind. Så bliver man lige fri for det første stykke af Istedgade.”

“Ja, det er altså narkomaner og pushere og alt muligt.”

“Nørrebro? Nej, det tør jeg fandeme ikke. Så bliver man jo skudt.”

“Ja, mine bedsteforældre havde faktisk et hus derude, hvor Ungdomshuset lå.”

“Ja, altså inden de kom på plejehjem.”

“Men altså huspriserne. Arhmen, det er jo helt tosset.”

“Vi jyder kan jo godt lide at få noget for pengene. Altså man kan jo få et helt hus for det, ikke. Jeg hørte prisen på nogle af de der ude på Bryggen. ARHMEN. Men altså det kan da være, man løber ind i Linse så.”

“Ja, fra vores hus kan man jo både se vandet og alt muligt.”

“Nå, nu ryster’n da også lidt, hva’.”

“Arhmen, der er vist mange, der ikke er så tosset med at flyve.”

“Er da heller ikke så vild med det selv.”

“Nå, puha, så er vi på vej ned, hva’.”

“Ja, nå, så gik det alligevel. Jamen, det hjalp da også mig sådan at snakke. Jamen. Så hej. God tur.”

Trinny & Susannah (ja, ja, men jeg har lige været hjemme, og jeg kan godt lide make-overs, iggå):
Hvorfor laver Søren Hedegaard sådan nogle american housewife/Crystal Carrington/Suzanne Bjerrehuus i Eleva2eren/wearingawig-frisurer? Og komplet umulige for (kiksede) mennesker (og almindelige dødelige) at sætte næste dag? Er han ikke sådan kendt med de kongelige-agtig?

For lækker til København (ja, ja, jeg ligger lige på sofaen, ing’):
Ham der Kaye? Altså? Jamen? Ikke for at være såda ih-altså-og-det-er-også-gået-nedad-bakke-for-civilisationen-og-hvorfor-skal-de-i-tv-når-der-er-hungersnød-og-verden-er-af-lave-og-var-der-ikke-engang-de-i-det-mindste-var-pæne. Men så alligevel lidt det sidste. For altså? Vi er enige om, han ikke er pæn, ikke? Er vi ikke? Altså at han måske kunne være sådan en, vi mobbede lidt (sig det nu bare) engang? Eller som ens mor sagde, at hun håbede ville være god til noget andet, for pæn var han da ikke? Men derfor kan han jo godt rende rundt og stille krav på tv. Det er ikke det. Vel.

Gift ved første blik  (ja, ja, jeg ser også andet kvali-tv…ish…lidt forsinket):
Ved ikke, om jeg kan sige noget, Dines ikke har sagt. Bortset fra jeg ikke har the hots for Simon. Men jeg vil også have ugentlige sessions med Pernille Østrem. Og hendes smykker. Eller falde i søvn til hendes stemme. Og måske en lille vipsky i baren med parterapeuten.  Og…måske en backup-plan…med sexologen i stribet bedstefartrøje. Bare fordi han kan sige så mange ting uden at fnise.

Og så lige noget helt off track:

The Black List:
Den er god! Tænker jeg. Men hvorfor skal den lækre lærer fra 90210 dø (undskyld for spoiler, hvis det er, at det er)?

Jeg er egentlig ret rummelig på mange måder. Og overbærende. Men er også pisseintolerant over for irriterende mennesker.

Og så åbenbart over for folk i køsystemer af en eller anden art. Især folk, der skal

1) gennem security

2) ind i et fly

3) og folk, der stopper åndssvage steder (har så ikke noget med kø at gøre).

Optimer nu for helvede lidt, når du alligevel bare står der og venter i køen. Jeg får fnat, når du – først når vi er henne ved båndet – finder ud af, at du skal have jakken af og tømt kufferten og ud med væsker og ud med computer og af med dit Skagen-ur og i øvrigt brokke dig over det eller spørge højlydt til det undervejs. Hvis du er sådan en, der faktisk først fatter det, når du forsøger at gå igennem scanneren, så gider jeg slet ikke kommentere det.

Og i flyet. Fuck nu ind, altså. Få styr på, hvad der skal op, og hvad du skal have på sædet. Det er ikke et puslebord eller en anledning til at overveje, om du nu skal læse den ene eller anden ligegyldige svenske krimi, om du kommer til at fryse uden din mønstrede Desigual-frakke eller om du mon godt kan klare de 45 minutter uden sovemaske. Jakke på sæde, op med kuffert, ind med røv, ti stille. Stop med at lege sjov eller forsøge at konversere (“nå, jamen, så bliver jeg vist din nabo, lad os bede for det bedste” “nej, skal du OGSÅ til Aalborg” “ja, så er vi her igen” “ja, det er jo ikke ligefrem Mallorca, vi skal til, men vi bliver jo også alle ældre”). Det er et transportmiddel!

Og det sidste. Folk, der stopper. Midt. i. det. hele. På strøget – hov, jeg skal lige se noget her, så jeg stopper lige midt i det hele med mine 17 poser og paraply og 11 snottede unger og mine baskende vinger. Lige uden for biografen. Lige uden for toget (SERIØST? Har du ingen hjerne?).
Eller lige neden for rulletrappen. Sidste gang nogen gjorde det, sagde jeg relativt pænt, at det nok ikke var det smarteste sted at stille sig. Fik et “slap dog af, sure kælling” tilbage. Flegnede. Behøver ikke sige mere. Fandeme.