Var det ikke, fordi jeg selv havde delt det ude i netsfæren, havde jeg hadet, når Facebook svømmede over med hestepiger, der delte Politikens link, om at de bliver gode chefer.

Men det gør vi.

som jo er bundirriterende. Og så alligevel fuldstændig uskadelige og egentlig med til at gøre dem…forældre. As they should be.

# “la, la, la, la, nu viiiinder jeg, ha, ha, uh et godt kort…”

# “ej, det der, det er ikke godt, det der, han fortjener ikke at vinde, han får nok 5, ej, hvor ser hun også ud, og den kjole”

# “det hedder Danmark…uden fladt a” (det må jeg til gengæld gerne sige)

# “neeeej, Louise, se DEN her, det er lige noget for dig”

# “det kan du jo ikke lide”

# “nej, det er vi alligevel blevet for gamle til”

# “nu ville det klæde dig at tage ud af bordet”

# “synes du, han er pæn…han har jo ingen udstråling”

# “prøv og giv et eksempel på det, du siger der”

# “jeg synes altså godt nok bare ikke, der er meget indhold i det der Aloha…Anders Lund Madsen er jo meget bedre” (JA. Selvfølgelig. Det kan ikke sammenlignes)

# “kan du ikke lige slå det op på internettet?”

# “godt,vi har gps’eren”

# “har du ikke nok af den slags?” (??????)

# “vild med svans….åh nej, jeg mener vild med dans”

# ” var det ikke ham, hvis forældre bor…..”

# “den unge dame der…” (…………..!)

# “du har da vist tabt dig….udover livremmen” (HA HA HA)

Og tænk lige på, at mine forældre ikke engang er den slags, der siger “nu kigger jeg lige på fjæsbog”, “så er der aDvocadoer med rejer”, “arhmen, nu SKAL du høre”, “min lille puller”, “skal du have en EKSpresso i” og i den dur.

Jeg har tidligere skrevet om turen over grænsen fra Tibet til Nepal.

Jeg fik vist også nævnt, at vi fejrede livet og den løgnagtige chauffør med at tage på casino. I Kathmandu. And the plot thickens (not really):

Vi fandt vores bedste rygsæktøj frem. For mit vedkommende kan jeg sige, at det var et par herrebukser fra et marked i Nairobi og en næsten hvid bomuldstrøje. I samlet flok gik vi på indisk restaurant. Første gang i mit liv faktisk. Det er snart ti år siden. Chris fra Skotland, der turnerede verden rundt og havde været lige ved at være blevet gift med en filippinsk pige med overskæg (han er i dag gift med en kineser med et kun lidt synligt overskæg), Greg fra New Zealand, der gerne ville have et dansk navn, aldrig havde set sne (?) og gerne ville sejle rundt til alle de danske øer i kajak for et godt formål, Eva fra Holland, som jeg sad på altanen sammen med og puttede peroxide i håret for blegningens skyld, Sys, der lignede en ung Goldie Hawn og var ung og idealist og stor fan af fællessang af Elton John og Lionel Ritchie og i øvrigt i dag måske er kendt af et par stykker som sangerinde, Nic fra England, som sjældent sagde meget, og Silas, min rejsebuddy, hvis fødder (og mave) stank, som tyede til fingersocks som sidste løsning og forsøgte at holde et ølkrus med sine tæer, mens Greg drak. Ja, og så mig. Og et casino.

Vi kom ind på en måde, man burde holde for sig selv. Fordi det er ganske usselt. Men vi fandt altså en ældre indermand, som gerne havde lyst til at betale for et par lyshårede piger og deres venner. Planen var selvfølgelig bare at stikke af fra ham, når vi var inde. Havde jeg naturligvis aldrig gjort i dag.

Så let var det dog ikke, og det blev til ganske lidt gambling – i hvert fald fra min side. Mere free food og free drinks. Med gammel indermand lige i hælene.

Og så var der håndlæsning. Yes, det skulle vi. Og indermand skulle oversætte. Og derfor kan jeg afslutte “dengang da vi var på casino i Kathmandu” (som egentlig ikke har nogen pointer eller enestående historier) med at fortælle, hvad typen havde at sige om mig og mit liv:

“Du kan godt lide at rejse” (oh really?!)

“Du er meget selvstændig” (okay, den er købt)

“Du bliver gift om ti år…og det varer fem år” (jeg har til marts til at nå det, but I think not)

“Du får fem børn” (hold da helt kaje, det er meget for en, der hverken magter at lade børn vinde i spil (eller for den sags skyld undgå tacklinger), kan finde ud af at tale med dem (“er din drage levende, siger du…okay, hvis du siger det”) eller synes små insisterende kræveuhyrer er charmerende)

“Du kan kun lide tre af dine fem børn” (arh, there we go…it makes more sense)

“Hej, ja, goddag, jeg skal bruge en windstopper-strik og en par støvler til min kæreste, som skal på jagt i Polen.”

“Nå ja, okay, men lad os se på det.”

(finde frem til formodentlig to billige og hyttens dyreste støvle)

“Ja, det her er jo en decideret sommerstøvle.”

“Nå. Det går nok ikke.”

“Og den her er kun beregnet til pürsch, men det siger jo nok ikke dig noget.”

“Mjah, nu har jeg jo sådan set også selv jagttegn.”

“Nåeh, hæ hæ.”

Okay, den unge gut var flink og rar og prøvede vel egentlig bare at sørge for, at han ikke stod og talte se-mig-jeg-er-ekspert-og-du-forstår-ingenting-men-pay-up-sprog til mig. Men alligevel får jeg et lillebitte åndssvagt det-burde-overhovedet-ikke-være-nødvendigt kick ud af, når man kan overraske nogen på en antagelse, de har gjort sig ud fra klassiske forestillinger eller fordomme. Det behøvet ikke lige være på ligestillingsområdet, men er det jo ganske typisk.

• Jeg behøver ikke få offside forklaret.
• Og jeg kan også godt sparke til en bold. Med vristen, forstås.
• Jeg ved godt, hvad pürsch er.
• Jeg er ret god til at slå søm i (synes jeg selv).
• Jeg kan også godt spille bordfodbold (synes jeg selv…og ikke ret mange andre…af hankøn i hvert fald).
• Jeg kan godt løfte tunge ting.
• Jeg kan godt finde og genkende en kantarel (ved faktisk overhovedet ikke, om det hører til i mandekategorien).

Til gengæld kan jeg ikke

hænge lamper op (endnu), lave min selvangivelse, lide whisky eller porter eller lappe min cykel. Og jeg kaster som en sæl.

Hvordan tænder man tv’et, når man ingen fjernbetjening har?
(ja, ja, jeg har trykket på den der knap på siden, og den tænder den lille lampe til rød, men hvordan får man den til grøn?)

Hvordan havde man 11 flyttekasser i verdens mindste køkken, når man egentlig ikke er den store madlaver?

Og hvorfor har vi både raclette, fondue, løghakker, æggekoger, tre chokoladefondue, OB-brødrister, toaster, pommes frites-hakker, blender og Sodastream i vores overlevelseskit?

Hvor kan jeg få mac ‘n’ cheese?

Hvornår laver H&M et system, hvor man går ind og taster på en skærm, hvad man gerne vil finde, og så kommer der placeringer (en slags udvidet IKEA-ordning) – eller endnu bedre: Nogen finder det til en?

“Det er de dumme mennesker, der ødelægger det for os andre. De kender ikke deres egne begrænsninger.”

“Det er jo sådan nogle  lommetyve og hestehandlere fra Hjallerup Marked. Hvad skal vi bruge dem til?”

“Det dér – det er sådan en gang Miss World. Det skal væk.”

• To poser Bilar. En skum og en salt
• Et glas med Sismofytter
• To poser Jättesalt
• To PushPop
• En Bilarpose til at rumme det hele

Life is good. So good.

Denne gang et lille stykke fra fortiden. Et stykke lige knap ti år gammel tekst. Komplet med klichéer und alles (okay, for at være ærlig, har jeg lige befriet den for de allerværste, jeg ikke helt selv kunne rumme at lægge navn til lige nu). Fra en ung idealists oplevelser i Afrika (skal siges med fladt a). På en farm i Afrika. Løgn. På et børnehjem.

“Jeg tror ikke rigtig, det slog mig, da jeg lagde mærke til, at den livlige og råbende drengs fod ikke helt så ud, som den skulle. Heller ikke flere af samme slags begivenheder fik mig til at indse, hvordan mit liv de næste tre uger skulle forme sig.

Måske forstod jeg ikke helt konsekvenserne, da de fortalte mig, at elektriciteten ikke var ‘trukket over til denne side’. Under den såkaldte rundvisning tænkte jeg til stadighed: ”Hvor er resten, der må være noget mere”. Men da jeg lagde mig i min seng om aftenen, forstod jeg langsomt, at det var her, jeg skulle få tiden til at gå, og det var hverken andet eller mere, end det jeg allerede havde set..

Hvad der har gjort mest indtryk, ved jeg ikke. Hver dag sætter nye tanker i gang og nye spor i erindringen. Men efter at have tilberedt den spartanske mad over bålet, set børnenes sovesale, bemærket redskaber og tøj, kigget indgående på de fritgående høns, geder og køer, havde jeg ikke meget lyst til at åbne den lyseblå trædør, der skulle føre mig ind på toilettet. Det ildelugtende hul i jorden var dog ikke meget mindre end jeg havde turdet forvente. Og af samme simple støvede vej skulle de mange næste dage også føre mig.

Selvom jeg hver morgen strækker mig i den kølige morgenbrise med Kilimanjaros enorme tinder i horisonten, kan dette ikke påstås at være nogen drøm. Jeg drejer mig rundt fra naturens Picasso og ser i stedet elendigheden og fattigdommen omkring mig. Koen kigger sløvt på mig fra dens skur, hvor den tygger på gårsdagens kartoffelskræller. På den støvede vej op til bygningen, der rummer ”køkkenet” og ”spisestuen”, kravler en lille pige, som mangler halvdelen af højre ben. Gløderne fra madlavningen i går ligger stadig og ulmer under risten i det rum, der kun i mangel af ord betegnes som køkkenet. En høne spæner forbi mig ned af stien, forbi de forfaldne bygninger, hvor en kørestol fra tresserne står og vipper i vinden, og ned mod regnvandsbeholderen. Dette er i særdeleshed ingen drøm, men en oplevelse for livet er det derimod. Elendigheden er blot overfladen, og den lille pige i det beskidte tøj, der slæber sig op mod toilettet, sætter mine egne personlige overvindelser i relief.

Mens jeg sidder på skamlen og skræller de rødlige kartofler med en stor, sløv køkkenkniv, vralter en af de – for mig – nytilkomne piger med besvær hen ved siden af mig. ”My name” siger hun gentagne gange, indtil hun krumrygget som hun er, slæber sig hen til den skaldede pige med jernstativerne på benene, Sharon. Jeg lader den halvbløde kartoffel plumpe ned i gryden ved side af mig og løfter hovedet. Oppe bag hegnet står ti små ansigter og følger hver en bevægelse, jeg foretager mig. ”Mzungu, mzungu”, siger de – hvid hud, hvid hud.”

Dag 1 i ny lejlighed.

Åh nej, mere om hvor besværligt det er at leve i flyttekasser og med plastictallerken og uden en varm jakke og uden bord og presset over at skulle pakke ud, men at være bange for at komme til at pakke midlertidigt ud og aldrig få ændret på det igen. Tænker I. Men nej. For vi kunne også kalde det her indlæg for “Min absolutte mangel på selvkontrol” eller “Historien om, hvorfor min krop hader mig så meget” eller “Fra bobler til blandselv” eller…you get the picture.

Dag 1. Dag 1 byder på noget arbejde og noget lur og lidt forskelligt, men det er egentlig lige meget. For Aften 1 byder på meget sjovere ting. Nemlig middag + rosé og drinks på Mother og efterfølgende se-os-fest kindly invited by Veuve Clicquot. Altså champagne. Og altså jeg var ikke inviteret. Mere sådan inviteret af nogen, der var inviteret.

Så se lige os. Vi hælder champagne ned i spandevis og griner af ham der dansefrans, der ligner en bleg Dennis Knudsen. Og gå lige væk Hanne-Vibeke Holst, for nu tager vi din plads (hvad lavede du egentlig også dér?) og får en spand med champagne i, så vi selv kan forsyne os. Og nej, en pæn Ferrari. Hvem tør lave kølerhjelmsbilleder midt på dansegulvet? Og hey, mere champagne. Ih, hvor det går. Og næh, det er sgu da Ida Corr. Og hun synger. Men skal vi ryge? Ud i gården. Og skal vi lige ryge en mere? Nu skal vi sgu da have en drink, ikke? Måske den, der både har gin og en anden spritting i sig. For vi har næsten ikke drukket hverken rosé eller champagne. Hov, for satan, nu kan jeg sgu ikke rigtig snakke. Nå, halløj, jeg laver snigeren. Hikkende, vraltende, slingrende. Hjem.

Og så! Dét, jeg mestrer til perfektion. Tømmermænd af den slags, ingen tror på. Uden nåde. Hvor man bare hulker og lover aldrig at gøre det igen og er noget, der minder om lykkelig de der 30 sekunder lige efter, man har kastet op (undskyld til sarte sjæle), hvor man har det sygt godt. Det vil sige lykke 30 sekunder rundt regnet hvert kvarter. Jamen, er livet ikke smukt? Og så i tretten timer. T-re-t-t-e-n timer.

Nåmen, var det noget med, jeg skulle noget? For eksempel ud på en opgave. Altså en seriøs arbejdsopgave. Og noget med, at jeg skulle køre i s-tog. Ti stationer. Og hvordan gør man egentlig det, når ens krop straffer en hvert 15. minut? Og har gjort det nonstop siden engang i nat? Og nu er det eftermiddag? Og man ikke kan melde afbud?

Man sørger for at cleare spiserøret (so to speak!) og så ud af døren. Meget hurtigt. Ind i s-tog. Bede til alle, man kan komme i tanke om, om at man ikke skal knække sig, før man er ude igen. Måske med en lille pose i tasken. På betænksom-børneforældre-måden. For man kan jo ikke bare lige hoppe af undervejs – slet ikke når man også har en cykel med. Eller når folk spærrer en inde med cykler og barnevogne for den sags skyld.

Men det er altså det, man gør. Balancerer på 33 liter champagne og ren vilje og trods. Og det lykkedes. Faktisk. At komme ind og ud af toget uden noget digestive fireworks. Og så ud og interviewe. Med stemme som Anders i Stine, Jeanette og Anders i sommerhuset (piiiind, lille piiind), blodsprænginger under begge øjne (og solbriller….på en isfuckingkold dag), en døende bæver på tungen og generelt bare god stil.

Indimellem i løbet af dagens mavesyrestafet tænkte jeg på, at det blev en sjov anekdote senere. Senere. Meget senere. Når jeg kom over. På den anden side. Der, hvor man får sult og kan holde et glas vand indenbords. Hvor man faktisk får det ret godt. Sådan lidt ekstra godt. For jeg ved jo, det kommer. Har prøvet det så mange gange før. Men der var langt derhen. Og anekdoten var ikke skide sjov lige der mellem ekstremsved, roterende flyttekasser og klagesange.

I dag? I dag er der stadig blodsprængninger, occasional svimmelhed, blå mærker på knæ (tak, smukke, flotte og hysterisk hårde terrazzogulv) og fysiske smerter i kravebenet.

Hurra for den gode brandert. Yolo. Eller noget.

Det føles virkelig for sindssygt røvet og hierarkisk at sidde på sin røv på 4. sal og dirigere med svedende flyttemænd, der pukler redningskrans, kommode, fire tøjstativer og 55 kasser op ad trapperne.

Nu er jeg bare gået i silo og sagt, de må sætte dem, hvor der er plads. Det er trods alt mig, der har skrevet ting som ‘Buddha+køkkengøgl+lampe+sovehylden’ på kasserne frem for ‘stue’, ‘køkken’ og ‘soveværelse’.