• Jægersborgsgades finurligheder – karameller, GRØD, CMYK, Lyst og butikken med alligatorhovedet, som jeg overvejer at erhverve mig.
• Den rare inder med turban i Rantzausgade.
• Den rare, men dyre skomand i Rantzausgade.
• Tjilipops små terasser.
• Den fine lille tot græs, vi har, og som vi aldrig rigtig har brugt.
• Assistens til løb og gåtur og til at spise insekter og til at få ny viden (find gravstenen over for Niels Bohr, som er formet som et projektil og google det, hvis I ikke allerede kender historien om den unge rockertilknyttede)
• Cafe Taxa. Bare fordi. Jeg har været der sygt meget.
• Sabotøren. Åh yndlingssted. Og om sommeren kan man få ejeren til at åbne med sabel.
• Wascator. Også yndlingssted. Bare fint.
• Store velkendte Kvickly. Jamen, jeg synes sgu, det er en ret god butik.
• Falconer Bio.
• Rosenhaven på Landbohøjskolen.
• Det lille prinsessespir på Ågade, man aldrig rigtig ser.
• Den dårlig grillkineser på den anden side af gaden.
• De små stille gader, der sniger sig rundt mellem Rantzausgade og Skt. Hans Torv på hver sin side af Nørrebrogade.
• De små listige butikker som Ladyfingers og Designkollektivet.
• Gode venner tæt på, hvor standardspørgsmålet er “3 eller 4 flasker vin til maden?”
• Måske endda også møntvaskeriet og petroleumsovnen?

Jeg er ret meget sådan en, der tillægger døde ting sjæl. Eller får dårlig samvittighed over for materielle ting, som jeg føler, jeg svigter.

Jeg siger gerne – eller har efterhånden lært mest at tænke det – undskyld til et bord eller en stol, hvis jeg hamrer foden ind i det og kommer til at sige noget grimt til/om det.

Jeg har det bedst med at træde på alle trappetrin, så ingen føler sig overset. Ellers er jeg ikke specielt neurotisk med sådan noget tjekke-låst-dør-eller-tjekke-komfuret eller sådan noget. I øvrigt er folk virkelig nogle røvhuller, hvis jeg siger det højt. Det der med trappetrinnene (okay, der er åbenbart valgfrit dobbelt-n i det ord – nu kom jeg helt i dilemma, for var det nu synd at vælge den ene…ej okay, nu er det løgn…eller er det…). For så hopper dem, der er rigtig lede op og træder en ekstra gang på et trin midt i det hele. Og så er jeg nødt til at hoppe rundt der og udjævne det.

Jeg har det dårligt med at sælge eller give ting væk, som jeg har tillagt en personlighed. Og eftersom vores stue bugner af ting med navne som Otto, Ivan, Verner og Erna, lejligheden selv hedder Proletaren, og blandt cyklerne findes både Mågen og Kommunisten, så er det faktisk en jævn stor udfordring. Det betyder blandt andet, at jeg har svært ved at tage en beslutning omkring kæmpeuglepuden Otto, som man ligger sygt godt opad, og som engang har været med på photoshoot, og som kigger bedende på én, når man pakker ham ned i en flyttekasse. Men han passer bare ikke så godt ind i en stue mere. Jeg kan næsten ikke skrive det. Jeg overvejer den gode gamle klassiske bondegårdsferieløsning. Måske hos en niece. Men jeg får det virkelig dårligt. Og vil også savne ham.

Det samme med min cykel, som nogen nu gerne vil købe. Men jeg har allerede haft det dårligt over al den tid, den har stået ude i regnen og blevet proppet med folks tomme papkrus og Mac-rester og set sig selv blive afløst af en nyere model. Arhmen, det er jo en børnefilm waiting to happen.

For slet ikke at snakke om at flytte fra lejligheden. Som har tjent os godt. Og har så meget personlighed. Og sige negative ting om ikke at have varme, ikke at have vask, at være utæt og om at have gasovn. Jeg tager det hele tilbage. Og hver gang nogen spørger, om vi ikke flytter tilbage, når det nu er en genhusning, så får jeg instant dårlig samvittighed.

Fun fact: En af mine rigtig gode veninder fandt jeg sammen med eller fællesskab med, eller hvad fanden man nu siger, fordi vi havde de her neurotiske tanker, som slet ikke rigtigt var neuroser, men mere noget med, at det var synd for ting. For hende handlede det om at spise alle ærterne, så de sidste kunne komme ned til de andre. Jeg tænker, det var et godt forældretrick.

Ja, beklager, men det fylder så pænt meget lige nu. Så det stopper nok ikke lige foreløbigt.

• Jeg fandt en død fugl. Igen. I loftsrum. Hvor vinduet aldrig har været åbnet? Åh altså, mere lidelse. Den lille stakkel. Død mellem konfirmationsbilleder, telt, Buddha og en gammel bryllupskjole. Denne gang prøvede jeg at fotografere. Blev ikke spor godt.
• Jeg har flere gange, i takt med at jeg har udviklet mine teknikker, tænkt over, om jeg kunne vinde To Fag Frem i flyttekassefoldning. Hvis der findes folk på den anden side yngre end 25 eller med en virkelig dårlig hukommelse, så var det et tv-program i 90’erne, hvor folk dystede i hårfletning, fåreklipning og andre mærkværdige ting. Det var pissegodt, ja, det var.
• Jeg har lige i dag pakket flyttekasse nummer 50. Plus fire kufferter. Og to flyttekasser, der var pakket. Og en bogkasse. Og så selvfølgelig sofa, stole, bord, trækasser, kommode og tv’er og virkelig mange andre ting, der ikke bor i kasser. Min kusine flyttede for nylig – fire-mands-familie fra hus til hus. De havde 55 flyttekasser.
• Jeg kan nævne følgende ting, der har været til udsmidningsdiskussion: Maleri malet af familiemedlem (jeg siger ikke mere – tænk, hvis læserskaren er blevet udvidet nok til, at jeg virkelig kommer i problemer, hvis jeg specificerer), fem år gammelt telt (som vi aldrig kommer til at bruge, fordi Jakob ikke tager på festival, og jeg er sådan en, der køber Hotelt – og tager på Skander, ja), 6 klapstole til en tier (ish), mindst 25 ledninger, Nanna på dvd og ikke mindst et maleri af et familiemedlem malet af Jim Lyngvild (don’t ask…er der nogen samlere derude?).
• Jeg kan konstatere, at gårdens fællesudsmidningsområde bærer pænt meget præg af, at vi var dem, der boede i de varmeløselejlighed. Fem elradiatorer på stribe.
• Jeg har sagt farvel til fiskeren (ja, ham her), James Dean, Casa Blanca, Rita Hayworth og utroligt mange flere sort-hvid-billeder. Dog er det kun fiskeren, der har været oppe at hænge de sidste par år.
• Jeg har hilst på en meget befippet maler (som man, hvis man virkelig var et skarn, godt kunne have mistænkt for at bo på Mændenes Hjem lige om hjørnet til daglig) i den nye lejlighed, da jeg låste mig ind, og han stod og hyggede sig med en smøg i kæften.

Jeg synes, pulled pork er noget så opreklameret. Helt vanvittigt. Kan ikke huske, hvornår noget sidst har indtaget Danmark på den måde. Måske PushPop? Men det er jo temmelig tørt, altså grisen? Og trevlet (ja, okay, muligvis meningen, men stadig)? Og ikke spor banebrydende? Og så den der tradition, der foreskriver, at det skal serveres i en tarvelig bolle. Med sødsur sovs. Øv. Ikke engang i Sydstaterne er det særligt godt…

Det eneste gode, man kan sige, er vel, at det har fået unge mennesker til at spise vores eksportvare nr. 1. Og det er måske alligevel en begrænset milepæl, med mindre man går ind for et ‘frisk pust over landet’ og et evigt vejrende Dannebrog.

Tror, vi kommer til at se tilbage på det med samme øjne som bordgrillen, avocado med rejer, ‘stegt som vildt’ og nøddekurven.

Nå. Men. Og nu kommer der altså noget positivt. Om pulled pork. Jeg har spist en frokost. En af de sidste som Nørrebrobo. Og det foregik naturligvis i Jægersborggade, som jeg – hvorend meget den er kommercialiseret og ensrettet og det nye gamle – kommer til at storsavne. På Grød. Fordi jeg er syg med risotto og bygotto. Og små ting i bøtter, man lige kan smide indenbords, som stadig smager godt og ikke er en sandwich. Som jo også sjældent er i bøtter, kan man sige.

Og der var bygotto med sprød coleslaw, ravost og lakridsmarineret pulled pork. Arhmen. Divine. Really. Eller bare psykogodt. Så ved I det.

Om to dage er det farvel til Proletaren. Så er det vel passende lige at fejre den i sin pragt med et par billeder af gøgleriet and the madness. Hvis I er gode, kan I spotte tomaten fra i går.

Fire blå bøger fra gymnasiet + Magtens Centrums (Elevrådets navn efter kuppet) første udgivelse, go-cards med Ruder Konge, seks tomme Matas rejseflasker, to store hårkure til brunetter (!??), J- Lo parfume, knækket cigaret, fire pakker tegnestifter, vaskeægte papirbilleder fra en strandtur, hvor nogen har en kedeldragt på, æggekoger, løghakker, chokoladefonduesæt fra Tiger, Bet Your Brain (lortespil – vil nogen have det?), 33 ledninger med udgange, jeg aldrig har set før, dvd med de der jamaicanere, der kørte i bobslæde, eller hvad fanden det var, seks lightere (en fra Psykopaten) + to tomme pakker cigaretter + en pakke med en cigaret + en af de der lange lightere til gaskomfuret i lommen på min morgenkåbe (!), hjemmelavede fingerringe (flotte, så flotte), 28 små tallerkener, der aldrig er brugt (godt de ikke vejer noget jo), et armbånd, jeg har endevendt reservatet for at finde, en pakke cigarer, en falmet tomatbamse, et båthorn, en læbepomade med chokoladesmag, en elg, vådservietter med mintduft, Marilyn Monroe-billede med noget med insisterende på rammen, der manifesterer sig som det tydelige bevis på, vi ingen emhætte har eller har haft, 144 kuglepenne, en maskine, der selv kan lave sæbebobler, en pose med ståltråd, 31 Anders And-blade, en bold i form af smiley, en bold i form af jordkloden, et træ-P, en flad fodbold,  et ministrygebræt dækket af fire centimeter støv, et tegneseriealbum med Mis og Fister, en cd med Best of 90’s, en udstikker til æbler, der former et lille hul til fyrfadslys (what?!), tre peanuts, fire små cognacglas (som vi drikker hele tiden igen og igen), en halv flaske Cuba Apricot (som vi også drikker hele tiden igen og igen), en hel flaske Cuba Caramel (suk), den der trøje fra 90’erne, fire prøvepakker tandpasta, en gummiskål, en pose med Shake-tyggegummi, en kasse med fodboldslikkepinde, tre ton desperation og sporene af to sære samlere.

Må man egentlig godt tude lidt til afsnittet, hvor Toni dør?
Det håber jeg.

1. smuksak

2. lækkermås

3. junik

Min far ringede i dag. Et sted midt imellem tømmermænd, opvask og flyttekasser. Faktisk lige midt i en gennemgang af tegnestifter, blå bøger og clips, tror jeg. Og overvejelser om, om man burde kunne pakke sin bolig ned i en rygsæk, eller om det er ok at flytte minder rundt fra sted til sted, der kun bliver opfrisket, når man flytter. Nå, det er en anden historie.

Min far ringede altså. Og sagde, at de havde renset søen. Og hvis jeg kom hjem inden så længe, så kunne vi tage ud og skyde en and.

Det mindede mig om, da vi fortalte min far, at vi havde taget jagttegn. For ja, det har vi. Min kæreste og jeg. Og vi holdt det hemmeligt og gik til picnic i Kongens Have og svarede undvigende hemmelighedsfuldt på spørgsmål om blå skuldre og nøjedes med upassende svar på arbejdet. Vi gik rundt på vejen med en afstandsmåler, der lignede et lille videokamera, og spejdede mod vejskilte og gættede på antal meter og blev kigget skævt til af forbipasserende, som forestillede sig, vi var fæle belurere. Og vi byggede baner i Rosenhaven på Frederiksberg og lavede papharer og papfasaner og svarede på, om vi ville skyde dem.

Da jeg var yngre, var jeg af og til med på jagt. Men jeg har aldrig haft lyst til at skyde noget. Har altid været den store dyreven. På mange måder ser jeg nok stadig ikke den store forløsning ved at skjule mig og vente for at plaffe et rålam midt over. Men mine grænser har ændret sig lidt. En fugl kan man vel godt gøre ende på. Tror jeg. Måske begynder jeg at tude. Men udover drabet vil jeg også skynde mig at tilføje en violinserenade af den stille, skønne naturoplevelse og det oprindelige, rigtige og dyrevelfærdsorienterede i at nedlægge sin egen mad. Ja, men det er altså rigtigt. Beklager.

I virkeligheden var projektet mest for sjov. For at overraske. For at gøre min far glad. Min far var begyndt at tænke meget i, hvem der skulle arve hvad, efter han blev syg. Især våbnene var årsag til mange spekulationer. Så mest af alt var det for at glæde og for at overraske. Og så var det i øvrigt en superfed øvelse, hvor man sammen med sin kæreste kaster sig ud på total fremmed grund, hvor begge er fuldstændig strippet for eksisterende evner. Og så er det også sjovt at lave noget sammen, som ingen andre ved.

Den aften, vi lagde en lille kuvert under min fars tallerken med to små kiksede papkort med påskriften “jagttegn”, da græd han næsten. Først forvirret og komplet ubetinget glad. Så rørt. Så ind til telefonen og fortælle hele oplandet det. Så meget at en i kirken juleaften vendte sig om og gratulerede mig. Så kom oplandet på besøg til fejringsøl. Klokken var ti om aftenen. Så fortællinger om hvordan og hvorfor og gennemgang af alle spørgsmålene – hvor højt må en hochsitz være, hvornår yngler grævlingen, hvordan ser en pibesvane ud, hvor stor en kraft skal der til at skyde en dåhjort, og må man jage fra båd?

Og så bare ubetinget glæde. På baggrund af så lidt. Og nu skyder vi sgu en and. Og æder den. Det går til at større formål.

Nå, men det er næsten for kliché at sige højt. Men det er jo det, der sker, når überbloggeren linker til en. Så fryser man. Sådan helt åben-mund-og-der-kommer-ikke-noget-ud. Af fingrene i det her tilfælde. Kan man sige. Men bare sådan lidt detforholderjegmigligetilsenere. Måske er jeg genial, når jeg vågner igen. Men det er man ikke.

Det har måske i virkeligheden mere/også noget at gøre med gårsdagens atten timers happy hour med en håndfuld hjerner fyldt med komplet ubrugelig, men fantastisk viden og trang til at kvartalsalkoholisme til nye længder. Eller vuelta a casa med de gamle studiekammerater, kunne man kalde det.

Atten timer. Med øl, fernet, kongespil, quiz om lillebæltsbroen, Bjørn Tidmand og Prins Charles, quiz om tidligere tiders vuelta, der afslørede seriøse huller i hukommelsen (havde været lækkerier for nogle af dem, der er sure over Danmarks ungdoms alkoholvaner), psyko-Elias, bodegabesøg, hul i yndlingsbukser, surprisevisit, pizza med trøffel og andet godt, quiz med svar, jeg ikke engang ville kunne opfinde, svar om spock og svar om should’ve known better, vin, gin, cigaretter, rom, whiskey, upassende bemærkninger, classy bemærkninger (som i dag er glemt, desværre), I don’t do seconds, en digter/quizvært, der ud på natten lignede en i leggings, drenge, der vidste for meget om Manolo Blahnik, ku’ godt’er og quiz om teenageren Andreas, der havde unpure tanker om Daniel Craig.

Måske.

Og det eneste, man så egentlig kan, er at skrive et ikke-indlæg. Og nævne at man er blevet linket til. Som måske var det eneste, man ikke ville. For ligesom bare at være den, der uden at blinke spyttede konstellationer af bidder af det danske sprog ud på samme niveau som Safran Foerske betragtninger. Men det var man så ikke. Mere sådan en, der havde brækket filteret af.