Bevares, jeg elsker Proletaren og dens charme, oprigtighed og finurligheder. Men der er da også et par bagsider til at kunne sige ja-vi-boede-jo-også-i-rigtig-Nørrebrolejlighed-uden-varme-og-med-petroleumsstanken-i-næserne-ja-vi-gjorde.
For eksempel kunne man overveje, om man i den nye lejlighed, Obersten, kunne glæde sig over:

At man ikke behøver sove i lange bukser og lange ærmer.

At relæet ikke går, når mikroovn og elradiator er tændt samtidig.

At man ikke skal have “husk, her er koldt” som standard-sms til gæster.

At folk ikke siger ‘Har I lige malet?’, når de kommer ind og lugter petroleum.

At man ikke skal kravle ind over den anden for at komme i/ud af seng.

At man ikke skal voldsramme sit tøj for at lukke skufferne.

At man ikke kan mærke ti sekundmeter vind, hvis man står under en meter fra vinduet (hvilket du gør i det meste af stuen).

At man kan gå i bad. I et bad.

At man ikke skal have gang i levende ild, når noget skal i ovnen. Og kalkulere med dobbelt så meget tid og dobbelt så høj temperatur.

At andet end loft og lamper og alle øvrige ting i lejligheden suger mados og fedt.

At vasketøjet ikke behøver stå i samme rum som rygere, madlavere og storpruttere.

At ingen forvoksede gnavere blinker på bagtrappen.

At ingen gæster vågner på stuegulvet og ikke ved, hvordan de skal reagere fornuftigt på, at de kan høre naboerne knalde. Og på at jeg ved, de kan høre det.

Jeg fandt en død fugl i vindueskarmen.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige om det. Jeg tog ikke noget billede af det. Men det var skræmmende på en helt absurd måde, i forhold til hvor lille og uskadelig den var. Måske var det det. Fik det i hvert fald dårligt ved tanken om, at den havde kæmpet en skrigende dødskamp for at komme ud af vinduet. Og måske havde jeg faktisk hørt det lidt, men troede, det var udenfor. Så måske kunne jeg bare ikke så godt lide mig selv.

Det er ikke så længe siden.

pic: tumblr

Vores naboer er belastende. Breaking news. Det er vi nok ikke de eneste, der har prøvet. At have belastende naboer. De, der bor til den ene side, knalder mest bare. Højlydt. Men det er aftagende. Forholdet er groet gammelt, you know. Nu er det mere ungen, der tuder. Før var det lidt begge dele samtidig, hvilket er klamt på mange måder i mit snerpede sind.
De, der bor til den anden side, er dem, jeg snakker om. Faktisk tror jeg, vi har haft færre problemer med dem end overboen, som kan fortælle om polititrusler, 18-timers-basarmsfester og den slags. Bevares, har da også konstateret nogle umenneskeligt lange fester, nogle sendt-fra-USA-urter i postkassen (ja, ja, postmanden havde altså puttet dem i min, iggå) og nogle ansigter grimmere end arvesynden (det siger ingen mere, men Nikolaj Lie Kaas sagde det i Ud&Se om sig selv, og jeg grinede, så nu siger jeg det også).

Men de er belastende. Fordi de får mange venner på besøg (en ad gangen, that is) til deres umchifester, og fordi – and here it is – deres dørklokke sidder fast. Ja, sidder fast. Hvis man vil høre deres samtaler, kan man stille sig nede ved dørklokken og lytte. Hvis man altså vil bruge sin værdifulde tid på det. Tror umiddelbart ikke, det er særligt intelligente samtaler.

Det betyder, at deres venner ringer på hos os (eller alle andre steder i opgangen). Kl. 5. Om natten. I en halv time. Nonstop. Fuckingnonstopsigerjeg.

Til sidste røg jeg ud på den der uglede-hår-og-pyjamas-måde-og-slut-med-den-overbærenhed-jeg-gerne-prædiker og hvæsede ind i telefonrøret: “Hvis du ringer på én gang til, så ringer jeg til politiet.”

Stilhed.

“Jamen, vil du ikke lukke mig ind?”

“NEEEEEEJ.”

Så stoppede det. Lidt.

Okay, jeg er virkelig længe om at komme frem til pointer her. Men udover bare en belastning af nattesøvn, så er der også noget andet. Det gør nemlig, at man bliver immun over for dørklokken. Fuldstændig. Hvis det ikke er et muligt pakkepost- eller pizzatidspunkt, så reagerer jeg slet ikke på buzzet fra underverdenen.

Og det er ærgerligt. Fordi der er noget, der er gået tabt i den her generation, som jeg savner lidt. Men som jeg også selv er dårlig til at praktisere. De uanmeldte besøg.

De der: Jeg kom lige forbi og ville stikke hovedet ind. Giver du en bajer/kaffe/flødebolle?

Ingen sms først. Ingen “Er du hjemme?” Bare et buzz og en fod på måtten, om man så må sige.

Den ældre generation, og i særdeleshed min far, praktiserer det voldsomt. Når vi hoster rundt i den store HiAce, vælter vi ind til hel- og halvfremmede mennesker og banker på – eller går bare ind – og byder os selv på noget.

Har altid synes, det var frygteligt pinligt. Ligesom så mange andre ting, ens forældre gør.

Men nu savner jeg det sgu. Og det har naboerne ødelagt. Altså hvis det var, at det nogensinde skulle ske. Det har de ødelagt. De har ødelagt “hvis”.

Jeg håber lidt i mit stille sind, at de ikke har fattet, at vi skal være ude om 14 dage. Gad så godt se, hvad der sker. Stort menneske. Det er mig.

Og egentlig ville jeg gerne sige noget mere om forældregeneration og uanmeldte besøg. Men som sædvanlig er der gået Roskildesyge i ordstrømmen. Så jeg stopper bare. Her.

• Flyttemand (det er jo virkelig røv. der er nogle på trappen lige nu, og de lyder som om, de skal dø. hver dag. tænker jeg)
• Bedemand (obviously)
• Fodlæge (uadk)
• Tandlæge (jeg er fra UdkantsDanmark. jeg har set hygiejne, der kunne gå selv)
• Tarmrenser (det var Jodle Birge faktisk. og det stod i “Hvad kan jeg blive?”. måske i virkeligheden ikke så slemt)
• Portør (måske man vænner sig til det, og det går hen og blive helt sjovt på sådan en jeg-er-alene-med-folk-der-ikke-svarer-igen-måde)
• Revisor (kill me now)
• Slamsuger (er man det? eller er det en maskine? jeg ved det ikke)
• Staldpige/dreng (har haft min tid – ungefähr 15 år – i hestestald….tidlige morgener, kulde, lort…..nej)
• Noget med management/consulting/key account/corporate-sounding-nobody-gets-it (i don’t get it. literally)
• Taksiderm…eller hvad fanden….udstopper…eller vent, det kunne faktisk være meget sjovt….som en portør med dyr…som man selv bestemmer hvordan ender med at se ud…..I see potential, my little helmet-buckteeth-squirrel-dressed-as-MJ-with-a-tail-like-pow-friend….

Hm. Mere koffein. Helt sikkert.

Skæg forpligter og fornøjer, har en god ven sagt. Da han lavede en billedserie af forskellige mere eller mindre suspekte typer af sig selv. Tysk polizei og hillbilly og sailor og den slags.

True dat. USA har holdt deres fjerde ‘Beard and Moustache Championship‘ i New Orleans. Og fotografen Greg Anderson har foreviget det.

(via thisiscolossal.com)

Jeg elsker uventede ting. Altså af den gode slags. Og jeg elsker post. Sådan rigtig ol’ fashioned snailmail af den slags, man ikke vidste kom.

Det er bare så sjældent, man får det. Men min mor er jedi-master på det punkt. Det sker nemlig ikke sjældent, at der ligger en kuvert i postkassen med en håndskrift, ingen andre kan mestre.

Sidst var det en bog. Bare fordi. Det var ‘det nemme og det ensomme’. Af hende her.

Den synes mor, jeg skulle have. Det har nok noget at gøre med vores fælles (egentlig ikke særlig) gemte ønske, der ligger inde bag små pakker med tid, præstationsangst og manglende opfindsomhed, om, at jeg på et tidspunkt skriver noget. Prosa. Agtigt.

Men udover det var det også bare en sød gestus og betænksomhed og overraskelse, der kan få en til at smile resten af dagen. Og jeg har tænkt mig at læse den, når jeg skal til Pisa. Som var en anden supreme gestus på muttifronten.

Sidst – nu er vi tilbage til postkassen – var det et udklip. Det er faktisk det, det oftest er. Et udklip, der på en eller anden måde har mindet mutti om mig, eller som kan inspirere mig. Politikens debatørskole (glemte fandeme at søge, og man skal være under 30, så det var nok last chance…there I said it), unge forfattere, unge, der ikke vil have børn, kunst, selvstændige, mode, festivaller og den slags, jeg aldrig selv får læst.

Hurra for ens analoge betænksomme mor, der klipper det ud og sender det med et “kærlig hilsen mor”. Denne gang var det et fint lille interview med Line Knutzon. Og hvorfor så det?

Fordi Line Knutzon var min underviser her i sommer på Testrup Højskole. Og hun er om nogen vanvittig. Og inspirerende, ikke rigtig klog, sindssygt sjov og cool og en god læremester. Vi snakkede om replikker og mennesker og relevans og irritationer, og man havde lyst til at gå ud og gøre noget helt nyt.

Så den anden dag i posten lå der altså en lille reminder om det. Hvis hverdagen skulle have indhentet én. Og nu står der i min kalender, at jeg skal skrive nogle stikord til det stykke drama, Line Knutzon og jeg talte om kunne være sjovt at stykke sammen.

Andreas Bo bruger altid Brovst, når han skal improvisere en eller anden form for provinsiel karakter eller lokalitet. En-to-altid. Men det har jeg lagt mærke til. Og hvis vi lige kan komme over, hvor ligegyldigt det er, og at det afslører, at jeg har set “Rundt på gulvet” op til flere gange, så lad os lige dvæle lidt ved det. For det appellerer jo til min Reservatet-er-udgangspunktet-for-alt-intuition. Og til min entusiasme omkring ting, jeg genkender. Lidt ligesom at man skal bonde med jyder i et selskab, selvom den ene bor i Haderslev, den anden i Frederikshavn. Og lidt ligesom “ej, jeg kender også en, der arbejder i Maersk (der er nemlig ret stor sandsynlighed for overlap dér)/engang har været på Lanzarote/har noget, som de troede var gigt, men så ikke var det (så det er næsten det som dit…som du åbenbart sidder og fortælle mig om)/er du også nogens kæreste – så har vi da noget til fælles (vel egentlig mest noget, hankøn praktiserer til parhelvede)/hvor sjovt, du også hedder Louise – og vi er endda kun omkring 24.000”.

Men tilbage til Brovst. Jeg har prøvet at google. Tror ikke, han har noget tilhørsforhold. Men jeg har engang set ham optræde på Fjerritslev Gymnasium i Det Løjerlige ShakespeareKompagni. Det er jo tæt på Brovst. Det var i øvrigt sjovt.

Jeg gad godt spørge ham. Men indtil videre kommer det i Brovsts blå bog: speedway/Hans Nielsen, drømmekage (som er tyvstjålet fra Moseby – Reservatets Albertslund), Godik-toiletter og nu også Andreas Bos yndlingsreference.

I øvrigt skrev Anders Lund Madsen også engang i en klumme, at han fandt universets centrum i en lille kantarel ved Vor Frue Kilde i Fosdalen. Som jo teknisk set også er i Brovst. Eller i hvert fald i det, der engang var Brovst Kommune.

Ergo er du en sten.

Kendte, kongelige og andre af den slags, der prustende og dampende skal trække deres cykel op ad en af de der sygeligt smalle ramper ved trappeopgangen fra s-tog, hvor baghjulet bliver ved at smutte ud og pukler sig henover hvert trappetrin, mens det tværer olierester ud over ens bukseben.

At jeg havde set Brøndbys mål efter tre
minutter.

At jeg ikke fik så splintermange tømmermænd.

At jeg samtidig kunne drikke flere øl.

Og ramme flere pinde i vikingespil.

Og færre øl.

Så jeg ikke skulle drikke så mange lunkne Odense Classic.

At man ikke skulle til samtaler, men bare kunne få jobbet på ansøgningen. Ikke så meget suspense og præstation.

At nogen folk ikke var så kloge. Eller mere at de ikke påstod, de var det.

At jeg lige fik fejet for egen dør.

At jeg ikke havde så meget pligtfølelse over for samtlige sociale situationer.

Så jeg også nogle gange kunne gå i seng.

At nogen hentede noget mad.

Nu.