Jeg har spist seks Toffifee til morgenmad. Siger det bare. Kunne godt fortære pakken.

Jeg kan ikke udstå børn. Okay, det var voldsomt bare at sætte punktum der. Men det kan jeg egentlig ikke. De kan jo ikke som sådan gøre for det. Men altså jeg kan ikke udstå børn, der er grimme (undskyld), der afbryder (hej fortidsmenneske), der forestiller sig ting, man skal spille med (altså nu laver vi mad, eller nu er der en drage omme bag sofaen…ih, hvor kært…næh, anstrengende ad helvede til), man ikke kan tale med (glemmer alt om den journalistiske hv-regel sammen med børn og får derfor samtaler som :har-det-været-en-god-fødselsdag-ja-nå-har-du-så-bestemt-hvad-I-skulle-spise-ja-hvad-har-du-så-fået-i-gave-en-cykel-nå-men-har-det-været-sjovt-ja), børn med kropsvæsker uden på kroppen (nuff said), børn, der tror, de er lidt modige/sjove/seje (ja, ja, det skal de jo også have lov til, og it’s a phase og la la – hold mig udenfor), børn, der må for meget (hej igen fortidsmenneske), børn, der ingenting kan selv (hvad? ja ja, de er børn, men get over it og så kom i gang), børn, der siger det samme som én (grrr), børn, der tuder, når de ikke får deres vilje (det minder for meget om mig selv). Børn.

Ser man det. Det var faktisk et indlæg, der skulle handle om 1: min egen dobbeltmoral i forhold til ting, jeg ikke kan holde ud, og som i virkeligheden bare er, fordi jeg selv er sådan (se bare sidste punkt), og 2: alle de ting, jeg, som det store menneske jeg er, er så skide-intolerant over for. Og vupti, så handlede det om min manglende interesse for/overbærenhed med/empati i forhold til børn.

Jeg laver lige rubrikken om og  skrider herover og læser lidt i Politiken.

PS. Hvis nogen tror, jeg er 16, er det til at forstå. Det er jeg ikke.

Det er mig.

For det er kommet dertil, at jeg – hver gang nogen spørger mig om vej, om hjælp, om råd eller andet på gaden – kigger på min taske som det første. Eller griber ud efter den.

Det er sgu da sølle. Og mig, som egentlig godt gad, at vi i Danmark var lidt mere hjælpsomme, fordi jeg egentlig synes, det er ret hyggeligt at hjælpe.

Men så står man der og klamrer sig til alle sine ejendele af frygt for fremmedhed, tricktyveri og uærlige mennesker. Som egentlig bare er fortabt i en lille hovedstad.

Pffft.

Jeg fangede en fisk. En stor en.

Det var på de sagnomspundne syv have. Da jeg sejlede rundt i det der Stillehav og legede med delfiner og læste romaer og smadrekogte allerede henkogt kød og erobrede miniøer og havde bare fødder og havde negleklipning som dagens største bedrift.

Når vi sejlede ud fra atollernes indsø (det hedder det vist ikke, men altså…), havde vi altid fiskestænger efter båden. Det var nemlig noget skidt at fiske inden for revet, for der led fiskene af et eller andet, som jeg har glemt. Og så gik det på tur, hvem der skulle hive bæsterne ind og skaffe mad på bordet. Jo. Sådan var det. Autentisk og overlevelsesagtigt.

På vej fra Rangiroa til Moorea pegede pilen på, da det blev pludselig hev og sled i linen bag båden. Nok fordi jeg var den næste, der skulle deporteres hjem til Danmark.

Jeg havde egentlig ikke nogen speciel urge til det. Men det fik jeg. Hurtigt. Skal jeg love for.

Op på afsatsen bag båden med mig, fat i fiskestangen, på med hjælpebæltet (jo!) og så i gang. Hive, hive, hive. Eller det vil sige rulle, rulle, rulle. Nå, men det går jo fint nok. Den er snart inde. Ingen havde fortalt mig, at sådan et psykodyr hiver h e l e linen ud igen. Og så skal man starte forfra. Og der sker så f l e r e gange.

Jeg behøver vel ikke gå i detaljer. Det var noget med en masse sved og røde kinder. Og mig, der prøver at rulle hjulet rundt med begge hænder. Nogle, der griner. Nogle, der filmer. Mig, der siger, at den altså er virkelig, virkelig stor. Nogle flere, der griner. Mig, der er tæt på at give op.

Og så endelig – efter hvad jeg mener var 30 minutter, men Skipper mener var 50 minutter – dukker en fin grøngulblå skinnende mahi mahi, eller guldmakrel om man vil, op til overfladen. Med en meget yderligt siddende fiskekrog.

Og jeg får ret. Den er stor. Altså ikke marlin- eller sværdfiskstor, vel. Må jeg lige være her. Men 10 centimeter lavere end jeg selv og med en god kampvægt på 14 kilo.

Jeg var sgu temmelig stolt. Og er det stadig. Hvem skulle have troet det? En fisk. Altså en fisk. Under vandet. Som bed på. Og blev fanget. Det er sket før i historien. Men sgu ikke for mig. Og det sker nok heller ikke igen.

I øvrigt tog det Skipper 15 minutter at filetere den ene side og mig 40 minutter at filetere den anden. I bragende solskin. Men så var der også 9 kilo ren filet og mad til to både i tre dage.

Selvom det stadig er peanuts, har jeg lidt svært ved at vænne mig til, folk, der siger, de har læst noget på det hersens blogprojekt. Tænk, hvis man lige pludselig havde glemt det, og der stod en masse grimme/afslørende/dumme ting. Dårlig drøm.

Nå, men mens jeg lige spekulerer lidt på det, kan jeg også lige spekulere lidt på et bare lidt mere indholdsrigt indlæg end det her.

Eller føre det over i noget med den dialektiske dobbelthed ved at udstille sig selv gennem ord på nettet? Jaah? Nej. Nej. Jeg spekulerer lidt.

1. adjenda (altså agenda, sagt adjenda. what?!)

2. knuselske. stop.

Noget andet, jeg tænker på:

Vi kørte tit i skoven. Elller måske mere i Skoven. Det var også en tryg fornemmelse. Og noget, jeg elskede.

En aftentur. Uden lys Før automatisk lys eller hylende advarsel. Meget stille. Trille gennem skoven, mens man spejdede efter dyr. Altså rådyr mest. Og man håbede lidt, at det kunne være en selv, der så dem og pegede dem ud. At man var den med falkeøje. Som gennem stammer, blade og buske ænsede en lille gråbrun skabning, der helt stille stirrede i retningen af os, mens vi stirrede i retningen af den. Men som regel var det far, der spottede dem. Dér. Dér. Lige dér.

Bizart egentligt i den forstand, at dette var aftenturen, mens morgen og dagsturen jo have et helt andet og langt mere dødeligt formål, hvis de gråbrune fæstnede sig på nethinden.

Dette er for øvrigt også en ting, vi ofte stadig gør. Nu mere i plantagen. Og mere krondyr. Men jeg elsker det stadig.

Jeg havde et virkelig formidabelt indlæg på hjernen i nat efter noterfraetselvstændiglivsudvekslingskaffeogegentligmestøl i solen på Skt. Hans Torv, melding om dobbeltarbejde, frustrationer over asyllejlighed, farvelhomofest og norske gloser.
I morges (løgn: til middag), da jeg vågnede, var det aldeles væk. Det er det stadig.

Lad os kalde hende K. Det hedder hun ikke. Men det gør hun så nu.

Lad mig også bare sige det fra starte. Hun var og er kernehuset i diskussionen om arv og miljø.

En i en søskendeflok blandt en 12-stykker. Bistand. Tvangsfjernelser. Stoffer. Alt det der, der findes i social pakke 5.

Og nu tror I, der kommer en glædeshistorie om, hvordan man nogle gange bryder sin arv, om hvordan K. kæmpede sig over på den anden side. Men det gør der ikke.

Til en genforeningsfest engang sagde K. til mig, at jeg egentlig slet ikke var sådan en snob, som hun troede. Vi havde jo aldrig talt sammen. Ikke så underligt, tænkte mine intellektuelle og kulturstimulerede hjernefolder.

Hun sagde også, at hun godt kunne tænke sig at være succeshistorien næste gang.  Det sagde hun vel og mærket efter en fortælling om en kæreste, der er utro. Med hendes mor. Ikke sin. Hendes. Med K.’s mor (sic!). Som bliver gravid. Og ikke får barnet. Til gengæld får K. to børn med selvsamme. Som senere tiltales for forsøg på manddrab på hende. Og noget med stoffer og graviditet. Tvangsfjernelse af børn. Flere børn med andre mænd. Som ikke ville blive. Og jeg ved ikke, om jeg behøver sige mere.

Alt imens hun stod der med et bundærligt ønske om at ændre sin skæbne. Fordi hun forstod den. Med ordene “jeg vil ikke være som min mor”. Det var ikke trist. Det var skræmmende. Jeg havde nok ikke, i mit ‘snobbede’ sind, troet på, at det ønske fandtes, at erkendelsen fandtes, at skammen fandtes. Jeg havde nok ikke så høje forventninger.

Men nu kunne jeg kun dele hendes ønske.

Næste gang vi mødtes, havde hun glædet sig til, betroede hun mig, at fortælle mig om sit 13-tal i engelsk i tiende klasses eksamen. Som kunne være starten på en succes. Men det blev lidt overskygget af et dødfødt barn. Og kurven faldt igen. Drastisk.

Nu er hun flyttet væk. Man kan håbe, at det er det, der skal til. Gør miljø-faktoren stærkere. Man kan håbe.

Gode vendinger fra Reservatet:

• Det no’e pangelværk
• Du gratter så’n me’e
• Pil nallern
• Jeg kom løbens
• Jeg har være’ u’e ve’ minkern
• Han stejle’ mig
• Den er måge’
• Han er ræst ne’ i marken
• Hun har en’ huwe og døwe me’

Gode vendinger fra barndommen:

• Du må ikke gøre dig god

Gode ord generelt:

• Misfit
• Kolonorm