(måske nogle af dem er – så sig lige til, ing’)

1) En slags klemmer, der kunne sættes på ens strømper, når man smed dem til vask, så man ikke skulle matche 28.000 forskellige sorte strømper bagefter. Findes helt sikkert. Men er på den anden side bare lidt for doven til at sætte klemmer på, før jeg smider til vask. Så en anden løsning, tak. Og det er en anden end at købe 28.000 nye par strømper, venligst. Som nok ellers var smartest.

2) En dims, der kan samle alle hårene i vaskemaskinen. Og nej, jeg har prøvet med babyrøvsklude. Det virkede ikke. Men det kunne jeg faktisk virkelig godt bruge. Eventuelt skulle jeg overveje at pakke mig ind i, hvad end det er.

3) Et eller andet fikst, der gør, at dit cykelsæde aldrig bliver vådt. Eller at du altid har noget at tørre det af med. Som ikke bliver stjålet. Og som ikke er en klam Fakta-pose, der alligevel også formår at blive våde indvendig og udvendig.

4) Et lørdags- og søndagslagen med indbygget panodildamp

Da jeg var lille, var jeg heks til fastelavn. Hvert år. Det er ikke skide opfindsomt. Men jeg turde ikke skifte, fordi jeg var enormt bange for, at der så var en anden, der var det. Og så skulle jeg stå der og sige: ”Jamen, jeg var det altså sidste år. Jeg var det først. Jeg plejer at være det.”

Det kunne jeg slet ikke magte.

Det er lidt det samme som at tænke, man har svaret på et Trivial Pursuit-spørgsmål, men så tør man ikke sige det højt, fordi det måske også kan være virkelig virkelig dumt, og så bliver svaret givet, og det er det, og så skal man til at bevise, at man altså var liiige ved at sige det.

Eller være den første, der gik i Dr. Martens. Og sørge for ikke at gå i andet, så man ikke pludselig blev snigløbet af andre, og så på den måde pludselig ikke længere kunne bevise, at man jo var den, der gik i Dr. Martens.

My mind works in mysterious ways.

Jeg tror, det er noget med at ville stå ud (for det gør man jo enormt meget som heks). Og være først. Især først. Sådan helt banalt noget med at være “den, der….et eller andet”. Det er egentlig en ret barnlig ting. Og ikke særlig hvile-i-sig-selv-feature.

Men jeg kan mærke, den sidder i mig stadig i en eller anden grad. Jeg insisterer også på at få den sidste julegave, selvom jeg har fire små niecer/nevøer. Men det er måske en anden historie.

Det, der er sjovt, eller trist om man vil, er, at da jeg holdt op med at være heks, blev jeg noget meget sejere. Jeg var for eksempel frimærke. Det vandt jeg en masse udklædningskonkurrencer med.

Det kan man jo så analysere lidt på.

Ville ønske, jeg havde beholdt den frimærkeudklædning.

Kunstnerisk frihed = Ja, det er stavet/malet/konstrueret forkert, men jeg vil ikke indrømme det, for jeg har altid ret

Alt er relativt = Jeg har ikke flere argumenter i den her diskussion, så jeg prøver lige med noget, der kan tolkes i alle retninger, og som man ikke kan være lodret uenig i

Jeg hører, hvad du siger, men/og… = ENTEN Jeg hører overhovedet ikke, hvad du siger, og jeg synes, du er en klaphat uden lige ELLER Jeg har på fornemmelsen, jeg har taget fejl, og siger lige om lidt, at jeg skal på toilettet eller hente en ny øl for at komme væk

Nu skal man jo ikke stole på alt, hvad man ser og hører i medierne = Jeg har overhovedet ikke fulgt med i den her sag i medierne, så skal vi ikke bare sige, at jeg lød klog, og du lød klog, og nu henter vi tequila

Jeg glemte fortællefredag/fiktionsfredag i fredags. Eller det gjorde jeg egentlig ikke, men havde travlt med at gå mine ben i stykker på Klampenborg Galopbane.

Men tænkte, Skireporteren godt kunne klare en genudsendelse (aner du ikke, hvad jeg snakker om, så get enlightened her). Ikke den med liften, men den med, hvad man kan lave, mens man venter på sin langsomme ven. Det er også en slags fortælling. Og nej, grafik er ikke min stærke side.

Top 4:

At kigge til venstre ud af dykkermasken for bare at se gråt, gråt, gråt og så et øje. Og så konstatere, at en delfin har sneget sig helt op på siden af dig og gerne vil klappes. Sådan rigtigt.

At gå ned på åben vand, blive omringet af 5-6 delfiner, svømme videre ind i en barracudastime, følge strømmen hen over ryggen på en skildpadde og til sidst blive overhalet af 4,5 meter hammerhaj, komplet med flagrende sugefisk hængende alle steder.

At fange 14 kg og 1,53 m fisk. Mad til to både i tre dage. Og min mest fysisk krævende indsats ever. Go home, Ironman. Ha.

At beslutte sig for at erobre en 6 kvm stor ø og opkalde den efter sig selv.

Bund 4:

25 timers søsyge. Inklusive nattevagt. Håbede så meget på, jeg ville ramme en hval med mit bræk. Eventuelt få det blæst tilbage i hovedet – bare for at kunne fortælle historien.

Den dag, der gik hul på en benzindunk på dækket. Turde ikke stå op.

Klamme bundtslam/skidtslam-agtige sugefisk, der sætter sig fast på ens dykkerdragt og skal tæves væk med døde koraller.

At få melding om natten: “Vi har revet os løs. Vi har ramt koraller. Vi lækker måske. Vi skal have hjælp.”

Der skyldes vist lidt yay og nay fra en crazy weekend

YAY

At en flok ugandanesere, der er på total African time og først tager støvler på, når fløjten har lydt, alligevel vinder alt med en bold

At den amerikanske ambassadør lige spiller en halvleg for Pan til Pan Games. I love that dude

At et israelsk hold kunne spille til Pan Games i ro og fred uden demonstrationer

At putte HubbaBubba i goodiebags

At Linse har virkelig god humor og selvironi

At hilse på Shaka og konstatere, at manden er helt uden stjernenykker

At have en hel bowle med M&M’s

At komme til 40 års fødselsdag uden de store forventninger og få besked på, at menuen er: 16.30: Ismageriet – is i en time, 18.30: Pølsevogn: Bøfsandwich og hottere i halvanden time og 01.00: Cheeseburgere fra Mac

At runde af på Psykopaten til saxofon, rafling og snak om størrelsen af spiraler, Danmarks lækreste mænd og kvinder og en råbende amerikaner på toilettet

At bruge søndag på smeltet ost og X-men

At være sådan en, der har stablet alt i kælderrummet op på kasser, når der nu var monsun i nat

At have helt egen indretningskonsulent på besøg, der med det samme laver funky stillebener (nu burde jeg så have taget et billede – det må vente – der er serbere i rummet)

At varme op til fodboldkamp med en frokost med rosé og smøger

At Agger kommer tilbage <3

At få anbefaling og pæne ord fra Miriam og en tredobling af followers (velkommen til, undskyld her roder, det var sådan, da jeg kom, iggå)

NAY

At have så ondt i fødderne, man føler, man går på benstumper

At møde mand, der – når man sidder alene pige tilbage blandt mændene – siger “Nå, du er så det overraskende indslag…eller nu skal man jo ikke…man ved jo aldrig, der er jo Pride i morgen…”

At de serbiske piger, man har sagt ja til at have overnattende, ikke dukker op og dagen efter påstår, de har ringet hele aftenen

At slå hovedet ind i metalrør, så man vågner med hovedpine

At rydde op efter folk på et toilet uden Madame-pose(!!)

At være inde på gammelt arbejde og konstatere, at den største forandring er en ny farve stole i kantinen

At speedcykle de 7 km til træningskamp, fise den af til opvarmningen og derfor forstrække lår i første løb og bruge resten af kampen på bænken

At købe ind til en uge på sit kontor, koge fem æg og lave en tunsalat for at kun at sidde der en dag og lade resten leve sit eget liv i køleskabet

At den strikkende, tweetende cool lady forlader dkpol

Ikke et ord mere om vasegate. Kun internettets ord.

pics: CultureNordic, nutidensmor.dk, apropos magazine, carlsberg, heltnormalt.dk, vvs-service og random twitter.

Der var 86 M&M’s i posen (bemærk: var)

København har en gade, der hedder Westend (på ingen måde nyt, men jeg synes, det er fedt)

Min tipoldefar grundlagde det første kollegium i Danmark, hvor mænd og kvinder måtte bo sammen (kun med svingdøre imellem – helt tosset)

Ovenstående var lige ved at gå galt, da et jalousiopgør få år efter grundlæggelsen førte til skudduel (dog ramte kuglen kvindens korset og rikochetterede)

Er ikke meget for at indrømme det, men jeg troede, det hed rikochere

I 1983 udgav Barbara Cartland 23 romaner. I alt er det noget med op mod 1000 titler. Jeg har ikke læst en eneste.

Min kammerat mener, Jackie Taylor er Jeanette Ottesens mor. I see his point.

pic: fra face. før det formentlig stjålet fra internettet et sted uden lov.

Det er ret absurd. Jeg hader virkelig at ringe til folk.

Det er ikke skidesmart. Når man leger journalist.

Da jeg var yngre, var det alting. Tandlæge, restaurant, veninder. Alt.

Den slags er bedre nu. Men jeg vælger stadig tandlæger, læger og frisører med online booking.

Men nu er det værste at ringe, fordi det er dig, der ønsker noget. Du skal have, ikke give. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor jeg egentlig har det sådan. Det er noget med, at situationen kan blive pinlig eller ydmygende, tror jeg. Men det gør de jo bare utroligt sjældent, fordi folk generelt ikke er psykopater. Alligevel sidder det ligesom i mig, at der potentiale for noget ikke-rart.

Måske er det i virkeligheden det samme som hver eneste morgen, hvor jeg er sikker på, jeg ikke overlever at skulle stå op, og at jeg aldrig vågner rigtigt, og at der ikker er noget i verden, jeg hellere vil end at sove, og at livet kan vente til i morgen.

Eller når man skal ud og træne. Jeg er altid helt sikker på, at jeg slet ikke magter det og aldrig bliver frisk eller får det godt igen. Og hver gang cykler jeg glad hjem med fornyet energi. For at gøre det samme dagen efter (LØGN – træner jo ikke hver dag, men you get the picture).

Nå, det var det telefonopkald.